Spm. nr. S 593 (omtrykt)

11) Til justitsministeren af:

Karin Nødgaard (DF) :

Hvordan forholder regeringen sig til, at en sag om omsorgssvigt og misbrug af anbragte børn kan erklæres forældet og dermed forhindre de berørte børn i at modtage erstatning fra en kommune, der ikke har levet op til sit ansvar?

Værsgo.

Tak. Hvordan forholder regeringen sig til, at en sag om omsorgssvigt og misbrug af anbragte børn kan erklæres forældet og dermed forhindre de berørte børn i at modtage erstatning fra en kommune, der ikke har levet op til sit ansvar?

Ministeren.

Det er afskyvækkende, når børn bliver udsat for misbrug eller omsorgssvigt, uanset om det er forældrene, eventuelle plejeforældre eller det offentlige, der har svigtet. Denne regering har fra starten haft et tydeligt fokus på sager om overgreb mod børn. Jeg har allerede hævet straffene for sådanne overgreb med 1 år, og i morgen forventes Folketinget at vedtage regeringens forslag om udvidelse af videoafhøringsordningen, så børn behandles så skånsomt som muligt i retssystemet.

Jeg har ikke nærmere kendskab til den konkrete sag, som har affødt spørgsmålet. Som jeg har forstået det, verserer der i øjeblikket et civilt søgsmål mod Slagelse Kommune ved domstolene, og som jeg kan forstå det fra dagspressen, har kommunen gjort gældende, at der er indtrådt forældelse. Jeg kan ikke kommentere på den konkrete verserende retssag.

Men generelt har regler om forældelse jo til formål at tilskynde til, at fordringer afvikles eller bringes på det rene inden for rimelig tid, og det er jo som udgangspunkt et fornuftigt formål. Det er imidlertid min opfattelse, at det ikke kan udelukkes, at der kan være særlige forhold, der gør sig gældende i forhold til forældelse i sager mellem børn, der har været udsat for misbrug, og offentlige myndigheder. Jeg har derfor anmodet mine embedsmænd om at se nærmere på forældelsesspørgsmålet og bl.a. drøfte det med relevante organisationer. Jeg vil så vende tilbage til Folketinget, når vi har analyseret problemstillingen, og jeg kan sige til spørgeren, at jeg forventer, at vi kan vende tilbage til det inden sommerferien.

Fru Karin Nødgaard.

Jeg synes, det er rigtig positivt, at der allerede er ved at blive kigget på det. Når jeg stiller et spørgsmål til justitsministeren – jeg er jo socialordfører – er det, fordi jeg ved, at området med forældelse og erstatning ligger hos justitsministeren.

Det her drejer sig ikke om at tage udgangspunkt i en konkret sag. Det drejer sig sådan set om problemstillingen med, at noget kan blive forældet. Jeg kan godt forstå, at man på andre områder og måske også som jurist kan sige: Sådan er det, og nu, hvor vi er nået de 3 år, så er det kørt. Men det her drejer sig om meget sårbare, udsatte børn og unge, som formentlig først langt op i ungdomsårene eller voksenårene faktisk finder ud af, hvad det er, der er foregået, og måske først her er nået frem til, at de kan stå frem og sige, hvad det er, de har været udsat for.

Derfor bekymrer det mig, at man som kommune kan påberåbe sig, at det er en forældet sag, og derfor er jeg selvfølgelig meget optaget af også at få mennesket bag justitsministeren frem i forhold til det her og høre, hvad man egentlig har tænkt sig at gøre fra regeringens side.

Når jeg sidder som socialordfører og tænker på det, så tænker jeg, at kommunen jo bare burde lægge sig fladt ned og udbetale noget erstatning og en erstatning, der er til at mærke og føle. Penge kan ikke gøre alt, men penge kan hjælpe på nogle områder. Det kan f.eks. hjælpe i forhold til psykologbehandling, i forhold til nogle ændrede vilkår for uddannelse, som man kan forlænge. Det kan være rigtig, rigtig mange ting. Hvad der egentlig bekymrer mig, er, at man som kommune faktisk går ind og siger, at man vil rejse en retssag. Så skal man vente på, om den kan køre i forhold til forældelsesspørgsmålet. Hvis det så er, at det ikke er tilfældet, har man jo en stor problemstilling.

Det, jeg egentlig har behov for også at høre nu, er, hvad ministeren tænker, når ministeren siger »rimelig tid«. For mig kan »rimelig tid« være et, for ministeren kan det være noget andet, for hele retssystemet kan det være noget tredje. Men hvad er det, ministeren har tænkt sig i forhold til det med »rimelig tid« og også med de »særlige forhold«? For for mig drejer det her sig virkelig om særlige forhold, når vi taler om børn og unge, der har været udsat for noget af det mest grufulde, man overhovedet kan forestille sig – både hvis de har været anbragt, men det kan selvfølgelig også være sket i den biologiske familie, af stedforældre osv.

Ministeren.

