Bilag 1

»Bilag 1: Satser for § 2, stk. 2, i lov om afgift af kvælstofoxider

«

Bemærkninger til lovforslaget

1. Indledning

Regeringen (V), Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti er enige om, at det skal være nemmere og billigere at drive virksomhed i hele Danmark. Det forudsætter, at dansk erhvervsliv ikke belastes unødvendigt af skatter og afgifter. Den tidligere regering femdoblede imidlertid afgiften på kvælstofoxider (NOx). Det øgede belastningen for danske virksomheder.

Det foreslås at nedsætte NOx-afgiften til 5,0 kr. pr. kg med virkning fra den 1. juli 2016. Dermed føres NOx-afgiften tilbage til det niveau, den oprindeligt havde, da den blev indført i 2010. I forbindelse med nedsættelsen bortfalder bundfradraget i NOx-afgiften for særligt store udledere. Nedsættelsen af NOx-afgiften vil imidlertid indebære lempelser for alle virksomheder og husholdninger.

Det foreslås endvidere at tilpasse bundfradraget i lov om afgift af kvælstofoxider (NOx-afgiftsloven), indtil det ophæves den 1. juli 2016. Forslaget skyldes, at Europa-Kommissionen har godkendt bundfradraget i NOx-afgiften som lovlig statsstøtte under forudsætning af, at der altid som minimum betales 20 pct. i NOx-afgift. Der henvises til afsnit 46 i Europa-Kommissionens statsstøttegodkendelse SA. 34298 2012/N. Danmark er over for Europa-Kommissionen forpligtet til at sikre, at loven lever op til betingelserne i statsstøttegodkendelsen. På den baggrund foreslås det, , at der altid som minimum betales 20 pct. i NOx-afgift, dvs. 20 pct. af afgiften uden bundfradrag.

Det foreslås herudover, at der indføres mulighed for, at virksomheder med et stort varmeforbrug kan forbrugsregistreres for afgifterne på affaldsvarme på samme vilkår, som er gældende ved forbrugsregistrering for kulbaseret varme. Dermed kan virksomhederne afgiftsfrit modtage affaldsvarme fra deres varmeleverandør og afregne afgiften netto til SKAT efter afgiftsperiodens udløb. Forslaget medfører en likviditetsmæssig fordel for de berørte virksomheder, herunder for større gartnerivirksomheder.

Der foreslås endvidere foretaget ændringer i en række afgiftslove, herunder ændring i lov om afgift af kuldioxid af visse energiprodukter (CO2-afgiftsloven), så der skabes hjemmel til at de virksomheder, som forbruger affaldsvarme leveret fra en ekstern varmeproducent med tilladelse til udledning af CO2, under visse betingelser kan søge om godtgørelse af den del af CO2-afgiften, som er betalt af den affaldsvarme, som efterfølgende anvendes til elproduktion. Endvidere foreslås en ændring af lov om afgift af spildevand (spildevandsafgiftsloven) og lov om afgift af ledningsført vand (vandafgiftsloven), så det fremover fremgår, at de opgaver og rettigheder, som er pålagt kommunerne i forbindelse med afregning af afgift over for SKAT, også er gældende for de almene forsyningsselskaber, som varetager opgaverne på vegne af kommunerne.

2. Lovforslagets formål og baggrund

2.1. Nedsættelse af NOx-afgiften og tilretning og senere ophævelse af bundfradraget

Regeringen (V), Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti er enige om, at det skal være nemmere og billigere at drive virksomhed i hele Danmark. Derfor foreslås det at nedsætte NOx-afgiften til 5,0 kr. pr. kg med virkning fra den 1. juli 2016. Dermed føres NOx-afgiften tilbage til det niveau, den oprindeligt havde, da den blev indført i 2010. Nedsættelsen af NOx-afgiften vil midlertid indebære lempelser for alle virksomheder og husholdninger.

Afgiften på udledning af NO2-ækvivalenter (NOx) blev indført i 2010, som et led i aftalen af 21. februar 2008 mellem den daværende regering (Venstre og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Ny Alliance om den danske energipolitik i årerne 2008-2011.

Afgiften blev, med finansloven for 2012 mellem den daværende regering (Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti) og Enhedslisten, forhøjet fra ca. 5 kr. til 25 kr. pr. kg udledt NOx. Afgiften er indekseret for at modvirke udhuling som følge af inflationen.

Der gælder et bundfradrag i NOx-afgiften for virksomheder med særligt store udledninger NOx pr. anvendt energienhed (GJ) og med et stort brændselsforbrug. Bundfradrag udgør i dag 0,15 kg/GJ for fremstilling af hvid cement og 0,075 kg/GJ for fremstilling af grå cement. Bundfradraget er godkendt som lovlig statsstøtte efter EF-retningslinjer for statsstøtte til miljøbeskyttelse (2008/C 82/01) og dermed forenelig med det indre marked efter artikel 107, stk. 3, litra c, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

I forbindelse med nedsættelsen af NOx-afgiften den 1. juli 2016 foreslås det, at bundfradraget i NOx-afgiften ophæves. Nedsættelsen af NOx-afgiften vil midlertid indebære lempelser for alle virksomheder og husholdninger - også efter ophævelsen af bundfradraget.

Det foreslås endvidere at tilpasse bundfradraget i NOx-afgiften, indtil det bortfalder. Europa-Kommissionen har godkendt bundfradraget i NOx-afgiften som lovlig statsstøtte under forudsætning af, at der altid som minimum betales 20 pct. i NOx-afgift. Danmark er forpligtet til at sikre, at loven lever op til betingelserne i statsstøttegodkendelsen. På den baggrund foreslås det, at der for de virksomheder, der kan udnytte bundfradraget i NOx-afgiften, indføres en minimumsafgiftsbetaling på 20 pct. af afgiften uden bundfradrag. Med forslaget sikres det, at de virksomheder, der kan udnytte bundfradraget, altid som minimum skal betale 20 pct. i NOx-afgift. Det er endvidere en forudsætning i Europa-Kommissionens statsstøttegodkendelse, at bundfradraget i afgiften ligeledes kan anvendes af nye markedsaktører inden for sektoren for cementproduktion. Bundfradraget tilpasses, så også nye virksomheder kan anvende bundfradraget til og med den 31. juni 2016.

2.2. Nettoafregning af afgifter på affaldsvarme

Det forventes, at virksomheders anvendelse af affaldsvarme øges i de kommende år. Regeringen finder det derfor hensigtsmæssigt, at de muligheder, som findes for forbrugsregistrering for afgifter af varme fra andre energikilder, også finder anvendelse for afgifter af affaldsvarme. Forbrugsregistrering indebærer, at virksomhederne kan nettoafregne afgiften over for SKAT i stedet for at betale fuld afgift og derefter søge om godtgørelse.

Med lovforslaget foreslås det at indføre mulighed for, at virksomheder med et stort varmeaftag kan forbrugsregistreres for afgifterne på affaldsvarme på samme vilkår, som er gældende ved forbrugsregistrering for eksempelvis kulbaseret varme.

Lovforslaget medfører en likviditetsmæssig fordel for de berørte virksomheder, fordi forbrugsregistrering giver virksomhederne mulighed for at afregne afgiften netto direkte over for SKAT i stedet for først at indbetale det fulde afgiftsbeløb via en faktura til leverandøren og herefter søge størstedelen af beløbet tilbagebetalt fra SKAT.

Virksomheder, som er forbrugsregistreret hos SKAT, og som dermed er ansvarlige for korrekt og rettidig indbetaling af afgiften, skal også leve op til en række andre krav, blandt andet vedrørende regnskab. Dette gør sig ikke i samme grad gældende for ikke-registrerede virksomheder. Forbrugsregistrering er derfor som udgangspunkt forbundet med øget administration for erhvervslivet, og for SKAT. Et antal af de berørte virksomheder vil dog allerede i dag være forbrugsregistreret for afregning af andre energiafgifter, og stigningen i de administrative byrder opvejes derfor af, at procedurerne for afregningen af afgifter samtidig bliver mere ensartede for den enkelte virksomhed. Muligheden for forbrugsregistrering, herunder de regler, som indeholdes i dette lovforslag, er desuden frivillig for virksomhederne, som derved selv kan afgøre, om den likviditetsfordel, som forbrugsregistreringen medfører, kan opveje den øgede administration, som følger med.

Med forslaget genindføres endvidere en hjemmel for opgørelsesmetode af den afgiftspligtige mængde for virksomheder, der er forbrugsregistreret efter kulafgiftsloven. Hjemlen blev ophævet ved en fejl i forbindelse med en tidligere lovændring i 2009. SKAT har i praksis administreret i overensstemmelse med den foreslåede opgørelsesmetode, men uden at der har været den fornødne lovhjemmel i perioden fra 2010 og frem.

2.3. Ændringer i visse miljø- og energiafgiftslove

2.3.1. Godtgørelse i CO2-afgiftsloven af leveret varme forbrugt til elproduktion

Formålet med denne del af lovforslaget er at give virksomheder, som forbruger affaldsvarme leveret fra en ekstern varmeproducent med tilladelse til udledning af CO2, hjemmel til på visse betingelser at søge om godtgørelse af den del af CO2-afgiften, som er betalt af den affaldsvarme, som efterfølgende anvendes til elproduktion. Forslaget er i overensstemmelse med de generelle principper i energiafgiftslovene og CO2-kvotesystemet. SKAT har hidtil givet godtgørelse efter disse principper, men uden at der har været den fornødne lovhjemmel. Det foreslås, at der indsættes en hjemmel i loven for udbetaling af godtgørelse i overensstemmelse med den hidtidige praksis.

2.3.2. Ændring af spildevands- og vandafgiftslovene

Kommunerne opkræver afgift af ledningsført vand fra ejere af ejendomme, som ikke får leveret vand fra et alment vandforsyningsanlæg. Det er endvidere kommunens opgave at opkræve afgift af spildevand, som udledes fra en ejendom uden om et spildevandsanlæg. Den danske vandsektor har dog i de seneste år undergået en reform, der har haft til hensigt at effektivisere sektoren ved at overdrage en række af de opgaver, som tidligere blev varetaget af de enkelte kommuner, til almene forsyningsselskaber. Det gælder blandt andet opgaven med opkrævning af vand- og spildevandsafgift.

Spildevandsafgiftsloven og vandafgiftsloven indeholder begge en række bestemmelser, der alene retter sig mod kommunernes forhold. Eksempelvis bestemmes det i begge love, at almene vandforsyningsselskaber er forpligtet til at udlevere oplysninger til beregning af afgift til de kommuner, hvori selskaberne er placeret. Bestemmelserne er dog af SKAT hidtil blevet tolket sådan, at kommunernes pligter og rettigheder også gjaldt over for de selskaber, som varetager de omhandlede opgaver på vegne af kommunen. Et vandværk har imidlertid i byretten fået medhold i, at vandværket kunne opkræve betaling fra et alment forsyningsselskab, som på vegne af en kommune forlangte oplysninger om værkets vandmængde efter spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 10. Det foreslås på denne baggrund, at de relevante bestemmelser ændres, så det fremover klart fremgår, at de rettigheder og pligter, som påhviler kommunerne i forbindelse med opkrævning af afgifter, også er gældende for de almene forsyningsselskaber, hvortil opgaverne er uddelegeret. Ændringen medfører således, at SKATs hidtidige fortolkning af reglerne opretholdes.

2.3.3. Ændring af reglerne om elafgift af landstrøm

Ved udtrykket landstrøm i dette lovforslag forstås elektricitet fra land til forbrug om bord på krydstogtskibe og andre større erhvervsmæssige skibe i havne. I forbindelse med indførelsen af engrosmodellen på elmarkedet den 1. april 2016, jf. lov nr. 578 af 4. maj 2015, skulle der i stedet for delvis afgiftsfritagelse etableres en ordning med fuld elafgift på købet af el og efterfølgende godtgørelse af elafgiften ned til EU's minimumsafgift på 0,4 pr. kWh for landstrøm. I loven udgør godtgørelsen dog kun 0,4 øre pr. kWh for landstrøm. Det er en formuleringsmæssig fejl. Formålet med denne del af lovforslaget er at rette fejlen.

3. Lovforslagets enkelte elementer

3.1. Nedsættelse af NOx-afgiften og tilretning og senere ophævelse af bundfradraget

3.1.1. Gældende ret

Afgiften på udledning af NO2-ækvivalenter (NOx) blev indført i 2010. Da afgiften blev indført, udgjorde den 5 kr. pr. kg udledt NOx. Afgiften blev senere i 2012 forhøjet til 25 kr. pr. kg udledt NOx. Afgiften er indekseret for at modvirke udhuling som følge af inflationen. Afgiftssatsen udgør 26,4 kr. pr. kg udledt NOx i 2015.

