Fremsat den 7. oktober 2015 af
beskæftigelsesministeren (Jørn Neergaard Larsen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om
Ligebehandlingsnævnet
(Indførelse af krav om retlig
interesse, formandsafgørelser samt mulighed for, at Institut
for Menneskerettigheder - Danmarks Nationale
Menneskerettighedsinstitution kan indbringe visse sager for
Ligebehandlingsnævnet m.v.)
§ 1
I lov om Ligebehandlingsnævnet, jf.
lovbekendtgørelse nr. 905 af 3. september 2012, foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 1 indsættes som stk. 6 og
7:
»Stk. 6.
En klage kan indbringes for Ligebehandlingsnævnet af den, der
har retlig interesse i sagen.
Stk. 7. Institut
for Menneskerettigheder - Danmarks Nationale
Menneskerettighedsinstitution kan indbringe sager af principiel
karakter eller sager af almindelig offentlig interesse for
Ligebehandlingsnævnet.«
2. I
§ 2 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. I
en sag, der er indbragt for nævnet af Institut for
Menneskerettigheder - Danmarks Nationale
Menneskerettighedsinstitution, kan nævnet træffe
afgørelse om, at der er sket ulovlig forskelsbehandling, jf.
§ 1, stk. 2-4.«
3. I
§ 6 indsættes som stk. 3:
»Skønnes en sag at kunne
afgøres i overensstemmelse med fast rets- eller
nævnspraksis, kan afgørelsen træffes af et
medlem af formandskabet alene.«
4. I
§ 8 indsættes efter stk. 2
som nyt stykke:
»Stk. 3.
Nævnet kan afvise at behandle klagen, hvis klageren ikke har
retlig interesse i sagen.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
5. I
§ 8, stk. 3, der bliver stk. 4,
ændres »stk. 1 og stk. 2« til: »stk.
1-3«
6. §
12 affattes således:
»§ 12. Når
nævnet har truffet afgørelse i en sag, orienterer
sekretariatet parterne om afgørelsen og om muligheden for at
indbringe sagen for domstolene.
Stk. 2. Hvis
nævnets afgørelser og forlig, som er indgået for
nævnet, ikke efterleves, skal nævnet på vegne af
klageren eller Institut for Menneskerettigheder - Danmarks
Nationale Menneskerettighedsinstitution indbringe sagen for
domstolene, hvis klageren eller instituttet anmoder
herom.«
§ 2
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. januar 2016.
Stk. 2. Loven finder
ikke anvendelse på klager indgivet før lovens
ikrafttræden. For sådanne klager finder de hidtil
gældende regler anvendelse.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Regeringen og partierne i Folketinget er enige
om, at ulovlig forskelsbehandling er helt uacceptabel, og at
Ligebehandlingsnævnet bidrager til at bekæmpe dette i
Danmark. Ligebehandlingsnævnet er et uafhængigt og
domstolslignende organ, der behandler klager over
påstået ulovlig forskelsbehandling inden for og uden
for arbejdsmarkedet. Det er gratis at klage til nævnet, der
yder fagkompetent og hurtig behandling af sager om
forskelsbehandling.
Regeringen og partierne i Folketinget
ønsker at forstærke indsatsen mod forskelsbehandling
og har derfor den 24. september 2015 indgået en politisk
aftale med henblik på at effektivisere og målrette
Ligebehandlingsnævnets arbejde og give nævnet mulighed
for i højere grad end i dag at fokusere på reelle
ligestillingsproblemer. Aftalen bygger på den tidligere
aftale indgået mellem den daværende regering og
Folketingets partier den 2. marts 2015.
Aftalen indebærer, at
Ligebehandlingsnævnet fremover alene skal kunne behandle en
klage, hvis den person, der klager, har en individuel og aktuel
interesse i en konkret sag. En klager skal således ikke kunne
få en sag behandlet af Ligebehandlingsnævnet, blot
fordi vedkommende tilhører den gruppe af personer, som kan
være blevet udsat for ulovlig forskelsbehandling (f.eks.
på grund af sin etnicitet eller sit køn).
