Betænkning afgivet af Social- og
Indenrigsudvalget den 19. maj 2016
1. Ændringsforslag
Enhedslistens medlemmer af udvalget har
stillet 2 ændringsforslag, og social- og indenrigsministeren
har stillet 5 ændringsforslag.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslagene blev fremsat den 30. marts
2016 og var til 1. behandling den 8. april 2016. Lovforslagene blev
efter 1. behandling henvist til behandling i Social- og
Indenrigsudvalget. De to lovforslag L 162 og L 163 er behandlet
samlet.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslagene i 2
møder.
Høring
Et udkast til lovforslagene har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og social-
og indenrigsministeren sendte den 19. januar 2016 dette udkast til
udvalget, jf. SOU alm. del - bilag 135. Den 30. marts 2016 sendte
social- og indenrigsministeren de indkomne høringssvar og et
notat herom til udvalget, et for hvert af lovforslagene.
Skriftlig henvendelse
Udvalget har i forbindelse med
udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig henvendelse fra
Børnerådet.
Social- og indenrigsministeren har over for
udvalget kommenteret den skriftlige henvendelse til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 12
spørgsmål til social- og indenrigsministeren til
skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.
3. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (udvalget med undtagelse af EL) indstiller lovforslagene
til vedtagelse med de af ministeren
stillede ændringsforslag. Flertallet vil stemme imod de af EL
stillede ændringsforslag.
Et mindretal i
udvalget (EL) indstiller lovforslagene til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet
vil stemme for de stillede ændringsforslag.
4. Politiske bemærkninger
Socialdemokratiets, Dansk Folkepartis,
Venstres, Liberal Alliances, Alternativets, Radikale Venstres,
Socialistisk Folkepartis og Konservative Folkepartis medlemmer af
udvalget er enige om, at det er vigtigt at sikre anbragte
børn og unges retssikkerhed og sikre deres ret til omsorg,
nære relationer, støtte til udvikling og beskyttelse.
Det betyder også, at den voksne skal beskytte barnet eller
den unge ved at forhindre handlinger, der vil være til skade
for barnet selv eller andre. Lovforslaget er udarbejdet på
baggrund af grundige analyser og lange politiske forhandlinger.
Lovforslaget skal ses som en reaktion på de ansatte
pædagogers og plejefamiliers behov for at få klare
regler for, hvad de må i relation til at drage omsorg for
anbragte børn og unge bl.a. i de situationer, hvor der er
behov for at fastholde et barn eller en ung eller behov for at
føre barnet eller den unge fra et rum til et andet.
Partierne mener, at lovforslaget sikrer
anbragte børns og unges retssikkerhed ved at
tydeliggøre reglerne om magtanvendelse. Samtidig giver
lovforslaget de ansvarlige voksne de redskaber, der kan være
nødvendige for at give barnet eller den unge den
nødvendige omsorg og sikre deres trivsel også i
svære og konfliktfyldte situationer. Lovforslaget sikrer
derved rammerne for pædagogiske handlemuligheder uden at give
rum for unødig og skadelig magtanvendelse, og det
understreges, at eventuel brug af magtanvendelse sker i
overensstemmelse med menneskerettigheder og
børnekonventioner.
Partierne pointerer, at forholdet mellem
anbragte børn og unge og de ansvarlige voksne bør
være et forhold, der er karakteriseret ved gensidig tillid,
omsorg og respekt. Partierne ønsker at understrege, at
magtanvendelse kun bør ske undtagelsesvis og aldrig erstatte
dialog og den socialpædagogiske indsats. Derudover
understreger partierne, at indgreb i et barns eller en ungs
selvbestemmelsesret altid skal være proportionelt både
i forhold til alder og situationen, og at den tillidsfulde relation
er det væsentligste i det pædagogisk arbejde. Andre
pædagogiske muligheder og redskaber skal være
udtømt inden brug af magtanvendelse. Partierne mener, at den
voksne har ansvaret for at gøre alt for at opnå
barnets eller den unges frivillige medvirken og altid overveje,
hvilken betydning et indgreb i barnets eller den unges
selvbestemmelsesret vil have for relationen og for barnets/ den
unges udvikling.
