Tak til statsministeren. Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl. Værsgo.

Det er jeg bestemt også glad for, og jeg lægger også deri, at hvis man skal have kontrol med, hvem der rejser ind i Danmark, som andre også har argumenteret for, så kræver det nok en grænsekontrol – så er vi da kommet så langt.

Jeg er også med på det med trossamfund, med hensyn til hvornår de kan blive godkendt, hvilke privilegier de får ud af det – det får de jo i dag, ved at de ikke betaler grundskyld og ejendomsskat, at de har vielsesret osv. Men der er jo også det helt kontante spørgsmål om, hvornår man giver dansk statsborgerskab, og hvornår man måske også skal kunne tage dansk statsborgerskab fra en person igen.

Jeg har i hvert fald noteret, at den nuværende integrationsminister, da hun var politisk ordfører for Venstre, i 2014 ville se på, hvilke konsekvenser noget skulle have for en imam, der hedder Abu Bilal, og hun ville undersøge hans opholdsgrundlag. Jeg har også noteret mig, at hun som integrationsminister nu her i 2016 vil undersøge samme persons opholdsgrundlag. Og når man undersøger opholdsgrundlaget, finder man ud af – det kunne man i 2014, og det kan man i 2016 – at manden i 2000 fik dansk statsborgerskab bevilget af det her Folketing imod Dansk Folkepartis stemmer.

Hvis man for alvor skal gøre noget ved det her, skal man indgive de her mennesker frygten for, at de mister Danmark som en sikker base, som et sted, hvor de kan udfolde deres hadprædikener til alverden. Og noget, der ville virke, ville jo derfor være en trussel om, at man, hvis man har fået bevilget dansk statsborgerskab her i Folketinget, også kan få det frataget igen, hvis man begår sig udi det, som bl.a. det, som den pågældende imam har gjort, altså at vi ikke nøjes med at undersøge opholdsgrundlaget, men at vi også handler i forhold til det.

Statsministeren, værsgo.

Hvis man har undersøgt det i 2014 og 2016 og er nået til det samme nedslående resultat, nemlig at man ikke kan gøre noget, så må man jo, hvis man ellers har viljen til at gøre noget, konstatere, at det logisk set må være sådan, at regelsættet afskærer en fra at gøre noget. Og det er jo derfor, vi kommer til at drøfte, om vi har de rigtige regelsæt.

Og så gentager jeg mig selv igen: Vi går ind i det her arbejde – jeg går ind i det her arbejde – med et meget åbent sind for at gøre alt, hvad vi kan, for at bekæmpe den her ondskab, med respekt for de fundamentale demokratirettigheder, der er i det danske samfund. Og det vil jo vise sig – og jeg synes ikke, vi skal tale os længere fra hinanden her i dag – at det desværre nok ikke er helt så enkelt i alle situationer.

Når det f.eks. drejer sig om statsborgerskab, hvad siger de internationale konventioner så? Kan man fratage folk statsborgerskab, hvis effekten er, at de bliver statsløse? Kan man gøre det, hvis de har dobbelt statsborgerskab? Altså, det er jo de ting, der må udforskes.

Det, jeg siger her i dag, er, at vi er nødt til samlet at angribe det her, og med en spændstighed og et ambitionsniveau, som er højere en det, det historisk har været. Det er nok det bedste, jeg kan sige i dag, og så glæder jeg mig til, at det arbejde kan sættes i gang umiddelbart efter påske.

Hr. Kristian Thulesen Dahl, værsgo.

Det kvitterer jeg også for, og vi kommer til møderækken, og for vores skyld kan man godt starte før påske – det behøver ikke vente til efter påske. Jeg tror, der er mange danskere, der synes, det her virkelig haster. Og jeg ønsker alt mulig godt for den møderække og for resultaterne af den, men jeg tror også bare, at der stadig væk i mellemtiden vil være en politisk debat om, hvad der så skal ske.

Når jeg bruger det her eksempel med statsborgerskabet, er det, fordi hvis man i 2014 har undersøgt et opholdsgrundlag og fundet frem til, at man ikke kan gøre noget, så vil man jo nok nå frem til det samme i 2016, hvis ikke man i øvrigt har gjort noget i mellemtiden. Og det er derfor, jeg også lidt prøver at udfordre det, som jeg jo er glad for at statsministeren siger, om, hvad grundlovens rammer er, for man bruger jo måske også ofte grundloven som et skjold foran sig.