Samtidig fremgår det af den
indgåede politiske aftale, at Ligebehandlingsnævnet
fremover skal prioritere sine ressourcer i forhold til sagernes
kompleksitet, således at der anvendes flest ressourcer
på de mest komplicerede sager. Derfor indføres der en
mulighed for, at et medlem af Ligebehandlingsnævnets
formandskab kan træffe afgørelser alene i sager, hvor
der er etableret en fast praksis.
Endelig fremgår det af den politiske
aftale, at der fremover skal tages højde for, at der kan
være sager af principiel karakter eller af almindelig
offentlig interesse om ulovlig forskelsbehandling, som det kan
være vigtigt at få prøvet ved
Ligebehandlingsnævnet, selv om ingen borger har indbragt
sagen for nævnet. Institut for Menneskerettigheder skal
derfor tillægges kompetence til at indbringe sådanne
sager for Ligebehandlingsnævnet. Det forudsættes, at
Institut for Menneskerettigheder løfter opgaven inden for
sin eksisterende bevilling til at behandle
ligebehandlingsspørgsmål, og at ordningen skal
evalueres, når den har fungeret i to år.
2. Lovforslagets
indhold
2.1. Krav om retlig
interesse
2.1.1. Gældende ret
Ifølge Ligebehandlingsnævnets
nuværende praksis er en person klageberettiget og kan
få sin sag behandlet, hvis vedkommende er direkte
berørt af den mulige forskelsbehandling eller
tilhører den gruppe, som bliver forskelsbehandlet. F.eks.
kan en mand få behandlet en klage over, at en natklub
opkræver en lavere entrépris fra kvinder, selvom
manden ikke selv har været til stede på
pågældende bar og dermed ikke selv har oplevet at blive
opkrævet en højere pris på grund af sit
køn.
2.1.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Regeringen og partierne i Folketinget
ønsker at forstærke indsatsen mod forskelsbehandling
og har derfor indgået en politisk aftale med henblik på
at effektivisere og målrette Ligebehandlingsnævnets
arbejde og give nævnet mulighed for i højere grad end
i dag at fokusere på reelle ligestillingsproblemer.
Lovforslaget indebærer, at der fremover
stilles krav om, at en klager skal have retlig interesse for at
kunne indbringe en klagesag for Ligebehandlingsnævnet.
"Retlig interesse" skal forstås som en individuel og aktuel
interesse i den konkrete sag. Der er herved tale om et princip, som
bl.a. kendes fra den civile retspleje, hvor det er en betingelse,
at f.eks. en sagsøger har en retlig interesse
(forstået som en individuel og aktuel interesse i sagens
behandling) for at kunne indbringe en sag for domstolene.
Gennemføres forslaget, skabes der således på det
punkt parallelitet mellem adgangen til at få behandlet en sag
ved Ligebehandlingsnævnet og adgangen til at få
behandlet en civil sag ved de almindelige domstole.
Formålet med denne del af lovforslaget
er, at Ligebehandlingsnævnet alene skal behandle en klage,
hvis klager selv har været udsat for en handling eller en
undladelse, som efter den pågældendes opfattelse
udgør ulovlig forskelsbehandling. Hvis klager ikke har en
sådan individuel og aktuel interesse i at få sagen
prøvet ved Ligebehandlingsnævnet, skal sagen efter
forslaget afvises af nævnet. Det vil således ikke
længere være tilstrækkeligt til, at en person kan
få behandlet en sag for Ligebehandlingsnævnet, at
vedkommende alene har hørt eller læst om en handling
eller undladelse, der angiveligt udgør ulovlig
forskelsbehandling.
2.2. Formandsafgørelser
2.2.1. Gældende ret
I dag deltager der altid mindst 3 medlemmer i
en afgørelse, hvoraf det ene medlem skal være
formanden eller næstformanden. Det følger af
Ligebehandlingsnævnets forretningsorden, jf. § 21, stk.
1, i bekendtgørelse nr. 220 af 1. marts 2013 om
forretningsorden for Ligebehandlingsnævnet. Dette
gælder dog ikke sager, der afvises af sekretariatet, fordi de
ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet, eller
fordi det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold
i sagen, jf. § 10 i Ligebehandlingsnævnets
forretningsorden.