NOx-afgiften og de øvrige energiafgifter indekseres på grundlag af nettoprisindeksets årsgennemsnit to år forud for det kalenderår, i hvilket satsen skal gælde, jf. § 32 a i lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v. Indekseringen tager udgangspunkt i satserne i 2015.

Afgiften på NOx vedrører som udgangspunkt kun udledninger fra stationære anlæg. Af afgiftstekniske grunde er motorbrændstof til biler m.v. også omfattet af NOx-afgiften. Da afgiften blev indført, blev energiafgifterne på brændstoffer dog samtidig nedsat, således at den samlede afgiftsbelastning for motorbrændstof forblev uændret.

For virksomheder med særligt store udledninger NOx pr. anvendt energienhed (GJ) gælder et bundfradrag i afgiften. Bundfradraget er begrundet med, at der for de virksomheder, der fra stationære anlæg har særligt store udledninger NOx pr. anvendt energienhed, vil være risiko for, at de på grund af NOx-afgiften vil blive særligt hårdt ramt i forhold til omsætning eller størrelse af virksomhedens energiforbrug. Bundfradraget udgør i 2015 0,15 kg NOx/GJ for fremstilling af hvid cement og 0,075 kg NOx/GJ for fremstilling af grå cement. Bundfradraget indeholder statsstøtte. Europa-Kommissionen har godkendt statsstøtteforanstaltningen i medfør af EF-retningslinjer for statsstøtte til miljøbeskyttelse (2008/C 82/01), dog blandt andet på betingelse af, at der for så vidt angår de virksomheder, der kan udnytte bundfradraget i NOx-afgiften, altid som minimum betales 20 pct. i afgift.

3.1.2. Lovforslaget

Det foreslås, at NOx-afgiften nedsættes til 5,0 kr. pr. kg udledt NOx med virkning fra og med den 1. juli 2016. Det svarer til en afgiftsnedsættelse på ca. 80 pct. NOx-afgiften er dermed ført tilbage til det niveau, den oprindeligt havde, da den blev indført i 2010.

Afgiften fastlægges som en grundsats i 2015-niveau, som er udgangspunktet for de fremtidige indekseringer. Indekseringen fra 2015 til 2016 udgør 0,8 pct. som følge af udviklingen i nettoprisindekset fra 2013 til 2014. Grundsatsen i 2015-niveau på 5,0 kr. pr. kg udledt NOx medfører en sats på 5,0*(1+0,008), som afrundes med 1 decimal til 5,0 kr. pr. kg NOx i 2016, jf. § 32 a i lov om energiafgift af mineralolieprodukter mv.

Det foreslås, at der ikke indføres en kompenserede forhøjelse af energiafgifterne på motorbrændstof. Dermed indeholder forslaget også en afgiftslempelse for benzin og diesel.

Det foreslås endvidere, at bundfradraget i NOx-afgiften ophæves den 1. juli 2016. Når bundfradraget ophæves, vil afgiftsbelastningen være proportional med virksomhedernes NOx-udledning. De virksomheder, der udleder mest NOx, vil efter forslaget også betale mest NOx-afgift.

Indtil bundfradraget ophæves, foreslås det, at der indføres en minimumsafgiftsbetaling på 20 pct. for de virksomheder, der kan udnytte bundfradraget i NOx-afgiften, dvs. 20 pct. af afgiften uden bundfradrag. Forslaget medfører, at der altid som minimum skal betales 20 pct. af den afgift, der skulle have været betalt uden bundfradrag. Det foreslås endvidere, at bundfradraget i NOx-afgiften tilpasses, så også nye virksomheder kan anvende bundfradraget. Herved sikres, at Danmark overholder sine forpligtigelser i henhold til Europa-Kommissionens statsstøttegodkendelse om, at bundfradraget i NOx-afgiften højest kan udgøre 80 pct. af fradragets beregningsgrundlag, og at nye markedsaktører inden for sektoren for cementproduktion skal kunne anvende bundfradraget.

3.2. Nettoafregning af afgifter på affaldsvarme

3.2.1. Gældende ret

Energiafgifter opkræves normalt på følgende måde:

1. Visse virksomheder (producenter eller transportører) kan eller skal registreres efter den pågældende energiafgiftslov hos SKAT. De registrerede virksomheder kan modtage, producere og oplagre afgiftspligtige varer, uden at afgiften forfalder.

2. Afgiften forfalder, når den afgiftspligtige energi udleveres fra den registrerede virksomhed til en forbruger eller ikke-registreret virksomhed.

3. Den registrerede virksomhed indbetaler afgiften til SKAT, men fakturerer afgiften videre til køberen af den afgiftspligtige energi. Forbrugeren eller den ikke-registrerede virksomhed betaler en pris, der inkluderer afgiften. Momsregistrerede virksomheder, der køber energi fra en registreret virksomhed, kan herefter få godtgjort energiafgift af energiforbrug, der anvendes til godtgørelsesberettigede formål (procesformål) hos SKAT.

Virksomheder med et stort energiforbrug af eksempelvis el, gas, kul eller varme kan på visse betingelser forbrugsregistreres. Forbrugsregistrering medfører, at virksomheden kan modtage en energileverance fra energileverandøren uden at skulle betale en afgift, som senere refunderes. Når måneden (afregningsperioden) er omme, opgør virksomheden, hvor meget energi der er modtaget i den forgangne måned, og beregner hvor meget energi- og CO2-afgift, der skal betales. Herefter indberetter og betaler virksomheden selv den skyldige afgift til SKAT senest den 15. i måneden efter afregningsperioden. Herved slipper virksomheden for først at skulle betale afgift og derefter søge en del af afgiften tilbagebetalt fra SKAT.

I henhold til kulafgiftsloven er der mulighed for, at virksomheder, som har et årligt forbrug på over 4.000 GJ varme inden for samme lokalitet, på visse betingelser kan lade sig forbrugsregistrere. Der er dog efter de gældende regler ikke mulighed for at blive forbrugsregistreret for så vidt angår afgifterne på affaldsvarme.

Mellemhandlere, som transporterer varme fra centrale kraftvarmeværker, kan ligeledes registreres hos SKAT. Det er dog en betingelse, at mindst 50 pct. af varmen i de seneste 12 måneder er transporteret til virksomheder, som har et årligt forbrug på over 4.000 GJ varme og er forbrugsregistreret hos SKAT på baggrund af dette forbrug. Denne regel bevirker, at en registreret mellemhandler kan modtage varmen afgiftsfrit fra centrale kraftvarmeværker og videresende varmen afgiftsfrit til de forbrugsregistrerede virksomheder. Denne regel er heller ikke gældende for så vidt angår afgifterne på affaldsvarme.

I kulafgiftsloven er endvidere fastsat regler for registreringspligtige virksomheders opgørelse af den afgiftspligtige mængde. Hvilken opgørelsesmetode, der skal anvendes, afhænger bl.a. af, hvilken type registrering virksomheden er omfattet af. Bestemmelsen, som indeholder metoden til opgørelse af den afgiftspligtige mængde for registrerede virksomheder, der afsætter, oplagrer eller forbruger afgiftspligtige varer, er dog ved lov nr. 461 af 12. juni 2009 fjernet ved en fejl.

3.2. Lovforslaget

Det foreslås, at reglerne om forbrugsregistrering i kulafgiftsloven udvides, så de fremover også omfatter afgifterne på affaldsvarme.

Efter lovforslaget vil virksomheder med et årligt forbrug på over 4.000 GJ varme, hvoraf det hele eller dele heraf er baseret på afgiftspligtigt affald, fremover have mulighed for at lade sig registrere hos SKAT og nettoafregne afgifterne af affaldsvarme direkte over for SKAT.

De betingelser, som er gældende i forhold til forbrugsregistrering for andre afgiftspligtige varer i kulafgiftsloven, vil ligeledes være gældende i forhold til forbrugsregistrering for afgifterne på affaldsvarme. Det medfører blandt andet, at der stilles krav om, at virksomheder, som søger om at blive forbrugsregistreret, ikke må være i restance for skatter og afgifter. Såfremt den forbrugsregistrerede virksomhed ikke afregner skatter og afgifter rettidigt og korrekt, har SKAT mulighed for at inddrage forbrugsregistreringen. For at undgå at virksomheder »hopper« ind og ud af ordningen, kan fornyet forbrugsregistrering tidligst ske 12 måneder efter, at SKAT har inddraget registreringen.

Reglerne om registrering af mellemhandlere udvides tilsvarende, således at det også er muligt for mellemhandlere at transportere affaldsvarme afgiftsfrit fra en registreret affaldsforbrændingsvirksomhed til en forbrugsregistreret virksomhed.

Det foreslås endvidere at genindføre hjemlen for opgørelse af den afgiftspligtige mængde for registrerede virksomheder, der afsætter, oplagrer eller forbruger afgiftspligtige varer. Disse virksomheder skal således opgøre den afgiftspligtige mængde på samme måde som virksomheder, der udvinder eller fremstiller afgiftspligtige varer, dvs. som den mængde varer, der er udleveret fra virksomheden, herunder virksomhedens eget forbrug af varer.

3.3. Ændringer i visse miljø- og energiafgiftslove

3.3.1. Godtgørelse i CO2-afgiftsloven af leveret varme forbrugt til elproduktion

3.3.1.1. Gældende ret

Afgifterne på forbrænding af affald er udformet med udgangspunkt i det almindelige princip om, at virksomheder ikke skal betale energiafgift af den energi, som de anvender til elfremstilling, og som dermed efterfølgende bliver afgiftspligtigt i henhold til elafgiftsloven. Dette princip er gældende for både affaldsvarmeafgiften og tillægsafgiften på affald, som begge fremgår af kulafgiftsloven. Princippet er ligeledes gældende for CO2-afgiften på ikke-bionedbrydeligt affald, for så vidt angår virksomheder med tilladelse til udledning af CO2, jf. lov om CO2-kvoter.

For så vidt angår affaldsvarmeafgiften og tillægsafgiften på affald bestemmes det af denne grund i kulafgiftsloven, at virksomheder, som får leveret affaldsbaseret varme fra en ekstern varmeproducent, kan få godtgørelse af den andel af varmen, som efterfølgende anvendes til fremstilling af elektricitet. Godtgørelsen er, for så vidt angår tillægsafgiften, betinget af, at der er indgået en aftale mellem den eksterne varmeproducent og den pågældende aftager om viderefakturering af tillægsafgiften.

Ved en fejl er en tilsvarende hjemmel til godtgørelse i CO2-afgiftsloven ikke indført. SKAT har dog hidtil fortolket reglerne således, at der udbetales godtgørelse for den CO2-afgift, som er betalt af den affaldsbaserede varme, som en virksomhed får leveret fra en ekstern varmeproducent og som efterfølgende anvendes til fremstilling af elektricitet, men uden at der har været den fornødne lovhjemmel.

3.3.1.2. Lovforslaget

Det foreslås, at der indføres en bestemmelse i CO2-afgiftsloven, som medfører, at virksomheder, som forbruger affaldsbaseret varme, der er leveret fra en ekstern varmeproducent med tilladelse til udledning af CO2, kan få godtgørelse af afgiften af den andel af varmen, der anvendes til fremstilling af elektricitet. Det er et krav, at elektriciteten efterfølgende bliver afgiftspligtig efter reglerne i elafgiftsloven. Afgiften vil udelukkende kunne søges retur i de tilfælde, hvor den er viderefaktureret fra den eksterne varmeproducent.

3.3.2. Ændring af spildevands- og vandafgiftslovene

3.3.2.1. Gældende ret

Kommunerne opkræver afgift af ledningsført vand fra ejere af ejendomme, som ikke får leveret vand fra et alment vandforsyningsanlæg. Det er endvidere kommunens opgave at opkræve afgift af spildevand, som udledes fra en ejendom uden om et spildevandsanlæg. Opgaven med opkrævning af vand- og spildevandsafgift er flere steder overgået fra kommunerne til almene forsyningsselskaber.

