Skriftlig fremsættelse (21. oktober
2015)
Energi-, forsynings- og
klimaministeren (Lars Christian Lilleholt):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
fremme af vedvarende energi (Nedsættelse af støtte for
husstandsvindmøller)
(Lovforslag nr. L 30)
Formålet med lovforslaget er at
gennemføre forligskredsens beslutning fra december 2014 og
september 2015 om fremadrettet at nedsætte støtten for
vindmøller med en installeret effekt på 25 kW eller
derunder, og som er nettilsluttet i egen forbrugsinstallation
(husstandsvindmøller). Nedsættelsen sker ved at
indføre en aftrapningsordning.
Nedsættelsen indeholder 3
elementer:
1) gradvis nedsættelse af
afregningsprisen,
2) begrænset ansøgningspulje
og
3) kortere støtteperiode.
Det bemærkes, at lovforslaget
først sendes i høring på
fremsættelsesdagen den 21. oktober 2015 på grund af
risiko for hamstring. Lovforslaget vil få betydning for
ansøgninger, som Energinet.dk modtager fra den 21. oktober
2015. Det betyder, at tilsagn om pristillæg, som Energinet.dk
har givet på baggrund af en ansøgning modtaget den 21.
oktober 2015 og indtil lovens forventede ikrafttræden den 1.
janur 2016, nedreguleres til 212 øre pr. kWh i stedet for
250 øre pr. kWh og til 132 øre i stedet for 150
øre pr. kWh. Derudover vil udbetaling af afregningsprisen
ændres til 12 år i stedet for 20 år. Der vil
også skulle ske nedregulering af eventuel udbetalt
støtte. Nedreguleringen svarer til afregningsprisen for
2016, og vil ske, når ordningen for 2016 træder i
kraft.
Aftrapningsordningen består af to
dele:
1) en støtteordning med puljer for
2016-2019 og
2) en støtteordning uden pulje for
2020.
Ordningen med puljerne for 2016-2019
indebærer, at der skal ansøges om tilsagn om
støtte inden for en pulje på i alt 1 MW pr. år i
perioden 2016-2019, dvs. i alt 4 MW. Ordningen uden pulje for 2020
medfører, at der kan ansøges om tilsagn om
støtte uden nogen begrænsning i form af en pulje.
Tilsagnet vil indeholde vilkår om nettilslutning senest 2
år efter afgivelse af tilsagnet. Støtten ydes i 12
år fra nettilslutningstidspunktet for begge ordninger.
Aftrapningsordningen medfører en
nedsættelse af den gældende afregningspris på 250
øre pr. kWh for møller med en installeret effekt
på 10 kW eller derunder og 150 øre pr. kWh for
møller med en installeret effekt over 10 kW, dog
højest 25 kW. Støtten skal reduceres gradvist
år for år med henholdsvis 38 øre pr. kWh og 18
øre pr. kWh for de nye husstandsvindmøller,
første gang den 1. januar 2016. Støtten vil
således ende på 60 øre pr. kWh i 2020 uanset
husstandsvindmøllens installerede effekt.
Lovforslaget vil blive sendt i
høring umiddelbart efter fremsættelsen med en frist
på 2 uger. For at sikre, at lovforslaget kan vedtages i
år, ønskes 1. behandling af lovforslaget, inden
høringssvar og høringsnotat sendes til
Folketinget.
Lovforslaget vil træde i kraft den 1.
januar 2016. Visse dele af lovforslaget vil først kunne
sættes i kraft efter Europa-Kommissionens godkendelse.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.