Skriftlig fremsættelse (11. november
2015)
Erhvervs- og
vækstministeren (Troels Lund Poulsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om EKF Danmarks
Eksportkredit
(Lovforslag nr. L 50)
Formålet med lovforslaget er at
modernisere, tilpasse og styrke den juridiske ramme om virksomheden
Eksport Kredit Fonden (EKF) og statens ejerskab heraf i
overensstemmelse med statens ejerskabspolitik. Med lovforslaget
sikres det, at lovgrundlaget er tilpasset de opgaver, som EKF
udfører nu og forventes at udføre i fremtiden,
således at EKF kan fortsætte med at understøtte
danske virksomheders eksport og investeringer til gavn for
vækst og beskæftigelse i eksporterhvervene.
EKF er i dag etableret som en
selvstændig forvaltningsenhed, hvilket blandt andet betyder,
at EKF er bundet af en række krav, som ikke i
tilstrækkelig grad tager højde for
eksportvirksomhedernes markedsmæssige situation. Der er
derfor behov for at tilpasse rammerne for, hvornår EKF kan
anvende sine ydelser, og hvilke ydelser EKF kan levere.
Med lovforslaget foreslås det blandt
andet at omdanne EKF til en selvstændig offentlig virksomhed
(SOV) for fremover at sikre tilstrækkelig fleksible rammer
for EKF's virksomhed. En SOV-konstruktion vil understøtte
EKF's forretningsmæssige drift, og samtidig skabe de
nødvendige muligheder for, at EKF kan varetage
sektorpolitiske opgaver. Som selvstændig offentlig virksomhed
vil EKF fremover blive reguleret efter regler, der minder om
selskabslovens regler.
Endvidere foreslås det med
lovforslaget, at det omdannede EKF skal ledes af en bestyrelse med
relevante kompetencer i forhold til virksomhedens formål og
aktivitetsområde og at der i det omdannede EKF ikke skal
være statslige embedsmænd i bestyrelsen.
Med disse bemærkninger og idet jeg i
øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger,
der ledsager det, skal jeg anbefale lovforslaget til Tingets
velvillige behandling.