Spm. nr. S 533

13) Til uddannelses- og forskningsministeren af:

Christine Antorini (S) (medspørger: Christian Rabjerg Madsen (S) ) :

Hvorfor mener ministeren ikke, det er en samfundsmæssig forpligtelse for videregående uddannelser at øge den sociale mobilitet gennem uddannelse, siden ministeren egenhændigt har fjernet målene fra udviklingskontrakterne?

Værsgo.

Tak for muligheden for at komme her og diskutere følgende spørgsmål, og jeg læser det op: Hvorfor mener ministeren ikke, at det er en samfundsmæssig forpligtelse for videregående uddannelser at øge den sociale mobilitet gennem uddannelse, siden ministeren egenhændigt har fjernet målene fra udviklingskontrakterne?

Ministeren.

Tak, formand, og tak for spørgsmålet. Regeringen har et ønske om udvikling i hele landet. Derfor er det nye pligtige mål om øget regionalt vidensamarbejde indført, så små og mellemstore virksomheder får lettere adgang til viden fra de videregående uddannelsesinstitutioner. Det er en vigtig forudsætning for at fastholde, skabe og udvikle jobmuligheder i hele Danmark.

Med det nye mål har jeg ønsket at understrege, at de videregående uddannelsesinstitutioner har en forpligtelse til at medvirke til, at den viden, institutionerne har, kommer ud, så institutionsmurene ikke er en hæmsko, og at den bliver bragt i anvendelse i samfundet. Jeg har derfor valgt at prioritere det nye pligtige mål om øget regionalt vidensamarbejde over det pligtige mål om social mobilitet. For mig er det vigtigt, at uddannelsessystemet som helhed bidrager til at skabe mest mulig social mobilitet for den enkelte.

Det er igennem uddannelse, at den enkelte skaber de bedste forudsætninger for at klare sig godt i livet, men vi skal ikke føre socialpolitik ved indgangsdøren til det videregående uddannelsessystem. Nye studerende skal ikke have en label på sig, når de starter på en videregående uddannelse, hvor der står, hvilken social baggrund de kommer med. Udgangspunktet for nye studerende er, at de har bestået en adgangsgivende eksamen, f.eks. en studentereksamen, og de er for manges vedkommende optaget på baggrund af deres karaktergennemsnit fra deres adgangsgivende eksamen. I den forbindelse vil jeg i øvrigt nævne, at Danmarks Evalueringsinstitut i en rapport fra sidste år i december har påpeget, at gymnasiale karakterer som optagelseskriterium kan give et mere lige optag med hensyn til social baggrund end alternative optageformer.

Institutionerne har mange opgaver, også ud over dem, vi kan prioritere fra politisk hold i kontrakterne. Institutionerne kan naturligvis arbejde videre med de initiativer, de er gået i gang med i forhold til social mobilitet, men det er ikke længere et kontraktligt, pligtigt mål.

Fru Christine Antorini.

Jeg vil gerne sige tak for ministerens svar i den forstand, at jeg jo har stillet et skriftligt § 20-spørgsmål, hvor der bare ikke var noget svar, hvad angår indholdet, altså den indholdsmæssige argumentation for, hvorfor ministeren ønsker at fjerne et mål om social mobilitet. Men jeg må nok sige, at jeg er noget overrasket over, hvad svarets indhold så er. For det her handler jo ikke om socialpolitik, og hvis ministeren vitterlig mener, at det at arbejde for at øge den sociale mobilitet, det vil sige at have videregående uddannelser, hvor de unge uanset deres baggrund har lige muligheder for at kunne realisere deres potentialer – det er selvfølgelig med de evner og den flid, de lægger i det – bliver reduceret til socialpolitik, så er vi lodret uenige. Derfor er jeg simpelt hen nødt til at spørge en gang til, om det, som ministeren sagde før, virkelig skulle forstås sådan, at ministeren mener, at det at have et mål om at øge den sociale mobilitet og derved øge mulighederne for at realisere alle unges potentialer, også i forhold til videregående uddannelser, er at føre socialpolitik ved indgangen til de videregående uddannelser.

Ministeren.

Tak for det. Jeg skal meget beklage, hvis det skriftlige svar ikke har svaret på det, som spørgeren har spurgt til. Vi bestræber os meget på at svare, så der ikke er en omsonst debat mellem ministerium og Folketing, så det skal jeg gerne beklage. Spørgeren er overrasket over svaret og siger, at det ikke bør handle om socialpolitik, men jeg har både som Venstres daværende ordfører og som minister sendt det klare signal, at vi ikke ønsker, at der skal være det her anliggende i forhold til unges sociale baggrund, når de skal ind i det videregående uddannelsessystem. Hvad uddannelsesinstitutionerne tilrettelægger osv. med henblik på at sikre social mobilitet, er deres eget ansvar, men det er ikke en indgangsklausul, og det var i høj grad det, vi kritiserede den daværende SR-regerings mål for.

