Det sidste punkt på dagsordenen er:

8) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 144:

Forslag til folketingsbeslutning om, at regeringen tilkendegiver over for EU, at forhandlingerne om Tyrkiets optagelse i Den Europæiske Union midlertidigt bør suspenderes, indtil de demokratiske rettigheder er sikret.

Af Nikolaj Villumsen (EL) m.fl.

(Fremsættelse 31.03.2017).

Forhandlingen er åbnet, og det er udenrigsministeren først.

Enhedslisten har fremsat et beslutningsforslag om, at regeringen tilkendegiver over for EU, at forhandlingerne om Tyrkiets optagelse i Den Europæiske Union midlertidigt suspenderes, indtil de demokratiske rettigheder er sikret. Det er ikke et nyt beslutningsforslag. Vi drøftede samme beslutningsforslag for kun 3½ måned siden, og så kan man spørge sig selv, hvad der siden har forandret sig. Det vigtigste nye er selvfølgelig, at folkeafstemningen om forfatningsændringerne i Tyrkiet er blevet gennemført, og at flertallet i den tyrkiske befolkning – vel at mærke et knebent flertal – har stemt for forfatningsændringerne. Det kan vi have vores holdninger til. Jeg vil ikke lægge skjul på, at mine bekymringer vedrørende Tyrkiets demokratiske udvikling kun er blevet stærkere af den afstemning. Venedigkommissionen under Europarådet, der består af forfatningseksperter, har peget på en række risici ved forfatningsændringerne. Ifølge kommissionen repræsenterer ændringerne et farligt tilbageskridt for den forfatningsdemokratiske tradition i Tyrkiet, bl.a. fordi der ikke er de nødvendige kontrolmekanismer til at forhindre, at styrkelsen af præsidentskabet fører til et autoritært regime. Med andre ord koncentreres der alt for meget magt hos præsidenten, og det er selvfølgelig meget foruroligende. Vi må dog også samtidig afvente og se, hvordan forfatningsændringerne bliver ført ud i livet konkret, og hvilke konkrete konsekvenser det kommer til at få.

Forløbet op til folkeafstemningen den 16. april var som bekendt også meget uskøn. Det tyrkiske retoriske udfald mod Nederlandene og Tyskland med nazi- og fascismereferencer var selvfølgelig fuldstændig uacceptable. Det har både statsministeren og jeg selv meddelt i klar tekst til den tyrkiske regering. Det var derfor også den helt rigtige beslutning at udskyde det planlagte møde mellem statsministeren og den tyrkiske premierminister i København. I den givne kontekst og med den tyrkiske retorik vedrørende de vestlige demokratier og udfaldene mod Nederlandene var der en stor risiko for, at et møde med statsministeren kunne blive udlagt, som om Danmark ser mildere på udviklingen i Tyrkiet. Dette er på ingen måde tilfældet. Den risiko blev elimineret med beslutningen om at udskyde mødet. Bekymringerne vedrørende de vedtagne forfatningsændringer lægger sig oven i en udvikling, der igennem de seneste år i forvejen er gået i den forkerte retning. Vi har også ved flere tidligere lejligheder i Folketinget talt om de mange eksempler, der demonstrerer den negative udvikling i Tyrkiet: betingelserne for mediefriheden illustreret ved det høje antal fængslede journalister og lukningen af uafhængige medier, situationen i det sydøstlige Tyrkiet, den fortsatte fængsling af politikere og parlamentsmedlemmer, arrestationer og fyringer i tusindtal af mennesker og den fortsatte undtagelsestilstand, der skaber rammerne for alle disse tiltag. Eksemplerne er mange, og den forværrede udvikling har medført, at Europarådets Parlamentariske Forsamling i sidste uge har besluttet, at Tyrkiet skal tilbage under fuld monitorering.

Vi står altså over for et Tyrkiet, der bevæger sig væk fra Europa og væk fra EU, væk fra de demokratiske værdier og standarder, som EU-samarbejdet står for. Vi står over for et land, der til tider bruger en fuldstændig uacceptabel retorik på den udenrigspolitiske scene, og derfor er vi også meget klare i vores kritik. Der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, at det slet ikke er muligt at se Tyrkiet, som vi kender det i dag, blive medlem af EU.

Alt dette ændrer dog ikke ved de grundlæggende forhold, der stadig væk gør sig gældende i forhold til Tyrkiet, også efter folkeafstemningen den 16. april. Tyrkiet er stadig væk en vigtig partner og en strategisk allieret for EU, inden for NATO-samarbejdet, i bekæmpelsen af ISIL, i indsatsen mod terrorisme, i forhold til håndteringen af migration, og det ændrer udfaldet af folkeafstemningen ikke ved, og folkeafstemningens resultat gav som bekendt kun en kneben valgsejr til de regeringsstøttede forfatningsændringer. De officielle tal melder om 51,4 pct. til jasiden og 48,6 pct. til nejsiden. Det er et meget tæt løb. Konklusionen er, at næsten halvdelen af befolkningen, formentlig også mange inden for regeringspartiet AKP, ikke støtter præsident Erdogan i den retning, som han ønsker at udstikke for Tyrkiet. Det gør det muligt at bevare troen på, at Tyrkiet kan komme tilbage på et demokratisk spor.

Spørgsmålet er, hvordan vi bedst støtter det formål. Gør vi det ved at lukke ned for EU-optagelsesforhandlingerne, selv om vi siger, det er midlertidigt, og er et EU, der lukker døren i, noget, der vil styrke de reformorienterede kræfter? Det tror jeg ikke det er. Tværtimod tror jeg, at de reformorienterede kræfter vil få det endnu sværere end i dag, hvis EU afbryder optagelsesforhandlingerne. Det vil med stor sandsynlighed blive udnyttet af præsident Erdogan og AKP-regeringen som bevis på, at EU alligevel aldrig har været seriøs omkring diskussionen om Tyrkiet og EU. Beskyldningerne mod Europa for at være islamofobisk og racistisk bruges allerede flittigt i den officielle retorik.

Men jeg vil faktisk gerne indrømme her fra talerstolen, at jeg indimellem også selv er fristet til at slå i bordet og sige: Det stopper her! og vise, at den negative udvikling i Tyrkiet skal mødes med en hårdere og mere klar reaktion. Men vi skal stå imod den fristelse, er min konklusion, for vi skal ikke gøre arbejdet for præsident Erdogan. Afbrydelse af optagelsesforhandlingerne vil fratage EU en afgørende kanal til at påvirke Tyrkiet i den ønskede reformretning på længere sigt, og relationerne med Tyrkiet inklusive dialogen om menneskerettighedsforholdene i landet vil blive svækket. Noget af det positive ved optagelsesforhandlingerne er jo netop de meget klare kriterier, der er sat op, bl.a. hvad angår demokrati og menneskerettigheder, altså at Tyrkiet som EU-kandidatland bliver holdt op på høje standarder og forpligtelser og får det at vide, når udviklingen går i den forkerte retning. Jeg mener ikke, at vi på nuværende tidspunkt skal arbejde for at lukke den kanal ned.

Bid endelig mærke i, at jeg siger »på nuværende tidspunkt«, for det er klart, at der selvfølgelig vil være en kant, en rød linje, hvilket Tyrkiet også fuldt ud er klar over, og den vil f.eks. være nået ved genindførelse af dødsstraffen. Det var et fundamentalt krav i forbindelse med indledningen af optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet i 2005, at forhandlingerne ikke vil kunne fortsætte ved genindførelse af dødsstraffen. Selvfølgelig vil der også være en kant på andre områder, hvor konsekvensen må blive, at vi suspenderer forhandlingerne om optagelse i EU, men det vil ikke være klogt at forsøge at definere røde linjer meget klart på forhånd, for så vil al fokus blive rettet på lige præcis dem og på, om der nu er fuldstændig enighed blandt alle om, hvor grænserne præcis går. Sagen er jo, at der er behov for store fremskridt på mange områder – rigtig mange områder. I den situation er det nok smartere trods alt at bevare en vis fleksibilitet og forbeholde sig retten til først at tage stilling til bestemte situationer, hvis vi skulle komme dertil.

Lad os derfor ikke gøre arbejdet for præsident Erdogan. Hvis EU-optagelsesforhandlingerne standses, bør det være, fordi Tyrkiet selv har lukket døren. Dermed vil det også være Tyrkiets politiske lederskab, der skal stå på mål for konsekvenserne. Hvis EU på nuværende tidspunkt suspenderer forhandlingerne, vil det se ud, som om det er EU, der egenhændigt, og fordi EU ikke kan lide resultatet af folkestemningen, har lukket døren i. Det er stadig væk et meget lille mindretal i EU-kredsen, som ønsker den linje. Dette fremgik også meget tydeligt under vores drøftelse af Tyrkiet på det uformelle EU-ministermøde for en uge siden. Så selv om der er udbredt enighed om, at udviklingen i Tyrkiet fortsætter med at gå i den helt forkerte retning, og at vedtagelsen af forfatningsændringen formodentlig vil betyde, at Tyrkiet vil bevæge sig endnu mere væk fra EU, er langt hovedparten af landene også enige om, at det helst ikke skal være EU, der på nuværende tidspunkt smækker døren i ved at suspendere optagelsesforhandlingerne. Tak for ordet.

Så går vi over til ordførerrækken, og det er hr. Lars Aslan Rasmussen, Socialdemokratiet. Undskyld, det er hr. Kenneth Kristensen Berth for en kort bemærkning, så vi skal lige have udenrigsministeren op igen. Det var min fejl, beklager, men sådan er det. Værsgo.

Jeg synes egentlig, at udenrigsministeren rekapitulerede situationen, siden vi sidst havde debatten, udmærket med den undtagelse, at udenrigsministeren glemte at nævne miséren omkring den tyrkiske ambassades ageren i Danmark anført af den religiøse rådgiver, Baloglu, og hans indrømmelse af, hvordan man overvåger personer i Danmark – og det er selvsagt fuldstændig urimeligt.

Jeg synes, det er interessant igen at notere sig det her med, at udenrigsministeren siger, at det er indførelse af dødsstraf, der er den røde linje. Jeg tror, at rigtig mange mennesker undrer sig over det. Altså, det, vi ser og er vidner til, er forfølgelse af kurdere, det er kontinuerlige krænkelser af frihedsrettighederne, og det er valgfusk, men vi står tilbage med det, der hedder, hvis blot ikke Tyrkiet genindfører dødsstraf, tolererer vi alt. For at sige det, som det er: Jeg tror, at de slår sig på lårene af grin i Ankara over den måde, vi agerer på. Er udenrigsministeren tilfreds med at være til grin i Ankara?

Værsgo til udenrigsministeren.

Nu var det sådan, at da jeg gennemgik afsnittet omkring det med den røde linje, sagde jeg, at her er der en klar rød linje, og så tilføjede jeg, at vi nok skal passe på med at være præcise, i forhold til hvor der eventuelt ellers er røde linjer, for ikke at komme i den modsatte situation af den, som ordføreren og jeg selv og andre ønsker, nemlig at man bevæger sig i den forkerte retning, og at det bliver et spil om den præcise definition af de røde linjer.

Jeg ved ikke, om man nødvendigvis slår sig på lårene af grin. Jeg har jo en løbende dialog også med min tyrkiske kollega, og det er da helt klart mit indtryk, at Tyrkiet sådan set er bevidst om den situation, de står i. Lad os nu også prøve at vurdere, hvad der sker nu, hvor folkeafstemningen er overstået. En ting er jo, og det kender vi fra mange lande, at der er et forløb i forbindelse med en demokratisk afstemningsdebat, hvor retorikken kan blive meget hård og meget konfrontatorisk, en anden ting er den situation, der følger efter. Jeg mener, at bl.a. hensynet til de 49 pct., som var imod Erdogans linje, og de 49 pct., som ikke stemte på Erdogan ved sidste valg, vejer rigtig tungt; at vi altså ikke lader dem i stikken.

Hr. Kenneth Kristensen Berth.

Jeg synes simpelt hen, det er svært at se, hvor de røde linjer, som udenrigsministeren gerne vil have skal ligge og være usynlige, måtte befinde sig henne. Jeg kan simpelt hen ikke se, at Tyrkiet kan bevæge sig meget længere i negativ retning, end Tyrkiet allerede har gjort. Og så er vi tilbage ved det der spørgsmål om dødsstraf, som jeg synes er en forkert rød linje at trække. Forfølgelse af kurdere, kontinuerlige krænkelser af frihedsrettighederne, direkte og indirekte støtte til Islamisk Stat, alt afhængigt af hvor vi befinder os tidsmæssigt, er da langt værre ting. Jeg bliver bare nødt til at spørge udenrigsministeren, om det ikke meget vel kan ende sådan, at det er Erdogan, der ender med at vende ryggen til Europa, og så står vi totalt afklædte.

