Betænkning afgivet af
Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalget den 15. december
2015
1. Ændringsforslag
Enhedslistens, Alternativets, Radikale
Venstres og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget har
stillet 1 ændringsforslag til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 4. december
2015 og var til 1. behandling den 8. december 2015. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i
Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalget.
Dispensation fra bestemmelser i
Folketingets forretningsorden
Et flertal i
udvalget (S, DF, V, LA og KF) indstiller, at Folketinget
dispenserer fra bestemmelserne i Folketingets forretningsordens
§ 13, stk 1, om tidsfristen om, at 3. behandling finder sted
tidligere end 30 dage efter lovforslagets fremsættelse.
Et mindretal i
udvalget (EL, ALT, RV og SF) ønsker, at
spørgsmålet om dispensation bringes til
afstemning.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 4
møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
udlændinge-, integrations- og boligministeren sendte den 1.
december 2015 dette udkast til udvalget, jf. UUI alm. del - bilag
46. Den 7. december sendte udlændinge-, integrations- og
boligministeren de indkomne høringssvar og den 8. december
2015 et notat herom til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 25
spørgsmål til udlændinge-, integrations- og
boligministeren til skriftlig besvarelse, som denne har
besvaret.
3. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i
udvalget (S, DF, V, LA og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret. Flertallet vil stemme imod det
stillede ændringsforslag.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget
bemærker, at det efter partiets opfattelse er et mindre
lovforslag, som betyder, at der bliver givet bemyndigelse til at
fastsætte regler om, at en enlig flygtning efter en konkret
vurdering kan få besked på, at vedkommende skal flytte
ind og blive anvist at dele et beboelsesrum med en eller flere
andre enlige flygtninge som en midlertidig
indkvarteringsløsning. Lovforslaget indebærer bl.a.
også, at det bliver gjort muligt for kommunerne at fravige de
vejledende grænseværdier for støj som
følge af Miljøstyrelsens vejledninger, hvilket
indebærer, at der kan etableres midlertidige opholdssteder
for flygtninge på såkaldte støjbelastede
områder. Det er DF's opfattelse, at dette forslag vil kunne
aflaste kommunerne, som er meget pressede. Det vil dog ikke
grundlæggende løse problemerne, men alene udskyde
problemerne, fordi problemerne stadig væk vil være der
og opstå igen og igen, så længe regeringen ikke
effektivt ønsker at begrænse tilstrømningen af
flygtninge til Danmark. Det er også derfor, at DF har
argumenteret for, at man skal etablere statslige enheder, som reelt
ville aflaste kommunerne, hvis det blev gennemført. DF
arbejder således fortsat for, at der kommer statslige
enheder, hvor flygtningene skal bo, helst indtil de kan vende
tilbage til deres hjemlande. DF arbejder herudover på andre
stramninger inden for asyl- og udlændingeområdet. Der
er efter DF's opfattelse behov for langt mere markante tiltag, og
der er også i høj grad brug for nytænkning
på området. Men med disse bemærkninger
støtter DF forslaget.
Et mindretal i
udvalget (EL, ALT, RV og SF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet
vil stemme for det af mindretallet stillede
ændringsforslag.
Enhedslistens, Alternativets, Radikale
Venstres og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget
anerkender kommunernes behov for at tilvejebringe et
tilstrækkeligt antal midlertidige boliger til de flygtninge,
som kommer til Danmark og bliver fordelt mellem kommunerne.