Fru Christine Antorini.

Det, der er mærkeligt, er, at Venstre i forbindelse med folkeskolereformen, i forbindelse med erhvervsuddannelsesreformen, faktisk har haft det som et af de tre nationale mål, nemlig at give alle børn og unge lige muligheder for at få en uddannelse uanset social baggrund, men det gælder så åbenbart ikke, når det lige præcis handler om videregående uddannelser. Socialpolitik er noget andet. Det her handler om, at vi ved, at unge, der kommer fra uddannelsesfremmede hjem, af forskellige grunde har brug for f.eks. anderledes måder at få gennemført undervisning på, en anden type vejledning; det har ikke noget med socialpolitik at gøre.

Jeg vil derfor gerne spørge ministeren en gang til, om ministeren vil afvise, at den sociale baggrund har en betydning for at give lige muligheder til at gennemføre en videregående uddannelse.

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jamen netop folkeskolereformen og erhvervsskolereformen er jo eksempler på, at man tager hånd om et uddannelsessystem for børn og unge på vej op mod det videregående uddannelsessystem. Og når vi nu med EVA's rapport i hånden klart ved, at karaktererne er det bedste adgangskriterium, når det gælder social mobilitet, så ville det da være omsonst at tage alle mulige andre foranstaltninger med udviklingskontrakter end at have et fokus på optagesystemet. Derfor siger vi netop, at optagesystemet med karakterer er det, der er bedst i forhold til den sociale mobilitet, og ikke alt mulig andet. Men det er da klart, at børn fra vanskeligt stillede hjem i folkeskoleloven eller unge med udfordringer i teenageårene skal hjælpes i et uddannelsessystem. Men adgangsgivende karakterer via en studentereksamen er altså adgangen til det videregående uddannelsessystem.

Tak. Og så er det medspørger hr. Christian Rabjerg Madsen fra Socialdemokraterne.

Tak for det. Jeg må sige, at jeg også undrer mig over, at ministeren kalder arbejdet med social mobilitet for socialpolitik, for set fra mit perspektiv handler det jo om noget helt andet. Hvis man graver bare en lille smule ned i tallene, kan man se det. Hvis man kigger på årgang 1980 og deres uddannelsesniveau sammenholdt med deres forældres uddannelsesniveau – den gruppe af årgang 1980, som har forældre, der har en grundskoleuddannelse – er det 6,4 pct., der ved indgangen til 2013 har en lang videregående uddannelse. Hvis deres forældre derimod har haft en bachelor eller en kandidatuddannelse eller en ph.d., er tallet 57,8 pct. Det er en forskel på faktor 9. Frygter ministeren ikke, at vi går glip af talenter, som skaber arbejdspladser i Danmark og i øvrigt bidrager positivt til det danske samfund, hvis ikke vi får arbejdet med den sociale mobilitet, der kan ændre de her tal? Er det ikke langt vigtigere at tale om talenter – og dermed også noget pjat at tale om socialpolitik, når det handler om talenter og om et kæmpe talenttab?

Ministeren.

Jamen jeg og også regeringen anerkender, at uddannelsesbaggrund, altså de rammebetingelser, man har haft i sit liv, naturligvis øver indflydelse på den måde, man kan agere på i samfundet efterfølgende. Men det interessante er jo, at EVA's rapport viser, at det, der er den bedste adgang i forhold til social mobilitet, er at være klare på karakterer, og at man ikke skal lave alle mulige andre foranstaltninger. Jeg tror, at rigtig mange af de børn, der måske kommer fra en lidt blakket baggrund, meget nødig vil have sat labels på sig ved indgangen til et uddannelsessystem, for de har jo en gang vist, hvad de skal kunne for at komme ind i det videregående uddannelsessystem, nemlig tage en gymnasial ungdomsuddannelse. Og det er det, der er forudsætningen. Går vi så glip af talent? Nej, det gør vi da ikke nødvendigvis, hvis det er sådan, at de rette tager en ungdomsuddannelse i forhold til så at gå videre i det videregående uddannelsessystem. Men talent kan da udfoldes på rigtige mange måder. Det kan det også på baggrund af en erhvervsuddannelse. Det kan det på baggrund af, at man er frivillig osv. osv. Så talent er da ikke kun en udfoldelse i det videregående uddannelsessystem. Men vi kerer os om talent, det gør vi. Og derfor har vi skrevet i regeringsgrundlaget, at der skal gøres noget mere for eliten i vores uddannelsessystem.