Værsgo, ministeren.

Det mener jeg faktisk ikke vil være tilfældet. Hvis Erdogan vælger at afbryde det, tror jeg, at han kommer i alvorlige interne problemer, for så er det ikke bare de 49 pct., han vender ryggen og i forvejen har vendt ryggen i forhold til de to afstemninger, der har været, og så vil det i højere grad være ham, tror jeg, der har et forklaringsproblem, i forhold til hvis det er os, der vender Tyrkiet ryggen. Tyrkiet har på mange måder allerede vendt Europa ryggen. Som jeg også var inde på i min tale, kan jeg da i den grad også fristes til at stille mig op og slå i bordet, men der er bare rigtig mange interesser på spil her, og der er også rigtig mange interesser på spil for Danmark. Det er ikke kun et spørgsmål om det her enkelte forhold. Vi har bl.a. mange sikkerhedspolitiske spørgsmål, der er på spil her, og som vi også skal varetage. Det er kompliceret. Det medgiver jeg.

Hr. Nikolaj Villumsen, Enhedslisten, værsgo.

Tak for det. Jeg tror ikke, at Erdogan afbryder forhandlingerne med EU, og jeg tror heller ikke, at han indfører dødsstraf. Jeg tror, at han vil fortsætte med at true med at gøre det og så håbe, at Europa og de europæiske ledere falder i fælden.

Jeg synes, det er meget vigtigt at understrege, at det her jo er et beslutningsforslag, som går på en midlertidig suspendering, indtil de demokratiske rettigheder er sikret, og ikke et permanent stop; det sagde udenrigsministeren også i sin tale, men det er bare vigtigt at understrege. For det gør jo også, at den påstand om, at man ligesom skulle smække døren i hovedet på Tyrkiet eller den tyrkiske befolkning ved at vedtage det her forslag, ganske enkelt ikke holder. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er en påstand, Erdogan gerne vil komme frem med.

Men jeg synes faktisk, at erfaringerne, bl.a. fra Europarådet, viser, at Erdogan er rigtig god til tomme trusler – og at man ikke skal tage dem seriøst. Altså, Erdogan og hans regering og hans parlamentarikere har truet med at forlade Europarådets parlamentariske forsamling, hvis de blev sat under fuld monitorering. Det skete ikke.

Så synes udenrigsministeren ikke, at vi skal passe på med at ligge under for pres fra Tyrkiet og den der påstand om, at vi smækker døren i, hvis vi vedtager en midlertidig suspendering?

Værsgo, udenrigsministeren.

Jo, vi skal bestemt passe på med at ligge under for den form for pres. Det mener jeg heller ikke er det, som det er udtryk for. Den måde, jeg har forsøgt at argumentere på i min tale, er jo netop ved at understrege, at, ja, jeg kan også godt være fristet til at sætte mig i den position, som nu Enhedslisten eller Dansk Folkeparti gør her – det er to forskellige positioner, det er jeg klar over – men at der er mange hensyn, der skal tages.

Et af de hensyn, der skal tages, er jo bl.a., at oppositionen i Tyrkiet i den grad ikke går ind for, at det er den vej, vi går, altså den vej, som Enhedslisten lægger op til. Oppositionen går ind for, at vi fastholder dialogen med henblik på at fastholde presset. For når vi først har trukket det kort, er kortet jo trukket, og så kan man ikke trække det tilbage igen – så er det trukket.

Hr. Nikolaj Villumsen.

Jamen igen: Altså vi taler om en midlertidig suspendering, indtil de demokratiske rettigheder er sikret. Jeg talte med det venstreorienterede, prokurdiske HDP-parti så sent som i tirsdags, og de sagde, at de går ind for en midlertidig suspendering, indtil de demokratiske rettigheder er sikret. Så det er ikke dem, som man – hvad kan man sige – svigter. Tværtimod, man lægger pres på Erdogan.

Jeg vil bare høre udenrigsministeren: Giver det virkelig mening at fortsætte optagelsesforhandlinger i EU med et land, hvor man har en præsident, der har kortsluttet demokratiet?

Ministeren.

Det giver mening at fastholde presset på Tyrkiet, i forhold til at det bevæger sig i den rigtige retning i stedet for den modsatte retning. Det er det, der er hele pointen.

Som jeg har sagt flere gange, medgiver jeg, at det her er meget dilemmafyldt, og at jeg selv også kan vågne op med fristelsen til at stille mig op på talerstolen og sige: Så stopper det her! Så stopper det her!

Der er plusargumenter, og der er minusargumenter. Min konklusion og regeringens konklusion er stadig væk på nuværende tidspunkt, at vi skal sørge for ikke at være dem, der smækker døren i. Hvis døren skal smækkes i, skal det være Tyrkiet, og så skal forklaringsudfordringen ene og alene ligge hos Erdogan.

Tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger, og så er det hr. Lars Aslan Rasmussen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Socialdemokratiet ser med stor bekymring på udviklingen i Tyrkiet. Det gælder både landets verdensrekord i antallet af fængslede journalister, lukningen af kritiske aviser, tv-stationer og radiokanaler samt forbuddet mod at bruge flere former for sociale medier. Vi har set fængslinger af demokratisk valgte oppositionspolitikere, der trues med livstidsdomme i absurde retssager. Ligeledes har vi set triste eksempler på implementering af religiøs lovgivning som et direkte ønske om at gøre op med Tyrkiet som en sekulær stat. Vi har også set, hvordan både etniske og religiøse mindretal undertrykkes, og hvordan talrige rapporter dokumenterer, at folk bliver tvangsforflyttet fra deres områder og lever i slum i de tyrkiske storbyer.

Vi har ligeledes set, hvordan undtagelsestilstanden bliver misbrugt i flere provinser til voldsomme overgreb på civile, og der er massiv dokumentation for tortur i landets fængsler. Vi har også set den tyrkiske præsident Erdogan ved den såkaldte folkeafstemning, der var præget af snyd, sikre sig et flertal for at gøre Tyrkiet endnu mere udemokratisk og autoritært.

Men vi har også set et andet Tyrkiet. Vi har netop set, hvordan 49 pct. af den tyrkiske befolkning stemte nej tak til et autoritært styre, og havde der været tale om en fair afstemning med lige adgang til medierne og uden snyd på valgstederne, er det overvejende sandsynligt, at det var blevet et nej. Desuden ved alle, der har løbende kontakt med flere i den tyrkiske opposition, med ngo'er, med fagforeninger eller med menneskerettighedsgrupper, at der er millioner af tyrkere, der ønsker at leve i frihed og demokrati, og som ligesom os i Danmark ser med bekymring på den udvikling, som der foregår i landet.

Socialdemokratiet er udmærket klar over, at Tyrkiet på ingen måde er blot i nærheden af at blive medlem af EU, og sandsynligheden for, at det overhovedet sker, er ret lille, da landet på ingen måde lever op til de kriterier, der kræves opfyldt, for at man kan blive optaget som medlemsland. Men hvis vi suspenderer EU-forhandlingerne med Tyrkiet, gavner det kun en eneste person, nemlig Tyrkiets præsident Erdogan. Han vil elske at være i en sådan situation med en konflikt med EU, og den tyrkiske opposition vil være endnu mere overladt til sig selv. Derfor er det også meget sigende, at mange af disse kræfter mener, det er enormt vigtigt at bevare kontakten med EU og Europa, og det er vi enige i. Derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak, og der er et par korte bemærkninger. Hr. Kenneth Kristensen Berth, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Se, den 24. november 2016 stemte Europa-Parlamentet for at opfordre medlemslandene til at suspendere optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet. Det samme gjorde alle danske socialdemokratiske medlemmer af Europa-Parlamentet. Nu står hr. Lars Aslan Rasmussen her i dag og siger, at den opfordring fra hans egne partifæller i Bruxelles og Strasbourg vil hr. Lars Aslan Rasmussen ikke følge. Hvorfor?

Værsgo, ordføreren.

For det første, fordi man godt kan have forskellige meninger i Socialdemokratiet. Det er måske det, der adskiller os fra Dansk Folkeparti i nogle situationer. For det andet, fordi det er ret alvorligt, og fordi nogle af os har brugt meget tid på også at snakke med oppositionen i Tyrkiet. Det er rigtigt, som hr. Nikolaj Villumsen siger, at der er nogle, der støtter det her, men der er så sandelig også nogle, bl.a. nogle af vores partifæller i det tyrkiske socialdemokrati, som mener, at det er en rigtig dårlig idé at suspendere de her forhandlinger.

Hr. Kenneth Kristensen Berth.

Så konklusionen må altså være, at vi ikke skal regne med den måde, man stemmer på i Europa-Parlamentet. Der behøver ikke nødvendigvis være overensstemmelse mellem det, der bliver stemt i Europa-Parlamentet, hvor det ikke betyder noget, hvor det er signallovgivning, og det, som så vedtages her i Folketinget, hvor en vedtagelse af Enhedslistens beslutningsforslag rent faktisk ville have en betydning. Er det sådan, man skal forstå hr. Lars Aslan Rasmussen?

Værsgo, ordføreren.

Nu var det jo på et andet tidspunkt, de stemte om det i Europa-Parlamentet. De har haft deres overvejelser, og vi har haft vores overvejelser i Socialdemokratiet i Danmark. Der har været nogle forskellige holdninger til det her, det er ikke en let sag. Vi er ikke helt afklarede, jeg kan se pro og kontra i det her. Det, der bare er vigtigt for os, er stadig væk at have en løbende dialog for at styrke de demokratiske kræfter i Tyrkiet.

Så er det hr. Nikolaj Villumsen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Altså, jeg ved, at hr. Lars Aslan Rasmussen følger situationen i Tyrkiet meget tæt, og derfor må jeg også sige, at ordføreren og Socialdemokratiets holdning undrer mig. Så sent som i tirsdags talte jeg med den europæiske repræsentant for HDP, det venstreorienterede parti, som faktisk er medlem af Socialistisk Internationale, og han sagde, at de ønskede en midlertidig suspendering af EU-optagelsesforhandlingerne, indtil de demokratiske rettigheder var sikret, fordi det ville lægge et pres på Erdogan. Det er jo et parti, som dem, der følger med i situationen, godt ved har flere af deres parlamentarikere fængslet, så jeg kunne bare godt tænke mig at spørge hr. Lars Aslan Rasmussen: Hvorfor ikke lytte til deres opfordring og tage konsekvensen af Erdogans voldsomme undertrykkelse?

Værsgo, ordføreren.

Fordi der er forskellige holdninger til det her, også i Tyrkiet. Jeg har ikke været dernede siden december, og jeg ved ikke, om jeg kommer derned igen, for jeg har en stærk fornemmelse af, at jeg står på den her sorte liste. Da jeg var dernede, besøgte jeg også de tyrkiske socialdemokrater. Det er rigtigt, at der er et parti, der hedder HDP, og som ligger tæt på Enhedslisten. Der er også et parti i oppositionen, der hedder CHP, og som nok ligger tættere på Socialdemokratiet, og der var holdningen rimelig entydig, nemlig at man skulle bevare en dialog med EU. Det var også holdningen i flere fagforeninger, som jeg snakkede med. Det er ikke en let sag, det er ikke et spørgsmål om at være for eller imod, men samlet set mener vi, at det er vigtigst at bevare en kontakt til Tyrkiet, også gennem Europa.

Hr. Nikolaj Villumsen.

Jeg synes, det er meget vigtigt i den her debat ligesom at skelne mellem en position, som Dansk Folkeparti nogle gange indtager, og som er, at der skal være et permanent stop og ingen dialog, og at Tyrkiet aldrig skal ind, og så en position, som er, at hvis vi vil den tyrkiske befolkning og de demokratiske kræfter det bedste, så bliver det nødt til at have en konsekvens, når demokratiet kortsluttes. Jeg synes bare, det er ærgerligt, at Socialdemokratiet i den her situation ikke vælger at lytte mere til HDP, som jo faktisk er et parti, der sidder i Socialistisk Internationale. Så jeg vil bare opfordre Socialdemokratiet til i fremtiden, og før der skal stemmes endeligt, at genoverveje, om det virkelig er en klog position.

Værsgo, ordføreren.

