Når jeg hører finansministerens svar i dag om, at det offentlige ikke er støbt i beton og om behovet for effektiviseringer, lyder det jo, som om man aldrig har fået den idé før, altså at der ikke allerede er gennemført massive effektiviseringer ude i kommunerne, at det ikke allerede i dag er sådan, at kommunerne hvert år omprioriterer, altså gennemfører effektiviseringer.
Vi kan også kalde det, hvad det ofte er, nemlig nedskæringer, besparelser, også over for borgerne på den borgernære velfærd, for at kunne bruge pengene på noget andet.
Det er der ikke noget nyt i.
Det nye med omprioriteringsbidraget er, at finansministeren kommer og tager pengene fra kommunerne, når de har effektiviseret.
Det er ikke, om det er støbt eller ikke er støbt i beton, for det har det aldrig været.
Det nye er, at finansministeren kommer og tager pengene op af kommunekassen og lægger dem på bordet, og Liberal Alliance, som finansministeren bl.a.
skal forhandle med til efteråret, har jo, om jeg så må sige, trukket revolveren og har sagt, at hvis ikke der bliver leveret skatterabatter til velhaverne i Danmark gennem en lettelse på 5 pct.
af topskatten, så falder regeringen.
Kan finansministeren garantere her i dag, at de penge, der skal tages op af kommunekassen og dermed jo kan gå fra ældrepleje og børnehaver og handicaphjælp, ikke kommer til at indgå i det her chicken game, det her trusselsspil, som man skal ind i med Liberal Alliance i efteråret, hvor Liberal Alliance vil kræve, at deres vælgergrupper i toppen af indkomstpyramiden skal have en ny skattesænkning?