Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 31. maj 2016
Forslag
til
Lov for Grønland om kontrol med den
fredelige udnyttelse af nukleart materiale
Kapitel 1
Formål og definitioner m.v.
§ 1. Formålet med loven
er at sikre, at nukleart materiale fra Grønland udnyttes til
fredelige formål, og at Kongeriget Danmark overholder sine
internationale sikkerhedskontrolforpligtelser.
§ 2. I denne lov forstås
ved:
1) Nukleart
materiale: Malm, udgangsmateriale eller specielt fissilt
materiale.
2) Malm: Enhver
malm, der i fastsatte gennemsnitskoncentrationer, jf. stk. 2,
indeholder stoffer, som gør det muligt ved kemiske og
fysiske behandlinger at fremstille udgangsmateriale.
3)
Udgangsmateriale:
a) Uran, som
indeholder den isotopsammensætning, der forefindes i
naturen,
b) uran, hvis
indhold af uran 235 er mindre end det normale,
c) thorium,
d) ethvert af de
forannævnte materialer i form af metal, legeringer, kemiske
forbindelser eller koncentrater og
e) ethvert andet
materiale, der indeholder et eller flere af ovennævnte
materialer i fastsatte koncentrationer, jf. stk. 2.
4) Specielt
fissilt materiale:
a) Plutonium
239,
b) uran 233,
c) uran beriget
med uran 235 eller 233,
d) ethvert
produkt indeholdende et eller flere af ovennævnte isotope
og
e) andre fissile
materialer som fastsat efter stk. 2.
5) Anlæg:
Reaktor, kritisk anlæg, omdannelsesanlæg,
fabrikationsanlæg, oparbejdningsanlæg,
isotopadskillelsesanlæg, særskilt
oplagringsanlæg, anlæg til behandling eller oplagring
af affald og alle andre lokaliteter, hvor udgangsmateriale eller
specielt fissilt materiale normalt benyttes.
6) Den nukleare
brændselscyklus: Alle aktiviteter i forbindelse med
produktion af atomenergi fra brydning af malm over etablering og
drift til nedlæggelse af kernekraftværker og
slutdeponering af det radioaktive affald.
7)
Overførsel: Forsendelse fra oprindelsesstedet til
bestemmelsesstedet, herunder læsning og aflæsning.
8) International
overførsel: Forsendelse fra oprindelsesstedet i
Grønland til bestemmelsesstedet uden for Grønland,
herunder læsning og aflæsning.
Stk. 2.
Udenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om de i
stk. 1, nr. 2, anførte gennemsnitskoncentrationer, de i stk.
1, nr. 3, litra e, anførte koncentrationer, og de i stk. 1,
nr. 4, litra e, anførte andre fissile materialer svarende
til det, der er fastsat i medfør af Euratom-traktatens
artikel 197.
§ 3. Udenrigsministeren er som
myndighed for sikkerhedskontrol i Kongeriget Danmark ansvarlig for
efterlevelse af Kongeriget Danmarks internationale
sikkerhedskontrolforpligtelser.
Stk. 2.
Beredskabsstyrelsen varetager opgaver vedrørende
sikkerhedskontrol, herunder træffer afgørelser om
særlige kontrolbestemmelser, udøver tilsyn og kontrol
med overholdelse af sikkerhedskontrolforpligtelser og foretager
sikkerhedskontrolinspektioner, jf. §§ 4-6 og 8.
Stk. 3.
Udenrigsministeren kan efter forhandling med Naalakkersuisut
bemyndige Departementet for Erhverv, Arbejdsmarked og Handel til at
bistå Beredskabsstyrelsen med at modtage anmeldelse efter
§ 4, stk. 1-4, og indberetning efter § 4, stk. 5, at
modtage rapportering og regnskab efter § 5, stk. 1-3, og
anmeldelse efter § 5, stk. 4, at fremsende afgørelser
efter § 6, stk. 1, og at udføre opgaver angående
tilsyn og kontrol efter § 8, stk. 1, 3 og 4.
Kapitel 2
Anmeldelsespligt m.v.
§ 4. Den, der etablerer eller
driver et anlæg, hvor nukleart materiale kan udnyttes, er
omfattet af sikkerhedskontrol og skal foretage anmeldelse af
grundlæggende tekniske data for anlægget og om nukleart
materiale, der udnyttes på anlægget.
Stk. 2. Den, der
herudover besidder nukleart materiale, er omfattet af
sikkerhedskontrol og skal foretage anmeldelse herom.
Stk. 3. Den, der
udvinder malm, er omfattet af sikkerhedskontrol og skal foretage
anmeldelse af grundlæggende tekniske data og oplysninger om
malmudvindingen.
Stk. 4. Den, der
uden at være omfattet af stk. 1-3 foretager transport eller
midlertidig opbevaring af nukleart materiale, er omfattet af
sikkerhedskontrol og skal foretage anmeldelse herom.
Stk. 5. Den, der
i øvrigt udfører aktiviteter relateret til den
nukleare brændselscyklus, hvortil der ikke benyttes nukleart
materiale, er omfattet af sikkerhedskontrol og skal foretage
indberetning herom.
