L 30 Forslag til lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi.

(Nedsættelse af støtte for husstandsvindmøller).

Af: Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V)
Udvalg: Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget
Samling: 2015-16
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 16-12-2015

Betænkning afgivet af Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget den 16. december 2015

20151_l30_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget den 16. december 2015

1. Ændringsforslag

Energi-, forsynings- og klimaministeren har stillet 2 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 21. oktober 2015 og var til 1. behandling den 12. november 2015. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 4 møder.

Høring

Lovforslaget blev sendt i høring samtidig med fremsættelsen, og energi-, forsynings- og klimaministeren orienterede den 21. oktober 2015 udvalget herom. Den 11. november 2015 sendte energi-, forsynings- og klimaministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget 5 skriftlige henvendelser fra Brancheforeningen for Husstandsvindmøller og 2 skriftlige henvendelser fra Lars Ritter Petersen og Rikke Kloster, Lemvig.

Energi-, forsynings- og klimaministeren har over for udvalget kommenteret 6 af de skriftlige henvendelser til udvalget. Ministeren forventes at kommentere den sidste henvendelse inden 2. behandling.

Deputationer

Endvidere har Brancheforeningen for Husstandsvindmøller mundtligt over for udvalget redegjort for sin holdning til lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 16 spørgsmål til energi-, forsynings- og klimaministeren til skriftlig besvarelse, hvoraf ministeren har besvaret spørgsmål 1-15. Spørgsmål 16 forventes besvaret inden 2. behandling.

3. Indstillinger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af LA og ALT) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (LA og ALT) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af energi-, forsynings- og klimaministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af LA og ALT):

1) Nr. 6 affattes således:

»6. I § 66, stk. 2, indsættes efter »§§ 18-21,«: »§ 41, stk. 4, nr. 2,«.«

[Lovteknisk ændring]

Til § 2

2) I stk. 3, 1. pkt., og stk. 5, 1. pkt., ændres »21. oktober 2015« til: »22. oktober 2015«.

[Ændring af overgangsregel]

Bemærkninger

Til nr. 1

Der er tale om en lovteknisk ændring. Det foreslås i det fremsatte lovforslags § 1, nr. 6, at der indsættes en klageadgang til Energiklagenævnet, hvis Energinet.dk giver afslag på tilsagn om pristillæg, for så vidt angår den foreslåede støtteordning for husstandsvindmøller i 2020, som ikke er begrænset af en årlig pulje, jf. lovforslagets § 1, nr. 3. Det er sket ved en nyaffattelse af § 66, stk. 2, i VE-loven.

Nyaffattelsen tager imidlertid ikke højde for, at der med lov nr. 576 af 18. juni 2012 er vedtaget en ændring af § 66, stk. 2, i VE-loven, som endnu ikke er sat i kraft. Den vedtagne ændring i lov nr. 576 af 18. juni 2012 skal kunne træde i kraft uafhængigt af ændringen af § 66, stk. 2, i dette lovforslag.

Det foreslås derfor, at der i stedet for en nyaffattelse af VE-lovens § 66, stk. 2, indsættes en henvisning til § 41, stk. 4, nr. 2, i VE-loven, som vedrører den foreslåede støtteordning for husstandsvindmøller i 2020, jf. dette lovforslags § 1, nr. 3. Herved indsættes en klageadgang for afslag på tilsagn om pristillæg i 2020, samtidig med at der tages højde for ændringen i lov nr. 576 af 18. juni 2012, som ikke er sat i kraft.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 5, hvor klageadgangen til Energiklagenævnet i forhold til tilsagn om pristillæg for husstandsvindmøller omfattet af den årlige pulje i 2016-2019 fjernes.

Energi-, forsynings- og klimaministeren fastsætter i henhold til lovforslagets § 2, stk. 2, tidspunktet for ikrafttræden af lovforslagets § 1, nr. 5 og 6. Det er forudsat, at § 1, nr. 5, sættes i kraft før § 1, nr. 6.

Til nr. 2

Efter det fremsatte lovforslag finder loven ikke anvendelse på ansøgninger om tilsagn om pristillæg for elektricitet fra vindmøller, som Energinet.dk har modtaget før den 21. oktober 2015, hvor lovforslaget blev fremsat.

Energinet.dk har oplyst, at man har modtaget seks ansøgninger den 21. oktober 2015 før selve fremsættelsen i Folketinget den 21. oktober 2015. Disse ansøgninger vil efter det fremsatte lovforslag være omfattet af loven og overgangsreglen om nedregulering for tilsagn om pristillæg for elektricitet fra vindmøller, som Energinet.dk inden lovens ikrafttræden yder på baggrund af en ansøgning modtaget den 21. oktober 2015 eller senere.

Med ændringsforslaget foreslås, at alle ansøgninger om pristillæg for elektricitet fra vindmøller modtaget den 21. oktober 2015 også bliver undtaget fra loven, uanset hvornår på dagen den 21. oktober 2015 de er modtaget. Herved sidestilles ansøgninger modtaget den 21. oktober 2015 med ansøgninger om tilsagn om pristillæg for elektricitet fra vindmøller, som Energinet.dk har modtaget før den 21. oktober 2015.

Energinet.dk kan herefter færdigbehandle disse ansøgninger om tilsagn om pristillæg for elektricitet fra vindmøller nettilsluttet den 1. januar 2016 eller senere og yde tilsagn om pristillæg efter de gældende regler.