En af grundene til, at noget af det allerførste, jeg foretog mig som justitsminister, var at iværksætte bl.a. et lovforslag om at hæve straffen for pædofili og i det hele taget også voldtægt og andre forbrydelser af den pågældende karakter, er, at jeg synes, at de er rædselsfulde. De påvirker offeret i en grad, som ikke alle andre forbrydelser gør. Derfor så meget desto vigtigere synes jeg det er, at vi får kigget på det her.

Jeg forstår godt de hensyn, som spørgeren fremfører her. Jeg synes dog imidlertid, at det ville være at forbipassere en række hensyn, hvis det bare var sådan, at man sagde, at nu vil jeg gå ud og forhøre mig hos de relevante organisationer, men forud for det skal jeg sige hvordan og hvorledes.

Det, der så derimod har ligget mig på sinde, og det tror jeg også ordføreren er bekendt med, er, at et arbejde af den karakter, som er afsluttet og kommer til Folketingets kendskab før sommerferien, ikke er et ønske om at begrave noget. Det er tværtimod et ønske om at fremme noget, for hvis det var det andet, der var formålet, så ville vi nedsætte et selvstændigt udvalg, og så ville man få alle mulige kloge mennesker til at sidde i det, og så ville det jo vare årevis. Så jeg håber derfor, at spørgeren vil stille sig tilfreds med det.

Spørgeren.

Jeg er i hvert fald tilfreds med, at ministeren har sat nogle ting i værk. Vi vil i Dansk Folkeparti følge det meget nøje, og vi vil også få et samråd på et senere tidspunkt med både justitsministeren og social- og indenrigsministeren på det her område, fordi vi synes, det er så vigtigt at have fokus på, hvordan vi kan gøre det her bedst muligt fremover. Det er sådan, at Børns Vilkår i medierne har sagt, at de er i gang med at kigge på måske 24-25 sager, som alle faktisk kan blive erklæret forældede. Det vil sige, at de børn og unge, som langt om længe er kommet til en erkendelse af, at de vil rejse en sag, kan støde panden mod en mur på det her område.

Den anden dag fik jeg en henvendelse fra en ung kvinde, der sagde, at hun var blevet misbrugt gennem 15 år af sin stedfar. Hun anmeldte det til politiet, stedfaren erkendte, hvad han havde gjort, men sagen er forældet. Der sker intet. For mig virker det her som en krænkelse af enhver retssikkerhed.

Ministeren.

På lange stræk kan jeg bare sige at jeg deler den afmagt, som kommer til udtryk her fra spørgerens side. Det, vi så må se på i den her forbindelse, er, om vi kan gøre noget ved det, og hvad det i givet fald kan være. Jeg er glad for, at Dansk Folkeparti følger det her område nøje. Jeg ser også frem til at komme i samråd om det. Det gør jeg som regel i Folketinget, men i den her sag finder jeg det faktisk endnu vigtigere, for jeg tror, at det er noget, som vil nyde bred støtte i Folketinget.

Spørgeren.

Jeg vil spørge meget kort: Er der egentlig behov for forældelsesfrister i den her type sager? Vi kan jo ikke afgøre, om et ungt menneske, når det når 21 år, er 5, 10, 15 eller 20 år om at komme frem til, om man har mod og kræfter til at rejse en sag. Det var den ene del af det.

Den anden del er: Vi har jo i fællesskab lavet en satspuljeaftale, der udløber ved årets udgang, om støtte til de her børn og unge til at rejse deres sager. Har regeringen drøftet, hvordan man fremover skal sikre, at der er midler, så det ikke er midlerne, der kommer til at spænde ben for, at folk kan rejse en sag?

Ministeren.

Når det kommer til spørgsmål om satspuljemidler og finansiering, må man tage en samtale med min fantastiske kollega på et givet tidspunkt.

Der er tidligere fremført nogle hensyn, og det er jo bl.a. det, vi skal drøfte. For mig er det lidt et ovenfra og ned-hensyn, der angives, men nogle gange kan der jo også for særlig sårbare mennesker være behov for, at der bliver trukket en grænse, så folk f.eks. ikke bliver ved og ved med at køre en sag, som ikke kan afsluttes. Der har tidligere været fremført nogle synspunkter i den retning, så mennesker på en anden måde end den, vi står og taler om, kan få fred. Det kan være et hensyn. Så meget desto vigtigere er det, at vi gør os umage med det, vi kigger på, og får undersøgt, hvad der egentlig er bag de her ting. Mange af de her forældelsesting har jo været drøftet meget, meget grundigt igennem tiderne, men heldigvis flytter det politiske sig, så derfor synes jeg, det er fornuftigt at kigge på det igen.

For en god ordens skyld skal det af hensyn til protokollen nævnes, at den minister, som justitsministeren henviste til, var social- og indenrigsministeren. Det kan man jo ikke se, idet det var nogle fagter, som justitsministeren udførte. Jeg siger det blot af hensyn til protokollen.

Spørgsmålet er afsluttet, og vi går videre til det næste spørgsmål. Det er også stillet til justitsministeren, og det er stillet af hr. Peter Kofod Poulsen, som bedes komme tættere på pulten, og som nu må oplæse spørgsmålet til ministeren.