Endelig mener partierne, at anvendelse af
magt altid skal give anledning til refleksion blandt de ansvarlige
voksne. Derfor er registrering og indberetning af magtanvendelse
til Socialtilsynet vigtigt både af hensyn til retssikkerhed
og faglig efterrefleksion. Efterrefleksionen skal inddrage barnets
perspektiv på situationen og danne grundlag for f.eks.
supervision.
Partierne mener, at det er vigtigt, at der
udover selve lovteksten og dets bemærkninger udfærdiges
en grundig vejledning, som samlet beskriver sammenhængen
mellem rettigheder og indgreb. Derudover skal der laves et
informationsmateriale målrettet anbragte børn og unge
og deres forældre, og der skal udarbejdes et
undervisningsmateriale målrettet bl.a.
anbringelsessteder.
Partierne forventer, at ministeren tydeligt
vil orientere alle parter om eksistensen af samtlige disse
vejledninger og informationsmaterialer, så loven vil blive en
forbedring for alle involverede parter.
Partierne vil løbende følge
området nøje både generelt og i forhold til de
løbende indberetninger om anvendelse af magt. Særlig
vil partierne være opmærksomme på, om der
også fremadrettet vil opstå gråzoner for
anvendelse af magt, som kræver yderlig regulering. Derudover
lægger partierne vægt på og ser frem til, at der
om 2 år, fra lovforslagets ikrafttrædelsestidspunkt,
følges op på implementereingen af loven og de
erfaringer, der er blevet gjort.
Enhedslistens medlemmer af udvalget er
enige med de øvrige partier i, at det er vigtigt at sikre
anbragte børns og unges retssikkerhed og ret til omsorg og
beskyttelse. EL mener imidlertid, at lovforslaget gør det
modsatte ved at øge adgangen til magtanvendelse over for
sårbare børn og unge og ved at indføre nye
juridiske gråzoner, som svækker retssikkerheden
både for børnene, de unge og personalet.
EL hæfter sig ved, at organisationer
som Socialpædagogernes Landsforening og Dansk
Socialrådgiverforening efterspørger et klart skel
mellem omsorg/ansvar og magtanvendelse. Organisationerne advarer
mod, at dette lovforslag forveksler begreberne og på den
måde svækker retssikkerheden både for de anbragte
børn og unge og for personalet, som må foretage store
skøn, i forhold til hvad der tæller som henholdsvis
magt og omsorg. Det fremgår tydeligt af lovforslagets titel,
titlen til L 162, forslag til lov om voksenansvar over for anbragte
børn og unge. EL havde fundet det mere præcist og
informativt at kalde lovforslaget for forslag til lov om
magtanvendelse over for anbragte børn og unge.
EL er særlig bekymret over, at der
indføres en række nye former for magtanvendelse, som
hverken skal registreres eller indberettes, men alene
spørges ind til ved et årligt tilsynsbesøg,
hvor der ikke nødvendigvis tales med de anbragte børn
og unge alene. EL mener, at det kan føre til en glidebane
med mere magtanvendelse. EL hæfter sig ved, at L 162 ikke
giver anvisninger til, hvordan man skal forebygge magtanvendelse
eller give børnene/de unge plads til at afreagere og
personalet til at reflektere efter magtanvendelser, der end ikke
registreres.
Helt grundlæggende mener EL ikke, at
magtanvendelse kan være et socialpædagogisk redskab
eller betegnes som omsorg. Man kan ikke vise sårbare
børn og unge, hvordan man bliver en demokratisk medborger,
via magtanvendelse. Det kan man kun vise ved at møde dem med
reel omsorg og dialog. Derfor mener EL, at man i stedet for at
åbne op for mere magtanvendelse skal satse på at
forebygge magtanvendelse. Det kræver især, at der
afsættes midler til tilstrækkelig normering og
uddannelse af personale.
EL har stillet to konkrete
ændringsforslag til L 162 for at dæmme en lille smule
op for risikoen for en glidebane hen i mod mere magtanvendelse: Det
foreslås, at tilsynsførende under tilsynsbesøg
også skal tale med de anbragte børn og unge alene om
især den type magtanvendelse, som ikke registreres nogle
steder. Derudover foreslår EL, at børn og unge med
handikap kun må fastspændes med stofseler efter
godkendelse fra en fysioterapeut, da selefastspænding kan
forårsage personskader, hvis det ikke udføres korrekt,
som både Institut for Menneskerettigheder og Danske
Handikaporganisationer har advaret om.