Spildevandsafgiftsloven og vandafgiftsloven indeholder begge en række bestemmelser, der alene retter sig mod kommunernes forhold. Eksempelvis bestemmes det i begge love, at almene vandforsyningsselskaber er forpligtet til at udlevere oplysninger til beregning af afgift til de kommuner, hvori selskaberne er placeret. Bestemmelserne er af SKAT hidtil blevet tolket sådan, at kommunernes pligter og rettigheder også gjaldt for de selskaber, som varetager de omhandlede opgaver på vegne af kommunen. Et vandværk i har imidlertid i byretten fået medhold i, at vandværket kunne opkræve betaling fra et alment forsyningsselskab, som på vegne af en kommune forlangte oplysninger om værkets vandmængde efter spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 10.

3.3.2.2. Lovforslaget

Det foreslås, at det i spildevandsafgiftsloven og vandafgiftsloven præciseres, at kommunerne har mulighed for at delegere opgaven med opkrævning af afgifter til almene forsyningsselskaber.

Det foreslås herunder at præcisere, at den mulighed, som kommunerne har for at pålægge afgiftsbeløb renter ved manglende betaling, også er gældende for de selskaber, som varetager opgaven på vegne af kommunen.

Det foreslås også præciseret, at ministerens mulighed for at fastsætte regler om opkrævning af gebyr til dækning af udgifter til måling ved levering af vand, og til at fastsætte regler for kommunernes afregning af afgift til SKAT, også er gældende for de selskaber, som varetager opgaven på vegne af kommunen.

3.3.3. Ændring af reglerne om elafgift af landstrøm

3.3.3.1. Gældende ret

Som en afgiftsmæssig tilpasning til engrosmodellen på elmarkedet, som indføres fra den 1. april 2016, er der vedtaget en ordning med delvis afgiftsgodtgørelse for landstrøm. Ordningen skal erstatte en fritagelse for elafgift ned til EU's minimumsafgift på 0,4 øre pr. kWh for landstrøm, som blev sat i kraft den 1. september 2015.

Det var dermed hensigten, at ændringens afgiftsmæssige nettoeffekt for landstrøm skulle være uændret. Efter reglernes ordlyd blev godtgørelsen fastsat til 0,4 øre pr. kWh. Det var en fejl, da det var hensigten, at elafgiften på landstrøm skulle godtgøres bortset fra 0,4 øre pr. kWh.

Såvel ordningen med delvis afgiftsfritagelse som ordningen med delvis afgiftsgodtgørelse er betinget af, at der foreligger en tilladelse til afgiftslempelse for landstrøm fra Rådet for Den Europæiske Union. Rådets tilladelse blev meddelt den 19. juni 2015. Denne tilladelse forelå ikke, da ordningen med delvis afgiftsgodtgørelse blev vedtaget. På den baggrund bemyndigedes skatteministeren til at sætte ordningen i kraft, når Rådets tilladelse forelå, men dog ikke før indførelsen af engrosmodellen fra den 1. april 2016.

3.3.3.2. Lovforslaget

Med forslaget rettes ovennævnte fejl i reglerne om delvis afgiftsgodtgørelse for landstrøm. Af lovtekniske grunde ophæves de hidtidige regler om delvis afgiftsgodtgørelse, og nye regler med den rette ordlyd indsættes i loven.

Det foreslås endvidere, at skatteministerens bemyndigelse til at sætte de hidtidige regler i kraft ophæves, og at de nye regler træder i kraft den 1. april 2016. Det er i overensstemmelse med, at de nye regler indebærer en afgiftsmæssig tilpasning til engrosmodellen på elmarkedet, som indføres fra den 1. april 2016.

4. Økonomiske konsekvenser for det offentlige

4.1. Nedsættelse af NOx-afgiften og tilretning og senere ophævelse af bundfradraget

Det foreslås, at NOx-afgiften nedsættes med 21,6 kr. pr. kg udeledt NOx fra 26,6 kr. pr. kg til 5,0 kr. pr. kg fra den 1. juli 2016, svarende til en nedsættelse på godt 80 pct. Det skønnes at medføre et umiddelbart mindreprovenu på ca. 360 mio. kr. i 2016, jf. tabel 1.

Det varige mindreprovenu efter tilbageløb og adfærd skønnes at udgøre ca. 240 mio. kr.

Beregningerne tager udgangspunkt i det forventede provenu fra NOx-afgiften i 2015 på ca. 850 mio. kr. ved en sats på 26,4 kr. pr. kg i 2015. Det skønnes, at ca. 30 pct. af provenuet fra NOx-afgiften vedrører NOx-afgift på motorbrændstof, hvilket primært er benzin og diesel. Finansårseffekten efter tilbageløb og adfærd i 2016 skønnes at udgøre ca. 160 mio. kr.

Der foretages ikke en kompenserende forhøjelse af energiafgifterne på benzin og diesel, når NOx-afgiften nedsættes. Det medfører, at NOx-afgiften og dermed den samlede afgift for benzin og diesel lempes. NOx-afgiften på benzin udgør 4,3 øre pr. liter i 2015, og NOx-afgiften på diesel udgør 4,7 øre pr. liter i 2015. NOx-afgiften på benzin nedsættes til 0,8 øre pr. liter og NOx-afgiften på diesel nedsættes til 0,9 øre pr. liter fra 1. juli 2016.

Adfærdseffekterne ved at nedsætte NOx-afgiften skyldes blandt andet et øget energiforbrug, hvilket skønnes at give et begrænset merprovenu fra de øvrige energiafgifter og fra NOx-afgiften som følge af en øget udledning af NOx. Derudover skønnes det, at der som følge af nedsættelsen af NOx-afgiften på benzin og diesel blandt andet vil komme hjemvendt grænsehandel og øget forbrug af benzin og diesel. Det vil blandt andet give et merprovenu fra afgifterne på benzin og diesel og de øvrige bilafgifter samt et begrænset merprovenu på momskontoen.

Med forslaget om ophævelse af bundfradraget fjernes en skatteudgift i form af bundfradraget. Skatteudgiften skønnes at udgøre ca. 25 mio. kr.

Forslaget om tilpasning af bundfradraget kan i visse tilfælde medføre et begrænset merprovenu, i det omfang kravet om en minimumsafgiftsbetaling på 20 pct. ellers ikke ville være overholdt.

Danmark er ifølge Gøteborg-protokollen, som Danmark tiltrådte i 1999, forpligtet til at reducere NOx-udledningen fremadrettet. Der henvises til bemærkningerne herom i lovforslagets afsnit 10. Med en nedsættelse af NOx-afgiften kan det evt. blive nødvendigt at tage andre instrumenter i brug for at sikre, at Danmark overholder sin forpligtelse. Omvendt vil nye teknologier og krav fra EU isoleret set dæmpe udledningen af NOx. Erhvervslivet er stadig forpligtet til at overholde miljøkrav, eksempelvis krav til industrianlæg om forureningsbegrænsende teknologier, herunder BAT-krav (Best Available Technology).

4.2. Nettoafregning og ændringer i visse miljø- og energiafgiftslove

Forslaget vedrørende nettoafregning af afgifter på affaldsvarme forventes at medføre en likviditetsfordel for de forbrugsregistrerede kunder på under 0,5 mio. kr. årligt, hvilket afspejler statens tilsvarende tab.

Forslaget om den tekniske tilpasning af godtgørelse af CO2-afgift af leveret varme forbrugt til elproduktion skønnes ikke at medføre økonomiske konsekvenser for det offentlige i forhold til den hidtidige afgiftsopkrævning.

De øvrige forslag skønnes ikke at medføre nævneværdige provenumæssige konsekvenser for det offentlige.

5. Administrative konsekvenser for det offentlige

Lovforslaget skønnes ikke at medføre nævneværdige administrative konsekvenser for det offentlige.

6. Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

6.1. Nedsættelse af NOx-afgiften og tilretning og senere ophævelse af bundfradraget

Ud af den umiddelbare lempelse på ca. 700 mio. kr. i 2017 ved at nedsætte NOx-afgiften skønnes erhvervslivet at opnå en umiddelbar lempelse på ca. 380 mio. kr., mens husholdningerne skønnes at få en umiddelbar lempelse på ca. 320 mio. kr.

Ophævelse af bundfradraget og samtidig nedsættelse af NOx-afgiften medfører samlet set, at store udledere også får en umiddelbar afgiftslempelse i forhold til i dag på trods af ophævelsen af bundfradraget.

Forslaget om tilpasning af bundfradraget i NOx-afgiften kan i visse tilfælde medføre en begrænset merbetaling, indtil bundfradraget ophæves.

6.2. Nettoafregning ændringer i visse miljø- og energiafgiftslove

Forslaget vedrørende nettoafregning af afgifter på affaldsvarme forventes at medføre en likviditetsfordel for de forbrugsregistrerede virksomheder på under 0,5 mio. kr. årligt. Ved forbrugsregistrering vil de forbrugsregistrerede alene skulle betale nettoafgiften af deres forbrug. Det medfører en likviditetsfordel på op til et år for visse kunder, da de ikke først skal betale størstedelen af energiafgiften, for derefter at søge om godtgørelse på et senere tidspunkt.

Forslaget om den tekniske tilpasning af godtgørelse af CO2-afgift af leveret varme forbrugt til elproduktion skønnes ikke at medføre økonomiske konsekvenser for erhvervslivet i forhold til den hidtidige afgiftsopkrævning.

De øvrige forslag skønnes ikke at medføre nævneværdige økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.

7. Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget er i forbindelse med fremsættelsen sendt i høring hos Erhvervsstyrelsen - Team Effektiv Regulering (TER).

Forslaget vedrørende nettoafregning af afgifter på affaldsvarme forventes samlet set ikke at medføre nævneværdige administrative konsekvenser for erhvervslivet. På den ene side er forbrugsregistrering forbundet med øget administration for erhvervslivet, og for SKAT. På den anden side vil et antal af de berørte virksomheder allerede i dag være forbrugsregistreret for afregning af andre energiafgifter, og stigningen i de administrative byrder opvejes derfor for disse virksomheder af, at procedurerne for afregningen af afgifter bliver mere ensartede. Muligheden for forbrugsregistrering er desuden frivillig for virksomhederne.

8. Administrative konsekvenser for borgerne

Forslaget skønnes ikke at medføre administrative konsekvenser for borgerne.

9. Miljømæssige konsekvenser

9.1. Nedsættelse af NOx-afgiften og tilretning og senere ophævelse af bundfradraget

Nedsættelse af NOx-afgiften vil isoleret set medføre en øget udledning af NOx i Danmark. Ud af den samlede danske NOx-udledning skønnes ca. 13 pct. at påvirke Danmark, mens de resterende ca. 87 pct. påvirker udlandet. En del af den NOx, der udledes i udlandet, påvirker således også Danmark.

Det vurderes, at nedsættelse af NOx-afgiften isoleret set indebærer, at NOx-udledningen øges med op til 10 mio. kg på sigt. Skønnet er behæftet med usikkerhed og afhænger bl.a. af den teknologiske udvikling. Skønnet svarer til den reduktion i NOx-udledningen, som var forudsat, da NOx-afgiften blev forhøjet.

På trods af nedsættelse af NOx-afgiften vil der stadig være et incitament til at installere og fastholde rensningsteknologi på anlæggene. Derudover kan den teknologiske udvikling og krav fra EU dæmpe NOx-udledningen. Erhvervslivet skal stadig overholde miljøkrav, herunder BAT-krav. Det kan bidrage til yderligere reduktion af NOx-udledningen.

Det skønnes, at skadesomkostningerne ved dansk udledt NOx i Danmark udgør ca. 15 kr. pr. kg. En stigning i NOx-udledningerne på op til ca. 10 mio. kg svarer således til en dansk skadesomkostning på op til ca. 150 mio. kr.

Derudover skønnes det, at der vil komme en øget udledning af CO2 som følge af et højere energiforbrug, herunder øget kørsel. Det skønnes, at nedsættelse af NOx-afgiften på stationære anlæg medfører en øget udledning på ca. 0,09 mio. ton, heraf skønnes knap en tredjedel at vedrøre det ikke-kvotebelagte område.

Som følge af nedsættelse af NOx-afgiften på benzin og diesel skønnes en øget udledning af CO2 på ca. 0,07 mio. ton CO2. Heraf vedrører ca. 0,02 mio. ton CO2 øget kørsel i Danmark, mens knap 0,05 mio. ton CO2 skyldes hjemvendt grænsehandel. Hjemvendt grænsehandel medfører, at der købes mere benzin/diesel i Danmark, men ikke at der forbruges mere benzin/diesel eller udledes mere NOx i Danmark.

