Spm. nr. US 43

Tak for det. I dag skal Folketinget jo behandle regeringens såkaldte kontanthjælpsloft. Jeg synes, det er et sådan lidt underligt ord, for det får det til at lyde, som om kontanthjælpsmodtagere i dag bare får uendelig mange penge, og det er som bekendt ikke tilfældet. Det, som lovforslaget egentlig handler om, kan man sige, er jo at skære i de ydelser, som arbejdsløse danskere modtager. Og der skæres virkelig dybt. Ifølge tal fra Lejernes LO vil en enlig mor kunne miste mere end 5.000 kr. om måneden – mere end 5.000 kr. Og lige præcis de enlige forsørgere – og det er meget ofte kvinder – er en af de grupper, som bliver hårdest ramt. Det er dem, som sidder derude nu og er bekymrede for: Kan vi nu betale huslejen, hvis det her bliver til virkelighed? Det er dem, der ved, at det her vil få konsekvenser for deres børn. Har man råd til at deltage i fritidsaktiviteter? Kan man holde en børnefødselsdag? De ved, at deres børn kommer til at have den bekymring, som jeg jo ikke synes at nogen børn skulle have, nemlig: Kan mor nu betale huslejen?

Deres ulykke skal så finansiere en skattereform, der betyder, at skatten skal sænkes for dem, der har deres på det tørre. Det er sådan nogle som mig selv, og det er sådan nogle som statsministeren. Hvordan får man lige den idé? Hvordan får man den idé, at man vil tage penge fra nogle af de borgere i vores samfund, som har allermindst, og som er allermest udsatte og sårbare, for at give sænkelser af skatten til sådan nogle som os? Og har statsministeren ikke den fjerneste bekymring, når f.eks. Boligselskabernes Landsorganisation regner med, at omkring 14.000 mennesker simpelt hen ikke vil kunne betale huslejen, og når Kommunernes Landsforening siger klokkeklart: Det her tror vi simpelt hen betyder flere hjemløse i Danmark? Har statsministeren ikke nogen bekymring for det?

Værsgo til statsministeren.

Hvordan får man den idé? bliver der spurgt. Jamen den får man jo, når man har den politiske grundidé, grundopfattelse, at det skal kunne betale sig at arbejde, og at det også ud fra en rimelighedsbetragtning skal være sådan, at hvis folk påtager sig et stykke arbejde i Danmark til noget, der minder om minimumslønninger, så er de samlet set bedre stillet, end hvis ikke de gør det – under den forudsætning, at de kan tage et sådant arbejde. Det er jo det, der driver os. Det er jo en ambition om at få folk til at flytte sig. Det er en ambition om social mobilitet. Det er en ambition om, at det er bedst for børn at vokse op med forældre, der går på arbejde, frem for at vokse op med forældre, der ikke går på arbejde.

Det er den samme tænkning, der ligger bag integrationsydelsen, som jo er et andet udtryk for kontanthjælpsloftet, når vi taler folk, der kommer ind udefra. Og her vil jeg altså bare stilfærdigt lige minde om, at uden f.eks. integrationsydelsen ville vi med den tilstrømning, vi har af flygtninge i øjeblikket, mangle 2 mia. kr. i 2020. Og politik består jo af at prioritere, og uden de 2 mia. kr. ville vi jo være afskåret fra at gøre en række andre ting, hvad enten det nu er at lave en hjemløsestrategi eller at gøre en yderligere indsats i forhold til vores narkomaner eller at udbetale en ældrecheck til de svageste af vores ældre, eller hvad det nu kunne være.

Derfor har regeringen den politiske ambition, at vi ønsker at nedbringe antallet af mennesker på offentlig forsørgelse, og at vi ønsker at øge antallet af mennesker, der forsørger sig selv. Og vejen til det går dels via at lægge et loft over kontanthjælpen for at sikre, at det kan betale sig at arbejde, dels, og det er så fase to til efteråret og ikke til foråret som oprindelig planlagt, at give skattelettelser. Og det er ikke rigtigt, når spørgeren siger »til sådan nogle som os«, for ambitionen med de skattelettelser, vi vil give i jobreformen, er jo at lette skatten for folk med små arbejdsindkomster.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Det er jo fuldstændig rigtigt, når statsministeren siger, at politik handler om at prioritere. Jeg kan slet ikke forstå den prioritering, der hedder, at man skærer ned over for mennesker, der er ramt af arbejdsløshed eller sygdom, for til gengæld at sænke skatterne for sådan nogle som os. Nu siger statsministeren, at det slet ikke er os, der skal have skattereduktioner. Kan statsministeren i dag i Folketingssalen sige, at der ikke vil være topskattelettelser i den kommende skattereform? Det er den ene ting.

Den anden ting er, at statsministeren siger, at det faktisk handler om at hjælpe de mennesker, der går ledige. Jeg tror ikke, at den enlige mor, som mister 5.000 kr. om måneden, oplever det som en hjælp. Og jeg tror slet ikke, at statsministeren selv tror på strategien, for når man læser lovforslaget, står der, at man regner med, at 700 mennesker kommer i arbejde som følge af det her kontanthjælpsloft, men det er 30.000 mennesker, der bliver ramt.