Partierne vil på den baggrund gerne hjælpe kommunerne,
så de får de bedste muligheder for at tage imod
flygtningene og løse udfordringen med at få dem
integreret. Partierne mener imidlertid ikke, at det er rimeligt at
lade flere enlige flygtninge bo på samme værelse eller
at placere midlertidige boliger på steder, som overstiger de
vejledende grænseværdier for støj, uden at der
sættes nogle klare grænser for, eksempelvis hvor lang
tid eller hvor mange der skal bo sammen i en midlertidig
indkvartering af ringere beskaffenhed, sådan som regeringen
foreslår. Mange flygtninge kommer til Danmark med
krigstraumer og har efterladt familie i de lande, som de er flygtet
fra, og kan således være i en meget sårbar og
anspændt situation. Regeringen har allerede bidraget til at
forringe kommunernes muligheder for at tilvejebringe
tilstrækkeligt med midlertidig indkvartering ved at
indføre fattigdomsydelser til flygtninge. Ydelsen
indebærer, at der ikke er tilstrækkeligt med boliger i
kommunerne, som flygtningene kan betale. Det betyder, at kommunerne
ikke ved, hvor de skal placere de mennesker, der kommer til landet
nu. Når kommunerne får sværere ved at finde
permanente boliger til flygtningene, vil de flygtninge, der bor i
de midlertidige boliger, bo der længere tid, hvilket
lægger et yderligere pres på kommunernes
handlemuligheder. Partierne mener, at opgaven med at skaffe
tilstrækkeligt med boliger bl.a. bør løses ved
at afskaffe integrationsydelsen og ved at give kommunerne bedre
muligheder for at bygge billige boliger. EL, ALT, RV og SF's
medlemmer af udvalget er - som ved behandlingen af L 74 Forslag til
lov om ændring af udlændingeloven
(Transportøransvar i forbindelse med midlertidig
grænsekontrol ved indre Schengengrænser) - bekymrede
for den forhastede lovproces. På den baggrund udtrykker
partierne, i lighed med en lang række høringsparter,
skarp kritik af, at dette lovforslag hastes igennem Folketinget
uden rimelig tid til høring og udvalgsbehandling og uden
respekt for god lovgivningsskik og almindelige demokratiske
principper. Partierne er opmærksomme på, at situationen
i Europa kan betyde, at der bliver behov for beredskab til en
potentielt ekstraordinær situation. Dog står det
fortsat ikke klart, under hvilke omstændigheder der vil
være tale om en ekstraordinær situation. Derfor har
partierne fremsat ændringsforslag om at indsætte en
revisionsklausul i lovforslaget. Dette ville give mulighed for, at
lovforslaget kunne træde i kraft, samtidig med at en fair og
ordentlig lovproces kunne gennemføres efter
grundlæggende demokratiske principper med rimelige
høringsfrister, tid til udvalgsbehandling,
spørgsmål-svar etc. Dette har regeringen ikke
ønsket at imødekomme. Partierne kan således
ikke støtte lovforslaget.
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på
tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke
repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke
adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ny paragraf
Af et mindretal (EL,
ALT, RV og SF):
1)
Efter § 3 indsættes som ny paragraf:
Ȥ 01
Udlændinge-, integrations- og boligministeren
fremsætter inden den 1. april 2016 forslag om revision af de
ændringer af integrationsloven og lov om planlægning,
som er indeholdt i denne lov.«
[Revisionsbestemmelse]
Bemærkninger
Til nr. 1
Ændringsforslaget er en såkaldt
revisionsklausul, som indebærer, at udlændinge-,
integrations- og boligministeren senest den 1. april 2016 skal
fremsætte et lovforslag om revision af de ændringer af
integrationsloven og lov om planlægning, som er indeholdt i
lovforslag nr. L 75.
Hensigten med revisionsklausulen er at give
mulighed for en både indholdsmæssig og tidsmæssig
reel høring over de elementer, som er indeholdt i
lovforslaget, som ikke har været mulig i forbindelse med
behandlingen af L 75.
Ændringsforslaget stilles for at
sikre en fyldestgørende lovproces efter almindelige
demokratiske procedurer.
På den måde sikres det, at
ministeren har mulighed for at tage redskaberne indeholdt i
lovforslaget i brug, såfremt Danmark inden den 1. april 2016
kommer i en situation, som kan betyde, at der bliver behov for
beredskab til at håndtere den ekstraordinære situation.
Samtidig gennemføres en almindelig lovproces med rimelige
høringsfrister og rimelig tid til udvalgsbehandling og
eventuelle ændringsforslag.