Samlet skønnes det med stor usikkerhed, at forslaget vil medføre en øget udledning af drivhusgasser på sigt på op til ca. 0,16 mio. ton CO2-ækvivalenter. Effekten angiver formentlig en øvre grænse. Det svarer til ca. 0,3 pct. af Danmarks samlede udledning af drivhusgasser i 2013. I det ikke-kvotebelagte område skønnes udledningen at stige ca. 0,10 mio. ton CO2-ækvivalenter. Det øger kravene til andre tiltag med henblik på at opfylde Danmarks internationale klimaforpligtelser på det ikke-kvotebelagte område.

Udledningen af NOx i Danmark opgøres som en del af den nationale emissionsopgørelse. Emissionsfremskrivningen foretages af Aarhus Universitet, DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi, for Miljø- og Fødevareministeriet.

Fremskrivningerne foretages med 2 års mellemrum. Den næste emissionsfremskrivning forventes gennemført i 2016 på baggrund af blandt andet en ny energifremskrivning, som forventes at foreligge i december 2015. Der er en række usikkerheder forbundet med emissionsfremskrivningerne. Det kan både være i forhold til metoden (ny viden kan føre til ændringer), den økonomiske udvikling (højere økonomisk aktivitet giver større udledninger og omvendt) og eventuelle nye miljøkrav (udledninger der ikke er indregnet i fremskrivningen).

Emissionsfremskrivningen er baseret på de historiske emissioner og ny regulering. Et eksempel på sidstnævnte kan være et EU-direktiv, der nedsætter grænseværdien for NOx for visse anlæg. I det omfang et direktiv indeholder nye grænseværdier og ikrafttrædelsesdatoer, vil dette indgå i fremskrivningen med indfasning i de relevante år. Der anvendes i dag forskellige typer af tiltag for at reducere NOx-udledningen, herunder krav til energisektoren og krav til industrianlæg om forureningsbegrænsende teknologier (BAT-krav).

NOx-afgiften indgår i fremskrivningen via dens effekt på de historiske emissioner, men effekten af de forskellige virkemidler, eksempelvis miljøkrav og NOx-afgift, kan ikke umiddelbart isoleres.

I den seneste fremskrivning af emissionerne fra 2013 skønnes en manko på 1 procentpoint, svarende til ca. 2 mio. kg, i forhold til at overholde reduktionsforpligtelsen ifølge Gøteborg-protokollen på 56 pct. i 2020 i forhold til 2005. Det er usikkert, hvorvidt nedsættelse af NOx-afgiften medfører, at Danmark ikke kan overholde sin internationale forpligtelse. Dette skyldes primært regulering i EU om grænseoverskridende luftforurening (herunder BAT-krav). Regeringen vil sikre, at forpligtelserne overholdes.

9.2. Nettoafregning og ændringer i visse miljø- og energiafgiftslove

Forslagene skønnes ikke at medføre nævneværdige miljømæssige konsekvenser.

10. Forholdet til EU-retten

Det foreslås, at NOx-afgiften nedsættes til 5,0 kr. pr. kg fra og med den 1. juli 2016. En nedsættelse af NOx-afgiften vil isoleret set medføre en stigning i udledningen af NOx i Danmark. Danmark er i henhold til det nuværende NEC-direktiv forpligtet til at nedbringe NOx-udledningen til maksimalt 127 mio. kg pr. år fra 2010. Denne forpligtigelse opfylder Danmark allerede.

Danmark er ifølge Gøteborg-protokollen forpligtet til at reducere NOx-udledningerne med 56 pct. i 2020 i forhold til 2005. I den seneste fremskrivning af emissionerne fra 2013 skønnes en manko på 1 procentpoint i forhold til at overholde denne reduktionsforpligtelse. Gøteborg-protokollen blev revideret i 2012. Ændringen af protokollen er udarbejdet i henhold til Genevekonvention (konventionen om grænseoverskridende luftforurening over store afstande). Genevekonvention danner rammerne for nedbringelse af grænseoverskridende luftforurening og blev tiltrådt af 47 lande, herunder mange europæiske lande samt USA og Canada, i 1979. Danmark tiltrådte den første Gøteborg-protokol i 1999.

Europa-Kommissionen har fremsat et fornyet NEC-direktiv med en reduktionsforpligtelse for NOx-udledningen i 2020 svarende til målsætningen på 56 pct. i Gøteborg-protokollen. Såfremt dette vedtages, er Danmark EU-retligt forpligtet til at overholde reduktionsforpligtelsen i 2020. Endvidere indeholder det reviderede NEC-direktiv også nye 2030-mål. Valget af instrumenter til at nå målene vil være et nationalt anliggende.

Regeringen vil stadig leve op til de internationale forpligtelser på miljøområdet om reduktioner af NOx-udledninger. NOx-udledningen vil løbende blive overvåget, og der vil om nødvendigt blive iværksat alternative indsatser til reduktion af NOx-udledningen.

Lovforslaget indeholder endvidere forslag om en justering af bundfradraget i NOx-afgiften i overensstemmelse med Europa-Kommissionens statsstøttegodkendelse. Justeringen har dog alene virkning fra lovens ikrafttræden til og med den 30. juni 2016, hvorefter bundfradraget foreslås ophævet.

Europa-Kommissionen godkendte den 18. december 2013 en ændring af bundfradraget i NOx-afgiften som lovlig statsstøtte efter EF-retningslinjer for miljøbeskyttelse (2008/C 82/01) med blandt andet følgende begrundelse:

"(65) Støtte i form af afgiftslempelser eller fritagelser er proportionel, hvis modtageren, jf. punkt 159, litra b, i miljøretningslinjerne, betaler mindst 20 pct. af den nationale afgift.

(66) Danmark har forpligtet sig til at gennemføre en ændring af loven om NOx-afgiften, så afgiftsfradraget højest kan udgøre 80 pct. af fradragets beregningsgrundlag. Det ville sikre, at Aalborg Portland betaler mindst 20 pct. af NOx-afgiften. "

Med forslaget justeres bundfradraget i overensstemmelse med statsstøttegodkendelsen, så det sikres, at der i perioden frem til ophævelsen af bundfradraget som minimum skal betales 20 pct. i NOx-afgift.

Med ophævelse af bundfradraget i NOx-afgiften vurderes NOx-afgiften ikke længere at indeholde statsstøtteelementer.

Den resterende del af lovforslaget notificeres som udkast i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF (informationsproceduredirektivet), som ændret ved direktiv 98/48/EF.

11. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 5. oktober 2015 til og med den 2. november 2015 været sendt i høring hos nedenstående myndigheder og organisationer m.v. De dele af lovforslaget, som omhandler nedsættelse af NOx-afgiften og afskaffelse af bundfradraget i NOx-afgiftsloven har ikke forinden fremsættelsen været sendt i høring. Lovforslaget, inkl. ovennævnte dele, er samtidig med fremsættelsen sendt i høring med frist den 27. november 2015 hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Advokatsamfundet, Affald Plus, Aluminium Danmark, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, ARI, Biobrændselsforeningen, Blik- og Rørarbejderforbundet. Borger- og retssikkerhedschefen i SKAT, Brancheforeningen for Biogas, Brancheforeningen for Decentral Kraftvarme, Brancheforeningen for Husstandsvindmøller, Business Danmark, CEPOS, Cevea, DAKOFA, Danmarks Fiskeriforening, Danmarks Jordbrugsforskning, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Vindmølleforening, Dansk Affaldsforening, Dansk Energi, Dansk Erhverv, Dansk Fjernvarme, Dansk Gartneri, Dansk Gasteknisk Center, Dansk Landbrugsrådgivning, Dansk Metal, Dansk Methanolforening, Dansk Retursystem A/S, Dansk Solcelleforening, Dansk Told- og Skatteforbund, Danske Advokater, Danske Halmleverandører, Danske Regioner, Danske Speditører, DANVA, DEA, Den Danske Dommerforening, Det Økologiske Råd, DI, Digitaliseringsstyrelsen, Domstolsstyrelsen, Eksportrådet, EmballageIndustrien, Energi Danmark, Energi- og Olieforum, Energiforum Danmark, Energiklagenævnet, Energinet.dk, Energistyrelsen, Energitilsynet, Erhvervsstyrelsen, FORCE Technology, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Foreningen Danske Kraftvarmeværker, Foreningen for Danske Biogasanlæg, FSR - danske revisorer, Foreningen af Danske Skatteankenævn, Greenpeace Danmark, HOFOR, Ingeniørforeningen, Kraka, KL, Landsskatteretten, Miljøstyrelsen, Mineralolie Brancheforeningen, Moderniseringsstyrelsen, Nationalt Center for Miljø og Energi, Naturstyrelsen, Noah, Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi, Sammensluttede Danske Energiforbrugere, Samvirkende Energi- og Miljøkontorer, Skatteankestyrelsen, SRF Skattefaglig Forening, Sikkerhedsstyrelsen, Spillemyndigheden, Ungdomsboligrådet, Vedvarende Energi, VELTEK, Vindmølleindustrien, VisitDenmark, WWF og Økologisk Landsforening.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Afgiften på udledning af NO2-ækvivalenter (NOx) blev indført i 2010. Da afgiften blev indført, udgjorde den 5,0 kr. pr. kg udledt NOx. Afgiften blev senere i 2012 forhøjet til 25 kr. pr. kg udledt NOx. Afgiften er indekseret for at modvirke udhuling som følge af inflationen. Afgiftssatsen udgør 26,4 kr. pr. kg udledt NOx i 2015, jf. NOx-afgiftslovens § 2, stk. 1.

Der betales afgift ved udledning af NO2-ækvivalenter til luften ved forbrænding, jf. NOx-afgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt. Der er som udgangspunkt pligt for registrerede virksomheder til at måde udledning af NOx, jf. § 1, stk. 2 og 3. Hvor der ikke sker måling, opgøres den udledte mængde af NOx til luften i overensstemmelse med den leverede, udleverede og forbrugte mængde varer, jf. stk. 4.

Det foreslås, at NOx-afgiften nedsættes til det oprindelige niveau på 5,0 kr. pr. kg udledt NOx for virksomheder, der måler deres NOx-udledning.

NOx-afgiften fastlægges som en grundsats i 2015-niveau, som er udgangspunktet for de fremtidige indekseringer. Indekseringen fra 2015 til 2016 udgør 0,8 pct. som følge af udviklingen i nettoprisindekset fra 2013 til 2014. Grundsatsen i 2015-niveau på 5,0 kr. pr. kg udledt NOx medfører en sats på 5,0*(1+0,008), som afrundes med 1 decimal til 5,0 kr. pr. kg NOx i 2016.

Der vil ikke med lovforslaget blive indført en kompenserede forhøjelse af energiafgifterne på motorbrændstof.

Til nr. 2

Der er tale om en konsekvensændring som følge af ændring af satserne i lovforslagets § 1, nr. 1.

Til nr. 3

Det følger at NOx-afgiftslovens § 3, stk. 5, at virksomheder, der opfylder betingelserne for bundfradrag efter § 10, kan registreres hos SKAT.

Som følge af forslagets § 1, nr. 7, hvorefter bundfradraget i NOx-afgiftslovens § 10 ophæves pr. 1. juli 2016, foreslås det, at lovens § 3, stk. 5, samtidig ophæves.

Til nr. 4

For virksomheder med særligt store udledninger NOx pr. anvendt energienhed (GJ) gælder et bundfradrag i afgiften, jf. NOx-afgiftslovens § 10, stk. 2. Bundfradraget er begrundet med, at der for de virksomheder, der fra stationære anlæg har særligt store udledninger NOx pr. anvendt energienhed, vil være risiko for, at de på grund af NOx-afgiften vil blive særligt hårdt ramt i forhold til omsætning eller størrelse af virksomhedens energiforbrug. Bundfradraget udgør 0,15 kg NOx/GJ for fremstilling af hvid cement og 0,075 kg NOx/GJ for fremstilling af grå cement.

Bundfradraget i NOx-afgiftsloven indeholder statsstøtte. Europa-Kommissionen har godkendt statsstøtteforanstaltningen i medfør af EF-retningslinjer for statsstøtte til miljøbeskyttelse (2008/C 82/01). Ordningen er bl.a. godkendt under den forudsætning, at NOx-afgiftsloven tilpasses, så bundfradraget i afgiften også kan anvendes af nye markedsaktører inden for sektoren for cementproduktion. Der henvises til afsnit 46 i Europa-Kommissionens statsstøttegodkendelse C(2013)9079.