Det er, som om hr. Nikolaj Villumsen ikke helt hører, hvad jeg siger, for der er jo netop kræfter i den tyrkiske opposition og den kurdiske opposition for den sags skyld, som er enige i det, jeg står og siger, nemlig at man skal fastholde en dialog gennem EU. Og så er der nogle, der er enige med hr. Nikolaj Villumsen. Det er ikke så let, men jeg mener, at de kræfter, jeg har besøgt, når jeg har været i Tyrkiet, overvejende er enige med mig i, at EU ikke skal smække døren i.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Kenneth Kristensen Berth, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak, fru formand. Vi behandler i dag et forslag fra Enhedslisten om at suspendere EU's optagelsesforhandlinger med Tyrkiet. Dette forslag kan vi i Dansk Folkeparti sagtens støtte. Dansk Folkeparti har aldrig ønsket, at Tyrkiet skulle være med i EU, af den årsag, at Tyrkiet ikke er et europæisk land, når der ses bort fra den beskedne rest fra den osmanniske invasion, som Østtrakien er udtryk for.

Dansk Folkeparti har selv i form af beslutningsforslag nr. B 20 tidligere på året fremsat forslag om at afbryde forhandlingerne med Tyrkiet. Der blev stillet ændringsforslag til dette forslag af Enhedslisten og Dansk Folkeparti i forening om netop at forandre forslagets ordlyd til en midlertidig suspension, men selv om samtlige af de i Europa-Parlamentet repræsenterede danske partier ved en afstemning dér havde stemt for at afbryde forhandlingerne midlertidigt, ja, så stemte de samme partier i Folketinget imod at afbryde forhandlingerne. Det er nok sådan nogle ting, der er med til at give anledning til politikerlede, fordi borgerne kan se, at der, hvor det betyder noget, tør partierne ikke stemme for, og der, hvor det ikke betyder noget, stemmer man så for.

Siden behandlingen af beslutningsforslag nr. B 20 er udviklingen i Tyrkiet fortsat i den gale retning. Den tyrkiske anklagemyndighed har stillet lederen af det kurdiske HDP-parti, Selahattin Demirtas, i udsigt, at han skal sidde i fængsel de næste, så vidt jeg husker, 142 år. Tyrkiet fortsætter fængslingen af personer, som de mener har forbindelse til den ligesom AKP-partiet islamistiske Gülen-bevægelse, og i øvrigt også en masse andre mennesker, som man lige kan tage med i skyndingen. Den 16. april afholdt Tyrkiet så en parodisk folkeafstemning, der, hvis ikke sagen var så alvorlig, ville have været en bananrepublik værdig. Et er, at der ikke var lige adgang for begge parter til at blive hørt i valgkampen, noget andet er, at selv om den tyrkiske præsident Erdogan havde sikret sig adgang til ekstra stemmer i form af en masse stemmesedler, der ikke var behørigt stemplet af valgmyndigheden, så sikrede han sig kun lige akkurat et flertal for sin forfatningsændring, der lægger flere kompetencer over til ham.

Tyrkerne må selvfølgelig selv bestemme, hvordan de indretter deres politiske system, men vi må også selv bestemme, om vi ønsker, at Tyrkiet kommer med i EU, og det gør vi ikke . Jeg har gang på gang spurgt udenrigsministeren, om det ikke var på tide at meddele i Rådet, at Danmark ikke længere støtter Tyrkiets optagelse i EU, ligesom Østrig har gjort det, men det har udenrigsministeren fyndigt afvist og henvist til, at først den dag, hvor Tyrkiet genindfører dødsstraffen, vil optagelsesforhandlingerne blive afbrudt. Jeg tror, der er mange danskere, der undrer sig over, hvorfor netop det skal være den røde linje.

Man kan åbenbart godt fængsle politiske modstandere, forfølge kurdere, udlevere Lars Hedegaards formodede attentatmand til Islamisk Stat, lyve over for den danske udenrigsminister, ulovligt indsamle oplysninger om Erdogans modstandere i Danmark, føre dobbeltspil i forhold til Islamisk Stat, slå hårdt ned på kvindelige demonstranter og fuske med valgresultater, uden at det får nogen konsekvenser i relation til optagelsesforhandlinger med Tyrkiet. Men i forhold til dødsstraf agter EU så indtil videre alligevel at trække en streg i sandet.

Det er jo ret absurd, at man de facto kan knægte fundamentale friheder, blæse på allierede, samarbejde med en terrororganisation, og at det ingen betydning har. Det er ganske enkelt uhyrligt. Så også derfor kan vi i Dansk Folkeparti selvfølgelig bakke op om nærværende forslag.

Tak. Hr. Lars Aslan Rasmussen for en kort bemærkning.

Tak til ordføreren. Hr. Kenneth Kristensen Berth siger, at Tyrkiet aldrig kan komme med i EU af den simple grund, at det ikke ligger i Europa. Når jeg læser, hvad Dansk Folkeparti tidligere har sagt, handler det om, at landet som sådan er komplet uegnet – det kan jeg kan se hr. Peter Skaarup er citeret for i år – til at være med i EU. Så handler det alene om den geografiske placering, eller handler det også om nogle demokratiting og nogle menneskerettighedsting for Dansk Folkeparti?

Værsgo, ordføreren.

Det handler om mange ting, men det er klart, at et land, der geografisk ikke placerer sig i Europa, svært dårligt kan komme med i Den Europæiske Union. Men det er jo indlysende, at andre lande, som er demokratisk funderet, men som ligger uden for Europa, heller ikke kan komme med i Den Europæiske Union.

Hvor meget jeg end holder af Israel, synes jeg ikke, at det ligger lige for at tilbyde Israel et medlemskab af EU, fordi Israel ikke ligger i Europa. Hvor meget jeg end holder af Canada, synes jeg heller ikke, at det er lige for at tilbyde Canada et medlemskab af Den Europæiske Union. Men lande, som 1) ligger uden for Europa og 2) kontinuerligt overtræder frihedsrettighederne, kan selvsagt ikke blive medlem af Den Europæiske Union eller burde ikke kunne blive det.

Hr. Lars Aslan Rasmussen.

Altså, nu ligger noget af Tyrkiet rent geografisk i Europa. Det ligger jo på grænsen.

Hvad så med NATO? Skal man tage skridtet videre? Det må så være konsekvensen. Nu tænker jeg ikke på det geografiske, men hvis vi ser Tyrkiet på den måde, som Dansk Folkeparti ser det på, må det vel være næste skridt, at de heller ikke kan være med i NATO.

Værsgo.

Ja, det er korrekt, at efter det osmanniske riges sammenfald, beholdt man et lille stykke i Europa, nemlig Østthrakien, som jeg også var inde på i min ordførertale.

I forhold til NATO er det jo bare sådan, at NATO er bygget op på en anden måde. Jeg afviser ikke, at Tyrkiet på et tidspunkt skal hældes ud af NATO. Det gør jeg virkelig ikke, for jeg synes, at der kan være virkelig stor tvivl om, hvorvidt man kan stole på Tyrkiet som alliancepartner i lyset af det, der sker lige i øjeblikket. Men man skal huske på, at lande, som ikke har været demokratiske som f.eks. Portugal og Grækenland, jo har været med i NATO historisk set. Så man kan efter min mening ikke stille de samme krav.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere bemærkninger. Hr. Jan E. Jørgensen, Venstre. Værsgo.

I Danmark har vi en lang demokratisk tradition, og lige om lidt kan vi alle sammen fejre 168-årsdagen for vedtagelsen af vores fælles grundlov. Men vi behøver desværre ikke at kigge så langt ud i verden for at se, at demokrati og demokratiske rettigheder ikke er en naturtilstand. Det er noget, som man hele tiden må arbejde på og knokle for at bevare og fremme. I Tyrkiet har vi de seneste år set en drastisk og ærgerlig udvikling væk fra demokrati. De grundlæggende demokratiske rettigheder er udfordret, og der sker uhørte overtrædelser af menneskerettighederne.

Siden vi sidst debatterede suspenderingen af Tyrkiets optagelsesproces i EU, og det var den 8. december 2016, er udviklingen desværre kun gået en vej: den forkerte. Jeg har derfor forståelse for, at Enhedslisten nu igen sætter dette vigtige emne på dagsordenen, fordi Venstre finder også udviklingen i Tyrkiet yderst bekymrende. Siden kupforsøget i juli 2016 har vi set voldsomme udrensninger i den offentlige administration og dommerstanden i Tyrkiet, hvor mere end 100.000 personer har mistet deres arbejde. Den tyrkiske præsident Erdogan har fremsat ønske om at genindføre dødsstraf, og vi ser løbende eksempler på unødig hårdhændet fremfærd. Sidst, men ikke mindst, oplevede vi i sidste måned, at et snævert flertal af de 55 millioner tyrkiske statsborgere ved en folkeafstemning stemte ja til at give mere magt til præsident Erdogan, og de nye forfatningsændringer giver den tyrkiske præsident mulighed for bl.a. at afsætte parlamentet og indføre undtagelsestilstand.

Så Venstre deler Enhedslistens diagnose om den uønskede demokratiske udvikling i Tyrkiet, men vi mener ikke, at det rette behandlingsforløb er at afskære alle forbindelser. Det er stadig Venstres overbevisning, at Tyrkiets status som ansøgerland og vores samarbejde gennem EU er en afgørende diplomatisk relation. Den muliggør nemlig, at vi stadig kan forsøge at fremme og genetablere rettighederne for de mange millioner tyrkiske statsborger og understøtte de oppositionelle kræfter.

Som jeg også redegjorde for, sidste gang vi havde denne debat, er jeg bange for, at vi uden de stærke diplomatiske forbindelser risikerer helt at miste kontakten til det tyrkiske regime. Det vil medføre, at vi kun vil have de samme ringe diplomatiske handlemuligheder, som vi har over for lande som Egypten, Libyen eller Tunesien. Det er en dårlig idé, da det efterlader os helt uden mulighed for at påvirke Tyrkiet i den ønskede reformretning.

Så jeg må beklage, men Venstre kan altså heller ikke denne gang bakke op om beslutningsforslaget, men vi deler bekymringen om udviklingen i Tyrkiet, og vi billiger den på absolut ingen måde, men vi ønsker altså ikke at afskære os muligheden fra at hjælpe de demokratiske kræfter, bl.a. den tyrkiske opposition, som fortsat kæmper videre. Det er baggrunden for, at vi ikke kan støtte beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Tak. Der er et par korte bemærkninger. Hr. Kenneth Kristensen Berth, Dansk Folkeparti.

Vi hører jo så meget om de her diplomatiske handlemuligheder. Men enhver kan jo se, at Tyrkiet er bimlende ligeglad med, hvad vi siger i Europa. Hele det forløb, der har været frem til nu, er jo et udtryk for, at vi er totalt til grin over for den tyrkiske præsident, der gør, som han har lyst til. Så jeg giver ikke ret meget for de der diplomatiske handlemuligheder.

Til gengæld giver jeg noget for noget andet. Jeg giver en del for, at hr. Jan E. Jørgensens kollega i Europa-Parlamentet, Morten Løkkegaard, den 24. november 2016 stemte for, at optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet midlertidigt skulle suspenderes. Hvorfor gjorde hr. Morten Løkkegaard det, når hr. Jan E. Jørgensen nu gør det modsatte?

Værsgo til ordføreren.

Jeg havde næsten gættet, at jeg ville få det spørgsmål, og jeg har glædet mig til at aflevere svaret. I Venstre mener vi ikke, at det er Europa-Parlamentet, der skal bestemme, hvad vi beslutter i det danske Folketing.

Spørgeren for anden korte bemærkning.

Så jeg kan med andre ord konkludere, at hvad Venstre stemmer i Europa-Parlamentet, er fuldstændig ligegyldigt. Når Venstre i Europa-Parlamentet stemmer for at suspendere optagelsesforhandlingerne og Venstre i Folketinget stemmer imod det samme, skal vi bare negligere alt, hvad Venstre går og foretager sig nede i Europa-Parlamentet. Er det det, man kan konkludere – at det er helt ligegyldigt, hvad de laver nede i Mickey Mouse-Parlamentet, eller hvad?

Ordføreren.

Jeg tror ikke, svaret vil overraske hr. Kenneth Kristensen Berth. Nej, selvfølgelig ikke. Naturligvis ikke. Men det er to forskellige fora med to forskellige påvirkningsmuligheder og forskellige konsekvenser af beslutninger.

Den næste til kort bemærkning er hr. Nikolaj Villumsen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Når jeg tog ordet i dag, er det selvfølgelig til dels for at beklage, at Venstre ikke kan bakke op. Det er jeg ked af at høre.