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på
tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke
repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke
adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
5. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
til
I. Forslag til lov om
voksenansvar for anbragte børn og unge
Til § 3
Af et mindretal
(EL):
1) Som
stk. 3 indsættes:
»Stk. 3.
Hvis det undtagelsesvis bliver nødvendigt at
fastspænde et barn eller en ung med
funktionsnedsættelse med stofseler til en kørestol
eller andet hjælpemiddel, herunder en seng, en stol eller et
toilet, for at hindre fald, må det kun ske under instruktion
og tilsyn af en fysioterapeut.«
[Instruktion og tilsyn af
fysioterapeut i forbindelse med fastspænding med
stofsele]
Til § 22
2) Som
stk. 2 indsættes:
»Stk. 2.
Under tilsynsbesøget skal socialtilsynet tale i enerum med
børnene og de unge, og tilsynet skal i den forbindelse bl.a.
tale med børnene og de unge om både
indberetningspligtige og ikkeindberetningspligtige episoder med
magtanvendelse.«
[Pligt til børnesamtale om
magtanvendelse ved tilsynsbesøg]
Bemærkninger
Til nr. 1
Lovforslaget vil åbne op for, at
børn og unge med funktionsnedsættelser i visse
situationer kan fastspændes med stofseler uden øvre
tidsgrænse, og uden at det skal registreres eller
indberettes. Imidlertid advarer såvel Danske
Handicaporganisationer som Institut for Menneskerettigheder om, at
fastspænding med stofseler kan medføre ubehag eller
deciderede personskader, hvis det ikke foregår fagligt
forsvarligt. Og lige præcis børn og unge med
funktionsnedsættelser kan mangle sprog til selv at
sætte ord på kropsligt ubehag. Derfor skal en
fysioterapeut tilse, at eventuel fastspænding foregår
på en hensigtsmæssig måde.
Til nr. 2
Lovforslagene indfører en ny
kategori af såkaldt mindre indgribende magtanvendelse, der
hverken skal registreres eller indberettes. Derfor er det godt, at
tilsynet med de anbragte børn og unge ifølge
lovforslagets bemærkninger skal spørge ind til
magtanvendelsen under tilsynets årlige besøg, men det
er ikke tilstrækkeligt. Hvis tilsynet skal kunne danne sig et
retvisende billede af institutionens brug af magtanvendelse,
forudsætter det, at tilsynet altid taler med de anbragte
børn og unge i enerum uden de ansattes
tilstedeværelse.
Ændringsforslag
til
II. Forslag til lov om
ændring af lov om social service, lov om socialtilsyn og lov
om folkeskolen (Konsekvensændringer som følge af lov
om voksenansvar for anbragte børn og unge)
Til § 1
Af social- og
indenrigsministeren, tiltrådt af udvalget:
1) Nr.
10 affattes således:
»10. I §
71, stk. 7, § 74, stk. 3, 1. pkt., og § 168, stk. 2, 2. pkt., ændres
»§ 123, stk. 2« til: »§ 15, stk. 1, i
lov om voksenansvar for anbragte børn og
unge«.«
[Lovteknisk ændring]
2)
Efter nr. 13 indsættes som nyt nummer:
»01. I §
72, stk. 3, ændres »§ 123, stk. 2,«
til: Ȥ 15, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte
børn og unge«.«
[Lovteknisk ændring som
følge af delingen af lovforslagets § 1, nr. 10,
på flere numre]
3) Nr.
26 affattes således:
»26. § 137 f, stk. 2, 2. pkt., ophæves,
og i 3. pkt., der bliver 2. pkt.,
udgår »og 2.««
[Ophævelse af henvisning som
følge af lovforslagets § 1, nr. 26]
4) Nr.
32 affattes således:
»32. § 194 affattes således:
Ȥ 194.
Kommunalbestyrelserne overtager med virkning fra den 1. januar 2007
amtskommunale døgninstitutioner, jf. § 66, stk. 1, nr.
6, for børn og unge, som på grund af sociale eller
adfærdsmæssige problemer har behov for at blive anbragt
uden for hjemmet, jf. dog stk. 2, og kommunerne indtræder i
aftaler med private tilbud, der er godkendt af amtskommunerne.
