Spm. nr. S 147 (omtrykt)

7) Til finansministeren af:

Erik Christensen (S) (medspørger: Pernille Schnoor (S) ) :

Er ministeren enig med sin partifælle og KL-formand, Martin Damm, der i forbindelse med KL’s repræsentantskabsmøde den 22. oktober 2015 sagde, »at hvis Folketinget nu vedtager et omprioriteringsbidrag for de kommende år, så vil det komme til at berøre den helt borgernære velfærd i for eksempel vores daginstitutioner, folkeskoler og på ældreområdet«?

Skriftlig begrundelse

Der henvises til artiklen »Martin Damm: Folketinget bør afvise omprioriteringsbidrag« af 22. oktober 2015 fra KL.

Det er først hr. Erik Christensen for oplæsning af spørgsmålet. Værsgo.

Tak. Jeg læser spørgsmålet op:

Er ministeren enig med sin partifælle og KL-formand, Martin Damm, der i forbindelse med KL’s repræsentantskabsmøde den 22. oktober 2015 sagde, »at hvis Folketinget nu vedtager et omprioriteringsbidrag for de kommende år, så vil det komme til at berøre den helt borgernære velfærd i for eksempel vores daginstitutioner, folkeskoler og på ældreområdet«?

Ministeren.

Svaret er nej. Jeg håber, at omprioriteringsbidraget vil understøtte en vedholdende indsats for en mere effektiv offentlig sektor og dermed muligheden for at prioritere nye indsatser på eksempelvis kernevelfærdsområder som sundhed, ældre og tryghed. Omprioriteringsbidraget er en forudsætning for at kunne prioritere velfærden i en tid med stramme økonomiske rammer, og det er ikke mindst vigtigt, idet vi med kasseeftersynet har kunnet konstatere, at de offentlige finanser var i en mindre god stand end antaget før valget.

Der er brug for, at hele den offentlige sektor bidrager til at frigøre ressourcer via effektivisering, så pengene kan prioriteres på tværs af sektorer og anvendes, hvor de gør mest gavn, og det gælder selvfølgelig også kommunerne, som udgør cirka halvdelen af den offentlige sektor.

Spørgeren.

Jeg må gøre ministeren opmærksom på, at også i kommunerne kigges der på tværs af de forskellige sektorer, og at man år efter år forsøger at indrette den kommunale service således, at man eventuelt flytter den fra et sted til et andet. Det foregår allerede i dag og er foregået i rigtig lang tid. Men vi har jo altså indrettet os således, at den borgernære velfærd som eksempelvis ældreplejen og daginstitutionsområdet indrettes og prioriteres lokalt. Med andre ord er det lokalpolitikerne, der beslutter serviceniveauet lokalt og også står på mål for det over for borgerne. Det synes jeg er et godt og fint princip.

Men jeg synes også, det konflikter med, at regeringen nu forlods melder ud, at man ønsker at omprioritere 2,4 mia. kr. årligt i de kommunale budgetter. Kommunerne er jo forpligtet til at vedtage deres budgetter for 2017 senest den 15. oktober, og som jeg har forstået på finansministeren i dag og statsministeren i går, er det jo således, at de 2,4 mia. kr. skal bruges til et råderum for Folketinget. Det vil sige, at de lokale politikere, reelt først efter at de har vedtaget et budget, vil vide, om der eventuelt kommer nogle af de 2,4 mia. kr. tilbage. Det betyder så, at de måske med den ene hånd skal ud at lave besparelser på de borgernære velfærdsområder og bagefter med den anden hånd rent faktisk til at ansætte folk igen, fordi man har fundet ud af i Folketinget, at der er noget, man gerne vil opprioritere.

Alle kommuner viser faktisk rettidig omhu i de her måneder, og det er jo sådan, at de allerede nu er forpligtet til at lægge besparelserne ind i de kommende år, altså i 2017, 2018 og 2019. Så jeg vil gerne spørge ministeren: Anerkender ministeren, at der faktisk i kommunerne i 2017, 2018 og 2019 vil være tale om minusvækst og også om nedskæringer på den borgernære velfærd, medmindre omprioriteringsbidraget fuldt ud føres tilbage til kommunerne i forbindelse med finanslovsforhandlingerne i 2017, 2018 og 2019?

Ministeren.

Jeg synes på en måde, at den socialdemokratiske interesse for det her nærmer sig det hykleriske. Kan spørgeren erindre, hvad man gik til valg på af vækst i det offentlige forbrug i »En Fair Løsning«? 1,4 pct. om året var det, man gik til valg på. Man var stærkt forarget over, at VK-regeringen ikke kunne leve op til en så høj vækstprocent. Hvad oplevede spørgeren så i perioden 2012, 2013 og 2014? Kan spørgeren erindre, om kommunerne skar ned i den periode, eller om kommunerne ikke skar ned i den periode?

Jeg kan godt erindre det, for det var et løftebrud af de helt enormt kæmpestore. Man skar ned i kommunerne, der blev færre pædagoger, der blev færre offentligt ansatte, og man var gået til valg på et løfte om en vækst på 1,4 pct. Her taler vi om en omprioritering inden for den offentlige sektor.

Så er det spørgeren. Værsgo.

Tak. Nu vil jeg jo holde mig til, at det er mig, der spørger ministeren. Og så kan jeg samtidig spørge – jeg vil ikke bruge ordet hyklerisk – om det ikke er således og rigtigt forstået, at Venstre gik til valg på nulvækst. Og vil ministeren svare mig på, om der allerede i 2016, hvor man har taget 2,4 mia. kr. i et omprioriteringsbidrag og ført 1,9 mia. kr. tilbage, så der dermed mangler 0,5 mia. kr., er minusvækst i kommunerne? Vil ministeren anerkende det, og at den minusvækst bare vil blive større 2017, 2018 og 2019?