Når Ligebehandlingsnævnets
sekretariat modtager en klage, påser sekretariatet, at sagen
er tilstrækkeligt oplyst til, at nævnet kan
træffe en afgørelse. Er dette tilfældet,
udarbejder sekretariatet et udkast til en afgørelse, som
sekretariatet forelægger det medlem af formandskabet, der
deltager i sagens behandling, til godkendelse. Det godkendte udkast
sendes sammen med alle sagens øvrige oplysninger og bilag
til deltagerne på det efterfølgende
nævnsmøde.
En sag afgøres på
nævnsmødet på grundlag af de skriftlige
oplysninger i sagen. Hverken klager, indklagede eller nogen
repræsentanter for disse har adgang til
nævnsmødet, og nævnets møder er ikke
åbne for offentligheden.
Der deltager som nævnt altid mindst 3
medlemmer i sagens behandling. Heraf skal det ene medlem være
formanden eller en næstformand. Nævnet er
beslutningsdygtigt, når alle 3 medlemmer er til stede.
Afgørelserne træffes ved stemmeflertal.
2.2.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Regeringen og partierne i Folketinget
ønsker at forstærke indsatsen mod forskelsbehandling
og har derfor indgået en politisk aftale med henblik på
at effektivisere og målrette Ligebehandlingsnævnets
arbejde og give nævnet mulighed for i højere grad end
i dag at fokusere på reelle ligestillingsproblemer.
Lovforslaget giver mulighed for, at et medlem
af formandskabet kan træffe afgørelse i visse sager,
der er indbragt for nævnet uden deltagelse af andre
nævnsmedlemmer, hvis der i den pågældende
sagstype er etableret en fast praksis enten ved domstolene eller
ved nævnet, som f.eks. tidligere har truffet
afgørelser i et større antal sager af tilsvarende
karakter.
For at et medlem af formandskabet kan
afgøre sagen alene, er det en betingelse, at sagens faktum
er tilstrækkeligt klart, således at der ikke foreligger
bevistvivl, der i givet fald kan munde ud i, at sagen skal
afvises.
Det følger således af § 8,
stk. 1, i lov om Ligebehandlingsnævnet (som ikke
foreslås ændret), at nævnet kan afvise at
behandle en klage, som ikke skønnes egnet til behandling ved
nævnet, f.eks. fordi det kræver parts- eller
vidneforklaringer, der ikke kan ske ved nævnet, men kun ved
domstolene, jf. ovenfor.
Der er imidlertid intet til hinder for, at et
medlem af formandskabet kan foranledige, at en sag, der er tildelt
den pågældende med henblik på at træffe
afgørelsen alene, undergives sædvanlig
nævnsbehandling, hvis medlemmet måtte mene, at sagen
ikke egner sig til en formandsafgørelse, f.eks. fordi sagen
indeholder principielle aspekter.
En gennemførelse af forslaget om, at et
medlem af formandskabet kan træffe afgørelse alene,
hvis der i den pågældende kategori af sager er
etableret en fast praksis, vil frigøre ressourcer og
således gøre det muligt for nævnet at
koncentrere sin indsats omkring de vanskelige og mere principielle
sager.
Indførelse af formandsafgørelser
med henblik på at bruge færrest mulige ressourcer
på de mindst komplicerede sager vurderes at være
retssikkerhedsmæssigt forsvarligt. Dels fordi det
forudsættes, at der alene vil være tale om sager, hvor
praksis er klar, og hvor sagen heller ikke i øvrigt har et
indhold, der gør nævnsbehandling nødvendigt.
Dels er det i § 3, stk. 2, 1. og 2. pkt., bestemt, at
formanden for nævnet skal være landsdommer eller
præsident eller vicepræsident for Sø- og
Handelsretten, og næstformændene skal være
byretsdommere. Det sikres dermed, at en formandsafgørelse
altid vil blive truffet af en person, der har erfaring med at
træffe afgørelser og begrunde sådanne konkrete
sager. Formandsafgørelser vil desuden kunne indbringes for
domstolene på samme måde som afgørelser, jf.