Men jeg kunne godt tænke mig at spørge til Venstres ordførers tale, hvor jeg undrede mig lidt over, at hr. Jan E. Jørgensen ligesom sagde, at hvis vi midlertidigt suspenderede EU-Tyrkiet-optagelsesforhandlingerne, ville man have en situation, hvor relationen til Tyrkiet ville være på niveau med relationen til Tunesien og Egypten og nogle andre lande. Det undrede mig meget. Tyrkiet er jo europarådsmedlem. Det er et land, som vi har en meget tæt relation til, og som har forpligtet sig til at overholde helt grundlæggende demokratiske rettigheder, som regeringen har skrevet under på at give sin befolkning, og som tydeligvis ikke bliver givet. Det er jo sågar et land, som er NATO-medlem, og som jeg også har sagt tidligere, er det her et forslag, der ikke går på at bryde enhver form for dialog, men bare midlertidigt lave en suspendering, indtil de demokratiske rettigheder er sikret. Så er ordføreren ikke enig i, at der er en forskel? Vi har faktisk en ret tæt relation til Tyrkiet, lige meget om det her bliver vedtaget eller ej.

Ordføreren.

Jo, det er korrekt. Det var en lidt for stram sammenligning, det må jeg erkende.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Jamen det er jeg glad for, for udgangspunktet for det her er jo et ønske om at række en hjælpende hånd ud til de demokratiske kræfter i Tyrkiet og hjælpe landet i en rigtig retning – ovenikøbet en retning, som regeringen har forpligtet sig til at gå i som medlem af Europarådet. Derfor kunne jeg bare godt tænke mig at høre fra Venstre, hvorfor det egentlig er, at det ifølge Venstre giver mening at fortsætte den her specifikke EU-optagelsesproces på et tidspunkt, hvor de demokratiske rettigheder er fuldstændig kortsluttet. Ville det ikke give mening at lave en suspendering?

Ordføreren.

Jamen altså, man kan også diskutere, hvor meget der fortsættes. Tyrkiet gør jo alt, hvad de overhovedet kan, for at bevæge sig væk fra Københavnskriterierne og derfor væk fra muligheden for at blive optaget som medlem af EU, så man kan jo et eller andet sted sige, at Tyrkiet ikke selv gør noget for at opnå EU-medlemskab. Altså, jeg har meget, meget svært ved at forestille mig Tyrkiet blive medlem af EU inden for en meget lang årrække. Nu er der sket revolutioner før, og det kan man selvfølgelig også håbe på der sker i Tyrkiet, men den vej, tingene bevæger sig, er jo helt forkert.

Det, der er vigtigt for os, er, at det i givet fald bliver Tyrkiet, der trækker sig så langt væk, at Tyrkiet de facto melder sig helt ud af forhandlingerne, så en suspension eller måske endda et fuldstændigt brud vil komme på tale. Men vi har stadig væk et håb, selv om jeg må indrømme, at håbet bliver mere og mere spinkelt.

Jeg har ikke flere indtegnet til korte bemærkninger, så jeg siger tak til ordføreren. Og den næste taler er fru Christina Egelund, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Udviklingen i Tyrkiet er i sandhed bekymrende; det er vist dagens underdrivelse. Vi har drøftet situationen indgående her i Folketinget en del gange det seneste år – og med god grund, for udviklingen i Tyrkiet går i den forkerte retning fra slemt til værre. Det er ikke mit indtryk, at der i Folketinget hersker mere end én holdning til præsident Erdogans regering i Tyrkiet, der står for en uhørt grov underminering af fundamentale frihedsrettigheder og demokrati. Spørgsmålet er så, hvad vi stiller op med det.

Det er ikke Liberal Alliances opfattelse, at en suspension af optagelsesforhandlingerne med EU, sådan som det her foreslås, er det rigtige at gøre. Det vil ikke komme det tyrkiske folk til gavn, er vores vurdering, og vi må ikke glemme, at det ikke er en samlet tyrkisk befolkning, der står bag præsidentens regime. Det vil heller ikke komme EU eller Danmark til gavn. Uanset hvad vi beslutter her, vil Tyrkiet stadig væk være naboland til EU, og vi har ingen interesse i at skubbe Tyrkiet i armene på Mellemøsten. Det vil også, tror jeg, være en endnu værre katastrofe end det, de allerede oplever, for de tyrkiske borgere, som abonnerer på de samme værdier om frihed og demokrati, altså grundlæggende frihedsrettigheder, som vi gør.

Jeg ser ikke for mig, at Tyrkiet bliver medlem af EU i noget, der bare minder om en nær tidshorisont. Tyrkiet bevæger sig nærmest dag for dag længere og længere væk fra at efterleve standarder for demokrati og menneskerettigheder, men lad os fastholde presset på dem gennem forhandlinger i stedet for at risikere at bringe os i en situation, hvor vi får vanskeligere ved at lægge pres på dem.

På den baggrund kan Liberal Alliance ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er foreløbig to indtegnet til korte bemærkninger, og den første er hr. Kenneth Kristensen Berth, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil tillade mig at læse et lille citat fra Politiken den 18. juli 2016 op for ordføreren:

»Tyrkiet har desværre af egen drift fraskrevet sig muligheden for at blive medlem af EU. Det er helt utænkeligt, at et land med en regering, der sætter retssamfundet ud af drift kan være medlem. EU har andet at tage sig til.«

Det skriver Mette Bock i et skriftligt svar til Politiken, så der kan ikke engang være tale om en misforståelse, for det ligger jo på skrift. Hvad er det, der har ændret sig i positiv retning i Tyrkiet fra den 18. juli 2016 til i dag, som gør, at det, som fru Mette Bock sagde den 18. juli 2016 ikke længere er gældende for Liberal Alliances holdning?

Ordføreren.

Der er ikke noget, der er blevet bedre i Tyrkiet siden juli 2016 og frem til nu. Tværtimod er det faktisk blevet værre. Og fru Mette Bock siger jo det samme, som jeg siger her, nemlig at der ikke er nogen af os, der kan forestille os, at Tyrkiet måtte blive medlem af EU i den nærmeste fremtid.

Spørgeren for sin anden kort bemærkning.

Fru Mette Bock siger sådan set, at man har fraskrevet sig muligheden for at blive medlem, og at EU har andet at tage sig til end at forhandle med Tyrkiet. Så jeg må bare spørge ordføreren igen: Hvad er det så, der fik fru Mette Bock til at svare sådan her tilbage i juli 2016, da det jo åbenbart ikke var dækkende for Liberal Alliances holdning? Altså, hvad er det så, der fik fru Mette Bock til at svare sådan her?

Ordføreren.

Men fru Mette Bock har fuldstændig ret i, at Tyrkiet har fraskrevet sig muligheden for at blive medlem af EU. Og det er jo sådan set det samme, jeg siger her, nemlig at der ikke er nogen, der kan forestille sig – det kan jeg ikke, og det tror jeg ikke der er andre der kan – at Tyrkiet bliver medlem af EU i den fremtid, som jeg kommer til at opleve, medmindre der seriøst kommer andre boller på suppen i Tyrkiet.

Næste til kort bemærkning er hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Værsgo.

Det er klart, at man kan tage den diskussion om, hvorvidt man skubber Tyrkiet væk ved at suspendere optagelsesforhandlingerne. Jeg synes nu, den risiko er meget begrænset, når man suspenderer dem med den klare tilføjelse, der hedder, at man genoptager dem i det øjeblik, den demokratiske situation er blevet bedre. Så giver man jo et redskab til de tyrkere og kurdere, som kæmper for et mere demokratisk Tyrkiet, til at sige, at så kan det gå i gang. Men okay, det er så en forskellig vurdering.

Jeg vil bare gerne vide, hvor mange penge Liberal Alliance er villig til at betale for det synspunkt. For med det at være optagelseskandidat til EU følger jo en lang række penge – både kontanter i milliardklassen, men også aftaler om markedsadgang. Vi skal ovenikøbet til at genforhandle en associationsaftale, altså en relation vedrørende handel. Så derfor: Hvor mange penge er man villig til at ofre for det synspunkt?

Ordføreren.

Med al respekt synes jeg altså ikke – og det tror jeg egentlig heller ikke at spørgeren gør – at det her er et spørgsmål om penge. Sagen er jo den, at uanset om vi kan lide det eller ej, så er Tyrkiet naboland til EU. Så kan vi lukke øjnene og holde os for ørerne og lade, som om det nok går væk, hvis vi ikke gør noget eller bare ophæver al kontakt. Men det gør det jo ikke. Derfor er vi nødt til at forholde os til, at Tyrkiet er der, og at de har den regering, de har, og at de sætter den helt sorte dagsorden, specielt for deres egne borgere, som de jo gør. Så har vi to – og det har vi diskuteret før – en forskellig vurdering af, hvad der er det klogeste at gøre. Men jeg tror ikke, vi er uenige om målet. Men at gøre det op i et spørgsmål om penge gør jeg i hvert fald ikke.

Spørgeren til andet korte spørgsmål.

Altså, nu er der jo mange nabolande til EU. Rusland er et naboland til EU. Egypten er et naboland til EU. Derfor forhandler vi jo ikke optagelse med Rusland, vel? Vi forhandler heller ikke optagelse med Egypten. Der skal vel være en eller anden grund til, at man forhandler optagelse, og hvad er den særlige begrundelse for at forhandle optagelse med f.eks. Tyrkiet og ikke forhandle med Rusland? Hvad er den særlige begrundelse?

Og så det med pengene: Nej, det skal ikke gøres op i penge. Men jeg synes, det er stærkt provokerende, at med den måde, Erdogan opfører sig på, bliver han belønnet med at få en masse penge fra EU, som han jo bruger, i hvert fald for en dels vedkommende, til sit propagandashow. Der er jo lavet veldokumenterede undersøgelser, som viser, hvordan en del af den førtiltrædelsesbistand er blevet brugt til udvalgte kommuner, som han selv kontrollerer, for at styrke sin magt over de kommuner i de kurdiske områder. Det er jo, havde jeg nær sagt, at sparke os selv bag i.

Ordføreren.

Der var to spørgsmål. Til det første: Hvorfor er der forhandlinger med Tyrkiet og hvorfor ikke med Rusland og Egypten, og man kunne forestille sig alle mulige andre lande? Der er jo det helt simple, nøgterne svar, at det er, fordi Tyrkiet har bedt om det.

Det andet om det med pengene: Som spørgeren siger, er det jo stærkt provokerende, at de bliver brugt til at opretholde en propaganda, som ingen af os to, ved jeg, synes hører hjemme i noget, der bare minder om et demokrati. Og det er stærkt provokerende. Der er masser af ting, som Erdogan gør og siger, som er stærkt provokerende – også mere end provokerende. Det er jeg fuldstændig enig i.

Spørgsmålet er jo så, hvad det kloge er at stille op i den situation. Der er selvfølgelig hensynet til os selv. Der er hensynet til, hvilke interesser vi skal varetage, også i forhold til den sikkerhedspolitiske situation i verden. Men jeg synes faktisk også, der er et hensyn til de demokratisk sindede borgere i Tyrkiet, som gerne vil et fællesskab med Europa, og som synes, at de deler værdier med os – at vi ikke vender dem ryggen og siger: Så må I hygge jer i et eller andet fuldstændig sort og doktrinært styre.

Der kom en spørger mere. Hr. Nikolaj Villumsen, Enhedslisten.

Tak for det. Når jeg har skrevet mig på, er det, fordi jeg synes, at der mange gange i dag er blevet gengivet et argument, som går på, at man ligesom smækker døren i til Tyrkiet, hvis man vedtager en midlertidig suspendering. Jeg kan ligesom høre argumentationen fra den tyrkiske regering og præsident Erdogan gengivet i det. Altså, jeg kan lige forestille mig og se, hvordan man hører det.

Den erfaring, jeg synes vi kan drage af situationen med Tyrkiet i det seneste relativt korte stykke tid siden folkeafstemningen, er egentlig, at Tyrkiet virkelig er presset, når der kommer international kritik. Da der kom en klar kritik fra de internationale valgobservatører, blev Erdogan meget presset og meget desperat. Da Europarådet vedtog, at man skulle have fuld monitorering, havde man en situation, hvor den tyrkiske delegation, inden det blev vedtaget, havde truet med at udvandre og gå – helt trække Tyrkiet fra Europarådet. Der skete ingen af de ting.

Så jeg vil bare høre Liberal Alliances ordfører: Skal man ikke passe på med ligesom at falde for den her påstand, at det at suspendere midlertidigt, indtil de demokratiske rettigheder er sikret, er sådan en form for at smække døren i?

Ordføreren.

