Fremsat den 31. marts 2017 af Peter Kofod Poulsen (DF),
Tilde Bork (DF),
Kristian Thulesen Dahl (DF),
Susanne Eilersen (DF),
Søren Espersen (DF),
Dennis Flydtkjær (DF),
Peter Skaarup (DF) og Hans Kristian Skibby (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om lovliggørelse af peberspray til
selvforsvar inden for rammerne af lovligt nødværge i
eget hjem
Folketinget pålægger regeringen
inden udgangen af 2017 at tage de nødvendige initiativer,
således at danske statsborgere over 18 år kan få
tilladelse til at anskaffe, besidde og anvende en peberspray i
selvforsvar inden for rammerne af straffelovens bestemmelser om
lovligt nødværge i eget hjem. Anskaffelsen af en
peberspray skal ske efter de samme kriterier, som gælder for
udstedelse af våbentilladelse, med de nødvendige
modifikationer.
Bemærkninger til forslaget
Beslutningsforslaget er en let revideret
genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 170,
folketingsåret 2015-16, der blev behandlet i foråret
2016. Der henvises til www.folketingstidende.dk, Folketingstidende
2015-16, sektion A, B 170 som fremsat, sektion B, betænkning
over B 170, og sektion F, møde 104 kl. 14.25.
Det er forslagsstillernes opfattelse, at det
skal være lovligt at anskaffe, besidde og anvende en
peberspray til selvforsvar inden for rammerne af lovligt
nødværge i ens private hjem.
Pebersprayen er en moderne teknologisk
opfindelse, der på en enkel og effektiv måde kan
afvæbne en gerningsperson og forhindre en forbrydelse.
En peberspray er en lille spray, der typisk
indeholder et udtræk af cayennepeber eller chili blandet med
vand eller olie. Den anvendes ved at sprøjte mod en persons
ansigt, hvorved akut øjenkrampe og midlertidig blindhed
opstår. Blindheden varer en halv times tid og er forsvundet
efter et par timer. Sprayen giver ikke varige skader eller men, og
en almindelig deodorantspray skulle efter sigende være et
farligere alternativ til en peberspray.
I dag er det ulovligt for private at
købe, besidde og anvende peberspray. I Tyskland er
peberspray derimod lovlig, og en del danske statsborgere
køber derfor peberspray i Tyskland for derefter at medtage
den ulovligt til Danmark. Bliver man taget i Danmark med en
peberspray, er straffen normalt en bøde, men det kan
ligeledes resultere i, at man får en plet på
straffeattesten for ulovlig våbenbesiddelse.
En række lande, som Danmark normalt
sammenligner sig med, har en lovgivning i forskellige udformninger,
som gør det fuldt lovligt at købe peberspray:
Østrig, Frankrig, Finland, Italien, Portugal, Schweiz og
Spanien, for blot at nævne nogle af dem.
Forslagsstillerne har ikke kendskab til
dårlige erfaringer fra disse lande, og det må formodes,
at erfaringerne er positive, siden landene har muliggjort
erhvervelsen af peberspray til private.
Siden den 1. januar 2008 har politiet i
medfør af bekendtgørelse nr. 1430 af 11. december
2007 haft peberspray som en del af udrustningen, netop fordi
pebersprayen passiverer og stopper gerningspersoner og derfor er et
godt redskab. I 2011 anvendte politibetjente peberspray 1.654
gange, mens antallet var faldet til 810 i 2014, jf. »Brug af
peberspray i dansk politi«, Institut for Menneskerettigheder,
2015. Politiets anvendelse af peberspray har ikke givet anledning
til kritik.
Siden er brugen af peberspray reduceret
yderligere til 398 tilfælde i 2015, hvilket Nordjyske.dk
beskriver i artiklen »Stort fald i politiets brug af
peberspray« den 21. november 2016. Det kan dermed ikke
konkluderes, at en indførsel af peberspray øger
brugen af magt. Derimod må det formodes, at effekten af
peberspray er så effektiv, at blot truslen om anvendelse kan
stoppe et udfald.
Forslagsstillerne finder det rimeligt, at
danske statsborgere over 18 år kan få tilladelse til at
anskaffe, besidde og anvende en peberspray i selvforsvar inden for
rammerne af straffelovens bestemmelser om lovligt
nødværge i eget hjem. Anskaffelsen og besiddelsen af
peberspray skal ske efter de samme kriterier, som gælder for
udstedelse af våbentilladelse, med de nødvendige
modifikationer.
Pebersprayen skal kunne identificeres med et
serienummer, som sikrer, at man kan kontrollere, at pebersprayen
befinder sig hos den person, som den lovligt er udstedt til, og at
den opbevares på pågældendes bopæl. Dette
sikrer, at man hele tiden kan identificere peberspray og ejer, og
uretmæssigt brug eller erhvervelse skal medføre en
anselig bødestraf.
Hvis man mister sin peberspray, skal dette
straks meddeles til politiet.
Forslagsstillerne opfatter en peberspray som
et relativt harmløst selvforsvarsvåben, der korrekt
anvendt og inden for lovens rammer formentlig vil have en positiv
indflydelse dels på borgernes tryghedsfølelse, dels
på kriminaliteten, fordi flere gerningspersoner holder sig i
skindet.
Politiets brug af peberspray har ikke efter
forslagsstillernes kendskab efterladt alvorlige øjenskader,
ud over den ønskede umiddelbare virkning, som netop er for
at kunne undgå en gerningspersons hensigter.
