Spm. nr. S 892

6) Til social- og indenrigsministeren af:

Karina Adsbøl (DF) :

Hvilke overvejelser gør ministeren sig i anledning af drabet på den 57-årige social- og sundhedsassistent på bostedet Lindegården i Roskilde begået den 25. marts 2016 af en 30-årig psykisk syg og misbrugende beboer?

Værsgo.

Hvilke overvejelser gør ministeren sig i anledning af drabet på den 57-årige social- og sundhedsassistent på bostedet Lindegården i Roskilde begået den 25. marts 2016 af en 30-årig psykisk syg og misbrugende beboer?

Ministeren.

Lad mig starte med at sige, at det er dybt tragisk, at vi nu igen har været vidne til et drab på en ansat på et botilbud. Lad mig også understrege, at det altså er noget, jeg tager meget, meget alvorligt, for det er ganske enkelt ikke acceptabelt, at vi har den slags hændelser på vores botilbud. Vi kan ganske enkelt ikke have bosteder, hvor det ikke er sikkert for medarbejderen at gå på arbejde. Det skal være trygt både for medarbejderne og for beboerne at være på landets bosteder.

På baggrund af de voldsomme hændelser, som vi desværre jo også har set de foregående år, er der iværksat initiativer på det her område. Helt centralt i de her initiativer er udarbejdelsen af de nationale retningslinjer til forebyggelse af vold, som har været efterspurgt. Det arbejde er i gang, og det er ikke helt afsluttet, men det er et nødvendigt arbejde at få færdiggjort grundigt og fornuftigt, for de her retningslinjer skal give bl.a. kommunerne helt praktiske handleanvisninger, i forhold til hvordan vi undgår vold på botilbud og forsorgshjem i fremtiden.

Men når det så er sagt, vil jeg også blankt erkende, at den seneste tragiske hændelse på Lindegården i Roskilde jo med al tydelighed viser, at der altså er behov for også at sætte yderligere ind end blot at diskutere nationale retningslinjer, som har været efterspurgt. Det er derfor, jeg aktuelt har en aftale i kalenderen, hvor min kollega sundhedsministeren også deltager, og hvor vi taler med de faglige organisationer på området, så vi sammen får diskuteret, hvordan vi kan skabe trygge rammer for landets medarbejdere på bostederne. For der er ingen tvivl om, at det skal vi gøre bedre.

Spørgeren.

Ja, det er en utrolig trist sag, og vi har også set sager tidligere, hvor flere ministre har været ude og sige, at nu skulle der handles. Men der er jo brug for handling nu og her, så derfor må ministeren godt komme ind på tidsperspektivet.

Jeg har læst de her artikler og fulgt sagen om den dræbte social- og sundhedsassistent, og den pågældende beboer burde jo ikke have været på det bosted. Det er jo sådan, at man ifølge servicelovens botilbud efter § 107 og § 108 skal gå ind og kigge på, hvad det er for nogle beboere, der bliver visiteret til de steder. Og som jeg kan forstå, er manden jo blevet indlagt på røde papirer 14 dage forinden – det er i hvert fald, hvad der har stået i avisen. Så virker det jo helt grotesk, at en mand, der 14 dage forinden har været på en lukket afdeling, fordi manden var til fare for sig selv og andre, nu er på et botilbud efter servicelovens § 107 eller 108. Jeg forstår ikke, hvordan det kan lade sig gøre.

Noget andet, man skal tage med ind over, er jo også lukningen af psykiatriske sengepladser. Det kunne jo godt være, at den her mand skulle have været på en åben psykiatrisk afdeling, men hvor der, kan man sige, var personale nok også til at varetage mandens behov.

Noget helt andet – i forhold til det, der står her, og som ministeren gerne må komme ind på – som er fuldstændig horribelt, er jo, at vi har hørt, at elever ikke har overfaldsalarmer. Det kan da simpelt hen ikke passe, at fordi man er elev, har man ikke overfaldsalarm, så man kan tilkalde hjælp. Det må ministeren gerne komme ind på om også er noget, ministeren vil tage op. Det har også været skrevet i aviserne her, at elever ikke har overfaldsalarmer. Så jeg ser frem til ministerens besvarelse.

Ministeren.

Jeg vil gerne takke spørgeren for netop at spørge ret nuanceret ind til den her problemstilling, for der er tale om mennesker, som så at sige bevæger sig mellem forskellige typer af tilbud. Enten er man i behandlingspsykiatrien, altså på en psykiatrisk afdeling og dermed under min kollega, sundhedsministerens, område, eller også er man på et botilbud, som så er under mit område.

Det, som jeg mener er afgørende vigtigt at have med i den her diskussion, altså have med ved det arbejdsbord, vi jo heldigvis har sat en dato for hvornår vi skal mødes ved, hvor netop min kollega også er med, er jo diskussionen om, hvordan det her samarbejde fungerer.

Jeg mener, at det her klart viser, at samarbejdet mellem de forskellige myndigheder bare ikke er godt nok, og det er jo en diskussion om, hvorvidt lægerne kan blive bedre til løbende og i samarbejde med bostederne at vurdere, om det pågældende botilbud kan håndtere den pågældende person. Og så skal det jo også være en diskussion om, at sådan et menneske, en borger, hvis tilstand så mærkbart forværres og i en sådan grad, at man må sige, at vedkommende er til fare for både medarbejdere og øvrige beboere, jo skal kunne få plads på en psykiatrisk afdeling. Det er derfor, jeg siger, at det går mellem to myndigheder, og det er også derfor, vi begge to er med ved det her arbejdsbord.

