Skriftlig fremsættelse (10. februar
2016)
Transport- og
bygningsministeren (Hans Christian Schmidt):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
godskørsel, lov om buskørsel og lov om
taxikørsel m.v. (Løn- og arbejdsvilkår for
chauffører, udvidelse af overenskomstnævnets
kompetence m.v.)
(Lovforslag nr. L 118)
Lovforslagets formål er at bidrage
til udviklingen af sunde konkurrencevilkår og at fremme
færdselssikkerheden ved, at indehaveren af en tilladelse til
at udføre godskørsel, buskørsel,
taxikørsel, limousinekørsel, sygetransport eller
offentlig servicetrafik skal følge bestemmelser om
løn- og arbejdsvilkår for chauffører, som
findes i de kollektive overenskomster, der er indgået af
arbejdsmarkedsparter i Danmark, og som gælder på hele
det danske område.
Lovforslaget har endvidere til formål
at styrke tilsynet med overholdelsen af løn- og
arbejdsvilkår for chauffører, der udfører
taxikørsel, limousinekørsel, sygetransport og
offentlig servicetrafik, ved at udvide overenskomstnævnets
virksomhed til også at omfatte sådan kørsel.
Baggrunden for lovforslaget er en dom
afsagt af Højesteret den 4. februar 2015 i en sag anlagt mod
Trafik- og Byggestyrelsen, hvor Højesteret udtalte sig om
fortolkningen af buskørselslovens § 18, stk. 2, og
taxilovens § 5, stk. 5. Højesteret fastslog med dommen,
at enhver kollektiv overenskomst for chauffører - uanset
dens indhold - lever op til de pågældende bestemmelser
i buskørselsloven og i taxiloven.
Godskørselslovens § 6, stk. 3,
er enslydende med buskørselslovens § 18, stk. 2, og
taxilovens § 5, stk. 5, ligesom forarbejderne til
bestemmelserne ligner hinanden. Uanset, at Højesterets dom
alene angår buskørselslovens § 18, stk. 2, og
taxilovens § 5, stk. 5, omtales også forarbejderne til
godskørselslovens § 6, stk. 3, i begrundelsen. Der er
dermed ikke grundlag for at antage, at der skulle gælde en
anden retsstilling for godskørselslovens § 6, stk. 3,
hvorfor også godskørselsloven er omfattet af
lovforslaget.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget med ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.