L 30 Forslag til lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi.

(Nedsættelse af støtte for husstandsvindmøller).

Af: Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V)
Udvalg: Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget
Samling: 2015-16
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 18-12-2015

Optrykt: 18-12-2015

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 18. december 2015

20151_l30_efter_2behandling.pdf
Html-version

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 18. december 2015

Forslag

til

Lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi

(Nedsættelse af støtte for husstandsvindmøller)

§ 1

I lov om fremme af vedvarende energi, jf. lovbekendtgørelse nr. 122 af 6. februar 2015, som ændret ved § 1 i lov nr. 576 af 18. juni 2012, lov nr. 900 af 4. juli 2013 og § 1 i lov nr. 744 af 1. juni 2015, foretages følgende ændringer:

1. I § 41, stk. 3, 1. pkt., ændres »den 20. november 2012 eller senere« til: »i perioden fra og med den 20. november 2012 til og med den 31. december 2015«.

2. § 41, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Energinet.dk kan forud for et projekts påbegyndelse yde tilsagn om pristillæg i 2016 for elektricitet fra vindmøller, som er tilsluttet i egen forbrugsinstallation. Tilsagn efter 1. pkt. ydes til vindmøller inden for en pulje på 1 MW. Der kan ydes tilsagn om, at følgende vindmøller med den nævnte støtte falder inden for puljen:

1) Vindmøller, hvor den samlede installerede effekt af vindmøller tilsluttet i forbrugsinstallationen udgør 10 kW eller derunder. For elektricitet fremstillet på sådanne vindmøller ydes et pristillæg, som fastsættes således, at pristillægget og den efter § 51, stk. 2, nr. 1, fastsatte markedspris tilsammen udgør 212 øre pr. kWh. Pristillægget ydes i 12 år fra nettilslutningstidspunktet.

2) Vindmøller, hvor den samlede installerede effekt af vindmøller tilsluttet i forbrugsinstallationen udgør over 10 kW, dog højst 25 kW. For elektricitet fremstillet på sådanne vindmøller ydes et pristillæg, som fastsættes således, at pristillægget og den efter § 51, stk. 2, nr. 1, fastsatte markedspris tilsammen udgør 132 øre pr. kWh. Pristillægget ydes i 12 år fra nettilslutningstidspunktet.«

3. § 41, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Energinet.dk kan forud for et projekts påbegyndelse yde tilsagn om pristillæg i perioden 2016-2020 for elektricitet fra vindmøller, som er tilsluttet i egen forbrugsinstallation. Tilsagn efter 1. pkt. ydes efter nr. 1 og 2:

1) I perioden 2016-2019 kan der ydes tilsagn om pristillæg for elektricitet fra følgende vindmøller med den nævnte støtte inden for en pulje på 1 MW pr. år:

a) Vindmøller, hvor den samlede installerede effekt af vindmøller tilsluttet i forbrugsinstallationen udgør 10 kW eller derunder. For elektricitet fremstillet på sådanne vindmøller ydes et pristillæg, som fastsættes således, at pristillægget og den efter § 51, stk. 2, nr. 1, fastsatte markedspris tilsammen udgør 212 øre pr. kWh ved tilsagn fra Energinet.dk i 2016. For vindmøller, hvor der er ydet tilsagn om pristillæg den 1. januar 2017 eller senere, fastsættes pristillægget på samme måde, dog således, at det fastsatte pristillæg nedsættes årligt med 38 øre pr. kWh fra og med den 1. januar 2017 til og med den 1. januar 2019. Pristillægget ydes i 12 år fra nettilslutningstidspunktet med det på tidspunktet for tilsagnet fra Energinet.dk gældende pristillæg.

b) Vindmøller, hvor den samlede installerede effekt af vindmøller tilsluttet i forbrugsinstallationen udgør over 10 kW, dog højst 25 kW. For elektricitet fremstillet på sådanne vindmøller ydes et pristillæg, som fastsættes således, at pristillægget og den efter § 51, stk. 2, nr. 1, fastsatte markedspris tilsammen udgør 132 øre pr. kWh ved tilsagn fra Energinet.dk i 2016. For vindmøller, hvor der er ydet tilsagn om pristillæg den 1. januar 2017 eller senere, fastsættes pristillægget på samme måde, dog således, at det fastsatte pristillæg nedsættes årligt med 18 øre pr. kWh fra og med den 1. januar 2017 til og med den 1. januar 2019. Pristillægget ydes i 12 år fra nettilslutningstidspunktet med det på tidspunktet for tilsagnet fra Energinet.dk gældende pristillæg.