Stk. 6. Den, der
besidder slutprodukter, som udnyttes til ikkenukleare formål,
og hvori der indgår nukleart materiale, som i praksis ikke
kan genvindes, er ikke omfattet af sikkerhedskontrol og skal ikke
foretage anmeldelse.
Stk. 7.
Anmeldelse efter stk. 1-4 og indberetning efter stk. 5 skal ske til
Beredskabsstyrelsen, jf. dog § 3, stk. 3.
Stk. 8.
Udenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om
anmeldelse og indberetning efter stk. 1-5 og om de
grundlæggende tekniske data og oplysninger, som skal
være omfattet af anmeldelse efter stk. 1-4 og af indberetning
efter stk. 5. De nærmere fastsatte regler vil skulle svare
til relevante regler for sikkerhedskontrol inden for Det
Europæiske Atomenergifællesskab med de ændringer,
der kan begrundes i grønlandske forhold, samt sikre
efterlevelse af internationale sikkerhedskontrolforpligtelser.
§ 5. Den, der har
anmeldelsespligt efter § 4, stk. 1, skal have et system med
grundlæggende tekniske data og oplysninger om anlægget,
om udnyttelse af nukleart materiale, om regnskabs- og
driftsoversigter samt om overførsel af nukleart materiale og
skal fremsende rapportering og regnskab herfra.
Stk. 2. Den, der
har anmeldelsespligt efter § 4, stk. 2, skal have et
regnskabs- og kontrolsystem for nukleart materiale, herunder for
overførsel af nukleart materiale, og skal fremsende
rapportering og regnskab herfra.
Stk. 3. Den, der
har anmeldelsespligt efter § 4, stk. 3, skal have et system
med grundlæggende tekniske data og oplysninger om
malmudvindingen samt om overførsel af malm og skal fremsende
rapportering og regnskab herfra.
Stk. 4. Den, der
har anmeldelsespligt efter § 4, stk. 1-3, skal forud for
international overførsel af nukleart materiale foretage
anmeldelse herom.
Stk. 5.
Rapportering og regnskab efter stk. 1-3 og anmeldelse efter stk. 4
skal ske til Beredskabsstyrelsen, jf. dog § 3, stk. 3.
Stk. 6.
Udenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler, der
svarer til relevante regler for sikkerhedskontrol inden for Det
Europæiske Atomenergifællesskab med de ændringer,
der kan begrundes i grønlandske forhold, om
1) de systemer
og de grundlæggende tekniske data og oplysninger, som efter
stk. 1-3 skal være indeholdt i disse,
2) det
målesystem, som skal danne grundlag for regnskaber efter stk.
1-3,
3) de
oplysninger om overførsler, som skal være indeholdt i
systemer efter stk. 1-3,
4) fremsendelse
af rapportering og regnskaber m.v. efter stk. 1-3, herunder om
form, indhold og hyppighed, og
5) krav til
forudgående anmeldelse efter stk. 4 af international
overførsel af nukleart materiale.
§ 6. På baggrund af
anmeldelse og indberetning efter § 4, stk. 1-5, og på
baggrund af eventuelle oplysninger, der er meddelt i henhold til
forskrifter, der er fastsat i medfør af § 4, stk. 8, og
§ 5, stk. 6, træffer Beredskabsstyrelsen
afgørelse om særlige kontrolbestemmelser over for den
pågældende.
Stk. 2.
Beredskabsstyrelsens afgørelse efter stk. 1 kan
påklages til udenrigsministeren, for så vidt
angår retlige spørgsmål.
§ 7. Udenrigsministeren kan
bemyndige Beredskabsstyrelsen til at fastsætte regler i
medfør af § 2, stk. 2, § 4, stk. 8, og § 5,
stk. 6.
Kapitel 3
Tilsyn og kontrol
§ 8. Beredskabsstyrelsen
fører tilsyn med overholdelse af
sikkerhedskontrolforpligtelser, der følger af denne lov,
eller forskrifter, der er fastsat i medfør af denne lov, og
afgørelser efter § 6, stk. 1, om særlige
kontrolbestemmelser.
Stk. 2. Den, der
er omfattet af § 4, skal på forlangende meddele enhver
oplysning, der er af betydning for varetagelse af tilsyn med
overholdelse af sikkerhedskontrolforpligtelserne, til
Beredskabsstyrelsen.
Stk. 3.
Beredskabsstyrelsen har til enhver tid uden retskendelse mod
behørig legitimation adgang til
1) lokaliteter,
materialer og udstyr, der er omfattet af sikkerhedskontrol efter
denne lov, eller forskrifter, der er fastsat i medfør af
denne lov,
2) andre
lokaliteter og informationer, der angår anlæg,
materialer, udstyr eller aktiviteter, der er omfattet af
sikkerhedskontrol efter denne lov, eller forskrifter, der er
fastsat i medfør af denne lov, og
3) øvrige
lokaliteter, når det følger af Kongeriget Danmarks
internationale sikkerhedskontrolforpligtelser eller er en
forudsætning for, at Kongeriget Danmark kan overholde
disse.
