Skriftlig fremsættelse (30. marts
2016)
Social- og
indenrigsministeren (Karen Elleman):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om voksenansvar over for
anbragte børn og unge
(Lovforslag nr. L 162)
Lovforslaget om voksenansvar over for
anbragte børn og unge udmønter sammen med forslag til
lov om ændring af lov om social service, lov om socialtilsyn
og lov om folkeskolen (Konsekvensændringer som følge
af lov om voksenansvar over for anbragte børn og unge m.v.)
aftalen om "Klare rammer for voksenansvar over for anbragte
børn og unge", som regeringen, Socialdemokraterne, Dansk
Folkeparti, Liberal Alliance, Alternativet, Radikale Venstre,
Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti indgik i
november 2015.
Lovforslagene skal medvirke til at skabe
klarhed over reglerne om voksenansvar over for anbragte børn
og unge og styrke retssikkerheden for de anbragte børn og
unge samt for plejefamilier og personalet på
anbringelsesstederne. Samtidig skal ændringerne bidrage til,
at plejefamilier og personale på anbringelsesstederne har de
nødvendige redskaber til at sikre de anbragte børns
og unges trivsel og den nødvendige socialpædagogiske
behandling.
Med lovforslaget om voksenansvar over for
anbragte børn og unge tydeliggøres reglerne på
området. Det sker ved at fastsætte regler om
voksenansvar og adgangen til at foretage indgreb som led i den
daglige omsorg. Desuden lovfæstes adgangen til at
fastsætte en husorden, og de eksisterende regler om
magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for
anbragte børn og unge videreføres og
præciseres. Herudover tydeliggøres adgangen til at
anvende rusmiddeltest med samtykke.
Det foreslås samtidig at foretage en
række udvidelser af adgangen til at anvende magt over for
anbragte børn og unge. Udvidelserne omfatter bl.a., at
personalet på interne skoler på anbringelsessteder, der
udfører pædagogisk arbejde eller undervisning,
får adgang til at anvende de samme indgrebsmuligheder, som
gælder på den øvrige del af institutionen.
Derudover etableres en klar hjemmel til, at
døgninstitutioner, opholdssteder og kommunale plejefamilier
kortvarigt kan fastholde eller føre et barn eller en ung til
et andet rum for at forhindre eller afværge, at barnet eller
den unge gør skade på genstande. Endvidere etableres
en hjemmel til, at medarbejdere på anbringelsessteder kan
tilbageføre et anbragt barn eller en ung, der stikker af fra
anbringelsesstedet, når tilbageførelsen sker som led i
omsorgspligten, og hvor barnet eller den uge udviser en
adfærd, der medfører en risiko for skade på
barnet eller den unge selv eller på andre. Desuden foretages
en udvidelse af den eksisterende adgang til tilbageholdelse i op
til 14 dage med yderligere 14 dage, også undervejs i et
anbringelsesforløb på opholdssteder og
døgninstitutioner. Endelig foretages en udvidelse af den
eksisterende adgang til undersøgelse af opholdsrum på
sikrede døgninstitutioner, så der også kan ske
undersøgelse af barnets eller den unges person i forbindelse
med ankomst fravær og besøg, uden at der foreligger en
konkret mistanke.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.