Af ministerens besvarelser på MOF alm. del - spørgsmål 499-501 af 3. marts 2017 fremgår blandt andet, at "universiteternes beregninger er foretaget på et varieret datagrundlag og efter forskellige beregningsmetoder, idet der for en række naturtyper ikke findes landsdækkende data, svarende til den opdeling af naturtyper, som habitatdirektivet opererer med. Der vil blive gennemført en mere præcis genberegning af arealerne forud for den næste EU-rapporteringen i 2019.” Siden ministerens besvarelser af spørgsmål 499-501 er på ministeriets foranledning tilvejebragt ny beregninger, som er offentliggjort i 3 rapporter: "Arealberegninger af terrestriske naturtyper", DCE 15. marts 2017, "Redegørelse for beregning af arealer af sønaturtyper", DCE 7. april 2017 og "Beregning af arealet med habitatskov ud fra Danmarks Skovstatistik", Københavns Universitet (udateret). I lyset heraf bedes følgende besvaret:
• Vil ministeren med henvisning til besvarelsen af spørgsmål 499 og med udgangspunkt i de nye beregninger oplyse, for hvilke respektive naturtyper der kan tænkes at være udpeget en mindre andel af de respektive naturtyper, end det der som udgangspunkt forudsættes af EU-Kommissionen som værende fyldestgørende?
• Vil ministeren i forlængelse af besvarelsen af spørgsmål 500 oplyse, hvilket datagrundlag der vil kunne danne grundlag for at udarbejde en liste over lokaliteter, der rummer de naturtyper, som Danmark har udpeget for lidt af, herunder om NOVANA-programmet, DCE's "Biodiversitetskort" og "Atlas flora Danica" vil kunne indgå som et egnet grundlag?
• Ministeren oplyser i sin besvarelse af spørgsmål 501, at "Der foreligger ikke på nuværende tidspunkt en oversigt over mulige lokaliteter, der ville kunne supplere den nuværende Natura 2000-udpegning". Vil ministeren oplyse, hvornår en sådan oversigt vil foreligge, og hvilket datagrundlag ministeren vil lade indgå som grundlag for udarbejdelsen af en sådan oversigt?
• Er ministeren enig i, at forslag om supplerende udpegninger af Natura 2000-områder for de naturtyper og arter, hvor Danmark har udpeget for få områder, bør forelægges for EU Kommissionen i sammenhæng med den igangværende revision af områdernes afgrænsning?
• Vil ministeren oversende udvalget den fuldstændige oversigt over samtlige mulige lokaliteter, der ud fra ovenstående kriterier kan være potentielt egnede som supplerende udpegede Natura 2000-områder, straks den foreligger?
Dato: 04-05-2017
Status: Endeligt besvaret
Emne:
naturbeskyttelse og kystsikring