B 120 Forslag til folketingsbeslutning om ret til seniorførtidspension for nedslidte på arbejdsmarkedet.

Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2016-17
Status: Bortfaldet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 31-03-2017

Fremsat: 31-03-2017

Fremsat den 31. marts 2017 af Karsten Hønge (SF) og Jacob Mark (SF)

20161_b120_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 31. marts 2017 af Karsten Hønge (SF) og Jacob Mark (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om ret til seniorførtidspension for nedslidte på arbejdsmarkedet

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag, der indfører ret til seniorførtidspension, hvis en person ikke kan arbejde i mindst 7,5 timer om ugen - svarende til en hel arbejdsdag i et fleksjob - når vedkommende har under 5 år til folkepensionsalderen.

Bemærkninger til forslaget

Mennesker, som er nedslidte af et langt liv på arbejdsmarkedet, skal have mulighed for en værdig tilbagetrækning. Derfor aftalte den daværende borgerlige regering en seniorførtidspension (»Aftale om en tilbagetrækningsreform«, Beskæftigelsesministeriet, den 13. maj 2011), som skulle samle dem op, som blev ramt af efterlønsreformen. I 2011 lød skønnet, at der ville være op til 8.500 personer i 2020, der ville få gavn af ordningen, jf. social- og integrationsministerens svar på L 22 - spørgsmål 8, folketingsåret 2011-12.

Det tal holder imidlertid ikke stik. Kun ca. 650 personer har fået tildelt seniorførtidspension, siden ordningen trådte i kraft den 1. januar 2014, jf. nedenstående oversigt over antal personer, der har fået tildelt seniorførtidspension i tidsrummet 2014-2016.

Det er uværdigt, at nedslidte seniorer efter sygemelding fastholdes i et aktiveringscirkus med arbejdsprøvninger og samtaler i kommunen, hvis de er nedslidte efter et langt liv på arbejdsmarkedet.

Man skal være 5 år fra pensionsalderen og have 20-25 års tilknytning til arbejdsmarkedet, før man kan få seniorførtidspension, jf. lov nr. 1386 af 28. december 2011 om ændring af lov om social pension (Forhøjelse af folkepensionsalder, indførelse af seniorførtidspension m.v.). Det drejer sig altså om folk med et langt arbejdsliv bag sig. Men ordningen virker ikke. Alt for få får gavn af den. Derfor vil Socialistisk Folkeparti lempe kravene i forbindelse med tildeling af seniorførtidspensi?on, så nedslidte får en værdig afsked med arbejdsmarkedet.

I dag kan man få afslag på seniorførtidspension, hvis der er en hypotetisk mulighed for, at man kan klare et fleksjob. Det gælder, uanset hvor få timer (eller minutter) personen kan arbejde i fleksjobbet. Det er meget restriktivt, idet rigtig mange kan klare ugentligt arbejde på en time eller to, men det er ikke værdigt.

Beslutningsforslaget finansieres inden for rammen af tilbagetrækningsreformen, hvor man som nævnt regnede med, at op til 8.500 personer ville få tilkendt seniorførtidspension i 2020. De midler er langt fra brugt i dag. Skulle udgifterne forbundet med forslaget overstige den ramme, der er forudsat ved tilbagetrækningsreformen, må man kigge på konkret finansiering med de partier, som vil skaffe flertal for en ny og forbedret ordning for nedslidte på arbejdsmarkedet.

Seniorførtidspension
2014
2015
2016 (1.-3.kvartal)
Tildelt til personer
196
253
204


Kilde: Nydhedsbrev:Førtidspension 2016-3

Skriftlig fremsættelse

Karsten Hønge (SF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om ret til seniorførtidspension for nedslidte på arbejdsmarkedet.

(Beslutningsforslag nr. B 120)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.