L 117 Forslag til lov om ændring af lov om social service.

(Revision af hjemmetræningsordningen, herunder præcisering af kravet om udredning, fastsættelse af krav om inddragelse af sundhedsfaglige kompetencer, præcisering af reglerne for tabt arbejdsfortjeneste m.v.).

Af: Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V)
Udvalg: Social- og Indenrigsudvalget
Samling: 2015-16
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 14-04-2016

Afgivet: 14-04-2016

Betænkning afgivet af Social- og Indenrigsudvalget den 14. april 2016

20151_l117_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Social- og Indenrigsudvalget den 14. april 2016

1. Ændringsforslag

Social- og indenrigsministeren har stillet 1 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 10. februar 2016 og var til 1. behandling den 1. marts 2016. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Social- og Indenrigsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og social- og indenrigsministeren sendte den 12. november 2015 dette udkast til udvalget, jf. SOU alm. del - bilag 59. Den 10. februar 2016 sendte social- og indenrigsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig henvendelse fra foreningen Hjernebarnet.

Social- og indenrigsministeren har over for udvalget kommenteret den skriftlige henvendelse til udvalget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 8 spørgsmål til social- og indenrigsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget stemmer for lovforslaget og det stillede ændringsforslag. DF mener, at det er vigtigt, at forældre har mulighed for at hjemmetræne deres børn, og derfor ønsker DF at bevare hjemmetræningsordningen. Desværre har nogle kommuner ikke administreret hjemmetræningsordningen efter hensigten.

Med dette lovforslag bliver det nu slået endegyldigt fast, at hjemmetræningsordningen er et fast element i serviceloven. Det betyder, at forældre til børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte, kan få bevilget hjemmetræning. Lovforslaget medfører i praksis, at forældre får bedre muligheder for selv at træne deres børn i hjemmet.

DF mener, at det er vigtigt, at hjemmetræningsordningen tager afsæt i den pågældendes og familiens situation som helhed. Særlig i forhold til dækning af tabt arbejdsfortjeneste er det med lovforslaget blevet tydeliggjort, at kommunalbestyrelsen, hvis den tillægger omfanget af hjemmeundervisningen betydning i forbindelse med en afgørelse om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, skal foretage en konkret vurdering af omfanget af hjemmeundervisningen med afsæt i barnets eller den unges alder og funktionsevne. Kommunalbestyrelsen kan ikke blot tage afsæt i det samlede normtimeantal, men den skal se på hele familiens situation.

Med lovforslaget indskærpes det, at sagsbehandlingstiderne på området skal overholdes, og dette vil DF følge nøje. Ligeledes vil DF nøje følge implementeringen af lovforslaget og se, om lovforslaget udmøntes efter hensigten. Hvis det viser sig, at der stadig er udfordringer med at fortolke loven, eller at lovforslaget får en utilsigtet virkning, vil DF tage det op med ministeren på området.

For Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget er det vigtigt, at forældre med denne lovrevision også fremover reelt får mulighed for at hjemmetræne deres børn enten på fuld tid eller i kombination med kommunal specialpædagogisk bistand. Det er vigtigt, at forældre skal kunne tage ansvar for at gennemføre træningen, og at kommunen i samarbejde med forældrene kan sikre sig, at træningen opfylder barnets behov ud fra en samlet konkret og individuel vurdering.

Forældre til børn med betydelig og varigt nedsat psykisk og fysisk funktionsevne har vist, at de ved hjemmetræningsordningen kan støtte deres børns udvikling gennem deres store engagement og gennem træning, som både bygger på metoder, man kan genfinde i offentlige tilbud til denne gruppe børn, og alternative metoder, som er brugt og anerkendt andre steder end i Danmark.

SF ønsker at følge implementeringen af loven for at sikre, at den skaber større klarhed og fremtidssikrer en ordning, som mange børn og unge med funktionsnedsættelser har gavn af.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af social- og indenrigsministeren, tiltrådt af udvalget:

1) I den under nr. 4 foreslåede § 32 a indsættes i stk. 5 som 3. pkt.:

»Kommunalbestyrelsen skal, hvis den tillægger omfanget af hjemmeundervisningen betydning i forbindelse med en afgørelse om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, foretage en konkret vurdering af omfanget af hjemmeundervisningen med afsæt i barnets eller den unges alder og funktionsevne.«

[Præcisering af kommunalbestyrelsens vurdering]

Bemærkninger

Til nr. 1

Med ændringsforslaget præciseres det, at kommunalbestyrelsen altid skal foretage en konkret vurdering af omfanget af hjemmeundervisningen, hvis hjemmeundervisningen har betydning for en afgørelse om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Det præciseres også, at denne vurdering skal tage afsæt i barnets eller den unges alder og funktionsevne.

