Skriftlig fremsættelse (7. oktober
2015)
Beskæftigelsesministeren (Jørn
Neergaard Larsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til Lov om
ansættelsesklausuler
(Lovforslag nr. L 25)
Forslaget til lov om
ansættelsesklausuler har til formål at begrænse
og regulere brugen af ansættelsesklausuler (konkurrence-,
kunde-, og kombinerede klausuler).
Det er også formålet med
lovforslaget at indføre et forbud mod at indgå aftaler
om såkaldte jobklausuler med få undtagelser.
Lovforslaget udmønter en bred politisk aftale, der er
indgået af den tidligere regering, V, K, SF, EL og DF i
forbindelse med vækstpakken fra juni 2014. Det
bemærkes, at lovforslaget blev fremsat og behandlet
første gang i foråret 2015, og bortfaldt på
grund af valgudskrivelsen.
Med lovforslaget samles reguleringen af
ansættelsesklausuler i én lovgivning, og de nye regler
vil gælder for alle ansættelsesforhold, som
ønskes reguleret ved hjælp af
ansættelsesklausuler.
Forslaget indeholder nogle klare
betingelser, som arbejdsgiverne skal overholde for at kunne
forpligte lønmodtagere via erhvervsbegrænsende
ansættelsesklausuler. Der stilles for eksempel krav om, at
aftaler om klausuler skal indgås skriftligt, at
lønmodtageren har ret til kompensation, og at klausulerne
maksimalt kan vare i et år efter fratræden. Der er
desuden yderligere konkrete krav til indgåelse af de enkelte
typer af ansættelsesklausuler.
Derudover indeholder lovforslaget
bestemmelser om opsigelse af aftaler om ansættelsesklausuler,
samt bestemmelser om konsekvenserne for misligholdelse af en aftale
om en ansættelsesklausul. Det foreslås desuden, at
loven kan fraviges ved kollektiv overenskomst mellem de mest
repræsentative arbejdsmarkedsparter til både
lønmodtagers fordel og ulempe.
Loven træder i kraft den 1. januar
2016 og finder anvendelse for aftaler om ansættelsesklausuler
indgået herefter. Eksisterende aftaler om jobklausuler
indgået inden lovens ikrafttræden kan opretholdes
indtil deres ophør og inden den 1. januar 2021. Fra og med
den 1. januar 2021 bliver sådanne jobklausuler ugyldige.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og bemærkningerne hertil, skal jeg anbefale
lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.