Betænkning afgivet af
Grønlandsudvalget den 26. maj 2016
1. Ændringsforslag
Beskæftigelsesministeren har stillet
3 ændringsforslag til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 30. marts
2016 og var til 1. behandling den 28. april 2016. Lovforslaget blev
efter 1. behandling henvist til behandling i
Grønlandsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2
møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring. Den 30.
marts 2016 sendte beskæftigelsesministeren de indkomne
høringssvar og et notat herom til udvalget.
3. Indstilling
Udvalget
indstiller lovforslaget til vedtagelse
med de stillede ændringsforslag.
Tjóðveldi og
Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for
betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af beskæftigelsesministeren,
tiltrådt af udvalget:
1) Nr.
13 affattes således:
»13. I §
32, stk. 3, 2. pkt., og § 33, stk.
2, 2. pkt., ændres »Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikring« til: »Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring af bidrag, jf. § 55 i lov om
arbejdsskadesikring,«.«
[Præcisering af
ændring]
2)
Efter nr. 32 indsættes som nyt nummer:
»01. I §
62, stk. 4, ændres »4.-6. pkt.« til:
»4. og 5. pkt.««
[Konsekvensrettelse]
3)
Efter nr. 42 indsættes som nyt nummer:
»02. Efter § 73
indsættes:
Ȥ 73 a.
Tjenestemænd og medarbejdere, som er ansat i henhold til
kollektiv overenskomst eller efter bestemmelser om løn- og
arbejdsforhold, der er fastsat eller godkendt af en offentlig
myndighed, eller individuel aftale, som er ansat eller har
tjenestested i Center for Arbejdsskader i Grønland, og som
udelukkende eller hovedsagelig er beskæftiget med varetagelse
af de opgaver, som overdrages til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring,
bevarer fra tidspunktet for overdragelsen af opgaverne til
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring deres ansættelse i staten
på vilkår, der svarer til de hidtidige vilkår, og
er forpligtet til at gøre tjeneste i Arbejdsmarkedets
Tillægspension.
Stk. 2.
Arbejdsmarkedets Tillægspension dækker fra tidspunktet
for overdragelsen af opgaverne alle
Beskæftigelsesministeriets udgifter til varetagelsen af
opgaven som ansættelsesmyndighed for medarbejdere omfattet af
stk. 1.««
[Ansættelsesforhold for de
ansatte i Grønland]
Bemærkninger
Til nr. 1
Det
foreslås at præcisere ændringen af § 32,
stk. 3, 2. pkt., og § 33, stk. 2, 2. pkt. Præciseringen
indebærer ingen indholdsmæssige ændringer.
Til nr. 2
Henvisningen i
lovens § 62, stk. 4, konsekvensændres som følge
af forslaget i § 1, nr. 24.
Til nr. 3
Det
foreslås, at de medarbejdere i Center for Arbejdsskader i
Grønland, herunder tjenestemænd, der udelukkende eller
hovedsagelig er beskæftiget med opgaver, der overdrages fra
Arbejdsskadestyrelsen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, bevarer
deres ansættelse i staten på vilkår, der svarer
til de hidtidige vilkår, og vil være forpligtet til at
gøre tjeneste i Arbejdsmarkedets Tillægspension ved
udlån fra staten fra tidspunktet for overdragelsen.
Efter
forslaget vil Beskæftigelsesministeriet fortsat have det
personalemæssige ansvar for nuværende og kommende
medarbejdere, der er beskæftiget i Grønland med
varetagelse af de opgaver, der overdrages til Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring.
Forslaget skal
ses på baggrund af lov nr. 394 af 2. maj 2016, hvorefter
Arbejdsskadestyrelsens opgaver overdrages til den selvejende
institution Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, og styrelsens
medarbejdere overtages af Arbejdsmarkedets
Tillægspension.
Da
medarbejderne efter forslaget forbliver statsligt ansatte, sikres
det, at de bevarer de særlige rettigheder vedrørende
adgangen til at blive anvist og bebo en bolig, der følger af
at være statsansat i Grønland.
Det
foreslås, at tjenestemænd, der er omfattet af
bestemmelsen, ikke får krav på
rådighedsløn eller pension som følge af
udlån fra staten, idet der ved udlånet ikke sker et
arbejdsgiverskifte. Tjenestemandslovens øvrige betingelser
finder i øvrigt anvendelse.
Udlånet
medfører, at den almindelige daglige og faglige ledelse
overdrages til Arbejdsmarkedets Tillægspension. Der
indgås en aftale mellem Beskæftigelsesministeriet og
Arbejdsmarkedets Tillægspension om udlånet af
medarbejdere, herunder hvilke beføjelser henholdsvis
Arbejdsmarkedets Tillægspension og
Beskæftigelsesministeriet har over for de
pågældende medarbejdere.
Det
foreslås i stk. 2, at Arbejdsmarkedets Tillægspension
fra tidspunktet for overdragelse af opgaverne dækker alle
Beskæftigelsesministeriets omkostninger, der vedrører
medarbejdere i Grønland, der udlånes til at
gøre tjeneste i Arbejdsmarkedets Tillægspension med
henblik på at løse opgaver, der overdrages til
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Arbejdsmarkedets Tillægspensions forpligtelse til at
dække Beskæftigelsesministeriets udgifter omfatter alle
de udgifter, der følger af, at
Beskæftigelsesministeriet fortsat er arbejdsgiver for de
udlånte medarbejdere, herunder også indbetaling af
pensionsbidrag m.v.
Samtlige
Arbejdsmarkedets Tillægspensions udgifter til lån af
medarbejdere i Grønland indgår i Arbejdsmarkedets
Erhvervssikrings betaling til Arbejdsmarkedets Tillægspension
for administration.
Søren Espersen (DF) Martin
Henriksen (DF) Kristian Thulesen Dahl (DF) Jeppe Jakobsen (DF)
Peter Skaarup (DF) Henrik Brodersen (DF) Marcus Knuth (V) fmd. Torsten Schack Pedersen (V) Jakob
Engel-Schmidt (V) Carl Holst (V) Peter Juel Jensen (V) Jacob Jensen
(V) Villum Christensen (LA) Carsten Bach (LA) Rasmus Jarlov (KF)
Kasper Roug (S) Flemming Møller Mortensen (S) Jan Johansen
(S) Karin Gaardsted (S) Troels Ravn (S) Mogens Jensen (S) Peter
Hummelgaard Thomsen (S) Christian Juhl (EL) Finn Sørensen
(EL) Roger Matthisen (ALT) Martin Lidegaard (RV) Karsten
Hønge (SF) Aaja Chemnitz Larsen (IA) Aleqa Hammond (SIU)
nfmd.
Tjóðveldi og
Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 46 |
Dansk Folkeparti (DF) | 37 |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 34 |
Enhedslisten (EL) | 14 |
Liberal Alliance (LA) | 13 |
Alternativet (ALT) | 10 |
Radikale Venstre (RV) | 8 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 7 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 6 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Tjóðveldi (T) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over
bilag vedrørende L 152
Bilagsnr. | Titel | 1 | Høringssvar og høringsnotat,
fra beskæftigelsesministeren | 2 | Naalakkersuisuts fremsættelse af
beslutningsforslag i Inatsisartut om tiltrædelse af
lovforslaget | 3 | Ordførerindlæggene fra 1.
behandling i Inatsisartut | 4 | Ændringsforslag fra
beskæftigelsesministeren | 5 | Udkast til betænkning |
|