2) I 2020 kan der ydes tilsagn om pristillæg for elektricitet fra vindmøller, hvor den samlede installerede effekt af vindmøller tilsluttet i forbrugsinstallationen udgør 25 kW eller derunder. For elektricitet fremstillet på sådanne vindmøller ydes et pristillæg, som fastsættes således, at pristillægget og den efter § 51, stk. 2, nr. 1, fastsatte markedspris tilsammen udgør 60 øre pr. kWh. Pristillægget ydes i 12 år fra nettilslutningstidspunktet med det på tidspunktet for tilsagnet fra Energinet.dk gældende pristillæg.«

4. I § 41 indsættes som stk. 5-7:

»Stk. 5. Det er en betingelse for pristillæg efter stk. 4, at vindmøllen nettilsluttes inden 2 år efter afgivelse af tilsagn om pristillæg.

Stk. 6. Energi-, forsynings- og klimaministeren fastsætter regler om ansøgning om tilsagn om pristillæg efter stk. 4 og kriterier for udvælgelse, herunder eventuel lodtrækning, hvis de samlede ansøgninger overstiger mængden af kilowatt i puljen i det pågældende år.

Stk. 7. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte regler om forhøjelse af puljen efter stk. 4, hvis den årlige pulje ikke er blevet fuldt udnyttet i de foregående år.«

5. I § 66, stk. 2, udgår »§ 41, stk. 4,«.

6. I § 66, stk. 2, indsættes efter »§§ 18-21,«: »§ 41, stk. 4, nr. 2,«.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2016, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Energi-, forsynings- og klimaministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af § 1, nr. 2-6. Ministeren kan herunder bestemme, at dele af § 1, nr. 2-6, træder i kraft på forskellige tidspunkter.

Stk. 3. Loven finder ikke anvendelse på ansøgninger om tilsagn om pristillæg for elektricitet fra vindmøller, som Energinet.dk har modtaget før den 22. oktober 2015. For sådanne ansøgninger finder § 41, stk. 3, i lov om fremme af vedvarende energi som affattet ved lov nr. 641 af 12. juni 2013 og § 41, stk. 4, i lov om fremme af vedvarende energi som affattet ved lov nr. 744 af 1. juni 2015 anvendelse.

Stk. 4. Loven finder ikke anvendelse på vindmøller, der er omfattet af § 7, stk. 5, i lov nr. 744 af 1. juni 2015.

Stk. 5. Har Energinet.dk inden lovens ikrafttræden ydet tilsagn om pristillæg for elektricitet fra vindmøller på baggrund af en ansøgning modtaget den 22. oktober 2015 eller senere, skal tilsagnet og eventuelt udbetalte beløb nedreguleres, således at pristillægget og den efter § 51, stk. 2, nr. 1, i lov om fremme af vedvarende energi fastsatte markedspris tilsammen udgør 212 øre pr. kWh for vindmøller med en installeret effekt på 10 kW eller derunder og tilsammen 132 øre pr. kWh for vindmøller med en installeret effekt på over 10 kW, dog højst 25 kW, og således at pristillægget ydes i 12 år fra nettilslutningstidspunktet. Energi-, forsynings- og klimaministeren fastsætter tidspunktet for nedreguleringen af tilsagnet og eventuelt udbetalte beløb. Afgørelser om nedregulering kan ikke påklages til anden administrativ myndighed end Energiklagenævnet. Klage skal være indgivet skriftligt, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt.

Stk. 6. § 66, stk. 2, i lov om fremme af vedvarende energi som ændret ved lov nr. 744 af 1. juni 2015 finder anvendelse på Energiklagenævnets behandling af klager over afgørelser truffet i medfør af § 41, stk. 4, i lov om fremme af vedvarende energi som affattet ved lov nr. 744 af 1. juni 2015, jf. § 41, stk. 3, i lov om fremme af vedvarende energi som affattet ved lov nr. 641 af 12. juni 2013.