Nu kan man jo godt have de samme observationer, uagtet man ikke deler det samme formål. Det kan man sådan set godt. Og jeg kan selvfølgelig ikke afvise det – jeg har jo ikke kigget i den tyrkiske regerings retorik for at se, hvad der kunne være et godt svar i forberedelsen til debatten her i dag. Men jeg synes faktisk, at det er et validt og reelt hensyn også at signalere til de demokratisk sindede borgere, til de frihedsorienteret borgere, der er i Tyrkiet, at vi stadig væk har en dør, der ikke er åben, men på klem til forhandling og dialog med det regime, som vi jo er fælles med dem om at fordømme.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Men det har vi jo. Altså, Tyrkiet er medlem af Europarådet. Tyrkiet er sågar også medlem af NATO for den sags skyld. Det her forslag går jo på en midlertidig suspension, indtil de demokratiske rettigheder igen er sikret. Så døren står jo på fuldstændig vid gab, det øjeblik den tyrkiske regering og den tyrkiske præsident holder op med at undertrykke sin egen befolkning. Det synes jeg bare er meget vigtigt at have fokus på. Og jeg tror, det er meget farligt, hvis man ligesom ender i en situation, hvor det påstås, at det at kritisere Erdogan skulle være et udtryk for ikke at kunne lide eller ønske en dialog med den tyrkiske befolkning. For det er helt afgørende, at vi tager dialogen med den tyrkiske befolkning og det civilsamfund, som stadig ikke er fængslet, og at vi klart kritiserer Erdogan. Og det her er jo et forsøg på at lægge pres på Erdogan, som LA så desværre ikke kan støtte.

Ordføreren.

Jeg erkender fuldstændig, både at der er mange lag i den her diskussion, og at der er mange dilemmaer i den. Jeg kan også nogle gange, når jeg læser om, hvad der sker i Tyrkiet, blive overmandet af den her følelse af, at nu er nok nok. Men man skal jo ikke handle i effekt, og så er det i virkeligheden et spørgsmål om, hvad man så tror er den klogeste strategi for at få Tyrkiet på rette kurs. Jeg tror ikke, at der er noget quick fix eller nogen sådan plug and play-løsning, som gør det lettere, hverken i dag eller i morgen, og så er vi bare uenige om, hvad der er den klogeste strategi. Men heldigvis deler vi jo målet om, hvad vi synes ville være en god fremtid for Tyrkiet og ikke mindst for Tyrkiets borgere.

Tak til ordføreren. Næste taler er hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet. Værsgo.

Tak. I de snart 2 år, jeg har siddet i her Folketinget, har vi godt nok diskuteret Tyrkiet mange gange, og det er jo med god grund, for det er en fuldstændig vanvittig udvikling, vi har set, ikke mindst siden vi faktisk diskuterede det samme, nemlig den her midlertidige suspendering af optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet. Der er desværre sket endnu mere. Vi har jo set, at en række af vore gode folkevalgte kollegaer er blevet fængslet. Jeg synes også virkelig, det er på sin plads, når vi diskuterer det her, at udtrykke en varm støtte til dem, for det er uhyggeligt med den måde, som demokratiet er under pres på i Tyrkiet.

Vi ser journalister, redaktører m.fl. blive fængslet, aviser, magasiner, medier lukket, og vi ser en forfølgelse af minoriteter. Senest har jeg lige i dag også læst en artikel i en fransk avis om fængsling af nogle lgbt-personer i Tyrkiet. Det er altså det, der er hverdagen i Tyrkiet, og det, vi skal forholde os til, også når vi taler om det her.

Sidst vi diskuterede det her, var vi ude i noget om, hvad den præcise ordlyd skal være. Og det, der er meget vigtigt for mig at slå fast, er, at vi står fuldstændig bag den vedtagelse, der er lavet i Europa-Parlamentet. Det, der også er vigtigt for os, er, at vi bruger samme ordlyd, og at vi egentlig bakker op om den beslutning, som jo er den her fastfrysning og midlertidige suspendering. Der har jeg lige behov for, at vi i udvalgsarbejdet bliver hundrede procent skarpe på, at det er den samme ordlyd som Europa-Parlamentet, vi bruger i forhold til det her. For vi støtter også, at det er en midlertidig suspendering, og at vi siger, at nu skal vi lige holde pause her, så vi ikke lukker døren.

Når det er sagt, er det også meget vigtigt for mig egentlig at pointere noget andet, som vi bør gøre, hvis vi tydeligt over for Tyrkiet vil vise, hvor vi står, og det er en suspendering af den flygtningeaftale, som EU har lavet med Tyrkiet, hvor vi virkelig sætter menneskerettigheder under pres, også fra europæisk side, og hvor vi på en måde prøver at sælge vores udfordringer til Tyrkiet og så egentlig lukke øjnene for det, der sker. Det var der, vi også burde træde ind og sige: Lad os nu suspendere den aftale. For det er uhyggeligt, hvad vi har valgt at stille op til fra europæisk side, når det kommer til flygtningesituationen.

Så med det lille forbehold, at vi lige skal have den der præcise ordlyd – det har jeg lige behov – tjekket fra vedtagelsen i Europa-Parlamentet, kan vi nok også stå bag den her beslutning.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi fortsætter i talerrækken. Det er fru Zenia Stampe, Radikale Venstre. Værsgo.

Vi kan ikke støtte beslutningsforslaget, selv om vi deler bekymringen, følelsen af afmagt, frustrationen og vreden over det, der sker i Tyrkiet. Men jeg har også behov for at sige, at vi jo har besluttet, hvad der skal til for at blive en del af EU, og det er at opfylde Københavnerkriterierne. Det er stabile institutioner, der sikrer demokrati, retsstat, respekt for menneskerettigheder og beskyttelse af mindretal. Det er jo bare så enkelt, at så længe Tyrkiet ikke opfylder de krav, kan Tyrkiet ikke blive medlem, og der gør den her beslutning sådan set hverken fra eller til. For det er jo det, der er det springende punkt, i forhold til om Tyrkiet bliver medlem eller ej.

Der er ingen tvivl om, at Tyrkiet i de her år bevæger sig længere væk fra et medlemskab, og det er uanset, om der er forhandlinger eller ej. For det er ikke forhandlingerne i sig selv, der gør medlemskabet. Det, der gør forskellen for et medlemskab, er, om man opfylder kriterierne.

Så synes jeg, at der er et spørgsmål, man må stille sig selv, og det er selvfølgelig også det, flere har kredset om heroppe, altså hvordan vi medvirker til at presse eller skubbe eller lokke Tyrkiet i den rigtige retning. Lige nu må vi jo bare konstatere, at det ikke går i den rigtige retning, men man må så spørge sig selv, om det her vil hjælpe. Hvis man nu havde fulgt Enhedslisten, da vi havde den her diskussion sidst, og optagelsesforhandlingerne var blevet suspenderet, tror vi så på, at Erdogan ikke havde gennemført sin forfatningsreform? Tror vi på, at han var begyndt at behandle kurderne bedre? Tror vi på, at han havde stoppet torturen i fængslerne? Tror vi på, at han havde holdt op med at fyre offentligt ansatte, forfølge journalister? Nej. Og derfor er det her jo også symbolpolitik for forslagsstillerne – måske ikke symbolpolitik, men så et behov for at slå i bordet. Det kan jeg fuldstændig genkende. Det er der flere, der også har sagt heroppe, også dem, som er imod beslutningsforslaget. Man kan have brug for at råbe eller slå i bordet eller smække med døren, men havde det hjulpet? Havde det gjort en forskel? Det er jeg faktisk hundrede procent sikker på det ikke havde.

Man kan spørge, om det så gør en forskel, at vi bliver ved med at have forhandlinger. Det ved jeg heller ikke. Det går i hvert fald i den forkerte retning, så forslagsstillerne kan selvfølgelig argumentere med, at forhandlingerne i hvert fald ikke har holdt Tyrkiet på rette kurs.

Men derfor handler den her diskussion for mig ikke så meget om EU-medlemskab. Det handler måske heller ikke så meget længere om, hvilken vej Tyrkiet går, for Tyrkiet går bare i den forkerte retning lige nu. Men det handler om, at jeg tror, at selv i en situation, hvor Tyrkiet går den forkerte vej, er det bedre at have en dialog med Tyrkiet og ikke mindst en dialog med de reformorienterede progressive demokratiske kræfter i Tyrkiet end fuldstændig at droppe dialogen. Det er det, det handler om for mig. Og derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak. Der er foreløbig tre indtegnet til korte bemærkninger. Den første er hr. Kenneth Kristensen Berth, DF.

Tak for det. Nu kan vi forstå på Venstres ordfører, at det, Venstre stemmer i Europa-Parlamentet, skal man ikke rigtig regne med. Men jeg må antage, at det er anderledes for et supereuropæisk parti som Radikale Venstre. Jeg må antage, at der ligger noget omtanke bag, når man trykker på knapperne nede i Europa-Parlamentet. Jeg må også bare erindre om en afstemning den 24. november 2016. Nu var det ikke hele Radikale Venstres gruppe, der var til stede ved den afstemning. Jens Rohde var ikke til stede, så han skal ikke klandres for noget. Men det var hr. Morten Helveg Petersen, og hr. Morten Helveg Petersen stemte i overensstemmelse med stort set hele Europa-Parlamentet for at opfordre medlemsstaterne til at suspendere optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet midlertidigt.

Hvorfor stemte hr. Morten Helveg Petersen på den måde i Europa-Parlamentet, når fru Zenia Stampe ikke følger den opfordring, men faktisk gør det stik modsatte i Folketinget?

Ordføreren.

Jeg kan jo ikke forklare, hvorfor hr. Morten Helveg Petersen har stemt anderledes. Jeg har forklaret, hvorfor vi stemmer, som vi gør. Det håber jeg er tilstrækkeligt.

Så glemte jeg i øvrigt en anden ting, som jeg gerne vil sige, og som måske kan glæde hr. Kenneth Kristensen Berth. Der er ingen tvivl om, at det, der sker i Tyrkiet nu, kaster lange skygger ind over Tyrkiet, også i en mulig fremtid, hvor Tyrkiet havde slået ind på en bedre kurs. Derfor synes jeg da også, det for mig giver anledning til at reflektere over nye optagelser. Jeg mener fortsat, at lande, som lever op til Københavnerkriterierne, skal kunne blive medlemmer.

Men det der krav om stabile organisationer, der sikrer, at Københavnerkriterierne bliver ved med at være opfyldt, er nok noget, vi skal kigge lidt mere på. Og måske skulle EU også overveje, hvilke sanktionsmuligheder man har, hvis et land, der bliver optaget i EU, falder tilbage på en forkert kurs, som vi lige nu ser med Ungarn og Polen. Her ved jeg så ikke om hr. Kenneth Kristensen Berth er enig. Men den indrømmelse vil jeg gerne give til modstanderne af medlemskab, nemlig at vi skal have bedre muligheder for at sikre, at den gode udvikling også varer ved. Hvis den ikke gør det, skal man have mulighed for at sende folk ud igen.

Spørgerens anden korte bemærkning.

Fru Zenia Stampe brugte jo lejligheden til at tale om alt muligt andet end det, at Radikale Venstre stemmer ét i Europa-Parlamentet og det stik modsatte i Folketinget. Jeg tror bare, det er utilfredsstillende for mange mennesker, for hvad er det, der har ændret sig siden november? Det er jo kun gået i én retning – det er bare blevet endnu værre. Så der var vel i virkeligheden endnu større grund til at følge den opfordring, som Europa-Parlament, herunder hr. Morten Helveg Petersen, er kommet med. Så jeg synes da, at fru Zenia Stampe er kommet med nogle meget valide betragtninger om, hvorfor hun vil ignorere sin partifælle hr. Morten Helveg Petersens opfordring i Europa-Parlamentet. Normalt lytter Radikale Venstre ikke alene til hr. Morten Helveg Petersen, men i særdeleshed til Europa-Parlamentet. Jeg ved godt, at Radikale Venstre lytter til alle. Jeg kan huske alle de der plakater med eksperter, og jeg ved ikke hvem.

Men hvorfor er det, fru Zenia Stampe ikke vil lytte til hr. Morten Helveg Petersen i den her sag?

Ordføreren.

Hvorfor er det, at hr. Kenneth Kristensen Berth ikke vil høre på, hvad jeg siger? For jeg forklarer jo, hvorfor vi forholder os, som vi gør. Så må hr. Morten Helveg Petersen jo forklare et andet sted, hvorfor han har gjort, som han har gjort. Altså, det er jo ikke det, der er det centrale her – det er jo politisk drilleri. Hvorfor ikke forholde sig til det, der er substansen? Gavner det her processen? Og respekt for dem, der mener, at det vil gavne Tyrkiets udvikling, hvis man suspenderede forhandlingerne. Det tror jeg ikke på, men det er jo det, diskussionen skal handle om. At vi så har stemt forskelligt – og vi er ikke det eneste parti, der har det – ja, sådan er det. Men lad os da diskutere, hvad der er op og ned i den her sag.

