Tak, formand.
Jeg tager ordet på vegne af Dansk Folkeparti, fordi selve forløbet vedrørende dette beslutningsforslag har været lidt underligt.
Forslaget går i al sin enkelhed ud på at nedsætte en karakterkommission, der skal undersøge karakterskalaen.
Regeringens begrundelse for at sige nej var, at man havde besluttet at lave en evaluering, og derfor kunne man ikke sige ja til det her, idet man ville afvente evalueringen.
Samtidig med at vi så havde den her behandling i Folketingssalen, gik forskningsministeren stort set på samme tidspunkt ud i radioavisen og fortalte, at da han var meget ked af, at der ikke længere var en 13-skala, skulle man kigge på karakterskalasystemet.
Så er det, at vi i Dansk Folkeparti godt kan undre os over, at man så ikke kan sige ja til det ændringsforslag, som jeg så har fået skrevet ind i beslutningsforslaget, og det går i al sin enkelhed ud på, at vi afventer evalueringen og derefter nedsætter en karakterkommission.
Og det skete jo på baggrund af behandlingen af sagen i Folketinget, hvor Enhedslisten jo meget klart sagde, at de egentlig var positive over for det, men dog ville afvente en evaluering.
Derfor har vi så også stillet et ændringsforslag, og der vil jeg da gerne takke for opbakningen fra Enhedslisten, SF, Alternativet, og så vidt jeg husker, også fra De Radikale.
Men Socialdemokraterne støtter regeringen i det her tilfælde.
Sagen er jo den, at karakterskalaen ikke længere fungerer.
Der er mange problemer med den:
Der gives for mange 12-taller, og det vil sige, at der er en stor inflation; der er store spring fra 4 til 7 og fra 7 til 10, som lærerne har svært ved at honorere og håndtere; der er en minuskarakter, som ikke giver nogen mening; og så er der også nok det helt afgørende punkt, og det skyldes jo en henvendelse, jeg har fået fra en kvik lektor i tysk, om, at tidligere var argumentet for at indføre 12-trinsskalaen, som jo er en 7-trinsskala, at den skulle kunne være sammenlignelig med andre skalaer rundtomkring i Europa og udlandet i øvrigt.
Men siden 2009 har EU i sin vejledning til ECTS jo afskaffet 7-trinsskalaen som sammenligningsgrundlag, og i stedet skal man kigge på den procentvise fordeling af karakterer, der findes.
Og dermed er begrundelsen for 7-trinsskalaen, altså vores 12-trinsskala, jo ikke længere til stede.
Jeg har også sendt den begavede lektors henvendelse over til ministeriet, og nu håber jeg så på, at ministrene og regeringen vil kigge på den vejledning fra 2009 i EU-systemet og dermed også gøre den til en del af den her evaluering.
Jeg er selvfølgelig lidt skuffet over, at regeringen ikke havde håndteret det med evaluering og kommission, for så havde vi kunnet sætte et ordentligt arbejde i gang.
Det kræver en forskningsmæssig tilgang til en karakterskala.
Det, vi så også har diskuteret i Folketingssalen, er, om vi så skal kigge på, hvordan karakterskalaen har påvirket eleverne, og det var bl.a.
også baggrunden for, at de partier, som i Folketingssalen i dag støtter nedsættelsen af kommissionen, vil sige ja til ændringsforslaget.
Alt i alt var det en meget spændende diskussion, og endnu en gang vil jeg sige tak til hr.
Henrik Dahl for en fornøjelig argumentation for at sige nej, der egentlig lød som et »ja«; jeg har aldrig hørt noget så elegant, så det var en fornøjelse at lytte til den begrundelse.
Tak for begrundelsen.
Jeg afventer med spænding den evaluering, som jeg forventer egentlig vil være ret negativ over for den nuværende karakterskala, og håber på, at vi kan få nedsat den karakterkommission, som er bydende nødvendig.
Tak for ordet.