Forslaget ændrer ikke på det forhold, at der hverken i serviceloven eller lov nr. 786 af 15. juni 2015 om friskoler og private grundskoler m.v. er hjemmel til at yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste som følge af hjemmeundervisning. Det følger af Højesterets dom af 19. august 2014 og Ankestyrelsens principafgørelse nr. 69-14, at der ikke kan ydes dækning af tabt arbejdsfortjeneste som følge af hjemmeundervisning af børn, heller ikke selv om undervisningen foregår i kombination med hjemmetræning.

Ændringen i forslaget til § 32 a, stk. 5, udspringer af aftalepartiernes ønske om at tydeliggøre, at kommunalbestyrelsen i sager om tabt arbejdsfortjeneste til forældre, der både hjemmetræner og hjemmeunderviser deres børn, skal foretage en konkret vurdering af omfanget af hjemmeundervisningen, da reglerne om hjemmeundervisning i friskoleloven ikke indeholder regler om omfanget af hjemmeundervisningen.

Kommunalbestyrelsens konkrete vurdering vil kunne tage afsæt i folkeskolelovens almindelige regler om undervisningstid og timetal, herunder reglerne om enkeltmandsundervisning, ligesom det vil kunne indgå som del af grundlaget for vurderingen, hvor mange timer barnet alternativt skulle have været undervist i skolen - det såkaldte normtimetal.

Med ændringen præciseres det, at disse generelle rammer alene kan tjene som afsæt for den konkrete vurdering af det enkelte barns undervisningsbehov, men at eksempelvis normtimetallet ikke pr. automatik kan anvendes. Den konkrete vurdering må således ikke udelukkende tage afsæt i barnets kronologiske alder, men skal tage højde for det enkelte barns eller unges funktionsevne og udviklingstrin.

Det timetal, der skønsmæssigt vurderes at skulle afsættes til hjemmeundervisningen i forbindelse med afgørelsen om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, skal således afspejle et realistisk omfang af hjemmeundervisningen for det pågældende barn eller den pågældende unge. Hvis barnets eller den unges udviklingsniveau er betydeligt lavere end den kronologiske alder, skal dette således afspejles i fastsættelsen af omfanget af hjemmeundervisningen.

Karin Nødgaard (DF) nfmd. Susanne Eilersen (DF) Karina Adsbøl (DF) Jan Rytkjær Callesen (DF) Dorthe Ullemose (DF) Karina Due (DF) Jakob Engel-Schmidt (V) Carl Holst (V) Jane Heitmann (V) Hans Andersen (V) Thomas Danielsen (V) Anni Matthiesen (V) Henrik Dahl (LA) Laura Lindahl (LA) Mette Abildgaard (KF) Karen J. Klint (S) Malte Larsen (S) Orla Hav (S) Pernille Rosenkrantz-Theil (S) fmd. Troels Ravn (S) Trine Bramsen (S) Yildiz Akdogan (S) Rune Lund (EL) Pernille Skipper (EL) Torsten Gejl (ALT) Marianne Jelved (RV) Andreas Steenberg (RV) Trine Torp (SF) Karsten Hønge (SF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)47
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)9
Radikale Venstre (RV)8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 117

Bilagsnr.
Titel
1
Høringssvar og høringsnotat, fra social- og indenrigsministeren
2
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
Henvendelse af 10/3-16 fra foreningen Hjernebarnet
5
1. udkast til betænkning
6
Ændringsforslag, fra social- og indenrigsministeren
7
2. udkast til betænkning
8
3. udkast til betænkning
9
4. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 117

Spm.nr.
Titel
1
Spm., om der er indholdsmæssige ændringer fra lovudkastet til det endelige lovforslag m.v., til social- og indenrigsministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om at modregne i dækningen af tabt arbejdsfortjeneste med normtimetallet m.v., til social- og indenrigsministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om krav til detaljeringsgraden af den skriftlige begrundelse ved afslag på ansøgning om hjemmetræning, til social- og indenrigsministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om, hvilke ankemuligheder forældre vil have i det tilfælde, at en kommune giver afslag på en ansøgning om hjemmetræning, til social- og indenrigsministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om tidligere klagesager vedr. timetallet til hjemmeundervisning og tildeling af tabt arbejdsfortjeneste, til social- og indenrigsministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm., om der skal ske en individuel vurdering af timetallet til hjemmeundervisning, til social- og indenrigsministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm. om faglige ressourcepersoner, der bistår med vejledning af personalet i barnets daginstitution m.v., til social- og indenrigsministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm. om kommentar til henvendelsen af 10/3-16 fra foreningen Hjernebarnet, til social- og indenrigsministeren, og ministerens svar herpå