§ 12.
2.3. Institut for
Menneskerettigheder får kompetence til at indbringe sager af
principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse for
Ligebehandlingsnævnet
2.3.1. Gældende ret
Instituttet kan ikke i dag indbringe en sag
for Ligebehandlingsnævnet.
2.3.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Ligebehandlingsnævnet kan ikke tage
ligestillingsspørgsmål op af egen drift, idet
nævnet modsat f. eks. Folketingets Ombudsmand kun kan
behandle klager, der er indbragt for nævnet. Dette svarer
til, at domstolene kun træder i funktion i civile sager,
når nogen anlægger en sag.
Institut for Menneskerettigheder kan heller
ikke i dag indbringe en sag for Ligebehandlingsnævnet, selv
om instituttet i sit arbejde som ligebehandlingsorgan måtte
blive opmærksom på principielle problemstillinger
på området eller sager af almindelig offentlig
interesse. Dette forhold indebærer, at der kan forekomme
krænkelser af ligestillingslovgivningen, der ikke når
frem til nævnet, fordi der ikke er nogen, der indgiver en
klage til nævnet over forholdet.
Det foreslås derfor, at der gives
Institut for Menneskerettigheder adgang til at indbringe
principielle sager eller sager af almindelig offentlig interesse
for Ligebehandlingsnævnet, der falder inden for nævnets
mandat. Det er i den forbindelse ikke en betingelse, at der kan
identificeres en navngiven person, der har været udsat for
ulovlig forskelsbehandling eller tilhører den gruppe, som
bliver forskelsbehandlet.
Med sager af principiel karakter eller sager
af almindelig offentlig interesse menes sager, som f.eks. rejser
hidtil uafklarede lovfortolkningsspørgsmål, eller som
vurderes at være indgribende i forhold til en større
gruppe af personer. Det er Institut for Menneskerettigheder, der
alene vurderer, om en sag er af en sådan karakter, at det er
hensigtsmæssigt at indbringe den for
Ligebehandlingsnævnet.
Efter § 2, stk. 2, i lov om Institut for
Menneskerettigheder - Danmarks Nationale
Menneskerettigheds-institution (lov nr. 553 af 18. juni 2012, som
ændret ved lov nr. 656 af 12. juni 2013 hører det til
instituttets opgaver at fremme ligebehandling af alle uden
forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk
oprindelse, herunder ved at bistå ofre for forskelsbehandling
med at få behandlet deres klager over forskelsbehandling
under hensyntagen til ofrenes, foreningernes, organisationernes og
andre juridiske personers rettigheder. Det ligger således
inden for instituttets naturlige opgaver at fremme ligestilling og
overvåge spørgsmål om krænkelser af
ligestillingslovene af samfundsmæssig interesse.
Det er med lovforslaget lagt til grund, at
Institut for Menneskerettigheders beslutning om at indbringe
henholdsvis ikke at indbringe en sag for
Ligebehandlingsnævnet ikke vil være en afgørelse
i forvaltningslovens forstand, jf. forvaltningslovens § 2,
stk. 1, da beslutningen ikke i sig selv indebærer
retsvirkninger for konkrete personer. Det bemærkes i den
forbindelse, at personer, der har retlig interesse i sagen, selv
vil kunne indbringe denne for Ligebehandlingsnævnet.
Det er en forudsætning, at den af
instituttet indbragte sag er egnet til at blive behandlet ved
Ligebehandlingsnævnet, jf. § 8, stk. 1, i lov om
Ligebehandlingsnævnet, som ikke foreslås
ændret.
3. Ligestillingsmæssige konsekvenser
Lovforslaget er kønsneutralt i sin
udformning og vurderes ikke at have
kønsligestillingsmæssige konsekvenser.
4. Økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige
Lovforslaget har ingen økonomiske eller
administrative konsekvenser for det offentlige.
5. Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Lovforslaget har ingen økonomiske eller
administrative konsekvenser for erhvervslivet.
6. Administrative
konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative
konsekvenser for borgerne.
