Paragrafområde:
§
20
Børne- og Undervisningsministeriet
Tiltrådt af Finansudvalget den 14-06-2017 (udvalget med undtagelse af Enhedslistens medlem, der stemte imod aktstykket).
Socialdemokratiets medlemmer af udvalget ønsker at alle børn lærer at læse, skrive og regne på et niveau, så de kan klare sig og komme videre i uddannelsessystemet. Derfor deler Socialdemokratiet også intentionen bag regeringens skolepulje og ønsket om et løft af fagligt svage elever, der ellers risikerer at blive tabt. Samtidig er Socialdemokratiet dog bekymrede for om den foreslåede model er den bedste og mest effektive til formålet.
Mange faktorer spiller ind på elevernes resultater, hvilket det ensidige fokus på karaktererne i 9. klasse ikke nødvendigvis tager højde for. Samtidig står mange folkeskoler, ikke mindst de steder med mange udfordrede elever, med en meget stram økonomi og et begrænset handlerum. Særligt i en situation, hvor regeringens overordnede økonomiske politik, årligt betyder nedskæringer i den kommunale velfærd eftersom de offentlige udgifter ikke følger det demografiske træk. Set i det lys kan puljens størrelse samt form, der kræver at der findes ekstra ressourcer inden for det eksisterende budget, frygtes at være utilstrækkelig.
Socialdemokratiet har grundlæggende den opfattelse, at vi skal investere i vores folkeskole og i at give alle børn de nødvendige forudsætninger. Derfor havde vi også gerne set en model, der ikke var bygget op om en ren præmiering af skoler med succes, men som også gav skolerne et bedre afsæt for at opnå de positive resultater og foretage den nødvendige investering. Endelig mener Socialdemokratiet at der bør føres en økonomisk politik, der styrker velfærdssamfundet, herunder folkeskolen, og ikke gradvist udhuler fundamentet, hvilket ikke afhjælpes af enkeltstående puljer.
Alternativets medlem anerkender, at regeringen afsætter 500 mio. kr. til at løfte fagligt svage skoler, men er uenige i metoden, idet pengene udbetales som belønning såfremt skolerne dokumenterer et fagligt løft i udvalgte fag. Alternativet havde foretrukket at de 500 mio. kr. var blevet uddelt på de identificerede skoler til fri disposition for skolerne. Det havde også betydet, at man kunne have sparet de 10 mio. kr. til administrationsomkostninger, som der søges om i dette aktstykke.