L 130 Forslag til lov om ændring af lov om valg af danske medlemmer til Europa-Parlamentet og lov om kommunale og regionale valg.

(Valgret til personer under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne).

Af: Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V)
Udvalg: Social- og Indenrigsudvalget
Samling: 2015-16
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 14-04-2016

Afgivet: 14-04-2016

Betænkning afgivet af Social- og Indenrigsudvalget den 14. april 2016

20151_l130_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Social- og Indenrigsudvalget den 14. april 2016

1. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 24. februar 2016 og var til 1. behandling den 1. marts 2016. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Social- og Indenrigsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og social- og indenrigsministeren sendte den 18. december 2015 dette udkast til udvalget, jf. SOU alm. del - bilag 112. Den 24. februar 2016 sendte social- og indenrigsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af LA) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget bemærker, at SF i 2014 fremsatte et beslutningsforslag om at tildele stemmeret til borgere under værgemål til europaparlamentsvalg og kommunale og regionale valg (folketingsåret 2013-14, beslutningsforslag nr. B 97). SF glæder sig over, at SF's forslag nu endelig ser ud til at blive en realitet med vedtagelse af dette lovforslag, der giver personer under værgemål, som har fået frataget deres retlige handleevne, valgret til de ovennævnte valg.

Samtidig mener SF dog, at valgret for personer under værgemål, som har fået frataget deres retlige handleevne, helt naturligt også bør gælde til folketingsvalg og folkeafstemninger. Det giver ingen mening, at denne gruppe personer fortsat er frataget retten til at stemme til folketingsvalg og folkeafstemninger, men gerne må stemme til europaparlamentsvalg og kommunale og regionale valg.

Derfor har SF i år fremsat beslutningsforslag om valgret til personer, der er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, til folketingsvalg og folkeafstemninger (folketingsåret 2015-16, beslutningsforlag nr. B 77), som blev førstebehandlet samtidig med dette lovforslag.

SF kan imidlertid konstatere, at der tilsyneladende eksisterer en faglig juridisk uenighed om, hvorvidt det er i strid med grundloven at tildele denne gruppe personer valgret til folketingsvalg og folkeafstemninger, og SF's beslutningsforslag nr. B 77 havde derfor ikke opbakning fra et flertal af Folketingets partier. Til gengæld synes der at være enighed om, at grundloven på dette punkt kan være i strid med Danmarks menneskeretlige forpligtelser, hvilket yderligere bidrager til, at problemstillingerne bør afklares.

SF vil derfor gerne opfordre regeringen til at udrede denne problemstilling, afdække, hvori de faglige uenigheder består, og arbejde for en løsning, der ændrer love og regler - inden for grundlovens rammer - så borgere under værgemål, der er frataget deres retlige handleevne, kan tildeles stemmeret til folketingsvalg og folkeafstemninger på samme vilkår som alle andre.

Et mindretal i udvalget (LA) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

Karin Nødgaard (DF) nfmd. Susanne Eilersen (DF) Karina Adsbøl (DF) Jan Rytkjær Callesen (DF) Dorthe Ullemose (DF) Karina Due (DF) Jakob Engel-Schmidt (V) Carl Holst (V) Jane Heitmann (V) Hans Andersen (V) Thomas Danielsen (V) Anni Matthiesen (V) Henrik Dahl (LA) Laura Lindahl (LA) Mette Abildgaard (KF) Karen J. Klint (S) Malte Larsen (S) Orla Hav (S) Pernille Rosenkrantz-Theil (S) fmd. Troels Ravn (S) Trine Bramsen (S) Yildiz Akdogan (S) Rune Lund (EL) Pernille Skipper (EL) Torsten Gejl (ALT) Marianne Jelved (RV) Andreas Steenberg (RV) Trine Torp (SF) Karsten Hønge (SF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)47
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)9
Radikale Venstre (RV)8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1

Bilag

Oversigt over bilag vedrørende L 130

Bilagsnr.
Titel
1
Høringssvar og høringsnotat, fra social-, og indenrigsministeren
2
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
1. udkast til betænkning
5
2. udkast til betænkning