7. Forslagets
miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen
miljømæssige konsekvenser.
8. Forholdet til
EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
9. Hørte
myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra
den 16. marts til den 1. april 2015 været sendt i
høring hos følgende myndigheder og organisationer
m.v.: Advokatrådet, Akademikerne (AC), Amnesty International,
Beskæftigelsesrådet (BER), Centralorganisationernes
Fællesudvalg (CFU), Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Dansk
Handicapforbund, Dansk Kvindesamfund, Dansk Retspolitisk Forening,
Dansk Røde Kors, Dansk Socialrådgiverforening,
Dokumentations- og rådgivningscentret om racediskrimination,
Danske Advokater, Danske Regioner, Den Danske Dommerforening, Det
Centrale Handicapråd, Det Faglige Hus, Finansrådet,
Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), Flygtningenævnet,
Frie Funktionærer, Funktionærernes og
Tjenestemændenes Fællesråd (FTF), Gartneri-,
Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere (GLS-A),
Håndværksrådet, Institut for Menneskerettigheder
(IMR), Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte (KTO),
KL, Koordinationen for Kønsforskning, Kristelig
Arbejdsgiverforening (KA), Kristelig Fagbevægelse (KRIFA),
Kvinderådet, KVINFO, Landsforeningen af bøsser og
lesbiske, Landsorganisationen i Danmark (LO), Lederne,
Ligebehandlingsnævnet, Netværk for Forskning om
mænd, Rådet for Etniske Minoriteter,
Ældresagen.
10. Sammenfattende skema | | Positive konsekvenser / mindre
udgifter | Negative konsekvenser/merudgifter | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter |
|
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
Til §
1
Til nr.
1
Det foreslås, at en klage kan indbringes
for Ligebehandlingsnævnet af den, der har retlig interesse i
at få sagen behandlet, hvilket skal forstås som en
individuel og aktuel interesse i den konkrete sag. Princippet
kendes fra den civile retspleje, hvor det er en betingelse, at
f.eks. en sagsøger har en retlig interesse (forstået
som en individuel og aktuel interesse i sagens behandling) for at
kunne indbringe en sag for domstolene.
En konsekvens af denne del af lovforslaget er,
at Ligebehandlingsnævnet fremover alene vil kunne behandle en
sag, der indbringes af en person, der er direkte berørt af
forskelsbehandlingen. Hvis klager ikke har en sådan
individuel og aktuel interesse i at få sagen prøvet
ved Ligebehandlingsnævnet, skal sagen efter forslaget afvises
af nævnet. Det vil således ikke længere
være tilstrækkeligt til, at en person kan få
behandlet en sag for Ligebehandlingsnævnet, at vedkommende
alene har hørt eller læst om en handling eller
undladelse, der angiveligt udgør ulovlig
forskelsbehandling.
Ligebehandlingsnævnet har i dag mulighed
for at afvise sager, der kun kan afgøres, hvis der f.eks.
foranstaltes bevisførelse i form af parts- eller
vidneforklaringer, der kun kan ske ved domstolene, eller det er
åbenbart, at der ikke kan gives klager medhold. Med kravet om
retlig interesse vil nævnet også kunne afvise klager
fra en person, der ikke selv har en individuel og aktuel interesse
i sagen.
Ligebehandlingsnævnets sekretariats
nuværende praksis om at besvare generelle
forespørgsler fra offentlige myndigheder og andre
interessenter, ændres ikke ved indførelse af et krav
om, at der i en konkret sag skal foreligge en individuel og aktuel
interesse hos klager, førend Ligebehandlingsnævnet kan
behandle sagen.
Adgangen til som klager at lade sig
repræsentere af en partsrepræsentant under en sags
behandling i Ligebehandlingsnævnet ændres ligeledes
ikke ved, at der indføres et krav om retlig interesse.
Der henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger pkt. 2.1.
