Skriftlig fremsættelse (30. marts
2016)
Udlændinge-,
integrations- og boligministeren (Inger
Støjberg):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
byfornyelse og udvikling af byer (Målretning af
byfornyelsesinstrumenter til at forbedre boliger og
igangsætte udvikling af byer uden for
vækstområder)
(Lovforslag nr. L 154)
Lovforslaget
indeholder en række tiltag, der har til formål at
styrke de byfornyelsesredskaber, som er mest relevante for de
mindre byer og provinsbyer uden for vækstområderne, og
samtidig foreslås en omprioritering af de statslige midler
til byfornyelse til disse områder. Med forslaget får
kommunerne således en række yderligere redskaber til at
understøtte omdannelsesprocessen i mindre byer.
Med forslaget vil der på den
årlige udgiftsramme til områdefornyelse (forbedring af
områderne mellem husene) blive afsat 70 mio. kr. fordelt
på 4 kategorier af byer og områder, hvor der er en
flerhed af væsentlige problemer. Der foreslås desuden
afsat 20 mio. kr. årligt på den særlige ramme til
bygningsfornyelse (istandsættelse, nedrivning m.v.) i
områder, der har fået støtte til en beslutning
om områdefornyelse.
For så vidt angår den statslige
støtte til bygningsfornyelse (istandsættelse,
nedrivning mv.) vil de objektive kriterier, der anvendes ved
fordeling af midlerne, blive ændret administrativt,
således at midlerne i højere grad målrettes til
at igangsætte udvikling uden for vækstområderne.
Anvendelse af en bagatelgrænse vil betyde, at kommuner med et
begrænset byfornyelsesbehov ikke længere får
midler.
Som følge af den nævnte
bagatelgrænse for udmelding af rammer til bygningsfornyelse
m.v. vil ministeriet til de kommuner, som efter forslaget ikke
længere vil få tildelt en ramme til bygningsfornyelse
m.v., etablere en særlig pulje vedrørende
afhjælpning af kondemnable forhold.
Desuden forslås den forhøjede
statslige refusion til istandsættelse eller nedrivning af
bygninger i byer med færre end 3.000 indbyggere udvidet til
byer med op til 5.000 indbyggere. Samtidig foreslås den
statslige refusion forhøjet i en periode på 3 år
til 70 pct.
Efter forslaget kan der endvidere ydes
støtte til at omdanne tomme offentlige
bevaringsværdige bygninger til udlejningsboliger.
Instrumentet skal bl.a. kunne bidrage til at udvikle nye
løsninger for anvendelse af grunde, som står tomme
efter en nedrivning.
Det foreslås desuden, at de
særlige forsøgs- og udviklingsmidler til byfornyelse
udvides til også at omfatte fysiske afprøvninger.
Det er hensigten at gennemføre en
evaluering 3 år efter lovens ikrafttræden.
Lovforslaget
finansieres inden for den eksisterende ramme til byfornyelse og
giver således hverken anledning til statslige eller kommunale
merudgifter.
Lovforslaget
skønnes ikke at have EU-retlige aspekter.
Det
foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2016.
Idet jeg i
øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende
bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det
Høje Tings velvillige behandling.