Skriftlig fremsættelse (7. oktober
2015)
Social- og
indenrigsministeren (Karen Ellemann):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
valg til Folketinget, lov om valg af danske medlemmer til
Europa-Parlamentet, lov om kommunale og regionale valg og lov om
økonomisk støtte til politiske partier m.v.
(Anmeldelse af kandidatlister, afskaffelse af pligt til opstilling
til kommunale og regionale valg, åbningstid på
valgdagen, frister for brevstemmeafgivning m.v.).
(Lovforslag nr. L 8).
Lovforslaget
er en genfremsættelse af L 146 fremsat den 25. februar 2015
fra folketingsåret 2014-15, 1. samling, om ændring af
lov om valg til Folketinget, lov om valg af danske medlemmer til
Europa-Parlamentet, lov om kommunale og regionale valg og lov om
økonomisk støtte til politiske partier m.v.
(Anmeldelse af kandidatlister, afskaffelse af pligt til opstilling
til kommunale og regionale valg, åbningstid på
valgdagen, frister for brevstemmeafgivning m.v.).
Formålet
med lovforslaget er at gennemføre forskellige
moderniseringer af valglovgivningen, idet der på baggrund af
en evaluering af kommunal- og regionalvalget den 19. november 2013
samt erfaringer fra Europa-Parlamentsvalget og folkeafstemningen
den 25. maj 2014 er afdækket et behov for
regelændringer.
Lovforslaget
er en udmøntning af en politisk aftale indgået mellem
V, S, DF, EL, LA, RV, SF og K om at gennemføre en
række ændringer af valglovgivningen, som er fundet
hensigtsmæssige.
For det
første indeholder lovforslaget ændringer, som skal
varetage hensynet til vælgere og stillere i forbindelse med
forberedelse og afholdelse af valghandlingen.
For at
afhjælpe problemet med kødannelser om aftenen og yde
en bedre service til vælgerne, foreslås det, at
åbningstiden for afstemningsstederne skal fremrykkes til kl.
8 om morgenen ved folketingsvalg, kommunale og regionale valg,
Europa-Parlamentsvalg og folkeafstemninger, når disse valg
afholdes på en arbejdsdag. Kommunalbestyrelsen kan dog
undtage visse småøer, så afstemningsstederne her
fortsat først åbner kl. 9.
For at sikre,
at information om alle de opstillede kandidatlister til kommunale
og regionale valg, herunder ikke mindst lokallisterne, er
offentligt tilgængelig, når brevstemmeafgivningen
går i gang, foreslås det, at fristerne for godkendelse
af kandidatlister harmoniseres med fristen for tidligste
brevstemmeafgivning her i landet til kommunale og regionale valg
ved en ændring af begge frister. Af harmoniseringshensyn
foreslås det, at det tidligste brevstemmeafgivningstidspunkt
her i landet til Europa-Parlamentsvalg og folkeafstemninger
ændres tilsvarende.
Det
foreslås videre, at oplysninger om, hvilke kandidater og
kandidatlister der stiller op til kommunale og regionale valg, ikke
skal kunne gøres offentligt tilgængelige via
aktindsigt, før kandidatlisterne er godkendt og
offentliggjort af valgbestyrelsen. Dette skyldes hensynet til at
sikre, at der ikke via medierne offentliggøres oplysninger
om kandidatlister, der endnu ikke er godkendt, og som derfor kan
være fejlbehæftede. Det foreslås endvidere af
harmoniseringshensyn, at heller ikke oplysninger om, hvilke
kandidater der stiller op til folketingsvalg og
Europa-Parlamentsvalg, må offentliggøres via
aktindsigt, før den kompetente myndighed har godkendt og
offentliggjort kandidatfortegnelsen til det pågældende
valg.
Endvidere
foreslås, at stillerlister til kommunale og regionale valg og
til folketingskandidater uden for partierne ikke længere skal
være offentligt tilgængelige af hensyn til at beskytte
stillernes politiske overbevisning mod offentliggørelse.
Spørgsmålet om aktindsigt i stillerlister skal
således fremover afgøres efter offentlighedslovens
almindelige regler.
Lovforslaget
indeholder for det andet en række forslag til lettelse af
administrative byrder for kommuner og kandidatlister.
Det
foreslås, at sidste frist for at brevstemme her i landet
fremrykkes med én dag til 3 hverdage inkl. lørdag
før valgdagen for alle valgtyper. Formålet er at
afhjælpe det øgede administrative pres, som kommunerne
oplever som følge af det voksende antal brevstemmer samt det
yderligere administrative pres, som en udvidelse af
åbningstiden på valgdagen vil indebære for
kommunerne. Desuden foreslås det at fastsætte en
fælles åbningstid fra kl. 9-16 for brevstemmeafgivning
i kommunerne den sidste dag, hvor der kan brevstemmes.
Det
foreslås endvidere, at kandidatlister, der er valgt ind i
kommunalbestyrelsen/regionsrådet ved sidste valg og fortsat
er repræsenteret i dette organ, fritages for kravet om
indsamling af stillerunderskrifter til det næste kommunale og
regionale valg. Til gengæld foreslås det
påkrævede mindsteantal stillere fastsat endegyldigt ved
lov.
Det
foreslås, at valgbestyrelsens formand fremover kan afvise at
modtage kandidatlister til kommunale og regionale valg, der
åbenbart ikke opfylder de formelle krav.
Det
foreslås, at stillerne ved kommunale og regionale valg
fremover kun skal skrive under for selve kandidatlisten og dens
kandidater, mens listens repræsentant uden stillernes
godkendelse skal kunne beslutte, om kandidatlisten vil indgå
liste- eller valgforbund og eventuelt trække kandidatlisten
fra et anmeldt liste- eller valgforbund, samt om kandidatlisten vil
foretage ændringer i kandidaternes rækkefølge og
eventuelt slette en eller flere kandidater m.v.
Endelig
indeholder lovforslaget for det tredje et forslag om at afskaffe
den gældende regel om pligt til at lade sig opstille til
kommunale og regionale valg (borgerligt ombud), da reglen ingen
betydning har i praksis.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.