Det foreslås endvidere, at Institut for
Menneskerettigheder fremover skal kunne indbringe sager af
principiel karakter eller sager af almindelig offentlig interesse
for Ligebehandlingsnævnet. Det er herved ikke et krav, at der
kan identificeres en navngiven person, der påstår at
have været udsat for ulovlig forskelsbehandling. Med sager af
principiel karakter menes, at sagen rejser hidtil uafklarede
lovfortolkningsspørgsmål eller vurderes at være
indgribende i forhold til en større gruppe af personer.
Hvis Institut for Menneskerettigheder er
blevet opmærksom på en sag, som kan udgøre en
generel problemstilling på ligebehandlingsområdet, kan
instituttet indbringe en sag for Ligebehandlingsnævnet. Det
kan også være, at instituttet modtager en henvendelse
fra en borger eller en forening/organisation. I instituttets
vurdering af, om en sag er af principiel karakter og skal
indbringes for Ligebehandlingsnævnet, kan det indgå, at
retsstillingen på den pågældende del af
ligebehandlingsområdet er uafklaret.
Institut for Menneskerettigheder er i dag
hverken tillagt kompetence til at indbringe en sag for
Ligebehandlingsnævnet eller givet særlig kompetence til
at indbringe sager for domstolene i henhold til
ligebehandlingslovgivningen. Institut for Menneskerettigheder kan
tage sager op af egen drift og behandle disse gennem
uafhængige undersøgelser, offentliggøre
uafhængige rapporter og fremsætte henstillinger
vedrørende forskelsbehandling. Instituttet kan endvidere
bistå mulige ofre for forskelsbehandling med at få
deres klage behandlet.
Muligheden for at indbringe sager for
Ligebehandlingsnævnet foreslås at skulle gælde i
forlængelse af alle de områder, som instituttet i dag
har kompetence inden for. Det gælder både på
områder, hvor instituttet er udpeget som nationalt
overvågningsorgan og på områder, hvor instituttet
kan tage sager op af egen drift.
Der henvises i øvrigt til de generelle
bemærkninger pkt. 2.3.
Til nr.
2
Det foreslås, at Institut for
Menneskerettigheder kan indbringe en sag for
Ligebehandlingsnævnet, hvis instituttet vurderer, at sagen er
af principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse,
selvom der ikke kan identificeres en navngiven person, der
påstår at have været udsat for ulovlig
forskelsbehandling.
Det følger af lovforslaget, at
Ligebehandlingsnævnet kan afgøre, om der i en sag, som
Institut for Menneskerettigheder har indbragt for nævnet, er
sket ulovlig forskelsbehandling. Ligebehandlingsnævnet kan i
disse sager tage stilling til spørgsmål om anvendelse
og fortolkning af den lovgivning m.v., som er omfattet af
Ligebehandlingsnævnets kompetenceområde. Disse love
skal fortolkes EU-konformt, ligesom Ligebehandlingsnævnet
på EU-regulerede områder skal anvende direkte
anvendelige EU-regler, der gælder inden for disse loves
anvendelsesområde.
Til nr.
3
Det foreslås, at et medlem af
Ligebehandlingsnævnets formandskab kan træffe
afgørelse i sager uden medvirken af andre medlemmer, hvor
der er etableret en fast praksis. Den faste praksis kan f.eks.
være etableret ved, at nævnet tidligere har truffet
afgørelse i et stort antal sager af tilsvarende karakter.
Hermed sikres det, at nævnet kan koncentrere sin indsats
omkring de vanskelige og mere principielle sager. I vurderingen af,
om en sag kan afgøres af et medlem af formandskabet alene,
kan også indgå, om en bestemt praksis i
Ligebehandlingsnævnet er bekræftet i retspraksis.
Hvis formanden under sin behandling af en sag,
som sekretariat har indstillet til formandsafgørelse,
vurderer, at sagen bør afgøres af nævnet,
sender formanden sagen til nævnsbehandling.
I dag behandler nævnet alle sager ved
fysiske møder, hvor formandskabet og medlemmer fra
nævnet er til stede. Ved brug af formandsafgørelser
vil sekretariatet fortsat skulle oplyse en sag, men alene
forelægge den for et medlem af formandskabet på skrift.
Nævnet vil således ikke skulle forberede sig på
og drøfte sager, hvor praksis er tilstrækkeligt
klar.