Den næste for en kort bemærkning er hr. Nikolaj Villumsen, Enhedslisten.

Tak for det. Jeg vil bare gerne understrege, at det her jo ikke er en debat om, hvorvidt Tyrkiet skal have lov til at være medlem af EU eller ej. Altså, hvis Tyrkiet lever op til kravene, hvis den tyrkiske befolkning ønsker det, er det Enhedslistens holdning, at så skal de have lov til det. Så det har ikke noget som helst med det her forslag at gøre.

Det her er et forslag om at lægge et pres på den tyrkiske regering og præsident, fordi det skal have en konsekvens med den undertrykkelse, der foregår. Og jeg må sige, at det provokerede mig lidt, da ordføreren sagde, at det skulle være et symbolsk forslag, af den simple grund, at jeg så sent som i tirsdags talte med en repræsentant for den demokratiske opposition i Tyrkiet, en repræsentant, som lever i landflygtighed i Europa, fordi han simpelt hen ville ryge i fængsel, hvis han var i Tyrkiet, og han sagde, at det er helt afgørende, at vi lægger pres på Erdogan, og at det er vigtigt, at der sker en midlertidig suspendering, indtil de demokratiske rettigheder er sikret. Så jeg vil bare gerne høre: Gør det ikke indtryk på Det Radikale Venstre, når det er budskabet fra den demokratiske opposition?

Ordføreren.

Jo, men vi hører jo også det modsatte argument, altså at der er nogle, der siger, det er vigtigt, at vi ikke skubber Tyrkiet væk, at vi ikke skubber de progressive og demokratiske kræfter væk. Og det risikerer vi at gøre ved at smække døren i.

Jeg oplever egentlig ikke den store ideologiske uenighed om det her, men det er et spørgsmål om vurderingen af, hvordan man presser de reaktive eller reaktionære kræfter, og hvordan man fremmer de demokratiske kræfter. Jeg tror ikke på, at en isolation af et land, et fravalg af dialog fører særlig meget godt med sig. Og jeg tror i hvert fald ikke, at det er noget, der gør stort indtryk på Erdogan, tværtimod vil han da virkelig kunne sige: Det er EU, der har valgt os fra, nu går vi vores egen vej.

Spørgeren for anden korte bemærkning.

Jeg var valgobservatør i Tyrkiet i forbindelse med folkeafstemningen, og der besøgte jeg et fængsel med over 6.000 fanger, og op mod halvdelen af dem var lærere, fagforeningsfolk, journalister, akademikere, borgmestre, parlamentarikere, som havde siddet fængslet siden det forfejlede kupforsøg. Man må sige, at for dem er tremmerne blive smækket gevaldig meget i, og det her forslag går jo lige præcis på at lægge pres på dem, der har smækket tremmerne i for den demokratiske opposition, for at de skal åbnes igen. Så jeg må bare sige, at jeg er dybt ærgerlig over, at De Radikale ikke ønsker at bidrage til, at det pres lægges, og jeg mener på ingen måde, at det at lægge pres på Erdogan er at give ham en gave, tværtimod.

Ordføreren.

Nu har jeg jo ikke talt med de mennesker, der sidder i fængsel, og jeg kan godt forstå, hvis de tænker, at det vil være på sin plads, at Erdogan blev straffet – det kan jeg godt forstå, altså at de ønsker, at der skal være en konsekvens. Men jeg tænker på alle dem, der sidder derude og har stemt imod forfatningsændringen, og som ønsker et mere demokratisk, vestligt, europæisk Tyrkiet – vil vi ikke slukke et håb hos dem, hvis vi smækker døren i? Vil de så ikke tænke: Nå, nu har de reaktionære kræfter i vores land vundet; det er en tabt kamp, så vi kan lige så godt lade være med at kæmpe? Det er jeg jo bange for er det, der sker.

Men det er jo en vurderingssag, og nu hørte vi før Socialdemokratiets ordfører, som også kender Tyrkiet vældig godt, og som peger på de sidste, altså dem, som man slukker et håb hos. Men jeg kan godt forstå, hvis der sidder nogle i fængslerne og tænker: Hvordan kan de blive ved med at forhandle med en diktator, som har smidt os bag lås og slå, og som overhovedet ikke bevæger sig i retning af at opfylde kriterierne for et medlemskab af EU?

Den næste med en kort bemærkning er hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten.

Jeg kan ikke lade være med at hæfte mig ved det skred, som er sket i EU. Jeg beklager det bestemt. Jeg er sikker på, at hvis EU-modstanderne for 10 år siden havde sagt, at EU inden længe vil sidde og forhandle optagelse med lande, som er halvdiktatoriske, og hvor præsidenten har enevældig magt og oppositionen sidder i fængsel osv., ville man sige, at det er en fuldstændig vanvittig påstand og det kunne EU aldrig drømme om. Det sker i dag.

Lad det nu ligge. Vi var en delegation fra Folketinget i Tyrkiet. Vi var faktisk temmelig mange dernede. Vi havde nogle rigtig gode møder. Vi havde bl.a. møde med et armensk medlem af parlamentet, som selvfølgelig også er anklaget, fordi han er kristen armenier og har sagt noget om folkemordet, er blevet overfaldet i parlamentet osv. Han sagde til os: Prøv at se på, hvad der skete, da Rusland konfronterede Erdogan. Da Rusland sagde til Erdogan, at nu er det slut, og lukkede for det, der nu kunne lukkes for over for Tyrkiet, gik der 0,5 sekunder, og så kom Erdogan krybende, fordi Erdogan er ekstremt svag.

Hvad vil der ikke ske, hvis EU brugte de enorme magtmidler, som eksisterer i forbindelse med handel, åbne handelsveje, førtiltrædelsesbistand og andre. Hvilke enorme resultater vil det ikke give, hvis man bruger det? Skal vi ikke gøre det, som man foreslår, og på baggrund af Ruslands erfaring?

Ordføreren.

Så synes jeg også, at hr. Søren Søndergaard åbner en lidt bredere diskussion, altså om man skal begynde at tænke i sanktioner eller økonomiske interesser. Det synes jeg er en lidt anden diskussion, selv om jeg godt ved, at det også er et element i optagelsesforhandlingerne. Der må vi jo nok også være ærlige og sige, at Erdogan har en klemme på os. Det er jo ikke derfor, vi bliver ved med at være i optagelsesforhandlinger med Tyrkiet, men det er måske en af grundene til, at der er mange, der vil være lidt bange for at starte den der nervekrig, fordi vi er bange for, at så kommer der en ny flygtningekrise.

Jeg siger det bare for at være ærlig. Vi er i et kæmpestort dilemma omkring det her i Danmark, men ikke mindst i mit eget parti, for vi vil også godt være med til at stoppe flygtningestrømmen, men en aftale med Erdogan i den situation, der er nu, og med den behandling, der er af flygtninge, er altså heller ikke en politik, som vi er vanvittig stolte af. Men det er jo bare for at være fuldstændig ærlig, med hensyn til hvorfor det kan være svært på den måde at sætte tommelskruerne på. Det er jo også, fordi Erdogan har en klemme på os.

Men jeg tror så ikke, at det er det, der er årsagen til – i hvert fald ikke for vores vedkommende – at man ikke vil afslutte forhandlingerne. Det er, fordi vi tror på dialogen, det, at vi stadig væk har adgang til diskutere de her ting med Tyrkiet, selv om de bevæger sig i den modsatte retning, så vi kan vise, at det ikke er umuligt i en meget, meget fjern fremtid, at Tyrkiet kunne blive en del af EU. Det kunne give et håb og en motivation til at kæmpe for nogle tyrkere.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Jamen det er fuldstændig rigtigt, at man jo, hvis man har sat sig på et tilstrækkeligt dumt sted, kan komme i en klemme. Jeg er helt sikker på, at der er mange økonomiske interesser i den tyske bilindustri, og de vil være meget kede af, hvis der pludselig blev lukket for at få lavet spare parts, altså reservedele, dele til bilerne, til en lav arbejdsløn i Tyrkiet og så ikke længere få dem ind i EU uden nogen told. De ville da også opfatte det som et kæmpeproblem, hvis der lige pludselig blev lukket af der. Så vil de tjene mindre. Men det er jo sådan set et valg, man selv har sat sig i.

Jeg synes bare, at det afgørende er at holde fast i, at for Tyrkiet er EU det helt afgørende marked. Jeg mener, at det er ca. 50 pct. af Tyrkiets eksport og import, der går til EU. Det vil sige, at EU har nogle enorme muligheder. Hvis ikke det her forslag tilfredsstiller De Radikale, vil jeg bare opfordre til, at vi får et bud fra De Radikale på, hvad vi gør helt konkret, og hvilke initiativer vi helt konkret tager for at gøre noget i forhold til den situation, der er i Tyrkiet. Jeg forlanger ikke, at det skal komme nu. Men nu har vi efterhånden diskuteret det her i temmelig lang tid, og jeg synes ikke rigtig, at der kommer nogen bud. Så kan jeg ikke få et løfte om, at sådan et bud vil komme fra De Radikale?

Ordføreren.

Jeg er enig med Enhedslisten i, at man måske skal lægge hovedet i blød, i forhold til at overveje hvilke sanktionsmuligheder der er over for Tyrkiet, også hvis vi ser udviklingen fortsætte. Og vi har jo også arbejdet med tanken om at suspendere de her optagelsesforhandlinger, men vi ved godt – og det er også grunden til, at vi er imod i dag – at det ikke rigtig vil have nogen effekt. Derimod kan det godt have en effekt, hvis man indfører sanktioner. Jeg siger ikke, at der har det, men det kunne det godt have. Derfor vil jeg da i hvert fald kvittere og sige, at jeg synes, det er en relevant diskussion, og jeg synes måske på nogle måder også, at det ville være gavnligt, hvis Enhedslisten førte den her diskussion videre i en diskussion omkring sanktioner, for det jeg tror i virkeligheden vil være langt mere effektivt end de her optagelsesforhandlinger.

Men om EU så er villige til at gøre det, ikke bare på grund af de nationaløkonomiske interesser, men også set i lyset af den flygtningeaftale, vi har med Tyrkiet, er jo stærkt tvivlsomt. Men jeg er fuldstændig enig i, at det er en diskussion, vi bliver nødt til at have.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger lige nu. Den næste taler er ordføreren for SF, hr. Holger K. Nielsen.

Tak til Enhedslisten for at fremsætte det her forslag. Den debat, der har været ført, er jo sådan set meget interessant og afspejler også de dilemmaer, som jeg tror vi alle sammen har – i hvert fald os, der faktisk ønsker, at Tyrkiet skal blive medlem af EU. Det er et ønske, vi har haft i adskillige år. Vi tror faktisk, at der ville være særdeles store perspektiver i, at et moderat muslimsk land kunne blive medlem af EU – specielt sikkerhedspolitisk på grund af situationen i Mellemøsten, men også i forhold til den interne udvikling i Tyrkiet.

Derfor har vi hele tiden støttet de tyrkiske optagelsesforhandlinger, men det er selvfølgelig under den forudsætning, at de skal leve op til Københavnerkriterierne, at de skal have ordnede forhold til kurderne i både de kurdiske områder, men også de andre steder, hvor der bor mange kurdere. Det er i det hele taget ud fra en forudsætning om en demokratisk udvikling i Tyrkiet. Det har været vores præmis. Vi har også tidligere afvist forslag om, at man skulle afbryde forhandlingerne, fordi vi mente, at det ville blive kontraproduktivt i forhold til mulighederne for at kunne påvirke Tyrkiet. Men jeg forstår så udmærket de argumenter, som flere partier fremfører her i dag, omkring det.

Men på den anden side kommer der også et tidspunkt, hvor man er nødt til ligesom at standse op og spørge sig selv, om det nu ikke er tiden til, at vi reagerer på en anden måde, end vi har gjort. For når vi nu kan se Tyrkiet bevæge sig så meget i retning af et autokratisk, nærmest diktatorisk regime, som tænkes kan, og når Tyrkiet i forhold til Mellemøsten er så kontraproduktiv, som man overhovedet kan forestille sig, hvor de sønderbomber de styrker, som hjælper os i kampen mod Islamisk Stat, så er det, at vi ligesom må spørge os selv, om vi ikke er nået dertil, hvor vi må reagere, for hvis det overhovedet skal have nogen mening, at vi har mulighed for at suspendere det, er det nu, det skal bruges.

