Tak.
Jeg skal meget beklage, at jeg kom for sent.
Danmark og Europa står i en ekstraordinær situation.
Vi oplever for tiden en historisk stor tilstrømning af flygtninge og migranter til Europa, og presset på de ydre grænser er helt enormt.
Det påvirker selvfølgelig også Danmark.
Danmark har et ansvar for at hjælpe mennesker, der er i nød og er på flugt, men vi har også et ansvar for, at det hænger sammen herhjemme hos os selv.
Vi skal huske på, at Danmark er et lille land, og at der er grænser for, hvor mange udlændinge vi kan tage imod.
Og det tror jeg egentlig også at spørgeren er enig med mig i.
Danmark skal hænge sammen både økonomisk, socialt og kulturelt.
Der er ingen tvivl om, at asylpolitikken sejlede under SR-regeringen, og at regeringens mange lempelser gjorde Danmark til et meget attraktivt asylland.
Det har selvfølgelig haft stor betydning for antallet af asylansøgere til Danmark og for, at det steg så markant under den tidligere regering.
Den her regering ønsker en ny, stram og konsekvent udlændingepolitik, der skal sikre et åbent Danmark for dem, der kan og vil, men lukke døren for dem, der ikke vil.
Regeringen har jo allerede gjort det mindre attraktivt at søge asyl i Danmark ved at indføre en integrationsydelse og genindføre et optjeningsprincip for flygtninges ret til børnetilskud og børne- og ungeydelsen.
Derudover har vi gennemført en harmonisering af reglerne om optjeningsretten til folkepension.
Det har vi gjort, fordi det er rimeligt, og fordi det er vigtigt, at vi værner om Danmark.
Regeringen agter i øvrigt at stramme yderligere på udlændingeområdet, og derfor har jeg jo allerede både nævnt og er også gået i gang med forhandlinger om yderligere opstramninger på udlændingeområdet.
For der skal ikke være tvivl om, at de vilkår, der er i Danmark, har betydning for, hvor mange der søger asyl, og antallet af asylansøgere har også betydning for, om integrationen på sigt kommer til at lykkes.