Indførelse af formandsafgørelser
med henblik på at bruge færrest mulige ressourcer
på de mindst komplicerede sager vurderes at være
retssikkerhedsmæssigt forsvarligt. Dels fordi det
forudsættes, at der alene vil være tale om sager, hvor
praksis er klar, og hvor sagen heller ikke i øvrigt har et
indhold, der gør nævnsbehandling nødvendigt.
Dels er det i § 3, stk. 2, 1. og 2. pkt., bestemt, at
formanden for nævnet skal være landsdommer eller
præsident eller vicepræsident for Sø- og
Handelsretten, og næstformændene skal være
byretsdommere. Det sikres dermed, at en formandsafgørelse
altid vil blive truffet af en person, der har erfaring med at
træffe afgørelser og begrunde sådanne konkrete
sager. Formandsafgørelser vil desuden kunne indbringes for
domstolene på samme måde som afgørelser, der er
truffet under medvirken af flere nævnsmedlemmer.
Der henvises i øvrigt til de generelle
bemærkninger pkt. 2.2.
Til nr.
4
Det foreslås, at
Ligebehandlingsnævnet afviser en klage, hvis
Ligebehandlingsnævnet vurderer, at klageren ikke har retlig
interesse i at få sin sag behandlet ved nævnet.
Det forudsættes, at
Ligebehandlingsnævnet i forbindelse med afvisningen
gør klageren bekendt med, at Institut for
Menneskerettigheder har mulighed for at indbringe en sag af
principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse. Det
forudsættes endvidere, at Ligebehandlingsnævnet
samtidig orienterer Institut for Menneskerettigheder om
afgørelsen. Det er alene Institut for Menneskerettigheder,
der vurderer, om en sag er af en sådan karakter, at det er
hensigtsmæssigt at indbringe den for
Ligebehandlingsnævnet.
Det er med lovforslaget lagt til grund, at
Institut for Menneskerettigheders beslutning om at indbringe
henholdsvis ikke at indbringe en sag for
Ligebehandlingsnævnet ikke vil være en afgørelse
i forvaltningslovens forstand, jf. forvaltningslovens § 2,
stk. 1.
Der henvises i øvrigt til de generelle
bemærkninger pkt. 2.3.2.
Til nr.
5
Det foreslås, at
Ligebehandlingsnævnets sekretariat fremover kan træffe
afgørelse om at afvise en sag, hvis klager ikke har en
retlig interesse i at få sagen prøvet. Der er tale om
en ny bestemmelse i forhold til den nugældende
lovgivning.
Til nr.
6
Det foreslås, at sekretariatet som
hidtil skal orientere sagens parter om sagens afgørelse, og
om muligheden for at indbringe sagen for domstolene. Denne del af
forslaget indebærer ikke ændringer i forhold til, hvad
der gælder i dag.
Det foreslås som noget nyt i stk. 1, at
sekretariatet fremover også skal orientere Institut for
Menneskerettigheder, når nævnet har truffet
afgørelse i en sag, der er indbragt for
Ligebehandlingsnævnet af instituttet.
Den foreslåede stk. 2, indebærer,
at hvis en afgørelse fra Ligebehandlingsnævnet ikke
efterleves, skal Ligebehandlingsnævnet indbringe sagen for
domstolene, hvis klageren anmoder om det. Hensigten med
bestemmelsen er at sikre en effektiv gennemførelse af
Ligebehandlingsnævnets afgørelser. Klageren skal efter
forslaget henvende sig til Ligebehandlingsnævnet og anmode
om, at sagen indbringes for domstolene. Bestemmelsen er en
videreførelse af den nugældende § 12, stk. 2.
Det foreslås som noget nyt, at sager,
som har været indbragt for nævnet af Institut for
Menneskerettigheder, ligeledes kan indbringes for domstolene. Hvis
en afgørelse fra Ligebehandlingsnævnet således
ikke efterleves f.eks. ved, at den tilstand, der udgør den
ulovlige forskelsbehandling, opretholdes eller gentages, skal
Ligebehandlingsnævnet i de sager, der er indbragt for
nævnet af Institut for Menneskerettigheder, indbringe sagen
for domstolene, hvis instituttet anmoder om det.
