Skriftlig fremsættelse (28. januar
2016)
Sundheds- og
ældreministeren (Sophie Løhde):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
euforiserende stoffer (Assisteret stofindtagelse i
stofindtagelsesrum)
(Lovforslag nr. L 112)
Regeringen ønsker at nedbringe
dødeligheden blandt personer med et stofmisbrug.
I evalueringen af ordningen med
stofindtagelsesrum konkluderes det bl.a., at stofindtagelsesrum
synes at være en effektiv foranstaltning, som medfører
klare fordele for målgruppen - dvs. personer med en
stærk afhængighed som følge af et længere
og vedvarende misbrug af euforiserende stoffer - såvel som
for det omgivende samfund. De udenlandske erfaringer om, at
stofindtagelsesrum vil kunne medvirke til at nedbringe
dødeligheden for personer med et stofmisbrug og forbedre
deres forhold, synes at være blevet bekræftet i dansk
sammenhæng.
Inden for målgruppen for
stofindtagelsesrum er der en relativt lille særligt belastet
gruppe injektionsbrugere, som ikke fysisk er i stand til at
injicere deres euforiserende stoffer. Der er tale om personer, som
f.eks. er meget abstinente og ryster så meget, at de ikke
selv kan injicere stoffet, eller som f.eks. ikke kan se eller
nå en brugbar vene.
Da der er tale om injektionsbrugere med en
stærk afhængighed som følge af et længere
og vedvarende misbrug af euforiserende stoffer, må de
formodes under alle omstændigheder at indtage deres stoffer
med assistance. Kan de ikke gøre brug af stofindtagelsesrum,
vil den assisterede stofindtagelse finde sted i mindre hygiejniske
omgivelser og uden overvågning af kvalificeret personale med
større risiko for dødsfald og skader til
følge.
De klare fordele for målgruppen, som
stofindtagelsesrum medfører, bør også komme de
injektionsbrugere, der ikke fysisk er i stand til at injicere deres
stoffer uden assistance fra en anden person, til gavn. Assisteret
stofindtagelse er forbundet med særligt store risici, der i
høj grad kan begrænses, hvis stofindtagelsen sker i
hygiejniske omgivelser og under overvågning af kvalificeret
personale som i et stofindtagelsesrum.
Regeringen foreslår derfor, at der
skabes klare retlige rammer for assisteret stofindtagelse i
stofindtagelsesrum.
Med lovforslaget foreslås det at
ændre § 3 b, stk. 2, i lov om euforiserende stoffer
således, at sundheds- og ældreministeren bemyndiges til
at fastsætte nærmere regler om stofindtagelse i
stofindtagelsesrum som nævnt i lovens § 3 b, stk. 1.
I medfør af bemyndigelsen til at
fastsætte nærmere regler om stofindtagelse i
stofindtagelsesrum vil det blive fastsat, at stofindtagelsesrummets
brugere selv skal foretage stofindtagelsen, idet den enkelte
kommunalbestyrelse dog kan beslutte at give injektionsbrugere, der
ikke fysisk er i stand til at indtage deres euforiserende stof uden
assistance, adgang til at blive assisteret af en anden person, som
dog skal være 18 år eller derover, og som ikke må
tilhøre stofindtagelsesrummets personale.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.