Martin Henriksen (DF) fmd. Peter Skaarup (DF) Christian
Langballe (DF) Marie Krarup (DF) Peter Kofod Poulsen (DF) Merete
Dea Larsen (DF) Marcus Knuth (V) Britt Bager (V) Preben Bang
Henriksen (V) Louise Schack Elholm (V) Erling Bonnesen (V) Jan E.
Jørgensen (V) Simon Emil Ammitzbøll (LA) Henrik Dahl
(LA) Naser Khader (KF) Dan Jørgensen (S) Daniel Toft
Jakobsen (S) nfmd. Jan Johansen
(S) Karen J. Klint (S) Mattias Tesfaye (S) Yildiz Akdogan (S)
Johanne Schmidt-Nielsen (EL) Søren Egge Rasmussen (EL) Ulla
Sandbæk (ALT) Josephine Fock (ALT) Lotte Rod (RV) Sofie
Carsten Nielsen (RV) Jacob Mark (SF) Karsten Hønge (SF)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer
i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 47 |
Dansk Folkeparti (DF) | 37 |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 34 |
Enhedslisten (EL) | 14 |
Liberal Alliance (LA) | 13 |
Alternativet (ALT) | 9 |
Radikale Venstre (RV) | 8 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 7 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 6 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Tjóðveldi (T) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over
bilag vedrørende L 75
Bilagsnr. | Titel | 1 | Udkast til tidsplan for udvalgets
behandling af lovforslaget | 2 | Høringssvar og høringsnotat,
fra udlændinge-, integrations- og boligministeren | 3 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget | 4 | Supplerende høringssvar, fra
udlændinge-, integrations- og boligministeren | 5 | Udkast til betænkning |
|
Oversigt over
spørgsmål og svar vedrørende L 75
Spm.nr. | Titel | 1 | Spm. om, at det skal være mindre
attraktivt at være flygtning i Danmark, til
udlændinge-, integrations- og boligministeren, og ministerens
svar herpå | 2 | Spm. om en lettelse af regler om
støj ved boligplacering af flygtninge, til
udlændinge-, integrations- og boligministeren, og ministerens
svar herpå | 3 | Spm. om, at flere enlige flygtninge kan
indkvarteres i samme beboelsesrum, til udlændinge-,
integrations- og boligministeren, og ministerens svar
herpå | 4 | Spm. om, hvor længe en flygtning
efter dette lovforslag maksimalt vil kunne være midlertidigt
indkvarteret, til udlændinge-, integrations- og
boligministeren, og ministerens svar herpå | 5 | Spm. om, og hvor meget der skal til, for at
der i henhold til lovforslaget vil være tale om
»ekstraordinær situation«, til udlændinge-,
integrations- og boligministeren, og ministerens svar
herpå | 6 | Spm. om, hvor mange flygtninge regeringen
forventer vil ankomme til Danmark i 2015 og 2016, til
udlændinge-, integrations- og boligministeren, og ministerens
svar herpå | 7 | Spm., om forslaget giver mulighed for, at
der i forbindelse med indkvartering af flere i samme rum kan tages
hensyn til, om den pågældende måtte have
særlige behov for ikke at indkvarteres i delerum, til
udlændinge-, integrations- og boligministeren, og ministerens
svar herpå | 8 | Spm. om, hvordan »midlertidig«
i henhold til forslaget skal forstås, til udlændinge-,
integrations- og boligministeren, og ministerens svar
herpå | 9 | Spm. om, hvem der skal afholde udgifterne
til etablering og finansiering af
støjafskærmningsforanstaltninger i forbindelse med
opførelse af midlertidige opholdssteder, til
udlændinge-, integrations- og boligministeren, og ministerens
svar herpå | 10 | Spm., om der i forslaget er indsat
grænser for, hvor længe man maksimalt kan være
på midlertidige opholdssteder eller indkvarteringer, til
udlændinge-, integrations- og boligministeren, og ministerens
svar herpå | 11 | Spm., om de foreslåede
ændringer skal være generelt gældende for
midlertidige indkvarteringer, til udlændinge-, integrations-
og boligministeren, og ministerens svar herpå | 12 | Spm., om der er lavet undersøgelser
