Jeg er orienteret om, at EVA efterfølgende var ude med en korrektion i forhold til deres første budskab.
Men konklusionen står jo klart nok, og det er jeg sikker på ministeren også ved, nemlig at EVA og andre deltagere på det pågældende møde klart sagde, at når der er de her store besparelser, kan man enten skære i kvaliteten, eller man kan vælge at lukke mindre udbud.
Det, EVA også sagde, var, at hvis uddannelsesinstitutioner vælger at lukke udbud, hvilket de vurderede der var en vis risiko for, så ville små udbud stå først for, fordi de som små udbud er dyrere at drive.
Anerkender ministeren slet ikke den logik?
Er ministeren ikke det mindste nervøs for, at de her benhårde besparelser, som ministeren nu dikterer professionsuddannelserne, kan koste uddannelsespladser særlig på små udbud?