Med dette forslag er det hensigten, at et
offer skal kunne slippe væk fra en overhængende fare
eller jage indtrængende personer væk fra sin
bopæl. Den blotte trussel om brug af pebersprayen vil helt
kunne forhindre faren. Endelig skal det bemærkes, at de
gener, en gerningsperson måtte have efter at have fået
peberspray i øjnene, umuligt kan være af så
voldsom karakter som det overfald, offeret kunne være blevet
udsat for, hvor offeret kunne have fået skader af både
fysisk og psykisk karakter.
Frygten for vold, voldtægt, overfald,
hjemmerøveri m.v. er til stede i mange borgeres bevidsthed,
og en peberspray kan være det selvforsvarsvåben, der
giver tryghed, og som giver borgerne en chance for at afværge
en forbrydelse, hvis en gerningsperson alligevel forsøger at
angribe og intimidere ens privatsfære.
Flere borgere udtrykker utryghed ved at
være i eget hjem grundet hjemmerøverier, og her finder
forslagsstillerne det mere end rimeligt, at man ved hjælp af
en peberspray får mulighed for at forsvare sig selv,
særlig fordi krænkelser af det private hjem opleves som
ualmindelig voldsomt. I stigende grad benytter folk sig af andre og
meget voldsommere forsvarsmidler i private hjem, hvorfor det er
mere end rimeligt, at man i stedet skal have muligheden for at
kunne erhverve sig en lovlig peberspray.
Forslagsstillerne forestiller sig, at danske
statsborgere over 18 år, der ønsker en peberspray,
skal kunne rette henvendelse til Borgerservice i
bopælskommunen enten ved personligt fremmøde eller via
kommunens hjemmeside og ansøge om tilladelse til at anskaffe
en peberspray.
Borgerservice undersøger bl.a. hos
politiet, om ansøgeren opfylder betingelserne, som bl.a. vil
kræve en ren straffeattest, at man ikke har verserende sager
i retssystemet vedrørende personfarlig kriminalitet,
berigelseskriminalitet el.lign., eller at man på andre
måder færdes i kriminelle miljøer som f.eks.
rocker-bande-miljøet, som kan give anledning til et afslag.
Hvis borgeren opfylder de fastsatte kriterier for at kunne besidde
peberspray, vil borgeren modtage en tilladelse - normalt i
løbet af et par dage. Så snart tilladelsen er givet,
kan borgeren af egen drift og for egen regning købe en
peberspray og bruge den inden for rammerne af lovligt
nødværge i eget hjem.
I dag kan peberspray ikke købes lovligt
i Danmark, og det er derfor heller ikke lovligt at sælge
peberspray. En lovliggørelse af peberspray vil betyde, at
peberspray også lovligt vil kunne sælges i Danmark.
Salget af peberspray skal foregå hos
politiet eller i eksisterende våbenforretninger. Ved
godkendelse til erhvervelse af en peberspray skal borgeren oplyse,
hvor borgeren ønsker at afhente den, og denne politistation
eller våbenhandler skal have besked fra udstedende myndighed
om, at den pågældende borger kan afhente en peberspray.
Ved afhentningen skal borgeren kunne fremvise billedidentifikation.
Vedkommende har herefter tilladelse til at fragte pebersprayen fra
afhentningsstedet og direkte til vedkommendes hjem.
Forslagsstillerne håber på og
imødeser en fordomsfri debat og glædes over, at flere
politiske ungdomsafdelinger har taget klar stilling, og
ønsker en lovliggørelse af peberspray.
Flere borgerlige politikere har ligeledes
givet udtryk for, at de støtter en lovliggørelse af
peberspray til private, hvilket afspejles i flere artikler, bl.a. i
dagbladet BT den 23. januar 2014, hvor den nuværende
udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V)
i artiklen »Borgerlige vil gøre peberspray lovlig -
politiet bakker op« bakker op om en lovliggørelse af
peberspray i eget hjem. Det samme gør Politiforbundets
formand, Claus Oxfeldt.
Den nuværende økonomi- og
indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) har ligeledes
givet udtryk for, at han bakker op om lovliggørelse af
peberspray, jf. artiklen i dagbladet BT, »Regeringspartier
står fast på forbud mod peberspray«, den 23.
januar 2014.
Senest har der vist sig et klart borgerligt
flertal for en legalisering af peberspray i private hjem, jf.
dagbladet Politikens artikel den 3. juni 2016 »Blå
partier er klar til forsøg med peberspray i
hjemmet«.
Da beslutningsforslag nr. B 170,
folketingsåret 2015-16, om lovliggørelse af peberspray
til selvforsvar inden for rammerne af lovligt nødværge
blev behandlet i folketingssalen, var det kun DF, LA og KF, der
stemte for, hvorfor forslaget ikke kunne opnå et flertal. B
170 indeholdt en lovliggørelse af peberspray både i
det offentlige og det private rum. Nærværende forslag
indebærer udelukkende lovliggørelse af peberspray til
private hjem.
Under behandlingen af B 170 afviste Venstre at
støtte forslaget, men åbnede for en
efterfølgende drøftelse, hvilket dette
beslutningsforslag kan give anledning til.
Skriftlig fremsættelse
Peter Kofod
Poulsen (DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
lovliggørelse af peberspray til selvforsvar inden for
rammerne af lovligt nødværge i eget hjem.
(Beslutningsforslag nr. B 112)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.