L 58 Forslag til lov om ændring af lov om dyrkning m.v. af genetisk modificerede afgrøder og lov om miljø og genteknologi.

(Dyrkningsforbud, obligatorisk digital kommunikation m.v.).

Af: Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V)
Udvalg: Miljø- og Fødevareudvalget
Samling: 2015-16
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 31-05-2016

Optrykt: 31-05-2016

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 31. maj 2016

20151_l58_efter_2behandling.pdf
Html-version

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 31. maj 2016

Forslag

til

Lov om ændring af lov om dyrkning m.v. af genetisk modificerede afgrøder og lov om miljø og genteknologi1)

(Dyrkningsforbud, obligatorisk digital kommunikation m.v.)

§ 1

I lov om dyrkning m.v. af genetisk modificerede afgrøder, jf. lovbekendtgørelse nr. 193 af 12. marts 2009, foretages følgende ændringer:

1. I § 1 indsættes efter »dyrkning«: »eller forbud herimod«.

2. I § 1 og § 2, stk. 1 og 2, ændres »vegetativt formeringsmateriale« til: »andet planteformeringsmateriale«.

3. Efter § 2 indsættes efter overskriften før § 3:

»§ 2 a. I forbindelse med ansøgning om tilladelse til dyrkning af en genetisk modificeret afgrøde forelægger miljø- og fødevareministeren et af Folketinget nedsat udvalg en indstilling om, hvorvidt der skal anmodes om udelukkelse fra det geografiske anvendelsesområde i ansøgningen. Kan udvalget ikke tilslutte sig ministerens indstilling, underretter udvalget ministeren herom og om begrundelsen herfor.

Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse på genetisk modificerede afgrøder omfattet af § 9, stk. 2 og 5, i lov om miljø og genteknologi.«

4. § 4 affattes således:

»§ 4. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om begrænsning af og forbud mod dyrkning af en genetisk modificeret afgrøde eller af en gruppe af genetisk modificerede afgrøder, som er defineret ved afgrøde eller egenskab, hvis der er tungtvejende grunde hertil. Ministeren fastsætter i den forbindelse regler om midlertidigt forbud mod såning eller plantning af disse genetisk modificerede afgrøder.

Stk. 2. Ministeren forelægger et af Folketinget nedsat udvalg en indstilling om, hvorvidt der skal fastsættes regler efter stk. 1. Kan udvalget ikke tilslutte sig ministerens indstilling, underretter udvalget ministeren herom og om begrundelsen herfor.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse for genetisk modificerede afgrøder omfattet af § 9, stk. 2 og 5, i lov om miljø og genteknologi.«

5. I § 5, stk. 1 og 2, ændres »genetisk modificeret vegetativt formeringsmateriale« til: »andet genetisk modificeret planteformeringsmateriale«.

6. I § 6 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler efter stk. 1, nr. 2, litra a, og nr. 4, med henblik på at begrænse eventuel spredning af genetisk modificeret materiale, der hidrører fra dyrkning af genetisk modificerede afgrøder i Danmark, til konventionelle eller økologiske marker eller afgrøder i en anden EU-medlemsstat.«

7. I § 7, stk. 1, 1. pkt., § 8, 1. og 2. pkt., § 13, stk. 1, § 17, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., og § 18 ændres »Det Europæiske Fællesskabs« til: »Den Europæiske Unions«.

8. I § 15, stk. 3, 1. pkt., ændres »EF-retsakter« til: »EU-retsakter«.

9. I § 16, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»Ministeren kan endvidere fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav hertil.«

10. I § 16, stk. 2, indsættes som 3. pkt.:

»Ministeren kan endvidere fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav hertil.«

11. Efter § 16 indsættes:

»§ 16 a. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra Miljø- og Fødevareministeriet om forhold, som er omfattet af denne lov eller regler fastsat i medfør heraf, skal foregå digitalt.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur el.lign.

Stk. 3. En digital meddelelse efter denne lov anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

Stk. 4. Hvor det efter denne lov eller regler udstedt i medfør heraf er et krav, at et dokument, som er udstedt af andre end miljø- og fødevareministeren, skal være underskrevet, kan dette krav opfyldes ved anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt dokumentet, jf. dog stk. 5. Sådanne dokumenter sidestilles med dokumenter med personlig underskrift.

