Jamen jeg undrer mig over, hvorfor regeringen er så nervøs for at have et kvantitativt mål på det her felt.
Altså, der er da mange andre politikområder, hvor man sætter nogle mål, og så går man efter dem.
Jeg synes jo, det her er en lidt speciel sag, i og med at det var den nuværende minister, som under den forrige borgerlige regering var med til at overveje, om man skulle have et økologimål, og som sådan set kom frem til, at den forrige borgerlige regering skulle fastlægge et økologimål.
Hvis man kigger på vækstkurverne de sidste par år, både for omsætning og for areal, kan man jo især på den omsætning, der er i detailbranchen, se, at der er en kraftig efterspørgsel efter flere produkter.
Der er nogle produkter, som man har været nødt til at importere for ligesom at imødekomme den efterspørgsel, der er.
Så jeg undrer mig meget over, hvorfor regeringen ikke vil holde fast i et kvantitativt mål.
Jeg vil gerne høre, når nu ministeren siger, at ministeren gerne vil drøfte kvalitative mål, om ministeren så kan løfte sløret lidt for det, for jeg kan godt se, at det kunne være fint at få en debat om, om vi skal gå efter at have f.eks.
færre pesticidrester i vore fødevarer.
Og så kunne man da i hvert fald gå ind og måle på noget, som var kvalitativt.
Så jeg vil godt høre, om ministeren kan løfte sløret for, hvad det er for nogle kvalitative mål.