Hr. Christian Rabjerg Madsen.

Nu skal man nok passe på med at sætte lighedstegn mellem at have en blakket baggrund og så forældre, som har en grundskoleuddannelse. Men nok om det. Anerkender ministeren ikke, at vi taber talenter, og at vi går glip af talent, når kun 6,4 pct. af mennesker med forældre, der har en grundskoleuddannelse, får en lang videregående uddannelse? Anerkender ministeren overhovedet ikke, at der er et talenttab, når vi kan se på tallene, at de er så voldsomt store? Jeg er med på, at optag kun er et enkelt element. Hvis man kigger på, hvordan universiteterne arbejder med at øge den sociale mobilitet, er det jo langt mere end optag. Det er brobygningsindsatser, indsatser, som man nu kan forestille sig ryger fløjten, fordi det sociale mobilitetsmål nu forsvinder.

Ministeren.

Jeg vil bare lige korrigere i forhold til det med blakket baggrund. Jeg tror, at spørgeren udmærket forstod, hvad jeg lagde i det, at man kunne have en blakket baggrund. Jeg kunne have sagt en anderledes baggrund end en typisk uddannelsesvej osv.

I forhold til spørgsmålet er nej det enkle svar. Hvis universiteterne gerne vil foretage foranstaltninger omkring social mobilitet, fordi det gavner gennemførelse, hvis de ønsker at have optagelsessamtaler, fordi det gavner fastholdelse, hvis de ønsker at lave prøver, der stimulerer til en bevidsthed om, at man skal kunne levere noget på sit første semester, uanset hvilken baggrund man gør det ud fra, så er de hjertens velkomne til det. Det er ikke et pligtigt mål, men vi har en tillid til, at de håndterer det.

Tak. Så er det hovedspørgeren til sidste runde.

Vi kan i hvert fald starte med at konstatere, at ministeren ikke synes, at det er et samfundsmæssigt mål at kunne udnytte de talenter, som unge har, uanset deres sociale baggrund. Jeg vil gerne anfægte det, når ministeren bliver ved med at henvise til EVA-rapporten, der alene forholder sig til, om karakterer, alternativt optagelsessamtaler, fremmer den ene eller den anden slags studerende. Det handler alene om, at karakterer giver den mest sikre markør, og det er rigtigt, at flere unge med akademikerbaggrund klarer sig bedre, når der er en optagelsessamtale. Men EVA-rapporten siger lige så klart og tydeligt, at det betyder en kæmpe forskel, hvordan man tilrettelægger undervisningen både i ungdomsuddannelserne og i de videregående uddannelser for at udfolde potentialerne også hos unge, der kommer fra uddannelsesfremmede hjem.

Jeg vil derfor spørge, om ministeren helt afviser, at det har en betydning at kunne udnytte samtlige talenter, inklusive hvis man ikke har akademikerforældre – hvis undervisningsformerne tilrettelægges efter det.

Ministeren.

Tak for det, formand. Jeg mener simpelt hen, at spørgeren gør det til et socialt problem, og det er et uddannelsesproblem. Uanset hvilken baggrund, man har, er adgangen til det videregående uddannelsessystem en studentereksamen eller en ungdomsuddannelse, og når man har den, har man bevist sig værdig til at være i det danske uddannelsessystem. Kan der så foretages foranstaltninger undervejs fra uddannelsesinstitutionernes side, som fremmer studiekultur, som understøtter folk, der måske ikke kommer fra så stærk en uddannelsesbaggrund osv.? Ja, det kan der godt. Det vil være forskelligt fra studium til studium. Der er også forskel på, hvor store frafaldstal, vi har, osv. Men der er på den måde ikke et ønske fra regeringen om, at det er et pligtigt mål. Vi har sagt til uddannelsesinstitutionerne, at hvis de ser et formål med at gøre det, er de velkomne. Vi ønsker at få det med talentpotentialet løst, ikke i en socialpolitisk kontekst, men i en uddannelsespolitisk kontekst. Det er der, vejene skilles, og det var også derfor, at vi i opposition kritiserede de socialpligtige mål, som den daværende SR-regering indførte.

Tak. Vi fortsætter til næste spørgsmål, som også er stillet til uddannelses- og forskningsministeren af fru Christine Antorini, Socialdemokraterne.