Hvis man ikke bifalder helt grundlæggende danske normer, men ønsker en anden samfundsorden, så vil jeg da kraftigt opfordre til, at man overvejer, om ikke man skulle tage at bosætte sig et andet sted i verden.
Der findes desværre masser af lande, hvor de her tanker trives.
Det er et fuldstændig grotesk syn på ligestilling – eller man kunne sige:
mangel på ligestilling – når man accepterer stening, når man accepterer, at der kan foregå vold imod både kvinder og børn.
Det er det, vi har været vidne til her i den seneste tid via de skjulte optagelser, som TV 2 har vist.
Og det hører på ingen måde hjemme i Danmark.
Så jeg kan ikke andet end opfordre de personer, det drejer sig om, til at rejse væk herfra, og så må de prædike de her overbevisninger andre steder.
Spørgeren ved jo lige så godt som jeg, at i et retssamfund som det danske kan vi ikke bare uden videre smide folk ud af landet, hvis de er danske statsborgere.
Jeg har sagt, at jeg ønsker at få gennemgået opholdsgrundlaget for de imamer, som vi har set optræde i TV 2's udsendelser, og det kan vi jo så efterfølgende forholde os til hvordan ser ud.
Men som statsministeren også har understreget i spørgetimen så sent som i går, vil vi netop fra regeringens side gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at dæmme op for de radikale kræfter, som vi ser i nogle af de her moskeer.
Det handler både om at se på det tilsyn, der er med moskeerne, men selvfølgelig også om kravene til de religiøse miljøer, der er i Danmark, og også om krav til de foreninger, som repræsenterer dem.
Det handler selvfølgelig også om at bygge videre på den indsats, der allerede nu foregår, men jeg vil bare sige:
Der ikke jo ingen forslag, der ikke er velkomne nu.
Alle forslag er velkomne.
Det er præcis derfor, statsministeren har indkaldt Folketingets partiers ledere til et møde i Statsministeriet lige efter påske.