Så der er to spørgsmål: Kan statsministeren garantere, at der ikke vil blive givet topskattelettelser i den kommende skattereform? Og som det andet: Hvordan forsvarer man en lov, som får så voldsomme sociale konsekvenser for mennesker, der har mindst i forvejen, når man kun regner med, at 700 ud af 30.000 mennesker kommer i arbejde?

Statsministeren, værsgo.

Det, der får sociale konsekvenser, er, hvis vi ikke flytter det her samfund i en retning, hvor der er en bedre balance mellem dem, der er med og løfter, og dem, som vi af forskellige grunde har parkeret på en sidelinje. Det var det, jeg talte med andre om før, da jeg talte om flygtningesituationen, som jo understreger det her perspektiv, men det gælder også helt uden den her flygtningetilstrømning.

Vi har det paradoks, at mens det går fremad med økonomien – beskæftigelsen er steget med 67.000, siden vi ramte bunden i 2012 – har vi stadig væk ikke den tilsvarende beskæftigelsesfremgang blandt vores egne. En stor del af den beskæftigelsesfremgang, der er i Danmark, tegnes af, at der fortsat kommer folk ind fra ikke mindst Østeuropa. Det er vi da nødt til at gøre noget ved. For når vi taler om at gøre den enlige mor glad, så tror jeg, at det, der vil gøre hende allermest glad, er, hvis hun kan få et arbejde, så hun kan tjene sine egne penge, så hun kan opdrage sine børn i sit eget spejlbillede af en, der står op om morgenen og passer sit arbejde. Det er jo det drej, vi gerne vil give samfundet. ( Formanden (Pia Kjærsgaard): Tak!). Og det kan jo ikke bedømmes på en enkelt ting, vi gør. Det skal jo bedømmes på den samlede effekt. Og der er kontanthjælpsloftet et af flere elementer.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen, værsgo.

Jeg fik ikke svar på det med en reduktion af topskatten. Jeg tror, at både hr. Anders Samuelsen og jeg længes efter et klart svar.

Til det med den enlige mor og de arbejdsløse i det hele taget vil jeg sige, at jeg deler ambitionen om at få så mange som overhovedet muligt i arbejde. Det tror jeg at alle gør. Jeg kan bare konstatere, at ikke engang regeringen selv tror på, at de her voldsomme nedskæringer vil få mennesker i arbejde, for I har selv skrevet i lovforslaget, at 700 mennesker årligt vil komme i arbejde som følge af det forslag, men det rammer 30.000 mennesker. Så hvordan hænger det sammen?

Der er tusindvis af gode grunde til at få et arbejde. Det er jeg enig i. Langt de fleste arbejdsløse drømmer om at få et job, men arbejdspladser hænger jo ikke bare træerne. Den her reform er udtryk for en dyb mistillid til de danske borgere, som går ledige. Det er en mistillid, som kommer fra politikere, der selv har deres på det tørre. Jeg synes, statsministeren skylder et svar til de mange mennesker. Hvordan kan man finde på at reducere deres ydelser så voldsomt, når man faktisk ikke engang selv tror på, det virker?

Tak. Statsministeren.

Jamen jeg tror et hundrede procent på, at det virker. Og det handler ikke om sådan nogle teoretiske edb-beregninger af arbejdsudbuddet. Det handler det ikke om. Det handler om, hvad det er for en situation, man helt konkret står i, når man f.eks. får tilbudt et job, hvor lønnen ikke er prangende, hvor man måske skal møde meget tidligt ind om morgenen, hvor der måske er transporttid, hvor man skal cykle 5 km til og fra arbejde, og hvor man stiller det jobtilbud op imod den situation at være på offentlig forsørgelse. Det er jo et helt konkret og individuelt valg. Det har også noget med psykologi at gøre. Det har ikke noget at gøre med en teoretisk arbejdsudbudsberegning at gøre.

Jeg kan bare konstatere, at selv om vi i øjeblikket har beskæftigelsesfremgang, er en del af det, der trækker den beskæftigelsesfremgang, ikke danskere, der kommer i job, men det er folk, der kommer ind udefra og kommer i job. Der er vi da nødt til i en samlet strategi at sørge for, at flere danskere på passiv forsørgelse kommer ind på arbejdsmarkedet. Og det at lave det her, hvor vi både lægger et loft og giver en skattelettelse, er en af vejene.

Står jeg og garanterer, at der ikke kommer topskattelettelser? Nej, det gør jeg ikke. Men i forhold til den her diskussion om kontanthjælpsmodtagerne er det jo ikke topskattelettelserne, der er det interessante. Det er vores ambition om at sænke skatten for folk med små arbejdsindkomster.

Tak for det.

Hr. Anders Samuelsen, værsgo.