Stk. 4.
Beredskabsstyrelsen kan i forbindelse med adgang efter stk. 3
udføre de fornødne kontrolforanstaltninger, herunder
foretage målinger og udtage prøver, af hensyn til at
sikre overholdelse af sikkerhedskontrolforpligtelser efter denne
lov og forskrifter, der er fastsat i medfør af denne lov, og
særlige kontrolbestemmelser, der er fastsat efter § 6,
stk. 1.
Stk. 5.
Beredskabsstyrelsen kan meddele den, der er underlagt
sikkerhedskontrol efter denne lov, de pålæg, som er
fornødne til at sikre overholdelsen af
sikkerhedskontrolforpligtelser, der gælder efter denne lov,
eller forskrifter, der er fastsat i medfør af denne lov, og
de særlige kontrolbestemmelser, der er fastsat efter §
6, stk. 1.
Stk. 6.
Beredskabsstyrelsen kan i helt særlige tilfælde
forlange, at brug af anlæg omfattet af § 4, stk. 1,
standses, samt helt eller delvis inddrage eller sætte
nukleart materiale, der indgår i anlægget, under
administration, indtil der er taget stilling til, under hvilke
sikkerhedskontrolbetingelser brug af anlægget kan genoptages.
Tilsvarende gælder for den udvinding af malm, som er omfattet
af § 4, stk. 3. Desuden kan Beredskabsstyrelsen i helt
særlige tilfælde helt eller delvis inddrage eller
sætte nukleart materiale, som er omfattet af § 4, stk.
2, under administration.
Stk. 7.
Beredskabsstyrelsen skal i videst muligt omfang orientere
grønlandske myndigheder forud for, at der træffes
afgørelser efter stk. 5 og 6.
Stk. 8.
Beredskabsstyrelsen kan bemyndige danske myndigheder til på
styrelsens vegne at udføre opgaver angående tilsyn og
kontrol efter stk. 1, 3 og 4, med henblik på at
inspektører fra IAEA kan ledsage disse, jf. § 9.
Stk. 9.
Beredskabsstyrelsens afgørelser efter stk. 5 og 6 kan
påklages til udenrigsministeren.
Stk. 10.
Udenrigsministeren fastsætter efter forhandling med
forsvarsministeren nærmere regler om Beredskabsstyrelsens
udøvelse af tilsyn.
§ 9. Inspektører fra
IAEA kan til enhver tid ledsage Beredskabsstyrelsen eller en
myndighed bemyndiget efter § 3, stk. 3, eller § 8, stk.
8, i forbindelse med udførelse af tilsyns- og kontrolopgaver
efter denne lov og forskrifter, der er fastsat i medfør af
denne lov.
Kapitel 4
Mellemstatslige
modtagerstatsaftaler
§ 10. Ved en international
overførsel af nukleart materiale udvundet i Grønland
skal der være indgået en mellemstatslig aftale mellem
udenrigsministeren på vegne af Kongeriget Danmark og det
pågældende land herom.
Stk. 2. I
særlige tilfælde kan udenrigsministeren træffe
afgørelse om, at der kan ske international overførsel
af mindre mængder nukleart materiale udvundet i
Grønland, uden at der er indgået en mellemstatslig
aftale herom.
Stk. 3.
Udenrigsministeren kan bemyndige Beredskabsstyrelsen til at
træffe afgørelse efter stk. 2.
Kapitel 5
Foranstaltninger
§ 11. Foranstaltninger efter
kriminallov for Grønland idømmes den, som
1) undlader at
overholde sikkerhedskontrolforpligtelser, der følger af
denne lov, eller forskrifter, der er fastsat i medfør af
denne lov, eller særlige kontrolbestemmelser, der er fastsat
efter § 6, stk. 1,
2) meddeler
urigtige eller vildledende oplysninger til eller fortier
oplysninger over for tilsynsmyndigheden, jf. § 8, stk. 2,
3) undlader at
give adgang til inspektioner og gennemførelse af de
fornødne kontrolforanstaltninger, jf. § 8, stk. 3 og 4,
eller
4) undlader at
efterkomme pålæg m.v., som er meddelt til den
pågældende efter denne lov, jf. § 8, stk. 5 og 6,
eller efter forskrifter, der er fastsat i medfør af denne
lov.
Stk. 2. I
forskrifter, der udfærdiges efter loven, kan der
fastsættes foranstaltning for den, der forsætligt eller
groft uagtsomt overtræder bestemmelserne i forskrifterne.
§ 12. Der kan
pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
kriminalretligt ansvar efter reglerne i kapitel 5 i kriminallov for
Grønland.
§ 13. Retten i Grønland
er 1. instans i sager om overtrædelse af denne lov eller
forskrifter fastsat i medfør af denne lov.
Kapitel 6
Ikrafttrædelse
§ 14. Loven træder i
kraft den 1. juli 2016.