Ministeren.

Vi har gennemført et omprioriteringsbidrag, fordi vi skal kunne prioritere udgifter i det danske samfund, og derfor skal alle sektorer bidrage. Jeg står ikke og garanterer noget som helst, og det burde spørgeren og spørgerens parti heller ikke gøre, specielt ikke når man erindrer – det erindrer jeg meget, meget tydeligt – hvad man gik til valg på i 2011, og hvordan udviklingen så var i perioden.

Så synes jeg også, at vi skulle forlade den her diskussion om, om man kan garantere, at tingene er sådan. Vi kan ingenting garantere i denne verden.

Tak. Så er det medspørgeren. Det er fru Pernille Schnoor, som først har en bemærkning på 1 minut – det har ministeren også – og derefter 30 sekunder. Værsgo.

Tak. Nu har ministeren flere gange i dag brugt ordet klagesang i forbindelse med kommunerne, og ministeren har flere gange nævnt de ældre, de syge og de handicappede. Det er jo alvorligt, for det er helt almindelige, rigtige mennesker. Så jeg vil spørge, om ministeren er ligeglad med, om det går ud over de her grupper, altså de syge, de ældre og de handicappede, når nu ministeren flere gange nævner dem og siger, at det er sådan noget, man altid siger.

Ministeren.

Undskyld, men det, vi er ude for her, er politik, når det er værst, altså at man ligesom skal begynde på den måde – som om vi skulle ønske, at nogen i den her befolkning får det dårligere. Vi kæmper dagligt for at sikre en høj velfærd i Danmark og for, at vi fortsat kan udbygge velfærden. Det er sådan set derfor, vi er i politik.

Jeg er ikke i politik, for at nogen grupper skal have det dårligere. Jeg er i politik for at sikre, at det her samfund har en sund økonomi, og det er derfor, jeg reagerer så stærkt, når man hele tiden bare kører den retorik, som jeg i og for sig troede kun eksisterede på den yderste venstrefløj.

I 1974 klagede man over Hartlingregeringens nedskæringer, i 1984 var det Hardy Hansens massegrav. Hvordan er det gået i det danske samfund? Det er blevet bedre og bedre, og velfærden har aldrig været så høj, som den er i dag. Borgerne har flere penge til rådighed til sig selv, end de havde i 1974 og i 1984, og derfor er det en unødig måde at argumentere på, hvis man gerne vil have en saglig diskussion.

Spørgeren.

Nu har jeg faktisk ikke sagt noget om, at ministeren ønsker noget. Jeg spurgte, om ministeren var ligeglad med det. Så jeg har overhovedet ikke udtrykt, hvad ministeren ønsker i den forbindelse. Men nu har ministeren jo f.eks. flere gange brugt ordet hyklerisk, og det bedste forsvar er som bekendt et angreb.

Nu var det jo sådan, at vi sammen – altså Socialdemokraterne og Venstre – investerede i børnene og en bedre folkeskole i sidste periode, men vil ministeren indrømme, at omprioriteringsbidraget kommer til at gå ud over børnene i daginstitutionerne og på skolerne?

Ministeren.

Da SR-regeringen forlod regeringskontorerne, var der 3.000 færre pædagoger, end da man indtog dem. Så kan man selvfølgelig godt stå og sige, at man har prioriteret børnene, og at det har været en hjertesag. Jeg prøver bare at få det ind i en kontekst, jeg kan forstå, og jeg kan ikke rigtig forstå, at det at indføre et omprioriteringsbidrag skulle være et angreb på velfærdssamfundet. Vi vil ikke fjerne penge, vi vil bare have en mulighed for inden for den offentlige sektor – staten, kommunerne, regionerne – at have en fleksibilitet, så vi kan tackle de problemer, som trænger sig mest på.

Så er det hr. Erik Christensen til afrunding af spørgsmålet.

Jeg vil bare sige til ministeren, at jeg ikke bad om nogen garanti i mit foregående spørgsmål. Jeg forholdt mig blot til, om det ikke var korrekt, at Venstre før valget sagde, at der allerhøjest ville blive tale om nulvækst, og at vi allerede på nuværende tidspunkt oplever minusvækst i kommunerne. Jeg bad blot ministeren om at anerkende, at det forholder sig således. Jeg bad ikke om nogen garantier for noget som helst.

Ministeren.

Teknikken i omprioriteringsbidraget er jo, at man bidrager til den fælles kasse, til, at man kan lave en samlet prioritering. Det betyder ikke, at de offentlige udgifter bliver færre, eller at det er nulvækst eller minusvækst. Det er bare muligheden for at kunne prioritere mellem de forskellige sektorer. Jeg mener, at vi fuldt ud lever op til det, vi sagde i valgkampen, nemlig at vi vil prioritere kernevelfærden. Vi løfter sundhedsvæsenet, ældreområdet med 2,4 mia. kr. i vores finanslovsudspil, og det er det, vi arbejder på at indfri nu her i finanslovsforhandlingerne.

Så hele præmissen for spørgsmålet, nemlig at det her er en stor nedskæringsøvelse, er det, jeg protesterer imod, for det er ikke en nedskæring.

Tak til ministeren for denne gang. Jeg understreger nok en gang, at tingene jo lettere lader sig afvikle inden for tiden, hvis man også overholder de svartider, som man har.

Det næste spørgsmål er til udenrigsministeren, og det er stillet af hr. Holger K. Nielsen fra SF.