Vi lægger særdeles stor vægt på, at der ikke er tale om en afbrydelse. Vi mener stadig væk, at det vil være vigtigt, hvis forudsætningerne opfyldes, at Tyrkiet kan blive medlem af EU, kan blive medlem af den europæiske familie. Det tror vi sikkerhedspolitisk og af mange forskellige grunde vil være en god ting. Men det er jo indlysende, at det forudsætter en anden udvikling. Derfor har vi tænkt os at støtte det her forslag, for det er en mulighed for at lægge et større pres på Tyrkiet.

Til det med, at vi er meget afhængige af Tyrkiet: Ja, men jeg tror også, at vi skal have i baghovedet, at Tyrkiet også er meget afhængig af EU. Det er jo en afhængighed, der går to veje. Det tror jeg at vi hele tiden er nødt til at have i baghovedet, for så svage, som mange gør os til, er vi heller ikke i forhold til Erdogan. Derfor synes jeg også, at vi er nødt til at tilpasse vores politik efter, at vi ikke nødvendigvis er i den svage position, for som nogle siger: Tyrkiet er sådan set lige så afhængig og måske mere afhængig af os, end vi er af dem.

Men som sagt er vi positive over for det her beslutningsforslag.

Jeg skal lige sikre mig, at det er rigtigt, at der ikke er nogen med korte bemærkninger. Vedkommende har trukket sig, så tak til ordføreren. Den næste ordfører i talerrækken er fru Merete Scheelsbeck, Konservative. Værsgo.

Tak for det. Vi er fuldstændig enige med forslagsstillerne om, at situationen i Tyrkiet er ekstremt kritisk og uholdbar. Jeg er ligesom alle andre her i salen oprigtig bekymret over den udvikling, som vi ser i Tyrkiet. Jeg er dog ikke helt enig med forslagsstillerne i, at en fortsættelse af forhandlingerne om tyrkisk EU-medlemskab betyder en blåstempling af den tyrkiske regerings fremgangsmåde, som der står i forslaget. Jeg tror sådan set, at vi er enige ret langt. Vi er enige så langt, at vi alle sammen ønsker at lægge maksimalt pres på Tyrkiet. Derfor handler den her debat, som mange også har været inde på, mere om mål og middel. Derfor har jeg sådan set også ret stor sympati for de bevæggrunde, der ligger til grund for beslutningsforslaget. Vi har bare forskellige opfattelser af, hvilket middel der er det rigtige til at skabe reelle forandringer i Tyrkiet og for de tyrkiske statsborgere.

Som udenrigsministeren også sagde i sin tale, står vi over for et Tyrkiet, der bevæger sig væk fra Europa, væk fra EU og væk fra alt det, som vi står for her i Danmark. Men vi og i særdeleshed de demokratiske kræfter i Tyrkiet har jo ingen interesse i, at Tyrkiet bliver presset endnu længere i den forkerte retning. Samtidig har vi heller ikke nogen interesse i at styrke Erdogans argumenter om, at EU alligevel ikke er interesseret i reelle forhandlinger med Tyrkiet. Hvis vi suspenderer forhandlingerne med Tyrkiet, tror jeg altså, at vi svækker de demokratiske kræfter og styrker Erdogan yderligere. Samtidig vil jeg også sige, at jeg dog har meget, meget svært ved at tro på, at Tyrkiet nogen sinde kommer derhen, hvor de kan blive medlem af EU. Men jeg mener dog stadig, at vi skal arbejde for og håbe på, at de bevæger sig i den rigtige retning.

Vi kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak. Jeg har foreløbig tre indtegnet til korte bemærkninger, og den første er hr. Kenneth Kristensen Berth, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg må indrømme, at jeg er en lillebitte smule træt af at høre De Konservative blæse og have mel i munden. Se, den 25. marts skrev hr. Rasmus Jarlov på Facebook en opdatering om, at han havde været med OSCE i Tyrkiet. Han bliver senere i den der opdatering spurgt, om han stadig gerne vil samarbejde med Tyrkiet, og der svarer hr. Rasmus Jarlov meget klart – citat:

Samarbejde om at bremse flygtningestrømmen? Ja. Men de kan glemme alt om nogen sinde at komme med i EU med den udvikling, de har gang i. Det har ingen gang på jorden.

Det var en klar udmelding fra hr. Rasmus Jarlov. Tyrkiet skal aldrig nogen sinde være medlem af EU. Hvordan i alverden kan det så være, at De Konservative kan komme på den tanke ikke at støtte det beslutningsforslag, som vi behandler i dag, hvis det, som hr. Rasmus Jarlov her siger, nemlig at Tyrkiet aldrig nogen sinde skal være med i EU, er konservativ politik?

Ordføreren.

Jeg synes også, jeg var meget klar i mælet, da jeg sagde, at jeg heller ikke tror, at Tyrkiet nogen sinde kommer derhen, hvor de er klar til at blive en del af EU. Nu kan jeg ikke selv huske facebookopslaget, men hvis du citerer korrekt, skriver hr. Rasmus Jarlov, at med den udvikling, som Tyrkiet er i lige nu, kan han ikke se, at det nogen sinde kommer til at ske. Det er jeg fuldstændig enig med ham i.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Så det, hr. Rasmus Jarlov mener, er altså, at på et eller andet tidspunkt kan det da godt tænkes, at Tyrkiet skal være medlem af EU. Er det så det, der er den konservative politik? Når jeg spørger så indtrængende om det, er det jo, fordi jeg igen og igen hører hr. Rasmus Jarlov ytre ønske om en politik, som står i meget stærk kontrast til det, som er regeringens politik, og det kan godt blive en lille smule trættende. Da hr. Rasmus Jarlov ikke har for vane at dukke op her i Folketingssalen, bliver jeg jo nødt til at spørge fru Merete Scheelsbeck om det. Så er Det Konservative Folkepartis politik den, at Tyrkiet på et tidspunkt godt kan blive medlem af EU, eller er Det Konservative Folkepartis politik den, at Tyrkiet aldrig nogen sinde kan blive medlem af EU? Er det det ene eller det andet?

Ordføreren.

Vores holdning er, at vi ikke ønsker at suspendere de her forhandlinger, fordi vi har et ønske om, at Tyrkiet udvikler sig i en reformvenlig retning.

Den næste for en kort bemærkning er hr. Nikolaj Villumsen, Enhedslisten.

Tak for det. Det, jeg godt kunne tænke mig at høre, er, om der er enighed om det i den konservative folketingsgruppe. For i dag i Berlingske kan man læse, at hr. Naser Khader siger, at han faktisk er enig i det her forslag. Så derfor melder det spørgsmål sig jo: Hvad er positionerne i den konservative folketingsgruppe? Er det en enig folketingsgruppe, som står bag afvisningen af den her midlertidige suspendering, som Enhedslisten foreslår?

Ordføreren.

Det er blevet drøftet på det konservative gruppemøde, og vi var enige om, at vi ikke kunne støtte det her beslutningsforslag.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Okay. Det er jo sådan lidt en underlig situation, at man kan læse i avisen, at folketingsmedlemmer fra Det Konservative Folkeparti er imod, men at der er en enig gruppe. Det undrer mig selvfølgelig, at det er situationen, men det, jeg så bare godt kunne tænke mig at høre fra den konservative ordfører, er: Hvornår er nok så nok? Hvad skal der til, før man vil trække en streg i sandet? Nu har vi en situation, hvor folk fra oppositionen fængsles, og hvor der sker en grov undertrykkelse. Hvornår kunne det komme på tale at lave en midlertidig suspension, indtil de demokratiske rettigheder er sikret?

Ordføreren.

Det har jo været drøftet adskillige gange her i dag, også fra talerstolen. Altså, vi har jo alle sammen også givet udtryk for, at vi er enige i, at situationen i Tyrkiet er uholdbar, og at vi ønsker, at Tyrkiet udvikler sig i en anden retning, end de er på vej til. Men vi er ikke kommet til, at nok er nok. Vi vil hellere stadig satse på at gå forhandlingsvejen og tro på, at det er ad den vej, vi kommer længst.

Den næste spørger for en kort bemærkning er hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten.

Jeg bliver nødt til at sige, at jeg har meget svært ved at forstå, hvad der er den konservative position, ikke alene fordi Rasmus Jarlov efter den tur, jeg omtalte før, var meget klar i mælet, og Naser Khader er meget klar i mælet, men også fordi Det Konservative Folkeparti kørte valgkamp i 2009 for en kandidat, der gik til valg på, at optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet skulle afbrydes. Kandidaten hed Bendt Bendtsen, og f.eks. den 29. april kunne man læse:

Man skal prøve at finde en mellemvej for Tyrkiet. Tyrkiet skal tilbydes et såkaldt privilegeret partnerskab, hvor landet skal tage del i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, men, siger Bendt Bendtsen, Tyrkiet skal ikke have fuldt medlemskab af EU.

Det er jo det, man sidder og forhandler om. Og det var vel at mærke i en situation, hvor demokratiet var i fremgang, at den konservative repræsentant sagde: Tyrkiet skal ikke være med i EU. Nu står vi i en situation, hvor det går katastrofalt i den forkerte retning, og så siger De Konservative, at vi skal fortsætte forhandlingerne. Jeg bliver bare nødt til at sige, at jeg ikke helt kan forstå, hvordan det hænger sammen.

Ordføreren.

Jamen det er jeg ked af at spørgeren ikke kan forstå. Som sagt er vi jo alle sammen enige om, at udviklingen i Tyrkiet går den forkerte vej. De Konservative støtter alligevel regeringens linje i, at vi gerne vil forhandle med dem, at vi gerne vil skabe håb og forhåbentlig skabe nogle resultater, som kan støtte de demokratiske kræfter, der stadig er i Tyrkiet, og som gerne vil udvikle landet i den rigtige retning. Og det er det, vi gerne vil forhandle om.

Spørgeren.

Jamen ordføreren skal ikke bekymre sig om, om jeg forstår det – det er ikke så vigtigt. Det vigtige er, om ordføreren forstår det. Altså, forstår ordføreren den konservative politik? I 2009, hvor det går fremad med demokratiet i Tyrkiet, siger man: Stop! Optagelsesforhandlingerne skal afbrydes; der skal ikke være tilladelse til, at Tyrkiet bliver medlem af EU. Og så nogle år efter, hvor det går i den helt forkerte retning, siger man: Optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet skal under ingen omstændigheder afbrydes, de skal fortsættes. Altså, forstår ordføreren det selv?

Ordføreren.

Ja, jeg forstår godt den tidslinje og historiske linje, du forklarer. Men vi har altså et udgangspunkt, som gør, at vi gerne vil have, at forhandlingerne fortsætter, sådan at man forhåbentlig kan udvikle Tyrkiet i den rigtige retning og ikke fortsætte den forkerte retning, som landet har udviklet sig i den sidste tid.

Tak til fru Merete Scheelsbeck. Så er vi nået til ordføreren for forslagsstillerne, og det er hr. Nikolaj Villumsen fra Enhedslisten. Velkommen.

Tak for det. Det giver ikke mening at forhandle om EU-medlemskab med et land, hvor demokratiet er kortsluttet. Det er kort sagt baggrunden for det her beslutningsforslag. EU-optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet bør midlertidigt suspenderes, indtil de demokratiske rettigheder er sikret. Det er selve indholdet af det her beslutningsforslag. Det ligger i tråd med vedtagelsen fra et stort flertal i Europa-Parlamentet og ligger i tråd med vedtagelsen i et enigt østrigsk parlament.

Det er meget vigtigt at bemærke, at forslaget går på en midlertidig suspendering, så forhandlingerne kan blive genoptaget, hvis de demokratiske rettigheder sikres. Der er altså ikke tale om et permanent, et evigt stop, og det synes jeg er vigtigt at understrege, både over for Folketinget, men også over for dem, der sidder og følger med. Og jeg vil meget gerne advare imod at bruge den argumentation, som jeg har hørt flere og desværre også udenrigsministeren lidt slå til lyd for, og som er, at en midlertidig suspendering, indtil de demokratiske rettigheder er sikret, skulle være det samme som at lukke døren. Det er en retorik, som jeg ikke er et sekund i tvivl om bliver brugt af den tyrkiske regering og af den tyrkiske præsident Erdogan, men det er på ingen måde det, som det her forslag indeholder.

Jeg synes, det er vigtigt sådan helt generelt at overveje, om det overhovedet giver mening at lægge pres på Tyrkiet. Tidligere i dag var Dansk Folkepartis ordfører, hr. Kenneth Kristensen Berth, inde på, at det ikke har nogen som helst konsekvens, når der kommer kritik fra Europa, altså at Erdogan er uden for pædagogisk rækkevidde. Jeg citerer meget frit lige nu, men det var sådan essensen af det, som hr. Kenneth Kristensen Berth sagde. Det er ikke rigtigt. Det er i hvert fald på ingen måde mit indtryk. Altså, jeg synes, at den meget desperate reaktion, der kom fra den tyrkiske præsident oven på den klare kritik fra de internationale valgobservatører, hvor han var meget, meget desperat og brændte en masse broer, både til Europarådet og til OSCE, helt tydeligt viser, at han bliver presset, når der er international kritik.

