Skriftlig fremsættelse (26. februar
2016)
Kulturministeren
(Bertel Haarder):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
radio- og fjernsynsvirksomhed, lov om leje og lov om leje af almene
boliger (Frit valg af tv-distributør, distribution af
digital radio m.v.)
(Lovforslag nr. L 138)
Med lovforslaget foreslås det at
indføre:
- En forpligtelse for ejere af
fællesantenneanlæg, udlejere og foreninger til at
sikre, at husstande med de i lovforslaget nærmere beskrevne
undtagelser får mulighed for at blive fritaget fra
tilslutning til fælles programforsyning i
fællesantenneanlæg og betaling hertil ("frit valg af
tv-distributør").
- En hjemmel til, at en såkaldt
gatekeeper kan distribuere digital radio ved hjælp af
jordbaserede digitale radiosendemuligheder.
- En forpligtelse til at opbevare radio- og
tv-programmer i 6 måneder samt en ændring af
bemyndigelse til at fastsætte regler om regnskab og
revision.
Muligheden for fritagelse for tilslutning
til fælles programforsyning vurderes at indebære
besparelser for borgerne. De økonomiske og administrative
konsekvenser for det offentlige vurderes at være meget
begrænsede og at kunne rummes inden for givne
økonomiske rammer. De administrative og økonomiske
konsekvenser for erhvervslivet og foreninger er vanskelige at
vurdere, da meget afhænger af husstandenes reaktion.
Det foreslås, at loven træder i
kraft den 1. juli 2016, idet forslaget dog rummer
overgangsbestemmelser, der bl.a. skal sikre, at gældende
aftaler respekteres.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.