Fremsat den 26. februar 2016 af
udenrigsministeren (Kristian Jensen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om Dansk Institut for
Internationale Studier
(Fastsættelse af instituttets
hjemsted)
§ 1
I lov nr. 554 af 18. juni 2012 om Dansk Institut
for Internationale Studier, som ændret ved § 2 i lov nr.
656 af 12. juni 2013, foretages følgende ændring:
1. I
§ 1 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2.
Dansk Institut for Internationale Studier har hjemsted i
Aarhus.«
§ 2
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. oktober 2016.
Stk. 2. Dansk Institut
for Internationale Studier kan indtil den 31. december 2017
udøve sin virksomhed fra sine hidtidige fysiske lokaliteter,
i det omfang instituttet ikke er fraflyttet disse lokaliteter.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne
og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller
delvist sættes i kraft for Færøerne og
Grønland med de ændringer, som de færøske
og grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Regeringen fremlagde i oktober 2015 udspillet
'Bedre Balance - Statslige arbejdspladser tættere på
borgere og virksomheder'. Regeringen ønsker, at de statslige
arbejdspladser skal være fordelt bedre i hele landet og
være tættere på borgerne. For at tilgodese disse
hensyn annonceres det i udspillet, at regeringen over de kommende
år vil flytte ca. 3.900 arbejdspladser fra
hovedstadsområdet til landets fire andre regioner. Det er den
største samlede flytning af statslige arbejdspladser
nogensinde herhjemme. Som en del af udspillet foreslås det,
at Dansk Institut for Internationale Studiers (DIIS) hjemsted
flyttes til Aarhus. Formålet med nærværende
lovforslag er på den baggrund at ændre lovgrundlaget
for Dansk Institut for Internationale Studier således, at det
fastsættes ved lov, at instituttets hjemsted fremover skal
ligge i Aarhus.
2. Lovforslagets
hovedindhold
2.1 Fastlæggelse af Dansk Institut for
Internationale Studiers hjemsted til Aarhus
2.1.1. Gældende ret
Dansk Institut for Internationale Studier blev
oprettet ved lov nr. 554 af 18. juni 2012 som en selvejende
institution inden for den offentlige forvaltning. Instituttet har
som sit primære formål at udføre uafhængig
forskning og analysevirksomhed på internationalt niveau af
betydning for dansk udenrigs-, sikkerheds- og udviklingspolitik
inden for et bredt felt af internationale emner. Det fremgår
desuden af loven vedrørende Dansk Institut for
Internationale Studier, at instituttet skal formidle
forskningsresultater, analyser og viden og udøve
dokumentations- og informationsvirksomhed, herunder
biblioteksvirksomhed, om internationale forhold.
Instituttet ledes af en bestyrelse, der
træffer afgørelse i alle væsentlige
spørgsmål om instituttets faglige arbejdsområde,
økonomi og forvaltning, jf. den nævnte lovs kapitel 2.
Staten yder et årligt tilskud til instituttets drift og
aktiviteter, men instituttet kan i overensstemmelse med sit
formål modtage indtægter fra fonde, gaver m.v. og kan
drive indtægtsdækket virksomhed, tilskudsfinansieret
forskningsvirksomhed og andre tilskudsfinansierede aktiviteter,
herunder konsulentbistand og rådgivning, i det omfang det er
foreneligt med varetagelsen af instituttets øvrige opgaver,
jf. kapitel 3. Det følger endvidere af lovens kapitel 4, at
instituttet kun kan nedlægges ved lov.
2.1.2. Udenrigsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Dansk Institut for Internationale Studier
indgår som følge af sin status som selvejende
institution (særligt forvaltningssubjekt) ikke i et
administrativt hierarki. Det er Udenrigsministeriets vurdering, at
det er forudsat i forbindelse med etableringen af instituttet, at
ministeriet ikke, udover hvad der måtte følge af loven
eller lovgivningen i øvrigt, har mulighed for generel eller
konkret styring af instituttet. Det er derfor Udenrigsministeriets
vurdering, at en udflytning af instituttet kræver en
ændring af lovgrundlaget for instituttet således, at
instituttets hjemsted fastsættes ved lov. Der henvises til
lovforslagets § 1, stk. 2.
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for
det offentlige
Det vurderes på baggrund af et
foreløbigt skøn, at de samlede udgifter relateret til
udflytningen af DIIS vil udgøre i størrelsesordenen
34 mio. kr. Det bemærkes, at der er betydelig usikkerhed
forbundet med skønnet over udgifterne bl.a. pga. usikkerhed
om, hvor mange medarbejdere der flytter med, og hvilke
personalepolitiske tiltag der kan blive relevante for at sikre
implementeringen og begrænsningen af et eventuelt
produktionstab på kort sigt.
Regeringen har afsat en reserve på 400
mio. kr. i 2016, der kan indgå i finansieringen af udgifter i
forbindelse med flytningen. Udgifter fra 2017 og frem indarbejdes
på finanslovsforslaget for 2017.