Jeg kan også fortælle jer, at da vi havde diskussionen i forrige uge i Europarådets parlamentariske forsamling, hvor vi drøftede, om der skulle være en beslutning om en fuld monitorering af Tyrkiet, sådan at man bedre kunne hjælpe Tyrkiet på rette vej i forhold til at leve op til dets forpligtelser til at sikre grundlæggende demokratiske rettigheder for dets borgere, kom der en masse trusler fra medlemmerne af den tyrkiske delegation, som repræsenterede Erdogans AKP-parti. De lød på, at hvis den her vedtagelse gik igennem, ville parlamentsmedlemmerne fra Erdogans parti udvandre fra forsamlingen. Der var sågar trusler om, at man ville melde Tyrkiet ud af Europarådet, hvis beslutningen blev truffet. Og det var fuldstændig tomme trusler. Altså, reaktionen fra Tyrkiet, fra den tyrkiske regering var ekstremt afdæmpet oven på den her meget, meget klare beslutning, som var ganske drastisk, fordi det var første gang i Europarådets mangeårige historie tilbage fra 1947, at det reelt blev besluttet at sætte et land under fuld monitorering, som én gang var kommet ud af monitorering.

Så jeg synes, det er vigtigt at understrege, at pres virker, og at vi skal passe på med at tro på den retorik og de tomme trusler, som kommer fra den tyrkiske regering og den tyrkiske præsident i Ankara. Og jeg synes desværre, at der er alt for mange her i Folketinget, der har argumenteret mod forslaget, der er gået med på den retorik, og det tror jeg ikke på nogen måde gavner debatten om forslaget, tværtimod.

Det her forslag er vigtigt, fordi der er behov for at lægge pres på den tyrkiske præsident. Det er ikke så lang tid siden, at Folketinget diskuterede et lignende forslag, som flere også har været inde på. Dengang var der opbakning til forslaget fra os i Enhedslisten, fra SF, fra Alternativet og fra Dansk Folkeparti. Når vi så fremsætter det igen, er det jo, fordi det desværre er sådan, at situationen i Tyrkiet er markant forværret. Demokratiet i Tyrkiet er kort sagt kortsluttet, den demokratiske opposition fængsles, titusinder af fagforeningsmedlemmer, lærere, akademikere, borgmestre, journalister og parlamentarikere sidder fængslet.

Jeg besøgte som valgobservatør ved folkeafstemningen et stort fængsel, der ligger lidt uden for storbyen Izmir, med mere end 6.000 fanger – det er ganske mange – og op mod halvdelen af de indsatte i det her fængsel er simpelt hen politiske fanger indsat efter det forfejlede kupforsøg. Det siger ikke så lidt om udviklingen i Tyrkiet lige nu, at man har en situation, hvor op mod halvdelen af fangerne i et tilfældigt fængsel er fra oppositionen mod Erdogan.

Den folkeafstemning, som blev gennemført, var jo ikke alene i strid med Europarådets, altså Venedigkommissionens klare anbefalinger til den tyrkiske regering om enten at stoppe undtagelsestilstanden og sikre de demokratiske rettigheder eller at undlade at holde folkeafstemningen, nej, den tyrkiske regering undlod også at følge Venedigkommissionens klare anbefalinger, som den ellers er forpligtet til at følge, og afholdt en folkeafstemning i en situation, hvor landet var i undtagelsestilstand, hvor den demokratiske opposition sad fængslet, hvor nejkampagnen blev groft undertrykt og fik deres plakater og valgsange forbudt, mens Erdogan og hans regering blev anklaget for at misbruge offentlige midler til at føre en jakampagne for. Ja, situationen endte sågar så fuldstændig grotesk, at da man på valgaftenen havde lukket valgstederne, traf den tyrkiske valgkommission, som ellers skulle forestille at være uafhængig, men som i månederne op til folkeafstemningen havde fået flere af dens medlemmer fængslet og fjernet og erstattet med regeringstro personer, den beslutning, at nu skulle det være tilladt at optælle ugyldige, ikkeofficielle stemmer.

Nogle rapporter siger, at det var op mod 2 millioner ugyldige stemmer, som så på valgaftenen blev talt med. Jeg har ikke på nuværende tidspunkt et præcist tal, men der er ingen tvivl om, at det var et enormt stort antal. Og det var ikke bare et klokkeklart brud på – hvad kan man sige – enhver form for internationale demokratiske standarder, det var også et klokkeklart brud på den tyrkiske valglov og noget, som man må sige ærlig talt er helt ekstremt desperat. Altså, at Erdogans regime skulle synke så dybt, viser, hvor presset de er. Og der er ingen tvivl om, at Erdogan trods den her formelle sejr ved folkeafstemningen reelt er en ekstremt presset mand. Hvis man så på de partier, som bakkede op om et ja til folkeafstemningen, burde han have haft over 60 pct. af den tyrkiske befolkning med sig, men nu kunne han med et kortsluttet demokrati og valgsnyd dårlig nok mobilisere et flertal. Det er en presset mand, og spørgsmålet er, hvad vi kan gøre for at øge det pres og hjælpe de demokratiske kræfter.

Jeg vil gerne understrege, at det jo er det, som det her går ud på. Det her forslag går ud på at række de kræfter, der lige nu sidder fængslet, en hjælpende hånd. Så sent som i tirsdags talte jeg med en repræsentant fra det venstreorienterede HDP-parti, som er det parti, der har været udsat for den største undertrykkelse, og som har mange af deres parlamentarikere og enormt mange af deres borgmestre, stort set alle, fængslet, og deres budskab var ganske klart: Vi har brug for en midlertidig suspendering, indtil de demokratiske rettigheder er sikret; det er helt afgørende for os, at Erdogans undertrykkelse får en konsekvens.

Og det skal være budskabet fra mig til Folketingets partier her i dag. Prøv lige at overveje, om det virkelig kan være rigtigt, at man skal fortsætte optagelsesforhandlinger med Tyrkiet i en situation, hvor de folkevalgte parlamentarikere sidder i fængsel, i en situation, hvor demokratiet er kortsluttet. For mig handler det her om et behov for at række de demokratiske kræfter i Tyrkiet en hjælpende hånd, for at række befolkningen i Tyrkiet en hjælpende hånd, og om at sikre, at det, at der sker undertrykkelse i et land, som er medlem af Europarådet, og som har forpligtet sig til at sikre grundlæggende rettigheder, skal have en konsekvens.

Jeg er rigtig bange for konsekvensen, hvis vi ikke handler. Allerede i dag har vi en situation, hvor FN anslår, at 500.000 civile er fordrevet i de kurdiske områder i Tyrkiet. Hvis vi ikke handler nu, er der ingen tvivl om, at den her udvikling vil fortsætte, og at mange, mange flere vil blive jaget på flugt. Det er derfor, det i den grad er på tide at handle, og det er derfor, det er så afgørende, at der lægges et pres fra Europas side, fordi den tyrkiske opposition sidder i fængsel. Og jeg vil gerne understrege endnu en gang – som det allersidste – at det her ikke er et forslag til at bryde dialogen, det her er ikke et forslag til at smække døren i hovedet på Tyrkiet, på ingen måde. Det her er et forslag til at lægge pres på Erdogan ud fra et oprigtigt ønske om at hjælpe de prodemokratiske kræfter i Tyrkiet og ud fra et oprigtigt ønske om at hjælpe den tyrkiske befolkning til at få sikret dens grundlæggende demokratiske rettigheder.

Tak for det. Og jeg kan meddele, at formandskollegiet nu er klar med en ny 2-timersperiode, så skulle debatlysten fortsætte, er vi friske herfra.

Der er i hvert fald i første omgang en kort bemærkning fra hr. Kenneth Kristensen Berth. Værsgo.

Tak for det. Grunden til, at jeg tager ordet, er jo, at hr. Nikolaj Villumsen tilkendegav, at han var uenig i min analyse. Det er hr. Nikolaj Villumsen selvfølgelig hjertens velkommen til at være, men jeg vil dog spørge hr. Nikolaj Villumsen, om det virkelig er hans indtryk, at den kritik, der er blevet rejst over for den tyrkiske regering, over for Erdogan, har haft nogen positiv indflydelse i forhold til Tyrkiet. Altså, har det overhovedet virket?

Hr. Nikolaj Villumsen peger på det her forhold, at Erdogan indimellem bliver ophidset og vred, og der må jeg bare sige: Ja, det er en meget typisk mellemøstlig måde at håndtere pres på, men det er jo ikke ensbetydende med, at der rent faktisk er sket ændringer i Tyrkiet. Altså, der er jo ikke sket nogen ændringer i positiv retning i Tyrkiet. Er sandheden ikke bare den, at vi står over for en megalomanisk, selvforherligende, selvforelsket, egocentrisk despot, som agerer på den måde, som en sådan person gør?

Ordføreren.

Nej, jeg tror, at man snyder sig selv, hvis man tror, at Erdogan er fuldstændig upåvirkelig, og jeg synes, at resultatet ved folkeafstemningen taler sit klare sprog. Altså, det er helt klart, at det med at træffe en beslutning om, at man må optælle ugyldige stemmer, var det sidste planlagte totalt desperate træk, et fuldstændig ulovligt træk af den tyrkiske valgkommission, som udelukkende skulle bruges i det øjeblik, man kunne se, at nu brændte lokummet, hvis jeg må være så fri her fra talerstolen; det må jeg nok ikke, men nu er det sagt. Det synes jeg viser, at Erdogan er presset af kritik.

Jeg vil sige, at det havde været rigtig godt, hvis Dansk Folkeparti i Europarådets Parlamentariske Forsamling havde støttet, at vi tilbage i januar kunne have truffet beslutningen om at sætte Tyrkiet under fuld monitorering. Vurderingen fra Tyrkiet var, at det kunne have rykket 2-3 pct., altså faktisk gjort det umuligt for Erdogan selv med valgsnyd at få et flertal.

Spørgeren.

Jeg tror, at vi er kommet lidt tættere på hinanden den her gang, for jeg er sådan set enig med hr. Nikolaj Villumsen så langt, at jeg tror, at Erdogan er modtagelig for kritik indenbords, altså fra tyrkernes side, for der er han jo underlagt det forhold, at han gerne skulle genvælges. Men jeg må bare sige, at jeg faktisk stadig væk ikke tror, at den kritik, som han får udefra, rykker en millimeter; det tror jeg ikke. Jeg tror dybest set, han føler, at den kritik er med til at styrke ham. Og man kan altid diskutere, om man så bare skal klappe i, men det mener jeg bestemt ikke, for vi har masser af årsager til at kritisere Tyrkiet. Men jeg må bare sige, at jeg tror, det er meget vanskeligt at appellere til et bedre jeg hos Erdogan, for jeg tror simpelt hen ikke, det findes. Jeg tror simpelt hen, at han er megaloman, at han ikke er til at have med at gøre.

Ordføreren.

Der må jeg bare sige til hr. Kenneth Kristensen Berth, at det er det, der er budskabet fra Tyrkiet: at det faktisk hjælper, når der er en international kritik. Og det er derfor, det ville have været så godt, hvis Europarådet tilbage i januar havde fået lov til – hvilket Dansk Folkeparti desværre var med til at forhindre – at træffe en beslutning om fuld monitorering. For vurderingen var, at det kunne have rykket 2-3 pct., altså noget, der ville have været fuldstændig umuligt for Erdogan at gøre noget ved, selv med valgsnyd. Og det var også meget tydeligt at se efter valget, hvor de jo havde en situation, hvor den tyrkiske opposition var forhindret i at anke og appellere resultatet på nogen måde, altså til andre end den selvsamme valgkommission, der havde brudt tyrkisk valglov for at tillade optælling af ulovlige stemmer. Da der så kom en kritik fra de internationale valgobservatører, gjorde det rigtig ondt på Erdogan, og han måtte gå så vidt som til at lave nogle desperate ting, og det tror jeg viser, at han faktisk bliver presset. For den tyrkiske befolkning lytter til, hvad vi siger i Europa, og det er en vigtig ting for os at notere os.

Tak for det. Der er ikke nogen, der kan mande sig op til yderligere korte bemærkninger, så jeg siger tak.

Når der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingerne som bekendt slut.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Europaudvalget. Hvis ikke nogen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.