Ændringsforslag stillet den 30. maj
2016 uden for betænkningen
Ny paragraf
Af udlændinge-,
integrations- og boligministeren:
2)
Efter § 11 indsættes i kapitel
3 som ny paragraf:
Ȥ 01.
Udlændinge-, integrations- og boligministeren kan efter
forhandling med vedkommende minister fastsætte maksimale
beløb for de aktivitetsafhængige statslige tilskud til
uddannelse, der kan indgå i skoleundervisning under
integrationsgrunduddannelsen, jf. § 6.
Stk. 2.
Vedkommende minister skal for personer, der som led i
skoleundervisningen under integrationsgrunduddannelsen deltager i
uddannelser, hvor der på de årlige finanslove er
fastsat takster pr. årselev for aktivitetsafhængige
statslige tilskud fra staten, ud over de i stk. 1 nævnte
maksimale beløb nedsætte en eller flere takster pr.
årselev, så de samlede tilskud svarer til det maksimale
beløb.
Stk. 3. En
person, der er i gang med en integrationsgrun?duddannelse, kan kun
optages på en uddannelse, der kan indgå i
skoleundervisningen under integrationsgrunduddannelsen, og hvor de
aktivitetsafhængige statslige tilskud er større end
det maksimale beløb fastsat efter stk. 1, hvis den
virksomhed, hvormed personen har indgået aftale om
integrationsgrunduddannelse, betaler forskellen mellem det i stk. 1
nævnte maksimale beløb og de aktivitetsafhængige
statslige tilskud før nedsættelsen efter stk. 2.
Indbetaling af forskellen er en betingelse for at kunne deltage i
undervisning og prøver. Indbetalingen beregnes på
grundlag af taksterne for tilskud til den pågældende
uddannelse på finansloven for det år, hvor uddannelsen
påbegyndes.
Stk. 4.
Udlændinge-, integrations- og boligministeren kan efter
forhandling med vedkommende minister fastsætte regler om
administration af ordningen efter stk. 1-3, herunder om
udlændingens pligt til at oplyse uddannelsesinstitutionerne
om, at vedkommende er i gang med en integrationsgrunduddannelse, om
uddannelsesinstitutionernes opgaver i forbindelse med ordningen og
om institutionernes indberetninger til brug for
tilskudsadministration af de omfattede uddannelser.«
[Bemyndigelse til at
fastsætte regler om prisloft og egenbetaling for
uddannelser]
Bemærkninger
Til nr. 2
Med ændringsforslagets stk. 1 skabes
der hjemmel til, at udlændinge-, integrations- og
boligministeren efter forhandling med vedkommende minister kan
fastsætte maksimale beløb for de
aktivitetsafhængige statslige tilskud til uddannelse, der kan
indgå i skoleundervisning under integrationsgrunduddannelsen.
Baggrunden herfor er, at der af hensyn til økonomistyringen
af aktiviteten kan være behov for at afskære de
statslige tilskud til meget dyre uddannelser.
Det foreslåede stk. 2
indebærer, at vedkommende minister for personer på
integrationsuddannelse, der deltager i en uddannelse, for hvilke
der er fastsat et maksimalt beløb efter den foreslåede
stk. 1, skal nedsætte uddannelsesinstitutionens tilskud pr.
årselev med det beløb, hvormed de på finansloven
fastsætte tilskud overstiger det maksimale beløb.
Med det foreslåede stk. 3
fastsættes det, at hvis en person, der er i gang med en
integrationsgrunduddannelse, ønsker at påbegynde en
uddannelse, hvor de aktivitetsafhængige statslige tilskud er
større end det maksimale beløb fastsat efter stk. 1,
skal forskellen mellem de aktivitetsafhængige statslige
tilskud og det maksimale beløb betales af den virksomhed,
hvormed personen har en aftale om integrationsgrunduddannelse.
Personen vil først kunne påbegynde uddannelsen,
når der er sket indbetaling af beløbet. De statslige
tilskud kan ydes tidstro eller tidsforskudt i forhold til de
gennemførte uddannelsesaktiviteter afhængigt af
tilskudsordningen for de enkelte uddannelser. For at have en enkelt
administrerbar ordning foreslås det, at det beløb, som
virksomheden skal indbetale, beregnes på baggrund af
taksterne for tilskud til den pågældende uddannelse
på finansloven for det år, hvor uddannelsen
påbegyndes.
Efter den foreslåede stk. 4 kan
udlændinge-, integrations- og boligministeren efter
forhandling med vedkommende minister fastsætte regler om
administration af ordningen efter stk. 1-3, herunder om den
uddannelsessøgendes pligt til at oplyse
uddannelsesinstitutionerne om, at vedkommende er i gang med en
integrationsgrunduddannelse, om uddannelsesinstitutionernes opgaver
i forbindelse med ordningen og om institutionernes indberetninger
til brug for tilskudsadministration af de omfattede
uddannelser.