Tilføjelse til betænkning
afgivet af Transport- og Bygningsudvalget den 31. marts 2016
1. Ændringsforslag
Der er i udvalgets betænkning af 25.
februar 2016 stillet 4 ændringsforslag til lovforslaget.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet
ændringsforslag nr. 1 og 2. Transport- og bygningsministeren
har stillet ændringsforslag nr. 3. Alternativets medlemmer af
udvalget har stillet ændringsforslag nr. 4.
Endvidere har Kim Christiansen (DF) stillet
ændringsforslag nr. 5-9 uden for betænkningen.
Venstres medlemmer af udvalget har i
tilføjelsen til betænkningen stillet
ændringsforslag nr. 10 og 11.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 10. december
2015 og var til 1. behandling den 15. januar 2016. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i Transport- og
Bygningsudvalget. Udvalget afgav betænkning den 25. februar
2016. Lovforslaget var den 17. marts 2016 til 2. behandling,
hvorunder behandlingen blev afbrudt, og lovforslaget blev henvist
til fornyet behandling i Transport- og Bygningsudvalget.
Møder
Udvalget har, efter at lovforslaget blev
henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet lovforslaget i 1
møde.
Spørgsmål
Udvalget har efter afgivelse af
betænkning stillet 1 spørgsmål til transport- og
bygningsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har
besvaret.
3. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i
udvalget (S, V og LA) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 3, 4, 10 og 11
stillede ændringsforslag. Flertallet vil stemme imod de under
nr. 1, 2 og 5-9 stillede ændringsforslag.
Et mindretal i
udvalget (DF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 1-9 stillede
ændringsforslag. Såfremt de under nr. 1, 2 og 5-9
stillede ændringsforslag forkastes, vil mindretallet stemme
for de under nr. 10 og 11 stillede ændringsforslag.
Et andet
mindretal i udvalget (EL og SF) indstiller lovforslaget til
forkastelse ved 3. behandling.
Mindretallet vil stemme imod de under nr. 1, 2 og 5-11 stillende
ændringsforslag. Mindretallet vil stemme for de under nr. 3
og 4 stillede ændringsforslag.
Et tredje
mindretal i udvalget (ALT og RV) indstiller lovforslaget til
vedtagelse med de under nr. 3 og 4
stillede ændringsforslag. Mindretallet vil stemme imod de
under nr. 1, 2 og 5-11 stillende ændringsforslag.
Et fjerde
mindretal i udvalget (KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 3, 10 og 11
stillede ændringsforslag. Mindretallet vil stemme imod de
under nr. 1, 2 og 4-9 stillede ændringsforslag.
S, DF, V, LA, RV og KF's medlemmer af
udvalget er opmærksomme på hastighedsdifferentieringen
mellem lastbiler og tunge vogntog og den øvrige trafik,
herunder det forhold, at hastigheden for lastbiler og tunge vogntog
uden for tættere bebygget område på andre veje
end motorveje ikke må overstige 70 km/t., mens den generelle
hastighedsgrænse uden for tættere bebygget område
på andre veje end motorveje er 80 km/t. De trafikale effekter
heraf bør undersøges nærmere.
Derfor opfordrer S, DF, V, LA, RV og KF
regeringen til at undersøge disse forhold nærmere, med
henblik på at der kan fremsættes lovforslag herom i
næste folketingssamling.
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på
tidspunktet for afgivelse af tilføjelsen til
betænkningen ikke repræsenteret med medlemmer i
udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger
eller politiske bemærkninger i tilføjelsen til
betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i tilføjelsen til
betænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til titlen
Af et mindretal (V),
tiltrådt af et mindretal (S, LA
og KF):
10) I
undertitlen indsættes efter »motorredskaber«:
»samt ophævelse af den køretøjsbestemte
hastighedsgrænse for lastbiler og tunge vogntog i
tættere bebygget område«.
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 11]
Til § 1
11)
Før nr. 1 indsættes som nyt nummer:
»07. § 43, stk. 2, 2. pkt.,
ophæves.«
[Ophævelse af den
køretøjsbestemte hastighedsbegrænsning for
lastbiler og tunge vogntog i tættere bebygget
område]
Bemærkninger
Til nr. 10
Der er tale om en konsekvensændring
som følge af den foreslåede ophævelse af §
43, stk. 2, 2. pkt.
Til nr. 11
Med den foreslåede ændring
ophæves den køretøjsbestemte
hastighedsbegrænsning for biler, hvis tilladte
totalvægt overstiger 3.500 kg (lastbiler) og for vogntog
bestående af en lastbil eller en bus, hvis tilladte
totalvægt overstiger 3.500 kg, og et registreringspligtigt
påhængskøretøj. Disse tunge
køretøjer må herefter følge en eventuelt
højere lokal hastighedsgrænse i tættere bebygget
område, jf. færdselslovens § 42, stk. 4. På
andre veje end motorveje må hastigheden uanset § 42
fortsat aldrig overstige 70 km/t.
Kim Christiansen (DF) nfmd. Morten Marinus (DF) Peter Kofod
Poulsen (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Jan Erik Messmann (DF)
Henrik Brodersen (DF) Kristian Pihl Lorentzen (V) Hans Andersen (V)
Torsten Schack Pedersen (V) Jane Heitmann (V) Louise Schack Elholm
(V) Jan E. Jørgensen (V) Leif Mikkelsen (LA) Villum
Christensen (LA) Rasmus Jarlov (KF) Christian Rabjerg Madsen (S)
Erik Christensen (S) Lea Wermelin (S) Lennart Damsbo-Andersen (S)
fmd. Magnus Heunicke (S) Rasmus
Prehn (S) Mette Reissmann (S) Henning Hyllested (EL) Eva Flyvholm
(EL) Christian Poll (ALT) Nikolaj Amstrup (ALT) Andreas Steenberg
(RV) Karsten Hønge (SF) Jonas Dahl (SF)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer
i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 47 |
Dansk Folkeparti (DF) | 37 |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 34 |
Enhedslisten (EL) | 14 |
Liberal Alliance (LA) | 13 |
Alternativet (ALT) | 9 |
Radikale Venstre (RV) | 8 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 7 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 6 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Tjóðveldi (T) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over
bilag vedrørende L 84 efter afgivelse af
betænkning
Bilagsnr. | Titel | 8 | Betænkning afgivet 25/2-16 | 9 | Ændringsforslag uden for
betænkning | 10 | Udkast til tilføjelse til
betænkning |
|
Oversigt over
spørgsmål og svar vedrørende L 84 efter
afgivelse af betænkning
Spm.nr. | Titel | 2 | Spm. om at indhente og til udvalget oplyse
relevante vurderinger af de trafiksikkerhedsmæssige
konsekvenser af ændringsforslag nr. 1 og 2, til transport- og
bygningsministeren, og ministerens svar herpå |
|