Hvis det skulle være tilfældet, er det korte svar ja.
Generelt, og det er så det lange svar, kan jeg oplyse, at SKAT er en enhedsorganisation, og det betyder, at der ikke længere er tale om, at SKAT er opdelt i en række skatteregioner.
Der er en enhed i SKAT, der er ansvarlig for alle sager vedrørende beskatning af fonde og foreninger, herunder beskatning af teatre, og det er Kundeservice Erhverv.
Og praksis vedrørende beskatning af teatervirksomhed blev, som jeg svarede under et tidligere spørgsmål, fastlagt af Landsskatteretten i 2002, og SKAT har altså ikke kendskab til, at der skulle være truffet en eller flere afgørelser, der kan siges at være udtryk for en ændring af praksis på det område.
Som jeg også nævnte i mit tidligere svar, er jeg opmærksom på, at SKAT i maj 2015 har holdt informationsmøde for bl.a.
teatre, hvor det blev oplyst, at visse større teatre er skattefri i modsætning til f.eks.
egnsteatre.
Og der er usikkerhed om, hvorvidt den fortolkning er helt korrekt.
På den baggrund har jeg altså bedt SKAT om at undersøge problemstillingen med henblik på at komme med en mere principiel udmelding, og jeg vil så som sagt, hvis der skal findes et flertal i Folketinget, se på, om man ikke skulle ensrette den praksis.
Der kan man vælge to veje.
Enten kan man sige, at alle teatre skal være skattepligtige, eller at teatre ikke skal være det.
Så er der selvfølgelig nogle afgrænsningsproblemer og andet, og det må vi jo sætte os ned og drøfte.
Men al den stund at det her næppe er en stor indtægtskilde for statskassen, skal beskatningen jo i hvert fald stå mål med de administrative omkostninger, der er ved det.
Så jeg læner mig som sagt op ad det sidste, altså at se på, om man ikke kunne udvide mængden af teatre, der er skattefri.