Skriftlig fremsættelse (29. oktober
2015)
Kulturministeren
(Bertel Haarder):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
tilbagelevering af kulturgoder, som ulovligt er fjernet fra et
EU-medlemslands område m.v. (Gennemførelse af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/60/EU af 15. maj
2014 om tilbagelevering af kulturgoder)
(Lovforslag nr. L 34)
Forslaget har til hensigt at
gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af
15. maj 2014 om tilbagelevering af kulturgoder, som ulovligt er
fjernet fra en medlemsstats område. Direktivet skal
være gennemført i dansk ret senest 18. december 2015.
Direktivet udgør en omarbejdning af et tidligere direktiv
på området (93/7/EØF). Loven indeholder
endvidere en bestemmelse, som giver kulturministeren hjemmel til at
gennemføre ændringer af direktivet ved
bekendtgørelse. En tilsvarende bestemmelse findes i den
eksisterende lov.
Ændringerne i det omarbejdede
direktiv vedrører:
? Definitionen på kulturgoder
fastlægges ikke længere i et bilag til direktivet, men
af det enkelte medlemsland.
? Fristen for at påvise, at en
formodet ulovligt udført genstand er et kulturgode,
forlænges fra to til seks måneder.
? Fristen for at anlægge sag om
tilbagelevering forlænges fra ét til tre år.
? Det præciseres, at besidderen af en
genstand, der tilbageleveres i henhold til direktivet, kun kan
opnå erstatning herfor, såfremt vedkommende kan
demonstrere over for domstolene at have udvist tilstrækkelig
agtpågivenhed ved købet. Samtidig henviser direktivet
til en række måder, hvorpå tilstrækkelig
agtpågivenhed kan udvises. Tidligere var princippet, uden
nærmere specifikation, at erstatning kunne opnås, hvis
domstolen overbevistes om, at tilstrækkelig
agtpågivenhed var udvist.
? Medlemsstaterne forpligtes til at anvende
informationssystemet for det indre marked (IMI) til udveksling af
informationer i forbindelse med direktivet med henblik på at
reducere de administrative omkostninger.
Forslaget vurderes ikke at have
administrative eller økonomiske konsekvenser af betydning
for hverken det offentlige, erhvervslivet eller borgerne. Forslaget
implementerer alene EU-regulering. Forslaget indeholder ikke
overimplementering.
Det foreslås, at loven træder i
kraft den 18. december 2015.