Det foreslås at tilpasse § 10, stk. 2, til Europa-Kommissionens statsstøttegodkendelse, så også nye virksomheder, der opfylder betingelserne i § 10, stk. 2, kan anvende bundfradraget, indtil bundfradraget ophæves. Der henvises desuden til bemærkningerne til nr. 5.

Til nr. 5

Bundfradraget i NOx-afgiftsloven blev indført for at undgå, at virksomheder med særligt store udledninger NOx pr. anvendt energienhed (GJ) ville blive særligt hårdt ramt i forhold til omsætning eller størrelse af virksomhedens energiforbrug. Der henvises til forarbejderne til lovens § 10, jf. lovforslag nr. L 169, fremsat den 28. marts 2008, Folketingstidende 2007-08, tillæg A, side 5937.

Ved ikrafttræden af NOx-afgiftsloven den 1. januar 2010, jf. lov nr. 472 af 17. juni 2008, var der samme bundfradrag gældende for både hvid og grå cement. Som led i finansloven for 2012 blev der indført et særskilt bundfradrag for fremstilling af grå cement, jf. lov nr. 1385 af 28. december 2011. Bundfradraget udgør i dag 0,15 kg/GJ for fremstilling af hvid cement og 0,075 kg/GJ for fremstilling af grå cement, jf. NOx-afgiftslovens § 10, stk. 2.

Bundfradraget indeholder statsstøtte. Europa-Kommissionen har godkendt statsstøtteforanstaltningen i medfør af EF-retningslinjer for statsstøtte til miljøbeskyttelse (2008/C 82/01). Ordningen er godkendt under den forudsætning, at afgiftsfradraget (bundfradraget) højest kan udgøre 80 pct. af fradragets beregningsgrundlag. Der henvises til afsnit 65-67 i Europa-Kommissionens statsstøttegodkendelse C(2013)9079. Europa-Kommissionen har herved stillet krav om, at de virksomheder, der kan udnytte bundfradraget, altid som minimum skal betale 20 pct. i NOx-afgift.

Indtil bundfradraget ophæves, foreslås det, at der indføres et nyt stk. 3 i § 10 i NOx-afgiftsloven. Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at der altid - uanset bundfradraget i § 10, stk. 2, - som minimum skal betales 20 pct. i afgift.

Kravet om en minimumsafgiftsbetaling på 20 pct. opgøres som en samlet afgiftsbetaling for både hvid og grå cement. Kravet om en minimumsafgiftsbetaling på 20 pct. anses for opfyldt, hvis den samlede afgiftsbetaling for både hvid og grå cement udgør 20 pct. af den afgift, der skulle have været betalt uden bundfradrag.

I tabellerne nedenfor vises 3 eksempler på opgørelse af afgiftsbetalingen. Eksemplerne er udtryk for, hvordan 20 pct.-kravet skal opgøres i forhold til bundfradraget.

I eksempel 1 og 2 er 20 pct.-kravet opfyldt i forhold til den samlede afgiftsbetaling. I eksempel 3 er 20 pct.-kravet ikke opfyldt i forhold til den samlede afgiftsbetaling.

I eksempel 1 er kravet om en afgiftsbetaling på minimum 20 pct. opfyldt i forhold til den samlede afgiftsbetaling for både hvid og grå cement. Samlet set betales der afgift af ca. 38 pct. NOx (49.500/132.000*100). Der betales afgift af 49.500 kg NOx ud af de samlede udledninger af NOx på 132.000 kg.

I eksempel 2 er kravet om en afgiftsbetaling på minimum 20 pct. opfyldt i forhold til den samlede afgiftsbetaling for både hvid og grå cement. Selv om der i forbindelse med fremstilling af hvid cement udledes mindre end bundfradraget, udledes der i forbindelse med fremstilling af grå cement så meget NOx, at kravet om en afgiftsbetaling på 20 pct. er opfyldt i forhold til den samlede afgiftsbetaling. Der betales afgift af ca. 32 pct. (33.750/105.000*100). Der betales afgift af 33.750 kg NOx ud af de samlede udledninger af NOx på 105.000 kg.

I eksempel 3 er kravet om en afgiftsbetaling på minimum 20 pct. ikke opfyldt for den samlede afgiftsbetaling for både hvid og grå cement, da alene ca. 13 pct. er afgiftspligtig NOx (16.125/120.000*100). Derfor betales der ikke afgift af de 16.125 kg, men i stedet for af 20 pct. af de samlede NOx-udledninger. Det svarer til, at der betales afgift af 24.000 kg NOx (0,2*120.000) ud af de samlede udledninger af NOx på 120.000 kg.

Til nr. 6

Det foreslås, at NOx-afgiftslovens § 10, stk. 4, der bliver stk. 5, præciseres, så formålet med den gældende bestemmelse bliver fremhævet. Efter gældende ret kan der alene, uanset hvor mange ovn- og kedelanlæg der anvendes, beregnes et bundfradrag inden for den samme cementtype. Et samlet bundfradrag for hvid cement og et samlet bundfradrag for grå cement. Det er således ikke muligt efter gældende ret at overføre uudnyttede bundfradrag fra en cementtype til en anden, f.eks. ved at overføre et uudnyttet bunddrag fra hvid cement til grå cement. Det foreslås, at den gældende bestemmelse præciseres, så der ikke opstår fortolkningstvivl.

Til nr. 7

For beskrivelse af § 10 i NOx-afgiftsloven henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 4-6.

Det foreslås, at bundfradraget i NOx-afgiftsloven ophæves. Ophævelsen træder i kraft, når NOx-afgiften nedsættes den 1. juli 2016, jf. forslagets § 9, stk. 3.

Med ophævelse af bundfradraget i NOx-afgiften vurderes NOx-afgiften ikke længere at indeholde statsstøtteelementer.

Til nr. 8

Bilag 1 til NOx-afgiftsloven indeholder standardsatserne for årene 2010-2015 for virksomheder, der ikke måler deres NOx-udledning, jf. NOx-afgiftslovens § 2, stk. 2.

Som følge af, at NOx-afgiften nedsættes fra 26,6 kr. pr. kg udledt NOx til 5,0 kr. pr. kg i 2016 for virksomheder, der måler deres udledning, jf. forslagets § 1, nr. 1, foreslås det, at standardsatserne for de virksomheder, der ikke måler deres NOx-udledning, nedsættes tilsvarende.

Fra 2015 og frem reguleres afgiftssatserne efter § 32 a i lov om energiafgift af mineralolieprodukter mv. på grundlag af nettoprisindeksets årsgennemsnit to år forud for det kalenderår, i hvilket satsen skal gælde, jf. forslagets § 1, nr. 1.

Satserne i det foreslåede bilag 1 er opgjort som grundsatsen i 2015-niveau. Eksempelvis udgør satsen for kul m.v. 15,9 kr. pr. ton i 2015-niveau, jf. bilag 1, nr. 16. Indekseringen fra 2015 til 2016 udgør 0,8 pct. som følge af udviklingen i nettoprisindekset fra 2013 til 2014. Dermed udgør satsen for kul m.v. i 2016 15,9*(1+0,008)=16,0 kr./ton, da der afrundes til 1 decimal, jf. § 32 a i lov om energiafgift af mineralolieprodukter mv.

Til § 3

Til nr. 1 og 2

De gældende regler i elafgiftslovens § 6 a og § 11, stk. 2, 3. pkt., indebærer en ordning med fritagelse for elafgift ned til EU's minimumsafgift på 0,4 pr. kWh for elektricitet fra land til forbrug om bord på krydstogtskibe og andre større erhvervsmæssige skibe i havne, herefter benævnt landstrøm.

Med forslaget til § 2, nr. 5, foreslås der nye bestemmelser indsat som stk. 3-5 i § 11 b i elafgiftsloven, hvorefter der ydes godtgørelse af elafgift bortset fra EU´s minimumsafgift på 0,4 øre pr. kWh for landstrøm. Ordningen skal træde i kraft den 1. april 2016. Der henvises til bemærkningerne til § 2, nr. 5. Denne ordning med delvis godtgørelse har den samme afgiftsmæssige nettoeffekt for landstrøm som ovennævnte ordning med delvis afgiftsfritagelse for landstrøm.

Det foreslås på den baggrund, at reglerne om delvis afgiftsfritagelse for landstrøm i elafgiftslovens § 6 a og § 11, stk. 2, 3. pkt., ophæves.

Den foreslåede ophævelse af elafgiftslovens § 6 a og § 11, stk. 2, 3. pkt., træder i kraft den 1. april 2016 og har virkning fra og med denne dato, jf. lovforslagets § 10.

Til nr. 3

Elafgiftslovens § 11, stk. 16, regulerer reglerne for momsregistrerede varmeproducenter, der leverer varme uden samtidig produktion af elektricitet. Det er hensigten, at satserne i bestemmelsens 2. og 3. pkt. skal reguleres efter § 32 a i lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v. Dette fremgik oprindeligt i bestemmelsens 5. pkt. 5. pkt. blev ved en fejl ophævet ved § 3, nr. 8 i lov nr. 903 af 4. juli 2013. Det foreslås på denne baggrund, at det oprindelige 5. pkt. indsættes igen.

Til nr. 4

Der er tale om rettelse af forkerte henvisninger.

Til nr. 5

I forbindelse med indførelsen af engrosmodellen på elmarkedet, jf. lov nr. 578 af 4. maj 2015, skulle der etableres en ordning med fuld elafgift på købet af el og efterfølgende godtgørelse af elafgiften på 87,8 øre pr. kWh (2015-satsen) ned til EU's minimumsafgift på 0,4 pr. kWh for landstrøm. I loven udgør godtgørelsen dog kun 0,4 øre pr. kWh for landstrøm, jf. § 1, nr. 12. Det er en formuleringsmæssig fejl.

Da lov nr. 578 af 4. maj 2015 endnu ikke er trådt i kraft, foreslås det af lovtekniske grunde, at de hidtidige regler om delvis afgiftsgodtgørelse ophæves, og nye regler med den rette ordlyd indsættes i loven.

Med § 2, nr. 5, i dette lovforslag foreslås det derfor, at den ovennævnte bestemmelse om godtgørelse for landstrøm formuleres korrekt, dvs. i harmoni med den oprindelige hensigt, og indsættes i elafgiftsloven. Med lovforslagets § 9, nr. 1, foreslås herefter, at § 1, nr. 12, i lov nr. 578 af 4. maj 2015 ophæves. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 9, nr. 1.

Der redegøres nærmere for lovforslagets § 2, nr. 5, i det følgende.

Med § 1 i lov nr. 555 af 2. juni 2014 er der vedtaget en lempelse af elafgiften ned til EU's minimumsafgift på 0,4 øre pr. kWh for landstrøm. Det var en forudsætning for, at afgiftslempelsen kunne træde i kraft, at Rådet for Den Europæiske Union, herefter benævnt Rådet, først gav tilladelse til ordningen. Denne tilladelse blev meddelt den 19. juni 2015.

Ovennævnte lempelse ifølge § 1 i lov nr. 555 af 2. juni 2014 har form af en delvis afgiftsfritagelse, dvs. en nedsættelse af afgiften på elektriciteten. Denne reducerede afgift faktureres til havnevirksomheden, som fakturerer den reducerede afgift videre til de omfattede skibe. Elektriciteten leveres via en havnevirksomhed til skibene.

Der henvises til bemærkningerne til § 1 og § 9, stk. 2 og 5, i lovforslag nr. L 171, fremsat den 26. marts 2014, jf. Folketingstidende 2013-2014, tillæg A, side 16 og 24.

Den delvise afgiftsfritagelse for landstrøm er trådt i kraft den 1. september 2015, jf. bekendtgørelse nr. 984 af 28. august 2015.

Med § 1, nr. 12, § 4, nr. 1, og § 5, stk. 3 og 4, i lov nr. 578 af 4. maj 2015 blev det fastsat, at denne delvise afgiftsfritagelse ændres til en ordning med delvis afgiftsgodtgørelse på baggrund af en tilladelse fra Rådet, og at denne delvise afgiftsfritagelse ikke kan finde anvendelse fra den 1. april 2016. Der var tale om afgiftstekniske ændringer, som udgjorde elementer i tilpasningerne til engrosmodellen på elmarkedet. Engrosmodellen indføres den 1. april 2016.