Stk. 5. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om opfyldelse af underskriftskrav, jf. stk. 4.«

12. I § 19, stk. 2, 2. pkt., ændres »Det Europæiske Fællesskab« til: »Den Europæiske Union«.

§ 2

I lov om miljø og genteknologi, jf. lovbekendtgørelse nr. 840 af 3. juli 2015, foretages følgende ændringer:

1. I fodnoten til lovens titel indsættes efter »dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/18/EF af 12. marts 2001 om udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer og om ophævelse af Rådets direktiv 90/220/EØF, EF-Tidende 2001 nr. L 106, side 1,«: »som ændret senest ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/412/EU af 11. marts 2015, EU-Tidende 2015, nr. L 68, side 1,«.

2. I § 2, stk. 5, ændres »De Europæiske Fællesskabers« til: »Den Europæiske Unions«.

3. I § 5, stk. 1, § 9, stk. 5, og § 14, stk. 1, ændres »De Europæiske Fællesskaber« til: »Den Europæiske Union«.

4. I § 9, stk. 3, og to steder i § 9, stk. 4, ændres »fællesskabslovgivning« til: »EU-lovgivning«.

5. I § 9 a indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. I forbindelse med ansøgning om godkendelse til dyrkning af en genetisk modificeret organisme, der er omfattet af § 9, stk. 2, nr. 2, og stk. 5, forelægger miljø- og fødevareministeren et af Folketinget nedsat udvalg en indstilling om, hvorvidt der skal anmodes om udelukkelse fra det geografiske anvendelsesområde i ansøgningen. Kan udvalget ikke tilslutte sig ministerens indstilling, underretter udvalget ministeren herom og om begrundelsen herfor.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

6. I § 9 a, stk. 3, 1. pkt., der bliver stk. 4, 1. pkt., ændres »§ 17, stk. 5,« til: »§ 17, stk. 6,«.

7. I § 17 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:

»Stk. 5. Godkendelsesmyndigheden kan i særlige tilfælde uden ansøgning udvide det geografiske anvendelsesområde i godkendelser meddelt efter § 9, stk. 2, nr. 2, til dyrkning af en genetisk modificeret organisme eller af en gruppe af genetisk modificerede organismer, som er defineret ved afgrøde eller egenskab.«

Stk. 5 bliver herefter stk. 6.

8. § 17 a ophæves, og i stedet indsættes:

»§ 17 a. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om begrænsning af og forbud mod dyrkning af en genetisk modificeret organisme eller af en gruppe af genetisk modificerede organismer, som er defineret ved afgrøde eller egenskab og er omfattet af § 9, stk. 2, nr. 2, og stk. 5, hvis der er tungtvejende grunde hertil. Ministeren fastsætter i den forbindelse regler om midlertidigt forbud mod såning eller plantning af disse genetisk modificerede organismer.

Stk. 2. Ministeren forelægger et af Folketinget nedsat udvalg en indstilling om, hvorvidt der skal fastsættes regler efter stk. 1. Kan udvalget ikke tilslutte sig ministerens indstilling, underretter udvalget ministeren herom og om begrundelsen herfor.

§ 17 b. De oplysninger vedrørende indesluttet anvendelse af genetisk modificerede mikroorganismer, der er omfattet af artikel 18, stk. 2, jf. stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/41/EF af 6. maj 2009 om indesluttet anvendelse af genetisk modificerede mikroorganismer, skal altid udleveres, hvis der anmodes om aktindsigt i sådanne oplysninger.

Stk. 2. De oplysninger vedrørende udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer, der er omfattet af artikel 25, stk. 4, jf. stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/18/EF af 12. marts 2001 om udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer og om ophævelse af Rådets direktiv 90/220/EØF, skal altid udleveres, hvis der anmodes om aktindsigt i sådanne oplysninger.«

9. I § 28 ændres »Det Europæiske Fællesskabs« til: »Den Europæiske Unions«.

10. § 36, stk. 4, 1. pkt., affattes således:

»I regler, der udstedes efter § 2, stk. 5, § 7, stk. 3 og 4, § 8, stk. 2, § 10, stk. 2, § 13, stk. 2 og 3, § 14, stk. 2, og § 17 a, kan der fastsættes straf i form af bøde.«

§ 3

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Officielle noter

1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/412/EU af 11. marts 2015 om ændring af direktiv 2001/18/EF for så vidt angår medlemsstaternes mulighed for at begrænse eller forbyde dyrkning af genetisk modificerede organismer (GMO?er) på deres område, EU-Tidende 2015, nr. L 68, side 1.