L 130 Forslag til lov om ændring af lov om valg af danske medlemmer til Europa-Parlamentet og lov om kommunale og regionale valg.

(Valgret til personer under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne).

Af: Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V)
Udvalg: Social- og Indenrigsudvalget
Samling: 2015-16
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 24-02-2016

Fremsættelse: 24-02-2016

Skriftlig fremsættelse (24. februar 2016)

20151_l130_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (24. februar 2016)

Social- og indenrigsministeren (Karen Ellemann):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om valg af danske medlemmer til Europa-Parlamentet og lov om kommunale og regionale valg (Valgret til personer under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne)

(Lovforslag nr. L 130)

Lovforslagets formål er at give personer, der er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne efter værgemålslovens § 6, valgret til kommunale og regionale valg og Europa-Parlamentsvalg.

Med lovforslaget får de personer, der er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, og som ligeledes opfylder de øvrige valgretsbetingelser, valgret til kommunale og regionale valg og Europa-Parlamentsvalg. Som konsekvens heraf bliver denne persongruppe ligeledes valgbare til kommunale og regionale valg og Europa-Parlamentsvalg og kan således opstille til disse valg.

Såfremt de pågældende har behov for hjælp til stemmeafgivningen, herunder afkrydsning af stemmesedlen, vil hjælpen skulle ydes på samme måde som over for enhver anden vælger, der har behov for hjælp. Det betyder blandt andet, at den pågældende utvetydigt skal kunne tilkendegive, på hvilket parti/kandidat pågældende ønsker at stemme, såfremt pågældende har brug for hjælp til afkrydsning af stemmesedlen.

Lovforslaget medfører derudover, at persongruppen kan vælges som valgstyrere og tilforordnede vælgere til kommunale og regionale valg og Europa-Parlamentsvalg. Endvidere vil de pågældende personer, såfremt de er blevet valgt til kommunalbestyrelsen, kunne vælges som medlemmer af valgbestyrelsen ved folketingsvalg, folkeafstemninger, kommunale og regionale valg og Europa-Parlamentsvalg. Valgbestyrelsen står blandt andet for at tilvejebringe stemmesedler og opslag og forestår den endelige opgørelse af afstemningen i opstillingskredsen.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.