Stk. 2 En
kommunalbestyrelse, der overtager døgninstitutioner, jf.
stk. 1, kan uanset stk. 1 i 2006 aftale med regionens
forberedelsesudvalg, at regionsrådet på vegne af
beliggenhedskommunen driver døgninstitutioner, der er
omfattet af stk. 1, og som ejes af beliggenhedskommunen, videre
efter den 1. januar 2007. For kommuner, der oprettes den 1. januar
2007, kan aftale efter 1. pkt. indgås af
sammenlægningsudvalget.««
[Ændring som følge af
lovforslagets § 1, nr. 9, samt sproglig korrektion]
Til § 5
5) I
stk. 2 ændres »§
3« til: »§ 2«.
[Rettelse af fejl vedrørende
ikrafttræden af ændring af lov om socialtilsyn]
Bemærkninger
Til nr. 1 og 2
Ændringsforslagene indeholder ingen
indholdsmæssig ændring. Der er alene tale om en
lovteknisk korrektion, da ændringerne, der med lovforslagets
§ 1, nr. 10, foreslås i servicelovens § 71, stk. 7,
§ 72, stk. 3, § 74, stk. 3, 1. pkt., og § 168, stk.
2, 2. pkt., ikke er ensartede ændringer.
Affattelsen af § 1, nr. 10,
foreslås derfor ændret, således at § 72,
stk. 3, udgår. Det foreslås samtidig i nr. 2, at
ændringen af § 72, stk. 3, får sit eget nummer i
en ny, selvstændig ændring.
Til nr. 3
Der er tale om en konsekvensrettelse af
henvisningen i § 137 f, stk. 2, 3. pkt., som følge af
ophævelsen af § 137 f, stk. 2, 2. pkt., i lovforslagets
§ 1, nr. 26.
Til nr. 4
Servicelovens § 194 er indført
i forbindelse med kommunalreformen. Bestemmelsen vedrører
kommunernes overtagelse og drift af de tidligere amtskommunale
døgninstitutioner for børn og unge, som på
grund af sociale eller adfærdsmæssige problemer har
behov for anbringelse uden for hjemmet. Bestemmelsen regulerer
desuden adgangen for kommunerne til at indtræde i aftaler med
private tilbud, der var godkendt af de tidligere amtskommuner.
Efter bestemmelsen kan regionsrådet
desuden aftale med beliggenhedskommunen, at regionen driver disse
døgninstitutioner videre efter den 1. januar 2007.
Med ændringsforslaget foretages
konsekvensændringer i § 194 som følge af
ophævelsen af servicelovens § 67, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 9. Der er ikke hermed tiltænkt ændringer
i forhold til gældende ret.
Til nr. 5
I det fremsatte lovforslag indgår en
række konsekvensændringer i lov om social service og
lov om folkeskolen, der følger af forslaget til lov om
voksenansvar for anbragte børn og unge (L 162). Disse
ændringer foreslås at træde i kraft samtidig med
denne lov den 1. januar 2017.
Det fremsatte lovforslag indeholder desuden
en række andre mindre ændringer af lov om social
service og en ændring af lov om socialtilsyn, som
foreslås at træde i kraft pr. 1. juli 2016. Ved en fejl
fremgår det imidlertid af det fremsatte lovforslag, at
ændringen af lov om socialtilsyn først træder i
kraft den 1. januar 2017.
Da forslaget om ændring af lov om
socialtilsyn skal rette op på en uhensigtsmæssig
retstilstand og sikre den fornødne fleksibilitet for
kommuner, tilbud og socialtilsyn, foreslås ændringen af
lov om socialtilsyn at træde i kraft 1. juli 2016.