Der må forventes at være
administrative konsekvenser forbundet med udflytningen af DIIS, der
på kort sigt kan medføre et produktionstab i
tilknytning til instituttets forskning og analysevirksomhed.
Lovforslaget har ikke derudover økonomiske eller
administrative konsekvenser for det offentlige.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet mv.
Lovforslaget har ingen økonomiske eller
administrative konsekvenser for erhvervslivet.
5. Administrative
konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative
konsekvenser for borgerne.
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen
miljømæssige konsekvenser.
7. Forholdet til
EU-retten
Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige
aspekter.
8. Hørte
myndigheder og organisationer mv.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra
den 15. december 2015 til den 24. januar 2016 været sendt i
høring hos følgende myndigheder og
organisationer:
Aarhus Universitet, Aalborg Universitet, ADRA
Danmark, Akademikernes Centralorganisation, Advokatrådet,
AIDS-Fondet, Aktive Modstandsfolk, Amnesty International,
Arbejderbevægelsens Internationale Forum (nu LO's
Solidaritetsenhed), Art for Living Danmark, Axis, Denmark, Baltic
Development Forum, Brahma Kumaris, Børnefonden, CARE
Danmark, Caritas Danmark, Center for Afrikastudier, Center for Etik
og Ret i Natur og Samfund, Center for Ligestillingsforskning
(Institut for Samfund og Globalisering), Center for Militære
Studier, Copenhagen Business School, Danmarks
Journalisthøjskole, Danmarks Lærerforening, Danmarks
Nationalbank, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Blindesamfund,
Dansk Flygtningehjælp, Dansk Folkeoplysnings Samråd,
Dansk Handicap Forbund, DI - Dansk Industri, Dansk Institut for
Internationale Studier, Dansk Journalistforbund, Dansk
Missionsråds Udviklingsafdeling, Dansk PEN, Dansk Røde
Kors, Dansk Ungdoms Fællesråd, Danske
Handicaporganisationer, Danske Regioner, Dansk-Russisk Forening,
Danske Universiteter, Den Danske Europabevægelse, Den Danske
Helsinki Komite, Den Danske UNESCO Nationalkommission, Den
Internationale Juristkommission, Det Centrale Handicapråd,
Det Etiske Råd, Det Forskningsfaglige Udvalg, Det Frie
Forskningsråd, Det Færøske Landsstyre, Det
Mosaiske Trossamfund, DIGNITY, Dokumentations- og
Rådgivningscentret om Racediskrimination, ECMI - European
Centre for Minority Issues, EGV Fonden, ENAR Danmark, 3F - Fagligt
Fælles Forbund, Forsvarets Efterretningstjeneste,
FN-forbundet, Folkehøjskolernes Forening, Folkekirkens
Nødhjælp, Folketingets Ombudsmand, Fontanas Venner,
Forsvarsakademiet, Foreningen af Udviklingsforskere, Foreningen for
Folkehøjskoler, Det Rådgivende Forskningsfaglige
Udvalg, FRI, Foreningen af Rådgivende Ingeniører,
Funktionærernes og Tjenestemændenes
Fællesråd, Genvej til Udvikling, Ghana
Venskabsgrupperne, GLOBAL CSR, Grønlands
Repræsentation i Danmark, Gymnasielærerforeningen,
Historielærerforeningen for Gymnasiet og HF, HK Stat Danmark,
Håndværksrådet, IBIS, International Aid Services,
International Dalit Solidarity Network, Institut for
Flerpartisamarbejde, Institut for Menneskerettigheder, IRCT,
Islamisk-Kristent Studiecenter, IWGIA, Justitia, Kammeradvokaten,
KL, Kriminalpolitisk Forening KRIM, Kvindernes U-landsudvalg,
Kvinderådet, Landbrug & Fødevarer, Landsforeningen
af Polio, Trafik- og Ulykkesskadede (PTU), LGBT Danmark,
Ligebehandlingsnævnet, LO, Læger Uden Grænser,
Mandela Center Danmark, Mellemamerikakomiteen, Mellemfolkeligt
Samvirke, Mission Øst, FORA, NGO Forum, OASIS, MUNDU,
Vedvarende Energi, People Uniting for Generating Aid for
Development, Politiets Efterretningstjeneste, Plan Denmark, CISU,
RCT, Red Barnet, Retspolitisk Forening, Rigsombudsmanden i
Færøerne, Rigsombudsmanden i Grønland,
Rigsrevisionen, Roskilde Universitet, Rådet for Etniske
Minoriteter, Rådet for Internationalt Udviklingssamarbejde,
Sex & Samfund, Solens Børn, Syddansk Universitet, Tukae
Denmark, Udenrigsdirektoratet, Det Udenrigspolitiske Selskab,
Grønlands Selvstyre, Ulandssekretariatet, UNDPs nordiske
kontor, Ældremobiliseringen, Ældresagen,
Københavns Universitet, Institut for Statskundskab,
Østersø NGO Netværk Danmark.
