Fremsat den 31. marts 2017 af Christian Langballe (DF),
Kenneth Kristensen Berth (DF),
Kristian Thulesen Dahl (DF),
Søren Espersen (DF) Martin Henriksen (DF),
Marie Krarup (DF) og Peter Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om ophævelse af bestemmelserne om dobbelt
statsborgerskab
Folketinget
pålægger regeringen at ophæve bestemmelserne om
dobbelt statsborgerskab, så man ikke kan have et andet
statsborgerskab samtidig med et dansk statsborgerskab.
Bemærkninger til forslaget
Formålet med indeværende forslag
er at få ophævet bestemmelserne om dobbelt
statsborgerskab, således at man kun kan have ét
statsborgerskab som dansk statsborger. Det er forslagsstillernes
opfattelse, at et dansk statsborgerskab udtrykker udelt loyalitet
og bundethed til Danmark, det danske folkestyre og det danske
samfund, som så også er det land, som man virker i og
virker for. Denne bundethed og loyalitet kan altså ikke deles
ud på to lande. Forslagsstillerne finder belæg for
denne opfattelse i den måde, hvorpå statsborgerskabet
(indfødsretten) oprindelig blev forstået historisk fra
det tidspunkt, hvor Grundloven blev vedtaget, og frem.
Nationalstaten og det enkelte statsborgerskab er to sider af samme
sag. Det er forslagsstillernes opfattelse, at den dansker, der
rejser ud, bosætter sig i et andet land og med tiden
ønsker at få statsborgerskab i dette land, må
vælge, hvor vedkommende vil være statsborger.
Forslagsstillerne nægter ikke, at danskere, der får
statsborgerskab i andre lande, stadig kan have dybe følelser
for Danmark - selvfølgelig - men disse danskere kan ikke
virke for Danmark i samme grad, som de danskere, der bor i Danmark,
virker for landet og betaler skat i landet. Forslagsstillerne er
bekendt med, at der er visse lande, der nægter at løse
deres borgere fra deres oprindelige statsborgerskab, og at
indeværende forslag vil bevirke, at disse forhindres i at
få et dansk statsborgerskab. Forslagsstillerne er villige til
at drøfte dette og finde en løsning på denne
problematik.
Skriftlig fremsættelse
Christian
Langballe (DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
ophævelse af bestemmelserne om dobbelt statsborgerskab.
(Beslutningsforslag nr. B 121)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.