Altså, med hensyn til eksemplet med Grimhøjmoskeen, som Dansk Folkeparti her i eftermiddag har et forslag om at lukke til afstemning her i Folketingssalen, så fremgår det jo af grundloven, at man skal lukke moskeen først, hvis man mener, at den begår de overgreb og ting og sager, som grundloven ellers foreskriver, og bagefter skal man jo så tage et retsligt opgør om det. Men så længe Folketinget ikke engang er indstillet på at tage det første skridt, altså at den skal lukkes, så kommer man jo ikke til det retslige opgør, og så er det jo måske svært at finde ud af, hvad grundlovens rammer egentlig er. Og det er derfor, jeg håber, at det også kan indgå i statsministerens overvejelser – det kommer i hvert fald til at indgå i møderækken på vores foranledning.

Værsgo til statsministeren.

Tak for det. Altså, det kunne også være før påske, men nu er situationen den, at der senere på ugen er et EU-topmøde, som jeg selv skal deltage i, og som har den relevans for det her, at det handler om at prøve at få styr på de her flygtninge- og migrantstrømme, som jo, hvis ikke vi får det, bare får det her problem til at accelerere. Og det er svært at være to steder på samme tid. Så det bliver efter påske.

Jeg kommer lidt til at gentage mig selv. Det er klart, at hvis man som oppositionsparti i 2014 har haft en ambition uden at sidde på administrationen, og man så kommer ind i administrationen og har den samme ambition og når frem til, at man ikke kan levere, så er der jo en udfordring, og så er den udfordring jo, at man har lovet mere, end man kan holde, for at sige det ligeud. Og så må man diskutere, hvad der skal til, for at man kan begynde at levere det, der er den politiske ambition, og det er jo det arbejde, jeg inviterer til.

For der er jo ikke en eneste her – jeg tror i hvert fald ikke, det er mange her – som ikke intuitivt netop når frem til de der løsningsforslag, når vi ser det, vi ser: Hvorfor gør man ikke bare ...? Hvorfor smider man ikke folk ud? Hvorfor lukker man ikke ...? Og så videre. Og når man ikke gør det, man intuitivt tænker, er det, fordi vi har indrettet et samfund med et regelsæt, der gør, at det ikke umiddelbart er løsningen, og så må vi jo diskutere, hvad der skal til, for at vi kan få nogle løsningsmodeller på bordet, som er mere effektive.

Der sender jeg det overordnede signal, at vi, selvfølgelig med respekt for demokratiets grundlæggende spilleregler og afgrænset af den grundlov, vi har, er indstillet på at afsøge alle de løsninger, der skal til, for at det virker, så det ikke bare bliver en konkurrence om handlingsorienteret at råbe højest, men at vi også leverer.

Tak. Så er det fru Johanne Schmidt-Nielsen. Værsgo.

Spm. nr. US 63

Tak for det. Og tak for invitationen til forhandlinger efter påske. Vi vil naturligvis gerne deltage. Det er desværre et yderst relevant emne.

I den her uge skal Folketinget jo vedtage det såkaldte kontanthjælpsloft. Jeg synes i virkeligheden, det er sådan meget spinagtigt og underligt at kalde det et kontanthjælpsloft. For det lyder, som om man bare har kunnet få uendeligt med ydelser før i tiden. Det har man ikke. Det, som det her nye lovforslag handler om, er jo, at ydelserne sættes markant ned, altså at regeringen sammen med Dansk Folkeparti tager tusindvis af kroner fra danskere, som i forvejen har allermindst. Helt op til 36.000 kr. om året kan en enlig arbejdsløs mor med to børn miste. Det er mere end 2.000 kr. om måneden. Og det sker jo, få måneder efter at I i regeringen har givet skatterabatter til de danskere, som har råd til at købe de allerstørste biler. Det sker, samtidig med at regeringen planlægger endnu en gang at sænke topskatten. I sådan en situation vælger I altså at kaste jer over de danskere, som har mindst; de mest udsatte; dem, som ikke kan finde et arbejde på det stadig mere krævende, komplicerede arbejdsmarked; for manges vedkommende mennesker, som har alvorlige sociale problemer, har psykiske lidelser, har fysiske lidelser.

