Skriftlig fremsættelse (24. februar
2016)
Uddannelses- og
forskningsministeren (Esben Lunde Larsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
statens voksenuddannelsesstøtte (Målretning af
målgruppen og nedsættelse af satsen for SVU til
videregående uddannelse)
(Lovforslag nr. L 127)
Efter lov om statens
voksenuddannelsesstøtte, jf. lovbekendtgørelse nr.
340 af 1. april 2015, kan uddannelsessøgende, der ikke har
gennemført en videregående uddannelse på et
niveau højere end uddannelse på erhvervsakademiniveau,
få SVU til uddannelse på videregående niveau.
Støtten gives med en sats svarende til 80 pct. af
dagpengenes højeste beløb.
Formålet med SVU-ordningen, der blev
etableret i 2001, var primært at understøtte efter- og
videreuddannelse til de personer på arbejdsmarkedet med ingen
eller kun lidt uddannelse. Ordningen har imidlertid vist sig at
blive anvendt til uddannelse på videregående niveau i
langt højere grad, end det oprindeligt var forudsat.
Vilkårene for at få SVU til
videregående uddannelse er blevet gradvist skærpet i
flere omgange, herunder senest som led i opfølgning på
finansloven for 2014, hvor SVU til videregående uddannelse
blev målrettet personer, der højst har
gennemført en videregående uddannelse på
erhvervsakademiniveau.
Baggrunden for lovforslaget, der er en del
af finanslovsaftalen for 2016, er, at SVU til videregående
uddannelse fortsat udgør størstedelen af det samlede
antal ansøgninger om SVU. Det er derfor aftaleparternes
opfattelse, at der er grundlag for en yderligere målretning
af SVU-ordningen, så der på den ene side fortsat
prioriteres uændrede vilkår for SVU til de personer,
som har lidt eller ingen uddannelse, mens vilkårene
skærpes for de personer, der vil læse på en
videregående uddannelse.
Det foreslås på den baggrund,
at SVU til videregående uddannelse målrettes personer,
der ikke har gennemført en videregående uddannelse, og
dermed opkvalificeres til videregående niveau i forbindelse
med efter- og videreuddannelse. Samtidig foreslås det, at
satsen til uddannelse på videregående niveau
nedsættes fra 80 til 60 pct. af dagpengenes højeste
beløb, svarende til en nedsættelse fra 3.308 kr. til
2.481 kr. pr. uge (2015-tal).
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.