L 48 Forslag til lov om ændring af retsplejeloven.

(Udtagelse af blodprøve, anklagemyndighedens deltagelse i retsmøder via videokommunikation ved fristforlængelser m.v.).

Af: Justitsminister Søren Pind (V)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2015-16
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 28-01-2016

Afgivet: 28-01-2016

Betænkning afgivet af Retsudvalget den 28. januar 2016

20151_l48_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Retsudvalget den 28. januar 2016

1. Ændringsforslag

Enhedslistens medlemmer af udvalget har stillet 1 ændringsforslag til lovforslaget

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 11. november 2015 og var til 1. behandling den 16. november 2015. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Retsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og justitsministeren sendte den 22. september 2015 dette udkast til udvalget, jf. REU alm. del - bilag 74 (folketingsåret 2014-15, 2. samling). Den 13. november 2015 sendte justitsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 4 spørgsmål til justitsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

3. Indstillinger

Et flertal i udvalget (S, DF, V, LA, RV, KF, IA og SIU) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal i udvalget (EL og ALT) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag. Hvis ændringsforslaget ikke vedtages, vil mindretallet stemme imod lovforslaget.

Et andet mindretal i udvalget (SF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.

4. Politiske bemærkninger

Enhedslistens medlemmer af udvalget er enige i den overordnede intention med lovforslaget - nemlig at undgå overflødige udgifter i forbindelse med udtagning af blodprøver og fristforlængelser.

Enhedslisten mener imidlertid, at det er afgørende for retssikkerheden, at lovens nuværende udgangspunkt om, at tolken og den sigtede under retsmødet opholder sig i samme lokale, fastholdes. Det skyldes, at man i modsat fald risikerer, at de ofte nødvendige uddybende spørgsmål fra tolken besværliggøres, og at den sigtedes for forståelsen nødvendige gestus eller mimik ikke opfattes af tolken.

Enhedslisten er enige med justitsministeren i, at der kan forekomme sager, hvor det ikke er forsvarligt, at tolken sidder alene med en sigtet i et aflåst lokale. I sådanne sager bør der efter Enhedslistens opfattelse ud fra et konkret skøn ske en fravigelse af det, der bør være udgangspunktet - nemlig at tolk og sigtet er i samme lokale.

På denne baggrund har Enhedslisten stillet et ændringsforslag om at opretholde retsplejelovens nuværende regler om tolkens placering i retsmøder om fristforlængelser. Hvis Enhedslistens ændringsforslag vedtages, kan Enhedslisten stemme for det samlede lovforslag. I modsat fald vil Enhedslisten stemme imod.

Alternativets medlem af udvalget kan tilslutte sig Enhedslistens politiske bemærkninger.

Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

5. Ændringsforslag med bemærkninger

Til § 1

Af et mindretal (EL), tiltrådt af et mindretal (ALT og SF):

1) Nr. 1 udgår.

[Forslaget om ændring af tolkens placering i retsmøder om fristforlængelser udgår]

Bemærkninger

Til nr. 1

Enhedslisten finder - i overensstemmelse med ?Advokatrådets høringssvar til lovforslaget - at korrekt tolkning og fuld forståelse mellem tolken og den sigtede er afgørende for retssikkerheden.

Hvis tolken og den sigtede ikke er i samme lokale, kan det besværliggøre de ofte nødvendige uddybende spørgsmål fra tolken, ligesom man risikerer, at den sigtedes for forståelsen nødvendige gestus eller mimik ikke opfattes af tolken.

Enhedslisten mener derfor - i lighed med Advokatrådet - at udgangspunktet fortsat bør være, at tolken og den sigtede befinder sig i samme lokale under tolkningen.

Peter Skaarup (DF) fmd. Peter Kofod Poulsen (DF) Susanne Eilersen (DF) Kenneth Kristensen Berth (DF) Martin Henriksen (DF) Tilde Bork (DF) Preben Bang Henriksen (V) Jan E. Jørgensen (V) Britt Bager (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Hans Christian Thoning (V) Michael Aastrup Jensen (V) Henrik Dahl (LA) Simon Emil Ammitzbøll (LA) Søren Pape Poulsen (KF) Simon Kollerup (S) Ole Hækkerup (S) Mette Reissmann (S) Mogens Jensen (S) nfmd. Rasmus Prehn (S) Trine Bramsen (S) Pernille Skipper (EL) Henning Hyllested (EL) Josephine Fock (ALT) Sofie Carsten Nielsen (RV) Emrah Tuncer (RV) Lisbeth Bech Poulsen (SF) Aleqa Hammond (SIU) Aaja Chemnitz Larsen (IA)

Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)47
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)9
Radikale Venstre (RV)8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 48

Bilagsnr.
Titel
1
Høringssvar og høringsnotat, fra justitsministeren
2
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
Udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 48

Spm.nr.
Titel
1
Spm. om, hvilke personalekategorier og med hvilke uddannelsesmæssige forudsætninger der efter en eventuel vedtagelse af lovforslaget vil kunne fungere som medhjælp for en læge og tage blodprøver, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm., om, den læge, som afgør, om en medhjælp kan tage en blodprøve, der udtages tvangsmæssigt, i alle tilfælde vil skulle være fysisk til stede og have tilset den person, prøven skal tages fra, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm., om det vil svække muligheden for en effektiv og hensigtsmæssig gennemførelse af retsmøder om fristforlængelse, hvis man - som foreslået af Advokatrådet - opretholder den nuværende ordning, så en eventuel tolk som udgangspunkt skal befinde sig i samme lokale som den sigtede, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om et ændringsforslag, der har den retsvirkning, at den nuværende ordning mht. tolkens placering opretholdes, så en eventuel tolk som udgangspunkt skal befinde sig i samme lokale som den sigtede, medmindre det vil være forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder, til justitsministeren, og ministerens svar herpå