Dem, der rammes hårdest af det her, er enlige forsørgere med børn, og det er typisk enlige mødre. Der er tusindvis af børn, som vil blive ramt af det her. Børneorganisationerne advarer mod børnefattigdom. Der er tusindvis af børn, som vil opleve den stress og det ubehag og den desperation, som følger med ikke at kunne betale huslejen sidst på måneden, og som vil opleve fædre og mødre med rynkede pander, fordi de er bekymrede for ikke at kunne betale regningerne. Det er resultatet, hr. statsminister, af den her lov, som I vil gennemføre i den her uge med stemmer fra Dansk Folkeparti, der lovede danskerne før valget, at det ikke ville ske. Er det korrekt, statsminister ( Formanden: Tak! Tak til ordføreren, og værsgo til statsministeren), at dem, der rammes hårdest, er de enlige forsørgere?

Tak til spørgeren. Spørgeren skal rette sig efter det, når det bliver sagt, at taletiden er overskredet.

Værsgo til statsministeren.

Jamen jeg tror, at vi her står med noget, der er en reel politisk konflikt. Jeg tror, at vi på lange strækninger deler analysen af, at det bestemt ikke er godt at vokse op i et hjem, hvor pengene er knappe, hvor mor og far er sat uden for arbejdsmarkedet. Det presser en barndom. Det tror jeg at vi er helt enige om. Det handler derfor for mig om at skabe social mobilitet og om at sikre, at mennesker, der i øjeblikket er parkeret på kanten af vores arbejdsmarked, kommer ind på vores arbejdsmarked – til glæde for dem selv, men også til glæde for deres børn.

Så er vi åbenbart ret uenige om, hvordan man gør det. Regeringens svar, som vi også gav danskerne før folketingsvalget, er, at vi vil lægge et loft over, hvor meget man samlet set kan få i sociale ydelser, sådan at der skabes et større incitament, en større tilskyndelse og en større gevinst ved at tage arbejde – også arbejde til en lav løn og også arbejde, som måske ikke i udgangspunktet er det arbejde, man havde tænkt at man skulle have. Det kan være, at man er uddannet sygeplejerske, og at der ikke er job at få inden for sygeplejen, men at man har mulighed for at få et rengøringsarbejde. Så er det bedre, at man får et rengøringsarbejde og kommer i gang og kvalificerer sig. Det er vores tænkning.

Det bliver jo understreget af, at siden finanskrisen ramte os er antallet af kontanthjælpsmodtagere steget. Det steg også i 2015, altså sidste år, selv om beskæftigelsen steg. Der er altså flere og flere, der kommer i arbejde, og der skabes flere og flere arbejdspladser. En del af dem bliver altså skabt på det vilkår, at der kommer folk ind udefra og tager arbejdet, samtidig med at vi har en stadig større gruppe, der sidder passivt hen. Det duer ikke. Det er i det lys, det skal ses. Men det er også ud fra den rimelighedsbetragtning, at de mennesker, der står op hver morgen, transporterer sig til et arbejde til en lav løn, skal have en gevinst ved det. Det er derfor, at vi gør det. Det er ikke med nogen ambition om at fastholde børn i fattigdom, tværtimod.

Så er der et opfølgende spørgsmål med 1 minuts taletid. Værsgo, fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Jeg ved godt, at regeringen siger, at det her handler om, at folk kommer i arbejde. Det er vel en ambition, som alle herinde deler. Hvor ville det være dejligt, hvis alle mennesker var i arbejde. Men der er for det første arbejdsløshed i Danmark, statsminister. Det er jo ikke sådan, at man bare lige kan plukke et arbejde på et træ, hvis man gider. For det andet skal rigtig mange af de mennesker, der rammes af de her voldsomme nedskæringer, leve for langt mindre om måneden, og rigtig mange af de børn, som statsministeren siger at statsministeren bekymrer sig om, har forældre, som ikke er i stand til at arbejde. De har psykiske sygdomme, de har fysiske sygdomme, og kommunen har sagt til dem: I er ikke i stand til at arbejde. Alligevel skærer man i deres ydelser.

