Skriftlig fremsættelse (11. november
2015)
Sundheds- og
ældreministeren (Sophie Løhde):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
social service (Målretning af de forebyggende
hjemmebesøg)
(Lovforslag nr. L 47)
Forslaget til lov om ændring af lov
om social service (målretning af de forebyggende
hjemmebesøg) er en udmøntning af den politiske aftale
af 7. april 2015 om revision af de forebyggende hjemmebesøg.
Aftalen blev indgået mellem Venstre, Socialdemokraterne,
Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det
Radikale Venstre og Det konservative Folkeparti. Den politiske
aftale om revision af de forebyggende hjemmebesøg er
regeringens og aftaleparternes opfølgning på den del
af Hjemmehjælpskommissionens afrapportering af 1. juli 2013,
der vedrører de forebyggende hjemmebesøg.
Formålet med lovforslaget er at
målrette de forebyggende hjemmebesøg til de borgere,
hvor hjemmebesøgene gør mest gavn. Med lovforslaget
rykkes aldersgrænsen for de tilbagevendende årlige
tilbud om forebyggende hjemmebesøg fra 75 år til 80
år. Dog skal alle borgere fortsat have tilbud om et
forebyggende hjemmebesøg i deres fyldte 75. år.
Samtidig forpligtes kommunalbestyrelsen til at tilbyde forebyggende
hjemmebesøg efter behov til særlige risikogrupper i
alderen 65 år til 79 år.
Lovforslaget giver endvidere sundheds- og
ældreministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om
de kommunale forpligtelser i forhold til tilrettelæggelsen af
de forebyggende hjemmebesøg. Bemyndigelsen vil blive anvendt
til at give kommunalbestyrelsen mulighed for at tilrettelægge
tilbuddet, som kommunen lokalt finder det mest
hensigtsmæssigt, herunder fx at tilbyde et eller flere
kollektive arrangementer, som kan erstatte det forebyggende
hjemmebesøg i borgerens hjem.
Som konsekvens af, at ressortansvaret for
sager vedrørende ældreområdet er overgået
til Sundheds- og Ældreministeriet, ændres
bemyndigelsesbestemmelserne om henholdsvis kvalitetsstandarder og
fastsættelse af betaling for ydelser efter serviceloven.
Bemyndigelsesbestemmelsen i forhold til kvalitetsstandarder vil med
nærværende lovforslag blive anvendt til at
fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen skal
fastsætte kvalitetsstandarder for de forebyggende
hjemmebesøg.
Det foreslås, at lovændringen
træder i kraft den 1. januar 2016.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.