Ligebehandlingsnævnet kan ikke af egen drift indbringe en sag
for domstolene.
Hvis en afgørelse, der er truffet af
Ligebehandlingsnævnet, indbringes for domstolene, sker der en
helt ny prøvelse af sagens faktiske og retlige forhold,
uafhængigt af Ligebehandlingsnævnets afgørelse,
hvor der eventuelt også vil kunne fremlægges nye
oplysninger.
Til §
2
Det foreslås, at loven træder i
kraft den 1. januar 2016.
Klager, der er indbragt for
Ligebehandlingsnævnet før den 1. januar 2016, skal
således ikke opfylde kravet om retlig interesse.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
| | | Gældende
formulering | | Lovforslaget | | | | | | § 1 | | | I lov om Ligebehandlingsnævnet, jf.
lovbekendtgørelse nr. 905 af 3. september 2012, foretages
følgende ændringer: | | | | | | 1. I § 1, indsættes som stk. 6 og
7: | | | »Stk. 6.
En klage kan indbringes for Ligebehandlingsnævnet af den, der
har retlig interesse i sagen. | | | Stk. 7. Institut
for Menneskerettigheder - Danmarks Nationale
Menneskerettighedsinstitution kan indbringe sager af principiel
karakter eller sager af almindelig offentlig interesse for
Ligebehandlingsnævnet.« | | | | | | 2. I § 2 indsættes som stk. 2: | | | »Stk. 2. I
en sag, der er indbragt for nævnet af Institut for
Menneskerettigheder - Danmarks Nationale
Menneskerettighedsinstitution, kan nævnet træffe
afgørelse om, at der er sket ulovlig forskelsbehandling, jf.
§ 1, stk. 2-4.« | | | | | | 3. I § 6 indsættes som stk. 3: | | | »Stk. 3.
Skønnes en sag at kunne afgøres i overensstemmelse
med fast rets- eller nævnspraksis, kan afgørelsen
træffes af et medlem af formandskabet alene.« | | | | § 8.
Nævnet kan afvise at behandle en klage, som ikke
skønnes egnet til behandling ved nævnet. | | 4. I § 8 indsættes efter stk. 2 som nyt
stykke: | Stk. 2.
Nævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er
åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i
sagen. | | »Stk. 3.
Nævnet kan afvise at behandle klagen, hvis klageren ikke har
retlig interesse i sagen.« | Stk. 3.
Nævnet kan delegere sin kompetence efter stk. 1 og stk. 2 til
sekretariatet. Nærmere regler herom fastsættes i
nævnets forretningsorden. | | Stk. 3 bliver herefter stk. 4. | | | | | | 5. I § 8, stk. 3, der bliver stk. 4,
ændres »stk. 1 og stk. 2« til: »stk.
1-3«. | | | | | | 6. § 12 affattes således: | § 12.
Når nævnet har truffet afgørelse i en klagesag,
underretter sekretariatet parterne om muligheden for at indbringe
sagen for domstolene. | | »§ 12. Når nævnet har truffet
afgørelse i en sag, orienterer sekretariatet parterne om
afgørelsen og om muligheden for at indbringe sagen for
domstolene. | Stk. 2. Hvis
nævnets afgørelser og forlig, som er indgået for
nævnet, ikke efterleves, skal nævnet på klagerens
anmodning og på dennes vegne indbringe sagen for
domstolene. | | Stk. 2. Hvis
nævnets afgørelser og forlig, som er indgået for
nævnet, ikke efterleves, skal nævnet på vegne af
klageren eller Institut for Menneskerettigheder - Danmarks
Nationale Menneskerettighedsinstitution indbringe sagen for
domstolene, hvis klageren eller instituttet anmoder
herom.« | | | | | | § 2 | | | | | | Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. januar 2016. | | | Stk. 2. Loven
finder ikke anvendelse på klager indgivet før lovens
ikrafttræden. For sådanne klager finder de hidtil
gældende regler anvendelse. |
|