Mikkel Dencker (DF) Jan Erik Messmann (DF) Ib Poulsen (DF) Pia Adelsteen (DF) Jan Rytkjær Callesen (DF) Claus Kvist Hansen (DF) Thomas Danielsen (V) fmd. Jacob Jensen (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Torsten Schack Pedersen (V) Marcus Knuth (V) Morten Løkkegaard (V) Carsten Bach (LA) Villum Christensen (LA) Mette Abildgaard (KF) Per Husted (S) Bjarne Laustsen (S) Erik Christensen (S) Jens Joel (S) Malte Larsen (S) Lea Wermelin (S) Karin Gaardsted (S) nfmd. Søren Egge Rasmussen (EL) Maria Reumert Gjerding (EL) Christian Poll (ALT) Andreas Steenberg (RV) Rasmus Helveg Petersen (RV) Pia Olsen Dyhr (SF) Lisbeth Bech Poulsen (SF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)47
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)9
Radikale Venstre (RV)8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 30

Bilagsnr.
Titel
1
Orientering om høring af lovforslaget
2
Henvendelse af 9/11-15 fra Brancheforeningen for Husstandsvindmøller
3
Høringsnotat og høringssvar, fra energi-, forsynings- og klimaministeren
4
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
5
Henvendelse af 6/11-15 fra Brancheforeningen for Husstandsvindmøller
6
Henvendelse af 18/11-15 fra Brancheforeningen for Husstandsvindmøller
7
Talepapir fra Brancheforeningen for Husstandsvindmøller anvendt i forbindelse med foretræde for udvalget den 19/11-15
8
Ændringsforslag, fra energi-, forsynings- og klimaministeren
9
Henvendelse af 9/12-15 fra Lars Ritter Petersen og Rikke Kloster, Lemvig
10
1. udkast til betænkning
11
Henvendelse af 15/12-15 fra Lars Ritter Petersen og Rikke Kloster, Lemvig
12
2. udkast til betænkning
13
Henvendelse af 16/12-15 fra Brancheforeningen for Husstandsvindmøller


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 30

Spm.nr.
Titel
1
Spm. om kommentar til henvendelse af 9/11-15 fra Brancheforeningen for Husstandsvindmøller, til energi-, forsynings- og klimaministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om en operationel afgrænsning af støtte til husstandsvindmøller uden for områder med kollektiv forsyning af fjernvarme og naturgas med henblik på at fremme opsætning af husstandsvindmøller i disse områder, til energi-, forsynings- og klimaministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om kommentar til henvendelse af 6/11-15 fra Brancheforeningen for Husstandsvindmøller, til energi-, forsynings- og klimaministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om kommentar til henvendelse af 18/11-15 fra Brancheforeningen for Husstandsvindmøller, til energi-, forsynings- og klimaministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om kommentar til talepapir fra Brancheforeningen for Husstandsvindmøller fra foretrædet den 19/11-15, til energi-, forsynings- og klimaministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm. om, hvorfor puljebegrænsningen er sat til 1 MW pr. år i perioden 2016-19, og hvilke beregninger der ligger til grund for, at dette er et fornuftigt niveau, til energi-, forsynings- og klimaministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm. om at redegøre for processen og tidsperspektivet ved, at forslaget om en ændret støtteordning for 2016 er anmeldt til godkendelse i Europa-Kommissionen, til energi-, forsynings- og klimaministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm., om ministeren er enig i, at det må være afgørende, hvornår styrelsen har modtaget ansøgningen, og ikke hvornår styrelsen har registreret ansøgningen, og at ansøgninger modtaget inden fremsættelsen 21/10-15 ikke berøres af lovforslaget, hvis man skal undgå lovgivning med tilbagevirkende kraft, til energi-, forsynings- og klimaministeren, og ministerens svar herpå
9
Spm. om at fremsende en oversigt over, hvornår de forskellige tidsfrister er gældende i forhold til henholdsvis ansøgning om pristillæg og tidspunktet for nettilslutning, og hvilke ansøgninger skæringsdatoen 31/12-15 berører og hvordan, til energi-, forsynings- og klimaministeren, og ministerens svar herpå
10
Spm. om en beregning af de økonomiske og beskæftigelsesmæssige konsekvenser af en fordobling af puljen til 2 MW pr. år, til energi-, forsynings- og klimaministeren, og ministerens svar herpå
11
Spm., om ministeren er indstillet på at forhøje puljen på 1 MW pr. år til f.eks. 2 MW pr. år, til energi-, forsynings- og klimaministeren, og ministerens svar herpå
12
Spm. om kommentar til henvendelse af 9/12-15 fra Lars Ritter Petersen og Rikke Kloster, Lemvig, til energi-, forsynings- og klimaministeren, og ministerens svar herpå
13
Spm. om kommentar til henvendelse af 15/12-15 fra Lars Ritter Petersen og Rikke Kloster, Lemvig, til energi-, forsynings- og klimaministeren, og ministerens svar herpå
14
Spm. om at redegøre for, hvor stor udbygningen af husstandsvindmøller målt i megawatt har været i hvert af årene 2010-2015, til energi-, forsynings- og klimaministeren, og ministerens svar herpå
15
Spm. om at stille ændringsforslag, således at lovforslaget først skal have virkning fra fremsættelsestidspunktet i Folketinget, til energi-, forsynings- og klimaministeren, og ministerens svar herpå
16
Spm. om kommentar til henvendelse af 16/12-15 fra Brancheforeningen for Husstandsvindmøller, til energi-, forsynings- og klimaministeren