Det var hensigten, at lempelsen skulle ændres fra delvis afgiftsfritagelse til en ordning med fuld elafgift på købet af el og efterfølgende godtgørelse af elafgift ned til EU's minimumsafgift på 0,4 øre pr. kWh for landstrøm. Godtgørelsen skulle ikke ydes direkte til de omfattede skibe, men til den virksomhed i havnen, som aftagenummeret for elektriciteten omfatter. Det er herved forudsat, at havnevirksomheden videresælger elektriciteten til skibene alene med tillæg af ikke godtgjort elafgift, således at skibene ikke stilles anderledes afgiftsmæssigt. Det er således ikke det enkelte skib, der skal have godtgørelse, men den, som sælger el til skibet.

Der henvises til afsnit 2.1, 3.1.5, 10.1 og 12 i de almindelige bemærkninger og til § 1, nr. 12, i de specielle bemærkninger i lovforslag nr. L 144, fremsat den 25. februar 2015, jf. Folketingstidende 2014-2015, tillæg A, side 7, 11, 14, 16 og 25.

Ved § 1, nr. 12, i lov nr. 578 af 4. maj 2015 indsattes reglerne om delvis afgiftsgodtgørelse for landstrøm som stk. 3-5 i § 11 b i elafgiftsloven. Disse regler er ikke formuleret korrekt. Der henvises til bemærkningerne til dette lovforslags § 9, nr. 1.

Det er på denne baggrund, at det med § 2, nr. 5, i lovforslaget foreslås, at ovennævnte regler om afgiftsgodtgørelse for landstrøm formuleres korrekt, dvs. i harmoni med nævnte oprindelige hensigt, og indsættes i elafgiftsloven.

Det foreslås således, at de nye bestemmelser indsættes som stk. 3-5 i § 11 b i elafgiftsloven med en ordlyd, som fastslår, at der ydes godtgørelse af elafgift bortset fra EU's minimumsafgift på 0,4 øre pr. kWh for landstrøm.

Danmark fik tilladelse til afgiftslempelse for landstrøm ved Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/993 af 19. juni 2015 om tilladelse til Danmark til at anvende en reduceret afgiftssats på elektricitet, der leveres direkte til fartøjer, som ligger ved kaj i havn, i henhold til artikel 19 i direktiv 2003/96/EF, om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet. Det i tilladelsen omtalte direktiv betegnes også energibeskatningsdirektivet. Det fremgår af Rådets tilladelse, at Danmark gives tilladelse til at anvende en reduceret afgiftssats på elektricitet, der leveres direkte til andre fartøjer end private fritidsfartøjer, som ligger ved kaj i en havn, under forudsætning af, at minimumsafgiftssatserne i artikel 10 i energibeskatningsdirektivet overholdes. Det fremgår endvidere, at tilladelsen udløber efter seks år regnet fra den 19. juni 2015. Endelig fremgår det, at skulle Rådet på grundlag af artikel 113 i TEUF fastsætte almindelige regler om skattemæssige fordele for strøm fra land, udløber tilladelsen på den dag, hvor disse almindelige regler finder anvendelse.

Både den aktuelle danske ordning med afgiftsfritagelse ned til EU's minimumsafgift og den kommende danske ordning med godtgørelse af afgift bortset fra EU's minimumsafgift anses for at være omfattet af tilladelsen. Medlemsstaterne kan frit gennemføre de delvise afgiftsfritagelser og afgiftslempelser, der er fastsat i energibeskatningsdirektivet, enten direkte eller ved at refundere en del af den erlagte afgift, jf. artikel 6 i energibeskatningsdirektivet.

Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 9, nr. 1, foreslås det, at der sker ophævelse af den tidligere fastsatte ordning med delvis afgiftsgodtgørelse for landstrøm. Det fremgår endvidere af bemærkningerne til lovforslagets § 9, nr. 3, at det som en konsekvensændring foreslås, at der sker ophævelse af § 5, stk. 3 og 4, i lov nr. 578 af 4. maj 2015. Der henvises til bemærkninger til § 9, nr. 1 og 3.

De nævnte regler i § 5, stk. 3 og 4, i lov nr. 578 af 4. maj 2015, som foreslås ophævet, indeholdt nærmere regler om ikraftsættelse af delvis afgiftsgodtgørelse for landstrøm, som bl.a. tog hensyn til, at Rådets tilladelse til afgiftslempelse for landstrøm endnu ikke forelå. Denne tilladelse blev som sagt meddelt den 19. juni 2015.

På denne baggrund foreslås det med lovforslagets § 2, nr. 5, at der indsættes nye bestemmelser som stk. 6 og 7 i § 11 b i elafgiftsloven, hvormed der tages hensyn til, at afgiftslempelsen for landstrøm er tidsbegrænset afhængigt af den meddelte tilladelse og eventuelle kommende tilladelser fra Rådet.

Det foreslås således i stk. 6 i § 11 b i elafgiftsloven, at godtgørelsesordningen for landstrøm ifølge stk. 3-5 i § 11 b i loven som udgangspunkt ikke kan finde anvendelse efter den 18. juni 2021, hvilket svarer til den tidsbegrænsning, som er nævnt i Rådets tilladelse.

Danmark har mulighed for at søge om Rådets tilladelse efter energibeskatningsdirektivets artikel 19 for nye perioder. Derfor foreslås det - som en undtagelse til ovennævnte stk. 6 - i det foreslåede stk. 7 i § 11 b i elafgiftsloven, at skatteministeren på baggrund af en ny tilladelse fra Rådet bekendtgør, at stk. 3-5 i § 11 b finder anvendelse indtil tidspunktet for udløbet af den periode, hvori afgiftsgodtgørelse efter reglerne i stk. 3-5 kan ske ifølge den nye tilladelse. Det er en forudsætning, at der ikke er en periode mellem den tidligere og den efterfølgende tilladelse, som ikke er omfattet af en tilladelse fra Rådet.

Til § 3

Til nr. 1

Der er tale om rettelse af forkert henvisning. Den nuværende bestemmelse i kulafgiftslovens § 7, stk. 8, var oprindeligt § 7, stk. 5. Ændringen fra stk. 5 til stk. 8 skete dels med lov nr. 945 af 20. december 1999 og dels med lov nr. 1417 af 21. december 2005. § 7, stk. 1, nr. 3, i CO2-afgiftsloven, som henviser til § 7, stk. 5, blev i den forbindelse ikke konsekvensændret.

Til nr. 2

Der er tale om rettelse af en forkert henvisning. Den nuværende bestemmelse i CO2-afgiftslovens § 7, stk. 2, henviser til lovens § 9, stk. 3. I lov nr. 903 af 4. juli 2013 blev § 9, stk. 3 ophævet. Det foreslås derfor, at der i § 7, stk. 2, fremover henvises til § 9 a, stk. 3, som har samme ordlyd som den dagældende § 9, stk. 3. Forslaget medfører, at praksis for metoden for opgørelse i § 7, stk. 2, i CO2-afgiftsloven bibeholdes uændret.

Til nr. 3

Afgifterne på forbrænding af affald blev omlagt i 2009, jf. lovforslag nr. L 126, fremsat den 4. februar 2009, jf. Folketingstidende 2008-09, tillæg A, side 3947. I forbindelse med omlægningen blev den hidtidige forbrændingsafgift på affald afskaffet. Til gengæld blev afgiften på affaldsvarme forhøjet ved den såkaldte tillægsafgift, som blev tilføjet i kulafgiftsloven. Endvidere blev der pålagt CO2-afgift på ikke-bionedbrydeligt affald.

Afgifterne på forbrænding af affald består således i dag af:

- affaldsvarmeafgift, jf. kulafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 5, som er en afgift på den varme, som produceres ved forbrænding af affald,

- tillægsafgift, jf. kulafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 6, som er en afgift af det affald, som anvendes til produktion af varme, og

- CO2-afgift af ikke-bionedbrydeligt affald, jf. § 2, stk. 1, nr. 14, i CO2-afgiftsloven, dvs. en afgift på det affald, som anvendes til produktion af varme.

Af bemærkningerne til lovforslag nr. L 126 fremgår det, at omlægningen af afgifterne på forbrænding af affald er udformet med udgangspunkt i det almindelige princip om, at virksomheder ikke skal betale energiafgift af den energi, som de anvender til elfremstilling, og som de dermed efterfølgende bliver opkrævet afgift af i henhold til elafgiftsloven. For affaldsvarmeafgiften og tillægsafgiften fremgår dette princip af opgørelsesmetoden i kulafgiftslovens § 5.

I § 5, stk. 2, i CO2-afgiftsloven, bestemmes det ligeledes, at virksomheder, som har tilladelse til udledning af CO2, dvs. kvoteomfattede virksomheder, alene betaler CO2-afgift af den mængde ikke-bionedbrydelige affald, som er anvendt til fremstilling af varme. Ikke-bionedbrydeligt affald, som anvendes til elproduktion, pålægges således ikke CO2-afgift. Modsætningsvist fremgår det af § 5, stk. 3, at virksomheder, som ikke har tilladelse til udledning af CO2, opgør den afgiftspligtige mængde ikke-bionedbrydeligt affald som den samlede indfyrede mængde affald, dvs. at der for disse virksomheder også betales CO2-afgift af den mængde ikke-bionedbrydelige affald, som er anvendt til fremstilling af elektricitet.

I visse tilfælde vil der opstå en situation, hvor et eksternt affaldsforbrændingsanlæg, som har tilladelse til udledning af CO2, jf. lov om CO2-kvoter, leverer varme til en virksomhed og efterfølgende viderefakturerer affaldsvarmeafgiften, tillægsafgiften og CO2-afgiften af ikke-bionedbrydeligt affald - også selv om den pågældende virksomhed efterfølgende anvender den modtagne varme til produktion af elektricitet, som vil være afgiftspligtig efter elafgiftsloven.

Kulafgiftslovens § 7, stk. 5, indeholder som følge heraf en bestemmelse om, at virksomheder, som forbruger affaldsbaseret varme leveret fra en ekstern varmeproducent, får godtgørelse for afgiften af den andel af varmen, der anvendes til fremstilling af elektricitet, hvoraf der skal betales afgift efter elafgiftsloven. Andelen beregnes som forholdet mellem på den ene side energiindholdet i den elektricitet, der er fremstillet i perioden, og på den anden side summen af energiindholdet i den elektricitet og varme, der er fremstillet i perioden. Muligheden for godtgørelse gælder både for affaldsvarmeafgiften og tillægsafgiften.

Ved en fejl er en tilsvarende hjemmel i CO2-afgiftsloven ikke indført. Det er derfor hensigten med forslaget at skabe hjemmel for godtgørelse af CO2-afgiften i den situation, som er beskrevet ovenfor. Derfor foreslås det at tilføje en bestemmelse i CO2-afgiftsloven, som er enslydende med kulafgiftslovens § 7, stk. 5. For at følge de almindelige principper i CO2-afgiftssystemet tilføjes det dog, at muligheden for godtgørelse alene er gældende i de tilfælde, hvor der er tale om et eksternt affaldsforbrændingsanlæg med tilladelse til udledning af CO2.

Der er dog efter de gældende regler i relation til tillægsafgiften og CO2-afgiften en række yderligere betingelser, som skal være opfyldt, før den pågældende virksomhed kan søge disse afgifter godtgjort. Disse regler ændres ikke med forslaget.

Hensigten bag tillægsafgiften og CO2-afgiften på ikke-bionedbrydeligt affald er som udgangspunkt, at afgifterne ikke skal belaste varmekunderne, og at varmeleverandøren derfor ikke må overvælte disse afgifter i varmeprisen. Dette reguleres i § 20, stk. 12, nr. 1 og 2, i lov om varmeforsyning (varmeforsyningsloven). I kulafgiftslovens § 11, stk. 2, 3. pkt., er det som følge heraf bestemt, at virksomheder, som er registreret hos SKAT som indbetaler af tillægsafgiften, og andre virksomheder, der leverer varme, ikke må påføre fakturaen oplysning om tillægsafgiften, for så vidt at afgiften ikke kan indregnes i priser for indenlandsk varmelevering efter lov om varmeforsyning. Det samme gør sig gældende i forhold til CO2-afgift på ikke-bionedbrydeligt affald, jf. CO2-afgiftslovens § 12, stk. 2, 2. pkt.

Som en undtagelse til ovenstående kan der dog, jf. varmeforsyningslovens § 20, stk. 13, på visse betingelser indgås en aftale mellem affaldsforbrændingsvirksomheden og den pågældende aftager om, at tillægsafgiften og CO2-afgiften af ikke-bionedbrydeligt affald alligevel viderefaktureres.

