Spm. nr. S 436

12) Til sundheds- og ældreministeren af:

Jeppe Jakobsen (DF) :

Hvad er ministerens holdning til, at diabetespatienter i Region Sjælland nægtes behandling med glukosesensorer med begrundelsen, at behandlingsformen er for dyr?

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak for det. Hvad er ministerens holdning til, at diabetespatienter i Region Sjælland nægtes behandling med glukosesensorer med begrundelsen, at behandlingsformen er for dyr?

Værsgo til ministeren.

Tak til hr. Jeppe Jakobsen for spørgsmålet. Jeg er naturligvis altid glad for at få spørgsmål, selv om jeg må tilstå, at lige præcis det her undrer mig en lille smule. Mig bekendt er behandlingen af regionens borgere jo i den grad et anliggende for regionsrådet, i det her tilfælde altså region Sjælland, hvor jeg ved hr. Jeppe Jakobsen selv er regionsrådsmedlem, og hvor jeg også kan forstå emnet tidligere har været drøftet.

Når det så er sagt, vil jeg da meget gerne slå fast, at det er og bliver en lægefaglig vurdering, hvilken behandling patienten skal tilbydes. Det er også derfor den ansvarlige læge, der afgør, om en glukosesensor bør indgå i behandlingen af en konkret patient.

Hver gang en patient tilbydes behandling, skal der sammen med patienten ud fra en helhedsvurdering af patientens behov, ønsker og omstændigheder træffes beslutning om, hvad det er, der er den rette behandling for den enkelte patient. Den ansvarlige regionsrådsformand har også over for mit ministerium tilkendegivet, at det selvfølgelig også er tilfældet i Region Sjælland.

Samtidig vil jeg også gerne slå fast, at det er en central målsætning for regeringen, at kvaliteten af ens behandling ikke skal afhænge af, hvor i landet man bor, og dermed hvor man træder ind over dørtærsklen, hvad enten det er hos den praktiserende læge eller det er på sygehuset.

Jeg synes, at vi har for mange – desværre – eksempler på, at man ét sted finder frem til gode løsninger, som så ikke altid deles med resten af landet til gavn for patienterne, og det er også derfor, at vi stædigt skal arbejde for og insistere på, at selv i et lille land som Danmark, må postnummeret ikke være afgørende for ens muligheder for at få behandling. Det er jo også baggrunden for, at vi fra regeringens side prioriterer hele sundheds- og ældreområdet så højt, hvilket senest finanslovsaftalen jo også er et meget tydeligt eksempel på.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Tak for svaret. Det er ganske rigtigt, at jeg selv er regionsrådsmedlem i Region Sjælland, og på min foranledning vedtog sygehusudvalget i Region Sjælland også, at man ikke måtte henvise til økonomi, når man afviste behandlinger af patienterne, og dermed troede jeg, at den hellige grav var vel forvaret, men til min store forundring kunne P4 Sjælland afsløre, at der stadig væk skete afslag, med begrundelse i at behandlingen var for dyr, til trods for at beregninger fra Diabetesforeningen viser, at behandlingen med glukosesensorer samlet set er den billigste behandling, men fordi sensorbehandlingen flytter udgifter fra kommunen til regionen, vælges en anden behandling. Hvad er ministerens holdning til, at kassetænkning og sundhedsvæsenets organisering medvirker til, at patienter får behandling, som både er dyrere og dårligere?

Værsgo til ministeren.

For det første hverken håber eller tror jeg, at der er nogle patienter, som ønsker, at det er hr. Jeppe Jakobsen eller mig, som står og siger, hvad det er for en behandling, en enkelt konkret patient skal have. Det må og skal til enhver tid bero på en lægefaglig, konkret vurdering.

Jeg kan forstå, at regionsrådsformanden har været i dialog med Holbæk Sygehus om den aktuelle sag, som jo er baggrunden for det spørgsmål, der er stillet, og vi er i ministeriet blevet oplyst om, at økonomiske hensyn ikke har været begrundelsen i den aktuelle sag, og at det derfor fortsat og uændret alene er den faglige vurdering, der er afgørende for valg af behandling på Holbæk Sygehus.

Værsgo til spørgeren.

Tak for det. Det er jo så bare – kan man sige – grundlag for en vis forundring i hvert fald fra min side over, hvordan det kan være, at man har én region, hvor den faglige vurdering konsekvent er, at glukosesensorer aldrig er den mest hensigtsmæssige behandlingsform, når de fire øvrige regioner konsekvent vælger denne behandlingsform. Så problemet er jo sådan set, at der ikke er nogen kliniske retningslinjer, og så vil jeg spørge: Vil ministeren tage initiativ til at udforme kliniske retningslinjer for diabetesbehandling?

Værsgo til ministeren.

Hvis det er et overordnet spørgsmål til, hvorvidt vi fra regeringens side gerne vil prioritere hele diabetesområdet, er det korte svar ja. Det er jo også baggrunden for, at vi med finanslovsaftalen har afsat, jeg tror, det er 1,2 mia. kr. over de næste 4 år til kroniske sygdomme, herunder diabetes, hvor vi jo nu skal i gang med at få udviklet forløbsplaner, og vi skal samtidig også se på, hvordan vi kan sikre en langt mere ensartet behandling for borgere med diabetes. Det er et af de områder, hvor der findes for mange eksempler på, at vi ikke er gode nok til at lære af hinanden, og også eksempler på, at patienter bliver tilbudt forskellige former for opfølgning, afhængigt af hvor de bor. Men når det gælder den konkrete sag igen, som jeg kan forstå spørgeren har som baggrund for det her spørgsmål, må og skal det bero på en lægefaglig vurdering, og det kan jeg forstå også har været tilfældet i den konkrete sag.

Tak. Så er det spørgeren.

Men igen, problemet her opstår jo, fordi der ikke er nogen klare retningslinjer, nogen klare kliniske retningslinjer inden for diabetesbehandling, og det gør, at der sker den her store forskel i, hvilken behandling man kan forvente som borger i Danmark, alt efter hvilket postnummer man bor i – noget, som vi i Dansk Folkeparti synes er dybt urimeligt. Vil ministeren – spørger jeg igen – tage initiativ til at udforme kliniske retningslinjer for diabetesbehandling i Danmark, således at alle diabetikere i Danmark kan forvente ensartet behandling uanset postnummer?

Tak, og det er ministeren.

Vi har jo allerede, når vi snakker om kroniske sygdomme, en række retningslinjer på området. Er det det samme som, at det er godt nok, som det er i dag? Nej, det er det ikke. Der er behov for – det er også derfor, at jeg nævner det konkret – bl.a. initiativet med at udvikle forløbsplaner, med henblik på at vi selvfølgelig skal sikre, at borgere, uanset om man er diabetespatient i den ene region eller i den anden region, får en mere ensartet behandling.

Tak. Spørgsmålet er sluttet.

Det næste spørgsmål er til sundheds- og ældreministeren af fru Pernille Schnoor, Socialdemokratiet.