9. Sammenfattende skema | | Positive konsekvenser/ mindreudgifter | Negative konsekvenser/ merudgifter | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Det vurderes på baggrund af et
foreløbigt skøn, at de samlede udgifter relateret til
udflytningen af DIIS vil udgøre i størrelsesordenen
34 mio. kr. Det bemærkes, at der er betydelig
usikkerhed forbundet med skønnet over udgifterne ifm.
udflytningen. Regeringen har afsat en reserve på 400 mio. kr.
i 2016, der kan indgå i finansieringen af udgifter i
forbindelse med flytningen. | Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Muligt produktionstab i tilknytning til
instituttets forskning og analysevirksomhed på kort
sigt. | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige
aspekter. |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til §
1
Det foreslås i stk.
2, at Dansk Institut for Internationale Studier fremover
skal have hjemsted i Aarhus som et led i regeringens plan for
udflytning af statslige arbejdspladser 'Bedre Balance - Statslige
arbejdspladser tættere på borgere og virksomheder'.
At DIIS har 'hjemsted' i Aarhus vil sige, at
DIIS' hovedsæde befinder sig i Aarhus, og at
direktøren for DIIS og instituttets medarbejdere
primært arbejder herfra.
Den foreslåede bestemmelse er ikke til
hinder for, at Dansk Institut for Internationale Studier som led i
sin opgavevaretagelse opretter mindre lokale filialer andre steder
i landet.
Til §
2
Det foreslås i stk.
1, at loven træder i kraft den 1. oktober 2016 med
henblik på at sikre den fornødne tid til at
planlægge og gennemføre flytningen.
Med stk. 2
foreslås en overgangsregel, hvorefter Dansk Institut for
Internationale Studier indtil den 31. december 2017 kan
udøve sin virksomhed fra sine hidtidige fysiske lokaliteter,
i det omfang instituttet ikke er fraflyttet disse lokaliteter.
Det fremgår af den nævnte plan for
udflytning af statslige arbejdspladser, at den statslige udflytning
skal være gennemført senest med udgangen af 2017. Den
nærmere dato for, hvornår udflytningen af Dansk
Institut for Internationale Studier skal være
gennemført, er endnu ikke fastlagt.
Det anførte indebærer, at der
efter lovens ikrafttræden den 1. oktober 2016 vil kunne
være en periode, hvor Dansk Institut for Internationale
Studier formelt har hjemsted i Aarhus, jf. den foreslåede
§ 1, stk. 2, men hvor den fysiske
udflytning af instituttet endnu ikke er gennemført eller kun
delvist er gennemført.
Den foreslåede overgangsregel skal
på den baggrund sikre, at instituttet - i nødvendigt
omfang - kan fortsætte med at udøve sin virksomhed fra
sine hidtidige lokaliteter i hele den periode, der er fastlagt i
udflytningsplanen.
Det forudsættes, at instituttet
påbegynder og gennemfører udflytningen snarest muligt
efter, at det nærmere tidspunkt for udflytningen er blevet
fastlagt.
Til §
3
Det foreslås, at loven ikke gælder
for Færøerne og Grønland. Såfremt lov om
Dansk Institut for Internationale Studier skal gælde for
Grønland og Færøerne, skal loven helt eller
delvist sættes i kraft ved en kongelig anordning for
Færøerne og Grønland med de ændringer,
som de færøske og grønlandske forhold
tilsiger.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
Gældende
formulering | | Lovforslaget | | | | | | § 1 | | | | § 1. Med
det formål at styrke uafhængig forsknings-, analyse-,
udrednings- og informationsvirksomhed i Danmark om internationale
forhold inden for det brede udenrigs-, sikkerheds- og
udviklingspolitiske område etableres Dansk Institut for
Internationale Studier. | | I lov nr. 554 af 18. juni 2012 om Dansk
Institut for Internationale Studier, som ændret ved § 2
i lov nr. 656 af 12. juni 2013, foretages følgende
ændring: | | | | | | I § 1
indsættes som stk. 2: »Dansk Institut for Internationale
Studier har hjemsted i Aarhus.« | | | | | | § 2 | | | | | | Loven træder i kraft den 1. oktober
2016. | | | | | | I § 2
indsættes som stk. 2: »Dansk Institut for Internationale
Studier kan indtil den [31. december 2017] udøve sin
virksomhed fra sine hidtidige fysiske lokaliteter, i det omfang
instituttet ikke er fraflyttet disse lokaliteter.« | | | | | | § 3 | | | | | | Loven gælder ikke for
Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig
anordning helt eller delvist sættes i kraft for
Færøerne og Grønland med de ændringer,
som de færøske og grønlandske forhold
tilsiger. |
|