og analyser af, hvor mange kommuner der reelt er udfordret i
forhold til at finde indkvartering til antallet af flygtninge, til
udlændinge-, integrations- og boligministeren, og ministerens
svar herpå | 13 | Spm., om regeringen deler
Sundhedsstyrelsens bekymring om, at det forhold, at flere personer
lever sammen under husstandslignende forhold, er en markant
risikofaktor for smitsomme sygdomme, til udlændinge-,
integrations- og boligministeren, og ministerens svar
herpå | 14 | Spm. om, hvorvidt regeringen deler
bekymringen om, at en fejlvurdering af flygtninges psykiske og
fysiske helbred kan føre til, at en meget traumatiseret
flygtning kan komme til at bo sammen med flere andre i et rum med
store negative konsekvenser for den pågældende, til
udlændinge-, integrations- og boligministeren, og ministerens
svar herpå | 15 | Spm., om ministeriet ikke i notatform har
foretaget en selvstændig vurdering af, hvorvidt lovforslaget
strider imod gældende internationale konventioner, til
udlændinge-, integrations- og boligministeren, og ministerens
svar herpå | 16 | Spm., om der vil blive afsat flere midler
til den konkrete, individuelle vurdering af flygtninges tilstand,
hvor der skal tages hensyn til særlige forhold såsom
psykosociale problemer, til udlændinge-, integrations- og
boligministeren, og ministerens svar herpå | 17 | Spm., om der vil blive mulighed for at
søge støtte til boligudgifter for personer i
midlertidig indkvartering, til udlændinge-, integrations- og
boligministeren, og ministerens svar herpå | 18 | Spm., om der ikke i lovteksten eller
lovbemærkningerne er nogen minimumskrav til, hvor meget plads
hver flygtning skal have til rådighed i sin bolig, til
udlændinge-, integrations- og boligministeren, og ministerens
svar herpå | 19 | Spm., om den bekendtgørelse og
eventuelle andre vejledninger, der udarbejdes som følge af
lovforslagets vedtagelse, vil indeholde minimumskrav til, hvor
meget plads hver flygtning skal have til rådighed i sin
bolig, til udlændinge-, integrations- og boligministeren, og
ministerens svar herpå | 20 | Spm., om den bekendtgørelse og
eventuelle andre vejledninger, der udarbejdes som følge af
lovforslagets vedtagelse, vil indeholde et loft over, hvor mange
flygtninge der vil kunne indkvarteres i samme rum, til
udlændinge-, integrations- og boligministeren, og ministerens
svar herpå | 21 | Spm., om den bekendtgørelse og
eventuelle andre vejledninger, der udarbejdes som følge af
lovforslagets vedtagelse, vil indeholde en regel om, at uledsagede
mindreårige søskende ikke placeres adskilt fra
hinanden, til udlændinge-, integrations- og boligministeren,
og ministerens svar herpå | 22 | Spm. om, og hvordan den
bekendtgørelse og eventuelle andre vejledninger, der
udarbejdes som følge af lovforslagets vedtagelse, ved
fordelingen på boliger vil tage hensyn til flygtningenes
seksuelle orientering, til udlændinge-, integrations- og
boligministeren, og ministerens svar herpå | 23 | Spm., om den bekendtgørelse og
eventuelle andre vejledninger, der udarbejdes som følge af
lovforslagets vedtagelse, vil sikre, at familier med
mindreårige børn indkvarteres samlet og uden andre
personer i samme bolig, til udlændinge-, integrations- og
boligministeren, og ministerens svar herpå | 24 | Spm., om den bekendtgørelse og
eventuelle andre vejledninger, der udarbejdes som følge af
lovforslagets vedtagelse, vil sikre, at
ægtefæller/samlevende indkvarteres samlet, til
udlændinge-, integrations- og boligministeren, og ministerens
svar herpå | 25 | Spm., om regeringen er indstillet på
at indsætte en revisionsbestemmelse i forslaget med det
formål at give mulighed for en reel både
indholdsmæssig og tidsmæssig høring over de
elementer, som er indeholdt i forslaget, til udlændinge-,
integrations- og boligministeren, og ministerens svar
herpå |
|