Så er det jo også en diskussion om kommunernes ansvar for at sikre, at der også er en sammenhæng mellem de personalemæssige ressourcer og de borgere, som personalet arbejder med på botilbuddene. Det er klart, at vi også må diskutere, om man i den kommunale dagligdag pålægger de her bosteder for store byrder, og det er klart, at så er det igen retningslinjerne, de klare regler, der skal gælde, for simpelt hen at støtte medarbejderne, som arbejder med borgere med psykiske lidelser og sociale problemer.

Spørgeren.

Jeg kan af ministerens besvarelse forstå, at ministeren mener, at der simpelt hen mangler klare regler på det her område, og det er det, ministeren er i gang med at arbejde på sammen med sundheds- og ældreministeren. Men tidsperspektivet kom ministeren ikke ind på. Hvor lang tid vil det her arbejde tage? For der skal jo handling til. Vi hører dagligt om nedlæggelser af psykiatriske sengepladser, og jeg tror, det er fem, der er på venteliste til Sikringen, som er et af de steder, hvor nogle af dem, der i hvert fald er til fare for andre, er.

Så derfor hænger det jo sammen i en helhed. Hvad er tidsperspektivet, hvilken dato er der sat for det her møde? Og mener ministeren, at elever ikke skal have overfaldsalarmer på sig, hvis de er på et botilbud?

Ministeren.

For lige at starte med det sidste med overfaldsalarmerne først vil jeg sige, at jeg sådan set ikke har konkret kendskab til, hvordan man håndterer regelsættet på de enkelte bosteder. Det forekommer mig i hvert fald bekymrende, når man har med potentielt farlige mennesker at gøre. Det er indiskutabelt en farlig arbejdsplads at være på et botilbud. Det har vi nu set eksempler på med fem drab inden for de sidste 4 år. Jeg kan godt forstå utålmodigheden, den har jeg også selv, og det er også derfor, jeg siger, at der skal gøres noget her.

Vi har det møde i kalenderen den 9. maj, hvor både sundhedsministeren og jeg og de faglige organisationer sidder sammen for at drøfte det – ud over diskussionen om de nationale retningslinjer. For de nationale retningslinjer er sådan set det, der har været efterspurgt. Det er det arbejde, der er igangsat. Det har jeg bedt om bliver færdiggjort hurtigst muligt, men det skal heller ikke være på en sådan måde, at man ender ud i, at hastværk bliver lastværk, altså at man ikke får gjort det ordentligt.

Men det, der optager mig, er, at vi simpelt hen får set på, hvad vi yderligere kan gøre ud over de nationale retningslinjer. Det kan bl.a. blive diskussionen om, hvordan vilkårene er for medarbejderne i dagligdagen – i forhold til beskyttelse, når man er på en farlig arbejdsplads.

Spørgeren.

Jeg er ret interesseret i, hvad de retningslinjer kommer til at indeholde, i forhold til visitationskriterierne, og i forhold til om der er personale nok. Jeg må ærlig talt tilstå, at efter de gange, hvor vi har set det her i medierne – det er ikke det første drab på personale – så synes jeg simpelt hen, det er under al kritik, at der ikke har været noget handling. Den tidligere minister var ude at sige, at der blev iværksat arbejde på det her område. Hvorfor er der ikke fulgt op på det? Det er jo simpelt hen ikke godt nok. Der skal jo ske noget. Og der er lang tid til den 9. maj.

Ministeren.

Men jeg tror, spørgeren er enig med mig i, at vi skal gøre arbejdet ordentligt. Vi skal ikke bare i hastværk sige, at nu udgiver vi lige nogle nationale retningslinjer, og så er den hellige grav vel forvaret. For det er den ikke. Det er ikke gjort med det. Det er heller ikke gjort med at komme med et halvgjort arbejde. Det her arbejde er i gang. Der er gode, dygtige mennesker, som arbejder indgående med det her, fordi det er vigtigt. Det er vigtigt, det fungerer. Det er ikke vigtigt, at det udkommer 2 uger før forventet.

Den 9. maj – hvis spørgeren var klar over, hvor besværligt det nogle gange kan være at få samlet så mange aktører rundt om et bord. For det er vigtigt, at alle aktører er samlet ved det samme bord, og den her problemstilling dækker over flere myndigheder. Det kan være enormt besværligt at få sådan noget til at gå op i en højere enhed, men det er ikke sådan, at vi bare sidder med hænderne i skødet. Vi tager det her dybt alvorligt, og det skal vi. Det skylder vi medarbejderne, og det skylder vi beboerne.

Det er en diskussion om, hvad et bosted er for en type sted, hvordan vi bedst tager vare på de mennesker, der har ophold på et bosted, men så sandelig også, hvordan rammerne er for medarbejderne, så det ikke bliver en usikker arbejdsplads, men at man som fagperson kan varetage sit arbejde og tage vare på de mennesker, der har brug for, at man tager vare på dem.

Tak til social- og indenrigsministeren, og tak til fru Karina Adsbøl fra Dansk Folkeparti.

Så går vi over til spørgsmål 7. Det er til justitsministeren, og spørgeren er hr. Rasmus Prehn fra Socialdemokratiet.