L 164 Forslag til lov om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.

(Udvidelse af patienterstatningsordningens dækningsområde).

Af: Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V)
Udvalg: Sundheds- og Ældreudvalget
Samling: 2015-16
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 31-03-2016

Fremsættelse: 31-03-2016

Skriftlig fremsættelse (31. marts 2016)

20151_l164_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (31. marts 2016)

Sundheds- og ældreministeren (Sophie Løhde):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (Udvidelse af patienterstatningsordningens dækningsområde)

(Lovforslag nr. L 164)

Med lovforslaget er det hensigten at rette op på den forskelsbehandling, som Justitsministeriet har påpeget i et svar til Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg. Det fremgår af svaret, at det er i strid med Den Europæiske Menneskeretskonvention og FN's konvention om borgerligere og politiske rettigheder, at indsatte i Kriminalforsorgens fængsler og arresthuse ikke er omfattet af patienterstatningsordningens dækningsområde, hvis de påføres skade i forbindelse med undersøgelse, behandling el. lign. i Kriminalforsorgens fængsler og arresthuse. Forsvarsministeriet og Sundheds- og Ældreministeriet har vurderet, at lignende betragtninger gør sig gældende for værnepligtige.

Lovforslaget sikrer, at skader forvoldt af autoriserede sundhedspersoner i Kriminalforsorgens fængsler og arresthuse samt på værnepligtige i det militære forsvar og redningsberedskabet, bliver omfattet af patienterstatningsordningens dækningsområde. Hermed bliver indsatte og værnepligtige, der kommer til skade som følge af behandling, i erstatningsretlig sammenhæng sidestillet med personer, der kommer til skade i sundhedsvæsenet.

Lovforslaget betyder, at indsatte og værnepligtige får mulighed for at få prøvet deres erstatningssag efter reglerne i klage- og erstatningsloven, der indeholder en mere favorabel erstatningsordning end den, der følger af dansk rets almindelige erstatningsregler.

Det foreslås, at denne udvidelse af lovens dækningsområde får virkning med tilbagevirkende kraft. Dette skyldes bl.a. et ønske om, også tilbage i tid, at sidestille indsatte og værnepligtige med andre personer, der kommer til skade som følge af behandling i sundhedsvæsenet, og som i dag kan anmelde deres erstatningssag efter reglerne i klage- og erstatningsloven.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagede bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.