Skriftlig fremsættelse (18. november
2015)
Udlændinge-,
integrations- og boligministeren (Inger
Støjberg):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
udlændingeloven (Håndtering af flygtninge- og
migrantsituationen)
(Lovforslag nr. L 62).
Der kommer
historisk mange flygtninge og migranter til Europa. Det presser
alle lande - også Danmark. Hvis Danmark oplever en
væsentlig forøgelse af antallet af indrejsende
flygtninge og migranter - som det har været set i andre lande
- vil det udfordre politiets kontrol med udlændinges indrejse
og ophold i Danmark og opretholdelsen af ro og orden i samfundet.
Flere flygtninge og migranter vil også lægge pres
på den eksisterende kapacitet til indkvartering af
asylansøgere og tilbageholdelse af udlændinge med
ulovligt ophold i Danmark.
Der indrejser
aktuelt et meget højt antal flygtninge og migranter i
Danmark. Af disse personer søger historisk mange asyl i
Danmark, mens markant flere rejser gennem Danmark mod de
øvrige nordiske lande, primært Sverige.
Ændringer i situationen, herunder i Tyskland og Sverige, vil
meget hurtigt kunne føre til, at presset på Danmark
øges voldsomt, i form af markant højere indrejsetal,
øget antal asylansøgere og markant øget antal
udlændinge med ulovligt ophold i Danmark. Der kan
således inden for meget kort tid opstå en akut
situation, som myndighederne skal være beredte på at
håndtere.
Regeringen vil
derfor så hurtigt som muligt give myndighederne
ekstraordinære redskaber, der matcher de ekstraordinære
udfordringer, som kan opstå.
Med
lovforslaget gives myndighederne således en række nye
redskaber, der skal styrke mulighederne for at håndtere en
stigning i antallet af flygtninge og migranter, som indrejser og
opholder sig i Danmark, og sikre opretholdelsen af ro og orden.
Flere
flygtninge og migranter lægger for det første pres
på den eksisterende kapacitet til indkvartering af
asylansøgere og tilbageholdelse af udlændinge.
På grund af det historisk høje antal
asylansøgere, der er indkvarteret i Danmark, etablerer
Udlændingestyrelsen for øjeblikket en række
midlertidige indkvarteringspladser i telte og på
campingpladser, og der er behov for at etablere yderligere
indkvarteringspladser til asylansøgere mv.
Det
foreslås derfor at skabe mulighed for at fravige
planlovgivningen mv. i særlige tilfælde i forhold til
asylindkvartering og tilbageholdelsesfaciliteter, til uden ejerens
samtykke at gøre brug af offentlig ejendom til
asylindkvartering eller tilbageholdelsesfaciliteter og til at kunne
pålægge kommunerne operatøransvar for
asylcentre. Endvidere lægges der op til at skabe mulighed for
at bemyndige private aktører til at bistå med
myndighedsudøvelsen på
udlændingeområdet.
Asylansøgere, der har fået afslag på asyl, og
andre udlændinge med ulovligt ophold bør så
hurtigt som muligt forlade Danmark. Der er behov for at styrke
indsatsen, så udsendelse af afviste asylansøgere og
udlændinge med ulovligt ophold sker hurtigere og mere
effektivt.
På den
baggrund lægges der med lovforslaget op til at skabe
øget adgang til at frihedsberøve afviste
asylansøgere mv., kortere udrejsefrist, skærpet
kontrol med udlændinge i udrejsecentre og en mere konsekvent
brug af meldepligt og opholdspligt.
Det
foreslås også at gøre det muligt at optage
fingeraftryk, således at der kan gennemføres en
elektronisk adgangskontrol ved udrejsecentrene, og at gøre
det muligt at foretage visitation i forbindelse hermed. Dette vil
styrke kontrollen med, hvem der opholder sig i de enkelte centre,
og varetage et ordens- og sikkerhedsmæssigt hensyn.
Flere
flygtninge og migranter vil for det andet kunne udfordre politiets
kontrol med udlændinges indrejse og ophold i Danmark og
opretholdelsen af ro og orden i samfundet.
Hvis det
bliver nødvendigt at frihedsberøve et større
antal udlændinge, kan det i praksis blive umuligt for
politiet at nå at fremstille de frihedsberøvede
udlændinge for en dommer inden for tre døgn. I en
sådan situation vil politiet i dag i praksis skulle
løslade de pågældende.
Det
foreslås derfor at skabe mulighed for i særlige
tilfælde at suspendere den automatiske
domstolsprøvelse af frihedsberøvede udlændinge
inden for tre døgn, således at
domstolsprøvelsen alene finder sted efter anmodning fra den
frihedsberøvede, og ikke nødvendigvis inden for tre
døgn. Domstolsprøvelse vil i stedet - i de
tilfælde, hvor den frihedsberøvede anmoder herom -
skulle ske, så hurtigt det er muligt i den konkrete
situation. Hvor hurtigt domstolsprøvelsen vil kunne ske, vil
bl.a. afhænge af, om et meget betydeligt antal
udlændinge tilbageholdes og ønsker
domstolsprøvelse.
Politiet
etablerer endvidere nu modtagecentre med henblik på at
gennemføre den indledende registrering og sagsbehandling,
herunder i forhold til asylansøgere, i god ro og orden.
Derfor vil regeringen give mulighed for, at asylansøgere kan
tilbageholdes med henblik på denne sagsbehandling, hvis det
er nødvendigt.
Regeringen
ønsker endvidere at give myndighederne bedre redskaber til
at forhindre, at der opstår kaotiske situationer i
forbindelse med håndteringen af en situation, hvor et
ekstremt stort antal udlændinge forsøger at indrejse
ulovligt i Danmark. Det foreslås derfor at give politiet
mulighed for i ganske særlige tilfælde at standse bus-,
tog- og færgedrift mellem Danmark og andre lande.
Lovforslaget
skal ses i sammenhæng med regeringens øvrige tiltag
på området. Der vil således blive fremsat endnu
et lovforslag inden udgangen af 2015, som bl.a. vil indeholde
forslag til ændringer af vilkår på
asylområdet og mere fleksibel boligplacering.
Henset til
karakteren af de foreslåede tiltag finder Udlændinge-,
Integrations- og Boligministeriet det hensigtsmæssigt, at der
efter en passende periode foretages en revision af reglerne.
Lovforslaget indeholder derfor en såkaldt revisionsklausul,
som indebærer, at udlændinge-, integrations- og
boligministeren i folketingsåret 2017-18 fremsætter
forslag om revision af de ændringer, som er indeholdt i dette
lovforslag.
På grund
af den ekstraordinære situation, hvor det danske asylsystem
mv. er under er voldsomt pres, er der behov for, at lovforslaget
behandles hurtigt. Lovforslaget ønskes derfor
hastebehandlet. Det forudsætter en række dispensationer
fra reglerne i Folketingets forretningsorden.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.