Det er derfor alene i de tilfælde, hvor en sådan aftale er indgået, og tillægsafgiften og CO2-afgiften dermed viderefaktureres, at en virksomhed vil kunne få tillægsafgiften og CO2-afgiften godtgjort af den del af den modtagne varme, som efterfølgende anvendes til produktion af elektricitet.

Forslaget indebærer således, at der skabes hjemmel til, at virksomheder, som forbruger varme leveret fra en ekstern varmeproducent med tilladelse til udledning af CO2, som indebærer betaling af afgift efter § 2, stk. 1, nr. 14, dvs. varme, som stammer fra ikke-bionedbrydeligt affald, kan få godtgørelse af CO2-afgiften for så vidt angår den andel af varmen, der anvendes til fremstilling af elektricitet, hvoraf der skal betales afgift efter elafgiftsloven. Andelen beregnes som forholdet mellem på den ene side energiindholdet i den elektricitet, der er fremstillet i perioden, og på den anden side summen af energiindholdet i den elektricitet og varme, der er fremstillet i perioden. Afgiften vil udelukkende kunne søges retur i de tilfælde, hvor den er viderefaktureret fra den eksterne varmeproducent, jf. § 12, stk. 2, 2, pkt., i CO2-afgiftsloven og varmeforsyningslovens § 20, stk. 12 og 13.

Forslaget stemmer overens med SKATs fortolkning af de gældende regler, hvorefter der - ud fra samme principper, som er gældende i kulafgiftslovens § 7, stk. 5, - gives godtgørelse for den CO2-afgift, som er betalt af den varme, som en virksomhed får leveret fra et eksternt affaldsforbrændingsanlæg, og som efterfølgende anvendes til fremstilling af elektricitet. Forslaget medfører dog en justering i forhold til SKATs nuværende fortolkning, idet det i forslaget understreges, at der skal være tale om en ekstern varmeproducent med tilladelse til udledning af CO2, hvorimod det ikke er afgørende efter forslaget, om den virksomhed, som modtager den pågældende affaldsvarme, er kvoteomfattet eller ej.

Til § 4

Til nr. 1

Vandafgiftslovens § 7, stk. 6, bestemmer den afgiftspligtige mængde ledningsførte vand for de ejere af ejendomme, der er afgiftspligtige efter § 2, stk. 2, dvs. for ejere af ejendomme, der forsynes med ledningsført vand, men ikke får leveret vand fra et alment vandforsyningsanlæg. Af § 7, stk. 6, fremgår det, at den afgiftspligtige mængde som udgangspunkt udgør 170 m3 årligt pr. helårsboligenhed og 70 m3 pr. boligenhed, der ikke er en helårsbolig.

Af § 7, stk. 7, fremgår det dog, at skatteministeren kan fastsætte regler om, at kommunen i stedet kan bestemme, at den afgiftspligtige mængde i de ovennævnte tilfælde skal opgøres ved hjælp af en måler. Skatteministeren kan endvidere fastsætte regler om kommunernes kontrol, og om at kommunerne kan opkræve et gebyr til dækning af udgifterne ved ordningen. Bemyndigelsen er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 892 af 18. oktober 2005 om kommunernes opkrævning af afgift af ledningsført vand m.v.

Det foreslås, at det i vandafgiftslovens § 7, stk. 7, præciseres, at den mulighed, som skatteministeren har til at fastsætte regler om, at kommunerne kan opkræve et gebyr til dækning af udgifterne ved en eventuel målerordning, også er gældende i forhold til de almene forsyningsselskaber, som varetager opgaven på vegne af kommunen. Med almene vandforsyningsselskaber forstås anlæg, som forsyner eller har til formål at forsyne mindst ti ejendomme, jf. vandforsyningsafgiftslovens § 3, stk. 3.

Ændringen vil endvidere blive tilføjet i bekendtgørelsen.

Til nr. 2

Af vandafgiftslovens § 14, stk. 1, 1. pkt., fremgår det, at afgift, der skal betales efter § 2, stk. 2, opkræves af den kommune, hvori ejendommen er beliggende.

Det foreslås, at det i bestemmelsen fastslås, at kommunen kan bestemme, at almene forsyningsselskaber kan opkræve afgiften. Bestemmelsen udgør dermed kommunernes generelle ret til at uddelegere opgaven i forhold til opkrævning af afgifter efter vandafgiftslovens § 2, stk. 2.

Til nr. 3

Af vandafgiftslovens § 14, stk. 1, 3. pkt., fremgår det, at hvis betaling ikke sker rettidigt, er kommunen berettiget til at pålægge afgiftsbeløbet renter efter reglerne i § 7 opkrævningsloven.

Det foreslås, at det i bestemmelsen præciseres, at muligheden for at pålægge renter også er gældende for det selskab, som varetager opgaven på vegne af kommunen.

Til nr. 4

Af vandafgiftslovens § 14, stk. 3, fremgår det, at skatteministeren kan fastsætte regler for kommunernes afregning af afgift til SKAT. Bemyndigelsen er udmøntet ved bekendtgørelsen om kommunernes opkrævning af afgift af ledningsført vand m.v.

Det foreslås, at ordet "kommunernes" i § 14, stk. 3, udgår, så det dermed præciseres, at bemyndigelsen også er gældende i forhold til de selskaber, som varetager opgaven på vegne af kommunen. Dette vil endvidere blive tilføjet i bekendtgørelsen.

Til § 5

Til nr. 1

I henhold til § 8, stk. 1, nr. 6, i lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v. kan der i den afgiftspligtige mængde benzin fradrages 0,14 pct. af den afgiftspligtige mængde, hvis den afgiftspligtige benzin ved udlevering gennemløber et dampretursystem, som opfylder kravene i Miljøministeriets bekendtgørelse om begrænsning af udslip af dampe ved oplagring og distribution af benzin.

For at sikre, at det omhandlede fradrag ikke er afhængigt af regler, som uden ny lovgivning kan ændres af et andet ministerium, foreslås det, at dampretursystemet skal overholde reglerne i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 1670 af 14. december 2006 om begrænsning af udslip af dampe ved oplagring og distribution af benzin. Dermed vil det være reglerne i denne bekendtgørelse, som skal overholdes, uanset om reglerne efterfølgende ændres i form af en ny bekendtgørelse eller en ændringsbekendtgørelse.

Til § 6

Til nr. 1

Af spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 10, fremgår det, at almene forsyningsanlæg efter anmodning fra de kommunale myndigheder mindst én gang årligt skal afgive oplysninger om fordelingen af den mængde vand, hvoraf der skal betales afgift efter vandafgiftsloven, på de enkelte ejendomme.

Det foreslås, at det i bestemmelsen præciseres, at denne forpligtelse også er gældende i forhold til det selskab, som varetager opgaven på vegne af kommunen.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 4, nr. 1.

Til nr. 2

Af spildevandsafgiftslovens § 15, stk. 2, 1. pkt., fremgår det, at afgift, der betales af ejeren af en ejendom med afløb, der udleder spildevand uden om visse spildevandsanlæg, jf. § 2, stk. 2, opkræves af den kommune, hvori ejendommen er beliggende.

Det foreslås, at det i bestemmelsen fastslås, at kommunen kan bestemme, at almene forsyningsselskaber kan opkræve afgiften. Bestemmelsen udgør dermed kommunernes generelle ret til at uddelegere opgaven i forhold til opkrævning af afgifter efter spildevandsafgiftslovens § 2, stk. 2.

Til nr. 3

Af spildevandsafgiftslovens § 15, stk. 2, 3. pkt., fremgår det, at hvis betaling ikke sker rettidigt, er kommunen berettiget til at pålægge afgiftsbeløbet renter efter reglerne i § 7 i opkrævningsloven.

Det foreslås, at det i bestemmelsen præciseres, at muligheden for at pålægge renter også er gældende for det selskab, som varetager opgaven på vegne af kommunen.

Til nr. 4

Af spildevandsafgiftslovens § 15, stk. 3, fremgår det, at skatteministeren kan fastsætte regler for kommunernes afregning af afgift til SKAT. Bemyndigelsen er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 981 af 18. oktober 2005 om måling af spildevand m.v.

Det foreslås, at ordet "kommunernes" i § 15, stk. 3, udgår, så det dermed præciseres, at bemyndigelsen også er gældende i forhold til det selskab, som varetager opgaven på vegne af kommunen. Dette vil endvidere blive tilføjet i bekendtgørelsen.

Til nr. 5

Der er tale om rettelse af en forkert henvisning.

Til nr. 6

Der er tale om rettelse af en forkert henvisning.

Til § 7

Til nr. 1

For en gennemgang af afgifterne på affald henvises til bemærkningerne til § 3, nr. 3.

I henhold til kulafgiftslovens § 2, stk. 4, kan virksomheder med et årligt forbrug på over 4000 GJ varme inden for samme lokalitet registreres hos SKAT (forbrugsregistrering). Reglerne blev indført med lov nr. 462 af 9. juni 2004.

Forbrugsregistrering medfører, at virksomheden afgiftsfrit kan modtage en varmeleverance fra varmeleverandøren og herefter nettoafregne afgiften direkte over for SKAT, når afgiftsperioden er afsluttet. Se nærmere herom i de almindelige bemærkninger, afsnit 3.2.1.

Forbrugsregistrering i henhold til kulafgiftslovens § 2, stk. 4, er betinget af, at varmen leveres direkte fra et registreret kraftvarmeværk omfattet af lovens bilag 1 eller fra et decentralt eller industrielt kraftvarmeværk registreret efter § 2, stk. 5. Varmen kan også være leveret fra en mellemhandler registreret efter § 2, stk. 5, men her kræves det, at tilbagebetalingen af afgift efter lovens § 8 udgør mindst 80 pct. af afgiften efter kulafgiftsloven, og at 30 pct. af virksomhedens varmeforbrug bruges ved aktiviteter omfattet af bilag 1 til CO2-afgiftsloven.

Af kulafgiftslovens § 3 fremgår det, at registrerede virksomheder er berettiget til, uden at afgiften efter § 1, stk. 1, nr. 1-4, (stenkul, jordoliekoks, brunkul og lignende) er betalt, fra udlandet og fra andre registrerede virksomheder at modtage afgiftspligtige varer og varme. § 3 gælder ikke for virksomheder, som forbrænder afgiftspligtigt affald og udelukkende er registreret efter lovens § 2, stk. 2.

Af ovenstående kan udledes, at reglerne om forbrugsregistrering for varme i kulafgiftsloven alene er gældende for så vidt angår kulbaseret varme. Det er således ikke efter gældende regler muligt at blive forbrugsregistreret efter lovens § 2, stk. 4, for afgifterne på affaldsvarme.

Det foreslås, at reglerne for forbrugsregistrering for varme i kulafgiftslovens § 2, stk. 4, udvides, så de fremover vil være gældende for afgifterne på affaldsvarme, dvs. for henholdsvis affaldsvarmeafgift, jf. kulafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 5, tillægsafgift, jf. kulafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 6, og CO2-afgift af ikke-bionedbrydeligt affald, jf. CO2-afgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 14.

I lovforslagets § 7, nr. 1, foreslås som følge heraf, at reglerne for forbrugsregistrering af varme i kulafgiftslovens § 2, stk. 4, udvides, så også varme, som leveres af virksomheder, som er registreret efter kulafgiftslovens § 2, stk. 2, dvs. virksomheder, der forbrænder afgiftspligtigt affald, kan omfattes af bestemmelsen.

Ved opgørelse af, hvorvidt en virksomhed opfylder kravene i § 2, stk. 4, om et samlet forbrug af varme på over 4.000 GJ, kan affaldsbaseret varme således efter lovforslaget medregnes i den samlede mængde.

Der er i bemærkningerne til lovforslagets § 4, nr. 3, redegjort for, at det alene er muligt at viderefakturere tillægsafgiften og CO2-afgiften på ikke-bionedbrydeligt affald i den situation, hvor der er indgået en aftale mellem affaldsforbrændingsvirksomheden og den pågældende aftager om viderefakturering af afgifterne, jf. varmeforsyningslovens § 20, stk. 13.

Det vil som følge heraf heller ikke være muligt som forbrugsregistreret virksomhed, jf. kulafgiftslovens § 2, stk. 4, at afregne tillægsafgiften og CO2-afgiften af ikke bionedbrydeligt affald, medmindre der er indgået en aftale i overensstemmelse med reglerne i varmeforsyningsloven.