Så siger statsministeren, at vi nok er meget uenige om, hvordan folk kommer i arbejde. Det ved jeg ikke, statsminister, for er vi nu også det? Statsministerens egne tal viser, at det i 2020 er 700 mennesker, der vil komme i arbejde som følge af det her, og at det er 30.000 danskere, der bliver ramt. Er det ikke en tilståelsessag, hr. statsminister?

Værsgo til statsministeren.

Nej, det er det bestemt ikke. Med hensyn til de 700 handler det om, hvad effekten er på det, der hedder den strukturelle beskæftigelse. Det handler jo ikke om, at det er et udtryk for, at der ud af dem, der i dag er på kontanthjælp, kun er 700, der kommer i arbejde. Altså, tingene står ikke stille. Og kontanthjælp er ikke tænkt som en ydelse, man skal være på permanent. Der er sådan set meget stor forskel på, om man er på kontanthjælp i kort tid, også med en samlet set mere beskeden økonomi end den, man har i dag, eller om man permanent skal være på de her ydelser. Og kontanthjælpsloftet skal jo sammen med de skattelettelser, som vi agter at vende tilbage til i efteråret med særlig fokus på folk med små arbejdsindkomster, tjene det formål, at vi får mere bevægelse, at vi får mere gang i tingene, at folk er kortere tid på kontanthjælp, end de er i dag. Det er jo sådan set det, der er ambitionen.

Det kan da godt være, at alle deler den ambition, men hvis man ikke vil sætte handling bag, nytter det jo ikke noget. Og jeg kan jo bare helt stilfærdigt konstatere, at det samlede antal kontanthjælps- og uddannelsesmodtagere mere eller mindre konstant er steget siden finanskrisen, og at det fortsat er steget i 2015, på trods af at beskæftigelsen er steget i de sidste 2 år. Så der bliver skabt flere arbejdspladser, men den her gruppe er permanent for stor.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Det er rigtigt, der er kommet flere på kontanthjælp, bl.a. fordi rigtig mange mennesker er faldet ud af dagpengesystemet som følge af de nedskæringer, I lavede. Derudover vil jeg spørge statsminsteren: Hvis det virkelig var sådan, at statsministeren troede, at det eneste formål med det her var at få folk i arbejde, og hvis bare man tog pengene fra dem, kom de i arbejde, hvorfor så skære på syge mennesker? Hvorfor skal de her voldsomme nedskæringer, som kommer til at betyde fattigdom for rigtig mange børn i Danmark, ramme mennesker, hvor sagsbehandlere i kommunen har vurderet, at de ikke er i stand til at arbejde? Tror statsministeren virkelig, at man kan gøre syge mennesker raske af at gøre dem fattige?

Statsministeren.

Vores kontanthjælpssystem er tænkt som et sikkerhedsnet. Hvis man permanent ikke kan arbejde, er det ikke den her ydelse, man skal være på. Lad mig lige slå det fast. Men altså, vi har en reel politisk konflikt her, og det konstaterer jeg bare helt stilfærdigt. For mig handler det om rimelighed. Det handler om, at den enlige mor, der står op hver morgen, cykler ned til supermarkedet for at sidde ved kassen hele dagen, cykler hjem igen og samler børn op, altså skal have et udkomme af det, og at det skal være et udkomme, der er større end det, hun kunne få, hvis ikke hun gjorde det. Det er sådan set mit politiske udgangspunkt.

Kontanthjælpsloftet er i øvrigt designet på en måde – også med hensyn til boligsikring og andet – der gør, at en lille forskel gør en stor forskel, altså, at man med relativt lidt beskæftigelse er i stand til at flytte sig ud af bl.a. nogle af de problemer, man får, hvis man har nul beskæftigelse i relation til boligsikring. Det handler om at anspore folk og motivere folk til at tage et arbejde i en situation, hvor beskæftigelsen stiger.

Tak. Tak til fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Så er det hr. Anders Samuelsen. Værsgo.