Karin Nødgaard (DF) nfmd. Susanne Eilersen (DF) Karina
Adsbøl (DF) Jan Rytkjær Callesen (DF) Dorthe Ullemose
(DF) Karina Due (DF) Jakob Engel-Schmidt (V) Carl Holst (V) Jane
Heitmann (V) Hans Andersen (V) Thomas Danielsen (V) Anni Matthiesen
(V) Henrik Dahl (LA) Laura Lindahl (LA) Anders Johansson (KF) Karen
J. Klint (S) Malte Larsen (S) Orla Hav (S) Pernille
Rosenkrantz-Theil (S) fmd. Troels
Ravn (S) Trine Bramsen (S) Yildiz Akdogan (S) Rune Lund (EL)
Pernille Skipper (EL) Torsten Gejl (ALT) Marianne Jelved (RV)
Johannes Lebech (RV) Trine Torp (SF) Karsten Hønge (SF)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer
i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 46 |
Dansk Folkeparti (DF) | 37 |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 34 |
Enhedslisten (EL) | 14 |
Liberal Alliance (LA) | 13 |
Alternativet (ALT) | 10 |
Radikale Venstre (RV) | 8 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 7 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 6 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Tjóðveldi (T) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over bilag
vedrørende L 162 og L 163
Bilagsnr. | Titel | 1 | Høringsnotat og høringssvar,
fra social- og indenrigsministeren | 2 | Udkast til tidsplan for behandling af
lovforslag L 162 og L 163 | 3 | Tidsplan for behandling af lovforslag L
162 og L 163 | 4 | 1. udkast til betænkning over L 162
og L 163 | 5 | Ændringsforslag til L 163, fra
social- og indenrigsministeren | 6 | Henvendelse af 4/5-16 fra
Børnerådet | 7 | 2. udkast til betænkning over L 162
og L 163 |
|
Oversigt over
spørgsmål og svar vedrørende L 162 og L
163
Spm.nr. | Titel | 1 | MFU spm. om, hvor lang tid ministeren
forventer at børn og unge »kortvarigt« kan
fastholdes, til social- og indenrigsministeren, og ministerens svar
herpå | 2 | MFU spm. om, i hvilke situationer det vil
være rimeligt at kropsvisitere børn og unge på
sikrede institutioner, uden at der foreligger en konkret mistanke,
til social- og indenrigsministeren, og ministerens svar
herpå | 3 | MFU spm. om, hvordan ministeren vil
følge med i anvendelsen af »mindre indgribende
magtanvendelse« såsom kortvarig fastholdelse, brug af
stofseler og bortvisning, når dette ikke skal indberettes
nogen steder, til social- og indenrigsministeren, og ministerens
svar herpå | 4 | MFU spm. om sikring af, at brugen af
»mindre indgribende magt« ikke eskalerer, hvis det ikke
indberettes og der kan være grund til bekymring for, om
manglende registrering af magtanvendelse svækker personalets
tilskyndelse til faglig refleksion over pædagogiske
alternativer til magtanvendelse, til social- og
indenrigsministeren, og ministerens svar herpå | 5 | MFU spm. om, hvorvidt øget brug af
magtanvendelse fører til bedre omsorg for anbragte
børn og unge, til social- og indenrigsministeren, og
ministerens svar herpå | 6 | MFU spm. om igangsættelse af
initiativer, der skal forebygge, at det bliver nødvendigt at
benytte magtanvendelse i arbejdet med udsatte børn og unge,
til social- og indenrigsministeren, og ministerens svar
herpå | 7 | MFU spm. om opfordring fra Danske
Handicaporganisationer og Institut for Menneskerettigheder om at
registrere og indberette stofsele-fastspænding af børn
og unge med handicap, der ikke altid selv har sprog til at
fortælle om episoderne, og en advarsel om, at
fastspænding fysisk kan skade børn og unge med
handicap, til social- og indenrigsministeren, og ministerens svar
herpå | 8 | MFU spm. om imødekommelse af
ønske fra organisationer som Børns Vilkår,
Socialpædagogernes Landsforbund, FOA og Dansk
Socialrådgiverforening om et klart skel mellem magt og
omsorg, så personalet og de anbragte børn og unge ikke
ender i juridiske gråzoner, til social- og
indenrigsministeren, og ministerens svar herpå | 9 | MFU spm. om sikring af, at øget
magtanvendelse over for anbragte børn og unge ikke
fører til optrappede konflikter, mere vold på
anbringelsesstedet og flere sammenbrud i anbringelserne, som
både FOA og Dansk Socialrådgiverforening advarer mod,
til social- og indenrigsministeren, og ministerens svar
herpå | 10 | MFU spm. om sikring af de anbragte
børns og unges muligheder for at reagere på og
bearbejde oplevelser i forbindelse med øget magtanvendelse,
til social- og indenrigsministeren, og ministerens svar
herpå | 11 | MFU spm. om udokumenteret magtanvendelse i
plejefamilier, til social- og indenrigsministeren, og ministerens
svar herpå | 12 | Spm. om kommentar til henvendelsen af
4/5-16 fra Børnerådet, til social- og
indenrigsministeren, og ministerens svar herpå |
|