Til nr. 2

Af kulafgiftslovens § 2, stk. 5, fremgår det blandt andet, at mellemhandlere, som transporterer varme leveret direkte fra et kraftvarmeværk omfattet af bilag 1 til kulafgiftsloven, kan registreres hos SKAT, hvis mindst 50 pct. af varmen i de seneste 12 måneder er transporteret til virksomheder registreret efter stk. 4.

For at sikre, at affaldsvarme på lige vilkår med anden varme kan transporteres af en registreret mellemhandler, uden at afgiften dermed skal berigtiges, foreslås det, at § 2, stk. 5, udvides. Efter lovforslaget vil mellemhandlere således også kunne registreres, hvis varmen transporteres fra en affaldsforbrændingsvirksomhed, som er registreret efter lovens § 2, stk. 2.

Til nr. 3

Af kulafgiftslovens § 3 fremgår det, at registrerede virksomheder er berettiget til, uden at afgiften efter § 1, stk. 1, nr. 1-4, (stenkul, jordoliekoks, brunkul og lignende) er berigtiget, fra udlandet og fra andre registrerede virksomheder at modtage afgiftspligtige varer og varme. § 3 gælder ikke for virksomheder, som forbrænder afgiftspligtigt affald og alene er registreret efter lovens § 2, stk. 2.

Det er således ikke er muligt for virksomheder, der forbrænder afgiftspligtigt affald, at modtage afgiftspligtigt affald og affaldsvarme fra udlandet og fra andre registrerede virksomheder.

Med lovforslaget foreslås det, at virksomheder med et stort varmeforbrug får mulighed for at lade sig forbrugsregistrere for afgifterne på affaldsvarme og dermed nettoafregne disse efter samme regler og principper, som er gældende for afgifter af varme fra afgiftspligtigt kul. Der henvises til bemærkningerne til § 7, nr. 1 og 2.

Som følge af lovforslaget er der således behov for, at registrerede virksomheder får mulighed for - uden at afgiften dermed samtidig forfalder til betaling - at modtage afgiftspligtigt affald og affaldsvarme fra udlandet og fra andre registrerede virksomheder. Muligheden skal ligeledes gælde for virksomheder, som udelukkende er registreret efter kulafgiftslovens § 2, stk. 2, dvs. for virksomheder, som forbrænder afgiftspligtigt affald, da disse virksomheder skal have mulighed for at viderefakturere afgiften af affaldet til senere led.

Det foreslås på denne baggrund, at kulafgiftslovens § 3 generaliseres, så bestemmelsen fremover gælder alle varer og al varme, som er afgiftspligtigt i henhold til kulafgiftsloven. Dermed gives der mulighed for, at affaldsforbrændingsanlæg og andre virksomheder, som kan registreres efter loven, kan modtage afgiftspligtigt affald og affaldsvarme på samme vilkår, som de kan modtage afgiftspligtige kul og kulbaseret varme.

Til nr. 4

Kulafgiftslovens § 5 fastsætter regler for registreringspligtige virksomheders opgørelse af den afgiftspligtige mængde. Hvilken opgørelsesmetode, der skal anvendes, afhænger bl.a. af, hvilken type registrering virksomheden er omfattet af.

De gældende regler for opgørelse af den afgiftspligtige mængde blev indført ved lov nr. 461 af 12. juni 2009, hvorefter opgørelsesmetoden for kulprodukter blev samlet i § 5, stk. 1, mens reglerne vedrørende opgørelse af den afgiftspligtige mængde for henholdsvis affaldsvarme og affald anvendt som brændsel i anlæg blev samlet i § 5, stk. 2-14.

I forbindelse med denne lovændring blev hjemlen for opgørelsesmetoden af den afgiftspligtige mængde for virksomheder omfattet af lovens § 2, stk. 3, dvs. virksomheder, der afsætter, oplagrer eller forbruger afgiftspligtige kulprodukter, ved en fejl fjernet.

Det foreslås derfor at genindføre hjemlen for opgørelse af den afgiftspligtige mængde for virksomheder omfattet af § 2, stk. 3.

Disse virksomheder skal således opgøre den afgiftspligtige mængde på samme måde, som virksomheder, der er omfattet af lovens § 2, stk. 1, dvs. virksomheder, der udvinder eller fremstiller afgiftspligtige kulprodukter. Opgørelsen foretages som udgangspunkt efter lovens § 5, stk. 1, dvs. som den mængde varer, der er udleveret fra virksomheden, herunder virksomhedens eget forbrug af varer. Forslaget svarer til den praksis, som i dag følges af SKAT.

Til nr. 5

Kulafgiftslovens § 5, stk. 15, indeholder opgørelsesmetoden for virksomheder omfattet af § 2, stk. 1, dvs. virksomheder, der udvinder eller fremstiller afgiftspligtige kulprodukter, og som ikke eller kun i uvæsentligt omfang afsætter disse produkter.

Da det i forslagets § 7, nr. 4, foreslås at ensrette opgørelsesreglerne for virksomheder registreret efter lovens § 2, stk. 1, og stk. 3, dvs. virksomheder, der afsætter, oplagrer eller forbruger afgiftspligtige kulprodukter, foreslås det endvidere at udvide lovens § 5, stk. 15, til ligeledes at gælde virksomheder omfattet af § 2, stk. 3. Forslaget stemmer overens med den fortolkning, som SKAT hidtil har anlagt af reglerne.

Til nr. 6

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 7, nr. 1-3.

Som følge af udvidelsen af reglerne for forbrugsregistrering af varme i kulafgiftslovens § 2, stk. 4, og 5, foreslås det, at opgørelsesbestemmelserne i § 5, stk. 15 og 20-23, for forbrugsregistrerede virksomheder, mellemhandlere m.v. udvides tilsvarende.

I kulafgiftslovens § 5, stk. 15, 2. pkt., fremgår det, at decentrale og industrielle kraftvarmeværker, der er omfattet af § 3, stk. 5, 2. pkt., i lov om afgift af naturgas og bygas m.v. (gasafgiftsloven), ved opgørelsen kan fradrage kul, der er indeholdt i varmeleverancen til virksomheder, der er forbrugsregistreret efter § 3, stk. 4, i gasafgiftsloven.

Det foreslås i § 8, nr. 6, at § 5, stk. 15, fremover omfatter alle kulafgiftspligtige varer, herunder afgiftspligtigt affald.

Til nr. 7

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 7, nr. 1-3 og 6.

I kulafgiftslovens § 5, stk. 20, fremgår det, at for virksomheder registreret efter § 2, stk. 4, er den afgiftspligtige mængde for en afgiftsperiode den mængde afgiftspligtige kul, der er indeholdt i leverancen af varme fra et registreret kraftvarmeværk omfattet af lovens bilag 1, et decentralt eller industrielt kraftvarmeværk registreret efter § 2, stk. 5, i det omfang afgiften indeholdt i varmeleverancen ikke opfylder betingelserne for tilbagebetaling efter kulafgiftslovens § 8 og § 8 a.

Det foreslås i § 7, nr. 7, at § 5, stk. 20, fremover omfatter alle kulafgiftspligtige varer, herunder afgiftspligtigt affald.

Til nr. 8

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 7, nr. 1-3 og 6.

Af kulafgiftslovens § 5, stk. 21, fremgår det, at for mellemhandlere, som er registreret efter § 2, stk. 5, er den afgiftspligtige mængde for en afgiftsperiode den mængde afgiftspligtige kul, der er indeholdt i leverancen af varme fra et registreret kraftvarmeværk omfattet af lovens bilag 1. Ved opgørelsen kan fradrages afgiftspligtige kul, der er indeholdt i varmeleverancer til virksomheder, som er forbrugsregistreret efter § 2, stk. 4.

Det foreslås i § 7, nr. 8, at § 5, stk. 21, fremover omfatter alle kulafgiftspligtige produkter, herunder afgiftspligtigt affald.

Til nr. 9

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 7, nr. 1-3 og 6.

Af kulafgiftslovens § 15, stk. 22, fremgår det, at for decentrale og industrielle kraftvarmeværker registreret efter § 2, stk. 5, er den afgiftspligtige mængde kul for en afgiftsperiode den forbrugte mængde kul, som virksomheden ikke kan få afgiftsfritagelse for efter reglerne i § 7, stk. 1. Ved opgørelsen kan fradrages kul, der er indeholdt i varmeleverancen til virksomheder registreret efter § 2, stk. 4.

Det foreslås i § 7, nr. 9, at § 5, stk. 22, fremover omfatter alle kulafgiftspligtige produkter, herunder afgiftspligtigt affald.

Til § 8

Til nr. 1

Svovlafgiftslovens § 1 fastsætter, hvilke varer der skal pålægges svovlafgift. Det følger af lovens § 1, nr. 2, at fuelolie, bitumen samt varer omfattet af kulafgiftslovens § 1, nr. 4, er omfattet af afgiftspligten. Kulafgiftslovens § 1, nr. 4, blev imidlertid ophævet ved § 6, nr. 1, i lov nr. 1174 af 5. november 2014, uden at henvisningen hertil blev ændret i svovlafgiftsloven.

Da kulafgiften og CO2-afgiften på talolie, trætjære, beg og lignende efterfølgende er blevet ophævet, foreslås det at fjerne henvisningen til kulafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4, i svovlafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 2.

Til § 9

Til nr. 1

Det foreslås, at § 1, nr. 12, i lov nr. 578 af 4. maj 2015 ophæves. Bestemmelsen vedrører en ordning med afgiftsgodtgørelse for landstrøm. Med bestemmelsen indsættes regler om denne godtgørelse som nye stykker, stk. 3-5, i § 11 b i elafgiftsloven. Bestemmelsen, som foreslås ophævet, er ikke sat i kraft.

Hensigten med reglerne om afgiftsgodtgørelse for landstrøm var, at de skulle erstatte en ordning i elafgiftsloven med delvis fritagelse for elafgift ned til EU's minimumsafgift på 0,4 øre pr. kWh for landstrøm. Der skulle således i stedet for delvis afgiftsfritagelse ske godtgørelse af den almindelige elafgift på 87,8 øre pr. kWh (2015-satsen) bortset fra EU's minimumsafgift på 0,4 øre pr. kWh for landstrøm. Der henvises til afsnit 2.1, 3.1.5, 10.1. og 12 i de almindelige bemærkninger og til § 1, nr. 12, i de specielle bemærkninger i lovforslag nr. L 144, fremsat den 25. februar 2015, jf. Folketingstidende 2014-2015, tillæg A, side 7, 11, 14, 16 og 25.

Ordlyden af § 1, nr. 12, i lov nr. 578 af 4. maj 2015 harmonerer dog ikke med hensigten med bestemmelsen, hvorefter der som nævnt skulle etableres en ordning med fuld elafgift på købet af el og efterfølgende godtgørelse af elafgiften på 87,8 øre pr. kWh (2015-satsen) ned til EU's minimumsafgift på 0,4 pr. kWh for landstrøm. Efter bestemmelsens ordlyd udgør godtgørelsen kun 0,4 øre pr. kWh for landstrøm. Det er en formuleringsmæssig fejl. På den baggrund foreslås bestemmelsen ophævet.

Med § 2, nr. 5, i dette lovforslag foreslås det, at den omhandlede bestemmelse formuleres korrekt, dvs. i overensstemmelse med den oprindelige hensigt, og indsættes i elafgiftsloven. Der henvises til bemærkningerne til § 2, nr. 5.

Til nr. 2-4.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af den foreslåede ophævelse af § 1, nr. 12, i lov nr. 578 af 4. maj 2015. Der henvises til bemærkningerne til nr. 1 ovenfor.

Til § 10

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar 2016.

Det fremgår af stk. 2, at § 2, nr. 1, 2 og 5, og § 9 træder i kraft den 1. april 2016. De omhandlede regler vedrører visse afgiftsmæssige tilpasninger til engrosmodellen på elmarkedet, som indføres den 1. april 2016.

Det foreslås i stk. 3, at § 1, nr. 1-3, 7 og 8, som vedrører nedsættelsen af satserne og ophævelse af bundfradraget i NOx-afgiftsloven, træder i kraft den 1. juli 2016.

Det foreslås i stk. 4, at loven finder anvendelse på afgiftspligtige varer, der fra tidspunktet for lovens ikrafttræden, jf. stk. 1-3, udleveres til forbrug fra registrerede virksomheder eller forbruges af registrerede virksomheder.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Tabel 1 A (gældende formulering)

Tabel 1 B (lovforslaget)

Bilag 1 affattes således:

Bilag 1: Satser for § 2, stk. 2, i lov om afgift af kvælstofoxider